Familien i Løsning efter togulykken 1935

En fattig familie i Danmark i 30'erne - og tabet af familiens forsøger ved en frygtelig togulykke

Den 9. november 1935 tidligt om morgenen skete der en frygtelig togulykke mellem Løsning og Eriknauer i den nuværende Hedensted kommune. 
2 jernbanearbejdere – Aage Hald Olesen på 38 og Morten Jakobsen på 43 - mistede livet. 20 børn mistede deres fædre og 2 kvinder deres ægtemænd. 
Hald Olesen efterlod sig 7 børn og Morten Jakobsen – som var min morfar - efterlod sig 13 børn.

Ulykken kom til at præge min mor voldsomt resten af livet, hun mistede sin far, og måtte nu som 16-årig tage ansvaret for sin dybt deprimerede mor, sine yngre søskende og for en stor del også familiens sparsomme økonomi.
De følgende 3-4 år med dette ansvar betød også, at min mor derefter valgte at uddanne sig til sygeplejerske.

Min mor hed Mary Jakobsen, hun blev senere i livet gift med Svend Riishede Hansen, som var en nabodreng fra Løsning. Det er først og fremmest hendes erindringer om denne tid, jeg vil fortælle i denne artikel, og før du går i gang med historien, skal du være opmærksom på, at historien er oplevet af en teenager, der lige er fyldt 16, som selv var dybt ulykkelig, og som følte at hun pludselig blev ladt alene tilbage med et uoverskueligt ansvar. 
Historien foregår desuden i 30'ernes Danmark, da der var krisetider i landet. Der var dengang også meget større standsforskelle. Ikke kun på rig og fattig, men også på uddannede som præsten og læreren og menigmand. Når de første åbnede munden, blev der lyttet, der blev ikke lyttet så meget til fattigfolk – og slet ikke til børn af fattigfolk. 
Støttekomiteen, der blev nedsat for at varetage familien Jakobsens økonomiske og sociale interesser, har nok ikke været i tvivl om, at de gjorde det bedste for denne meget fattige familie, der nu stod uden forsørger, mens min mor syntes, det var nedværdigende at blive kigget over skulderen, hun syntes ikke, at hendes familie blev respekteret og hørt.  

Togulykken den 9. november 1935

Morten Jakobsen og Aage Hald Olesen var en del af et arbejdssjak på 11 banearbejdere og ekstraarbejdere under ledelse af baneformand Mikkelsen fra Løsning, som den sidste måneds tid før ulykken havde arbejdet med at udskifte svellerne på det nordgående dobbeltspor mellem Løsning og Hatting. 
Den 9. november var de to mænd cyklet fra Løsning for at komme på arbejde i nærheden af trinbrættet ved Eriknaur Holdeplads et par kilometer nord for Løsning. Som de plejede, havde de stillet deres cykler ved et granhegn og var fortsat de sidste 2-300 meter til fods hen ad sporet for at mødes med deres arbejdssjak ved et arbejdsskur, hvor de hver morgen fordelte arbejdet kl. 7. 

Morgenen var tåget og regnfuld, og på det tidspunkt plejede det hurtiggående posttog med aviser fra Sjælland at have passeret, men netop den dag var det forsinket lidt over en halv time på grund af tågen og en jernbaneulykke ved Gøderup på Sjælland dagen før.
Morgenekspressen - ikke at forveksle med avistoget - var denne morgen sendt afsted i 2 afdelinger på grund af ulykken ved Gøderup. Det sidste af disse 2 eksprestog passerede Løsning kl. 6.35. Formodentlig var de 2 dræbte opmærksomme på dette tog og havde antaget, at det var avisposttoget, som normalt kom kl. 6.25. Derfor har de ikke anet uråd, da de i det dårlige vejr gik op på banelegemet ved 7-tiden og avistoget samtidig passerede ca. ½  time forsinket med en fart på over 100 kilometer i timen. De blev ramt af toget og fuldstændig knust. Deres legemsdele blev spredt over et stort område for øjnene af deres dybt rystede arbejdskammerater, som allerede var mødt på arbejde. Dette blev beskrevet ned til mindste detalje i aviserne samme aften. Horsens Folkeblads artikler har jeg nedskrevet ordret på dette link: Togulykke 1935

Familien Jakobsens situation omkring ulykken

Hele Løsning sørgede med de to familier, hvor Hald Olesens kone Marie Olesen nu var blevet efterladt med 7 børn - heraf 4 ukonfirmerede, og min mormor, Maren Jakobsen, var blevet efterladt med 13 børn – 7 var ukonfirmerede og nr. 8, Gudrun, var lige blevet konfirmeret en måned før ulykken. Efter ulykken blev hendes konfirmationskjole farvet sort, og i den blev hun begravet 3½ år efter togulykken - men derom senere i denne artikel.Olga, Gudrun, Dagny og Mary Jakobsen 1935
Begge afdøde havde været afholdte mænd i lokalsamfundet. Horsens Folkeblad beskrev det på denne måde:
"Alle i Løsning og paa egnen, der kendte de to dræbte Landarbejdere, Morten Jacobsen og Aage Hall Olsen, skildrer dem som stræbsomme og dygtige Arbejdere og de to Enker som omhyggelige og flittige Husmødre. Der blev levet et kærligt og omsorgsfuldt Familieliv i de to Hjem. Nogle af Morten Jacobsens ældste Børn kan klare sig selv. Den ældste i Flokken, en Søn, er paa Højsklole i Vinter. Han er ellers ved Landvæsenet (landbruget), og har selv opsparet Pengene til Højskoleopholdet. Endnu en søn er ved Landvæsenet og klarer sig selv. Fire Døtre har Tjeneste rundt omkring i Egnen og klarer også delvis sig selv. Den yngste af disse, der er 14 Aar, kommer nu hjem for at hjælpe Moderen, der er lidt skrøbelig, og som forstaaeligt er dybt nedbøjet."  Det blev dog ikke Gudrun på 14, men derimod min mor på 16, der kom hjem for at hjælpe sin mor.

Min mor, Mary Jakobsen, var nummer 5 i rækken af Maren og Morten Jakobsens børn, hvor de 7 ældste var ude at tjene. Det var Aage (20 år), Dagny (19 år), Olga og Olaf (17 år), min mor Mary (16 år), Gudrun (14 år) og Børge (11 år). 
De 6 yngste af mors søskende Erna (9 år), Nora (8 år), Ester og Ernst (6 år), Ingrid (3 år) og Svend Rikard (1 år) var stadig hjemme.

 

De ældste børn i familien var kommet ud at tjene, da de fyldte 14, men Børge var allerede kommet ud at tjene i 1934 som 10-årig. Han var flyttet ca. 3 km hjemmefra og gik i skole fra sin plads. Han kom dog hjem igen det år, han skulle konfirmeres.
Grunden til at Børge var kommet ud at tjene, før han fyldte 14, skyldtes familiens forværrede økonomiske situation på grund af landbrugskrise og tørke, desuden havde Maren og Morten Jakobsen kautioneret 4000 kr. for Marens bror, Lars, penge som de mistede - og oven i det hele døde Marens mor, Marie Larsen i 1933. I arveskiftet havde Maren og Morten Jakobsen været nødt til at betale 2000 til hver af Marens 3 søstre Sine, Gine og Marie, da det var Maren og Morten, der havde overtaget Marens forældres ejendom i Søndermarken.
Maren og Morten klarede ikke både de store udbetalinger, tab og landbrugets krise, og i 1934 - året før togulykken - blev de nødt til at sælge ejendommen på Søndermarken i Løsning. I stedet købte de en mindre ejendom på den nuværende Elmevej 3 i Løsning gammel by.

Efter salget af ejendommen på Søndermarken, havde Morten Jakobsen haft løst arbejde. Først arbejdede han nogle måneder på Skærvefabrikken, som kunne bruge meget arbejdskraft, fordi Skærvefabrikken var en meget stor leverandør af både grus og skærver til jernbanebyggeriet, der var i fuld gang rundt i landet. Morfar skovlede skærver op i tipvogne. Han blev der dog kun i nogle få måneder, da arbejdet var for hårdt for hans håndled, han var en spinkel og tynd mand. Bagefter blev han ansat som arbejdsmand ved statsbanerne. Han skulle bl.a. ordne sveller, rette skinner op med skærver og sætte nye skinner i. Dette arbejde var ikke så hårdt som på Skærvefabrikken, og morfar var meget glad for det - også fordi han nu fik en højere dagløn. Det kunne godt mærkes, at der nu kom flere penge i familien. Oven i dette var det en æressag at komme ind til banen, medens skærvefabrikkens hårde arbejde, var noget arbejdsfolk helst undgik. Arbejdede de på skærvefabrikken og fandt noget andet arbejde, var de hurtigt væk igen. Det var dog ikke et fast arbejde som banearbejder, Morten Jakobsen fik, han var løst ansat som ekstraarbejder. I denne omgang havde han været ansat et par måneder. 

Den frygtelige besked når frem til familien

Da mormor Marens søster Sine fra Båstup1, hørte om ulykken, skyndte hun sig hen til sin søster, for at hjælpe og støtte hende så godt hun kunne. Sine var den bedste støtte familien havde den næste tid, men hun havde også meget at lave i sit eget hjem. 

Da ulykken indtraf, tjente min mor hos Jens Lunde på en lille gård i Gesager. Hans kone var blevet lam efter sin første fødsel. Efter den tids forhold var pladsen et rart sted at arbejde, men da mors ældre søster Olga kom til Gesager med beskeden til mor om, at deres far var kørt over og dræbt af toget, ja så fik mor kun lov til at få fri i 3-4 timer, for hun skulle komme tilbage og malke om aftenen. Der var 8 køer på gården, hvoraf mor skulle malke de 4, de andre malkede Jens Lunde selv. Der var langt at gå hjem til Løsning, så en stor del af de 3-4 timer gik med at komme hjem. Mor tænkte tit senere, at det ikke var megen omsorg, fattige folks børn blev behandlet med dengang. Hun fik fri igen dagen før begravelsen for at tage hjem og hjælpe.

Mors ældste bror, Åge Jakobsen, var sammen med min (senere) far, Svend Rishede, på højskole i Tommerup. Far hørte først om ulykken over radioen, men samtidig blev der ringet til skolen, og Åge blev kaldt ind til forstanderen, for at få den frygtelige viden om sin fars død. Åge havde meget svært ved at agere i den nye familiesituation, men var dog hjemme for at hjælpe med landbruget et stykke tid efter ulykken. 

Jakob Mortensen Jakobsen og Christine Henriksen, Toftegårdsvej, Øster SnedeOgså i et lille udflytterhus på Toftegårdsvej 25, Solskov Mark i Øster Snede sogn ramte budskabet hårdt. Her boede Mortens far, tækkemand og skorstensfejer Jakob Mortensen Jakobsen og hans anden kone Christine Henriksen2. Den dag morfar blev kørt over af toget, tjente Therkel Hansen3 i nabogården hos Markus Lindved Markussen. De kunne se over til Jakob og Christine. Therkel så Jakob komme ud af det lille hus, sætte sig på bænken og græde. Jakob Mortensen Jakobsen havde allerede mistet flere nære familiemedlemmer. Alle hans 6 søskende var døde, flere af dem som ganske unge, ca. 5 år tidligere var 2 af Jakobs børn med Christine døde af tuberkulose, hans første kone, Hansine Klausen fra Nørrebusk (link) på Bredal Mark, var død i barselsseng, og barnet døde 1½ måned senere. Kun sønnen Morten havde været tilbage fra det første ægteskab, og nu var han også død ved denne meningsløse togulykke. 

For mormor gik livet helt i stå. Ulykken gav hende et chok, og hun fik samtidig en dyb depression, hun var blevet enke som 39-årig, og kunne slet ikke tage sig sammen til noget. Hun lagde sig i sengen. Desuden blødte hun så kraftigt fra underlivet, at det løb af hende. 

1. Sine fra Båstup  = Hansine Kirstine gift med Jens Ludvig Hansen
2. Christine Henriksen stammede fra Rishedegaard (link) i Klovborg og på den måde bandt hun min mors og min fars slægtshistorie sammen. Familierne Jakobsen og Rishede/Riishede (link). 

3. Therkel Hansen var vokset op på Toftegårdsvej 50, Solskov Mark i Øster Snede sogn, senere ejer af Ramballegård ved Agersbøl Skov, som pensionist boede han i Øster Snede. Se også kilder nederst her på siden og foto af Therkel, der viser mig Jakob og Christines gravsted på Øster Snede Kirkegård på denne side: De stærke Jyder (link)

Før begravelsen

Efter togulykken var de to lig kørt til Hornsyld Sygehus, hvor politiet og kredslæge Jacobsen foretog ligsyn om eftermiddagen. Morfars lig var så ilde tilredt, at ingen i familien fik det at se - "ikke engang Maren måtte se det, fortalte datteren Dagny - "men der var et problem. I følge loven skulle vidner konstatere, at det var den rigtige, som lå i kisten, så derfor blev Åge (som ældste søn) og Jakob Mortensen (som Mortens far), nødt til at se og bevidne, at det var Morten, der lå i kisten".
Inden kisterne næste dag skulle føres fra sygehuset til kapellet ved Løsning Kirke, holdt lærer Graunkjær1 en smuk tale med trøstende ord til de efterladte. I Løsning var flagene gået på halv stang, og børnene løb ligvognene i møde, da de ankom om aftenen. Det regnede og var mørkt, og begge kister blev sat op i kapellet i bælgmørke. I kapellet bad pastor Jeppesen fadervor ved kisterne, og der blev sunget en salme. 
Pastor Jeppesen kendte - lige som lærer Graunkjær - min morfar godt og var vant til at snakke og diskutere med ham. F.eks. når der havde været konfirmation i familien, så blev præsten og naboerne altid inviteret, og naboerne gav et par kroner eller måske et forklæde i konfirmationsgave. Når gæsterne så kom, skete det af og til, at Jeppesen og morfar satte sig og diskuterede i køkkenet, mens resten af gæsterne samledes inde i stuen. At diskuterede med præsten var ellers ikke almindeligt for jævne mennesker, men det gjorde Morten Jakobsen, som var videbegærlig og ikke ville sættes i bås.  

Dødsannonce i Vejle Amts FolkebladI Løsning var der store diskussioner om morfar og Hald skulle begraves samtidig, eller om der skulle være 2 forskellige begravelser. Hald var grundtvigianer, Maren og Morten hørte til De stærke Jyder (link). Hald og Morten havde været gode arbejdskammerater, men ved en begravelse, hvor de tilhørte hver deres menighed, var det sværere at forene. Forskellen i troen kunne også ses i udformningen af dødsannoncerne, hvor der i morfars d. 11. november stod: "Herren har hjemkaldt vor kære Mand og Fader", "Følget bedes drikke kaffe i hjemmet efter begravelsen" og "Kingos Salmebog benyttes" (De stærke Jyders salmebog), stod der i Hald Olesens "Min kære, gode Mand, vore Børns altopofrende Fader er pludselig død fra os" og "hans dybt sørgende hustru". Mormor var slet ikke sikker på, om Hald ville blive frelst. Til gengæld var der ingen diskussion, om morfar skulle begraves af en præst i folkekirken, for selv om familien tilhørte De stærke Jyder, så var de - som flertallet af De stærke Jyder - blevet i folkekirken. I første omgang bestemtes det at holde 2 begravelser, Hald Olesen kl. 12.30 og Morten Jakobsen kl. 13.30.
For familierne havde det uden tvivl været bedre, om det hele var foregået stille og roligt, så de kunne være alene med deres sorg, men da det var Statsbanerne, pastor Jeppesen og lærer Zederkof, der kom til at styre begravelsen, og da repræsentanterne fra Statsbanerne kom langvejsfra, blev man nødt til at slå de to begravelser sammen. To dage efter de 2 dødsannoncer i avisen, kunne man derfor se 2 nye dødsannoncer. I Hald Olesens var det eneste ændrede i annoncen tidspunktet fra kl. 12.30 til kl. 13, men i Morten Jakobsens var der flere ændringer. Tidspunktet var ændret fra kl. 13.30 til kl. 13 - som Hald Olesens, men nu stod der ikke længere noget om Kingos Salmebog, hvilket må have været dybt krænkende for mormor. Begravelseskaffen stod der heller ikke noget om. I øvrigt var Jakobsen stavet med -c i stedet for -k i begge dages annoncer, hvilket vel også var udtryk for familiens manglende overskud. 

Dagen før begravelsen blev mormor trukket ud af sengen af pastor Jeppesens og lærer Zederkofs koner. De prøvede formodentlig at få hende til at "vågne op" og tage ansvar igen. Betænksomme og medfølende Løsningborgere havde samlet ind til en gravsten til begge mænd, og nu skulle mormor med op og købe den til Morten, for den skulle vises frem ved begravelsen næste dag. Mormor blødte stadig voldsomt fra underlivet, så mor blev nødt til at rive et lagen i stykker og give hende det på. 

Lærer Graunkjær var lærer på De stærke Jyders privatskole i Løsning, hvor min mor og hendes søskende gik i skole i de år. Skolen lå ikke ret langt væk (fra hjemmet i Søndermarken?) og lærer Graunkjær blev betragtet som en af naboerne, som mormor og morfar værdsatte meget. 

Indsamling til ulykkens ofre

Både i lokalområdet og i resten af landet var medfølelsen stor, og den blev ikke mindre, da det kom frem, at de to omkomne var ekstraarbejdere og dermed ikke faste banearbejdere. Måske kunne de efterladte kun forvente begravelseshjælp og ingen pension eller ulykkesforsikring fra Statsbanerne.  

Vejle Amts Folkeblad skrev: "Efter ulykken sidder nu deres enker tilbage uden at vide, hvorfra de skal tage blot det tørre brød til de mange børn.
7 af Morten Jacobsens børn er endnu ukonfirmerede, og de 5 af Hall Olsens er også kun små. Egnens folk har ydet dem den første hjælp, men fremtiden tegner sig mørkt, thi som løse banearbejdere var de to familieforsørgere ikke pensionsberettigede, og deres efterladte familier får intet fra Statsbanerne uden end en begravelseshjælp."

Umiddelbart efter ulykken, begyndte de københavnske aviser - hvis avistog jo havde påkørt Hald og morfar – en indsamling ”til Fordel for Enkerne og de faderløse Børn”. Politiken skrev: "Straks da Ulykken blev kendt i Gaar, modtog Politiken øjeblikkelig Anmodning fra mange Læsere om at aabne en indsamling til de to Arbejderes Enker og de mange Børn. Vi gør det gerne. Sjælden har der været større Grund til at hjælpe.
En meddelelse om Indsamlingen er straks, saaledes som Loven kræver, indgivet til Politiet i København. Og allerede i Dag modtager vi med Tak alle Bidrag til De tyve Børn".

Inden længe blev der samlet ind overalt i landet. Også Vejle Amts Avis og Horsens Folkeblad, deltog i indsamlingen. Horsens Folkeblad startede en indsamling under overskriften "Enkerne i Løsning", efter de havde fået denne opfordring fra ” En abonnent i Løsning”:

Hr. Redaktør!
Jeg har set, at Hovedstadspressen har begyndt en Indsamling til Fordel for de to Banearbejderes Enker – og at der er kommet mange Bidrag fra hele Landet til dem. Ogsaa her paa egnen er der sikkert adskillige, der gerne vil give Udtryk for deres medfølelse og række en hjælpende Haand, og jeg beder derfor Egnens gamle Blad, ”Horsens Folkeblad”, om at være Bindeledet. Jeg sender pr. Postanvisning et lille Bidrag, 15 Kr., i Haab om, at Bladet vil sørge for, at de kommer i de rette Hænder.

Der blev indsamlet små og store beløb i hele landet, nogle indbetalte anonymt, andre fik deres navn nævnt i avisen. Beløbene var fra 2 og 5 kr. til 1000 kr. fra kongefamilien (Kong Christian X og dronning Alexandrine) og 1 års margarineforbrug fra direktør Axelsen, Slagelse Magarinefabrik. 
Da det indsamlede beløb til de 2 arbejderes familier blev gjort op et par måneder efter ulykken, viste det sig, at der var blevet doneret 41.316 kr. og 58 øre til familierne. Et beløb der i nutidens værdi svarer til godt 1,4 mio. kr.

De indsamlede beløb fra hele landet blev indsat i ”Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens Efterladte". Fonden blev i de næste 20 år administreret af en komite med nogle af de mest toneangivende personer i Løsning. Der var ingen repræsentanter med fra de 2 familier i komiteen. 
Komiteen vågede nidkært over pengekassen, og det var svært og ydmygende for familien at gå tiggergang til komitemedlemmerne, hvis der på tidspunkter var brug for en ekstra bevilling. Min mor var meget vred på den måde komiteen ville bestemme over dem, og endda i flere tilfælde lod hende og hendes søskende arbejde nærmest uden betaling eller helt gratis for sig. Hun var også vred over, at der ikke blev udbetalt penge til uddannelse af børnene, på trods af, at det havde været et af de oprindelige formål med fonden.
På grund af min mors store uvilje mod denne komite, har jeg valgt at undersøge så grundigt som muligt, hvordan komiteen arbejdede og hvilke beslutninger, de tog på familiernes vegne. Det har jeg gjort ud fra "Protokol for komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens efterladte", ud fra korrespondancen fra amtmand Knud Valløe i Vejle til komiteen og endelig ud fra min mor og hendes søskendes erindringer. Det er blevet til en hel artikel, som kan læses på dette link: Hjælpefonden og de efterladte enker og børn

Chefen for Statens Ulykkesforsikring oplyste i Horsens Folkeblad 3 dage efter ulykken, at der utvivlsomt tilkom de to enker erstatning efter Ulykkesforsikringsloven, og muligvis maksimumserstatning på 13.200 Kr. På et møde mellem amtmanden, sognepræsten og sognerådsformanden på Amtskontoret i Vejle i januar 1936  nævnes forsikringen. Til det møde formodes det, at familierne vil få denne forsikring udbetalt, og at resultatet snart skulle foreligge. Hvis familierne modtog denne erstatning, ville den blive udbetalt i ugentlige rater. Jeg har ikke set noget tegn på, at Statens Ulykkesforsikring kom til udbetaling. (Har du en anden viden, hører jeg gerne om det!)
Til gengæld ved jeg, at den dag morfar døde, gik han rundt med en nytegnet forsikring i baglommen. Det havde han fortalt arbejdskammeraterne, men mormor vidste ikke noget om det. Den blev heldigvis fundet og udbetalt. I korrespondancen fra forsikringsselskabet skrev de, at de udbetalte 7560 kr. Mormor fik 4320 kr., og de 11 børn under 18 år fik 3240 kr. tilsammen, hvoraf mormor - som værge - fik udbetalt 2220 kr. af de 3240 kr, mens de resterende 1020 kr. blev indsat i Overformynderiet, som dengang bestyrede umyndiges formue1. Udbetalingen af Morten Jakobsens private ulykkesforsikring til familien Jakobsen, havde indflydelse på, hvor stor en del af det landsindsamlede beløb, familien fik udbetalt, jeg har dog ikke fundet en præcis forklaring på hvor stor en indflydelse den havde.

1. Morten Jakobsen havde tegnet en personlig Ulykkesforsikring hos Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring, og oplysningerne omkring udbetalingerne stammer fra korrespondancen fra  forsikringsselskabet til sognepræsten i Løsning, J. M. Jeppesen. 

Begravelsen fredag d. 15. november 1935

Selve begravelsen blev den største mindehøjtidelighed i Løsning nogensinde. Aviserne regnede med over 500 deltagere. Kirken var stuvende fyldt, og 2 hold faner fra Statsbanerne fyldte også godt op. Mange kunne slet ikke være inde i kirken, men måtte blive udenfor, og for at alle kunne høre, blev det blev nødvendigt at opstille 2 mikrofoner. Det tog så lang tid, at kisterne først kunne blive båret ind fra kapellet efter 1½ time. Det hele gjorde et stort indtryk. 
Mormor var så dårlig, at hun nærmest blevet slæbt op i kirken til begravelsen. For at klare begravelsen, havde hun fået så meget medicin, at hun desuden var lidt uklar. 

Begravelsen indledtes med Grundtvigs salme: "Når i den største nød vi stå". Salmens første vers lyder sådan:

Når i den største nød vi stå
og vide ej hvorhen at gå,
da er det alt vort håb og trøst
at løfte op til dig vor røst.

Trøstende skriftsteder til familierne fulgte efter, læst op af pastor Jeppesen og derefter fulgte Brorsons salme "Falder på dig modgangs hede", der indledes sådan:

Falder på dig modgangs hede,
nød og jammer, spe og spot,
o, da må du flittig bede,
bønnen er for alting godt.
Midt igennem korsets ve
kan du da i ordet se,
hvordan Jesu milde hjerte
ser og føler al din smerte.

Derefter talte pastor Jeppesen ud fra Jesu ord til disciplene, da han skulle skilles fra dem.  "Eders hjerter forfærdes ikke, tro på Gud, tro på mig. I min faders Hus er der rum for alle; hvis ikke, ville jeg have sagt jer det". Johannes Evangeliet 14. kap. 1.

Højtideligheden sluttede med at lærer Zederkof afslørede gravstenene til de 2 døde, som var skænket af folk i sognet. På stenene stod der - foruden de dræbtes navne - "Rejst af venner". Et meget grundigt referat af præstens tale og hele begravelsen, kan læses i Horsens Folkeblads referat fra begravelsen på linket: Togulykke 1935.
Begravelsen sluttede med at lærer Zederkof takkede fra familierne med følgende ord: 
"Paa begge Familiers Vegne skal jeg bringe en Tak for al den Deltagelse og Medfølelse, de fra forskellig Side har mødt i disse Dage.
En Tak til Deres Majestæter Kongen og Dronningen for den smukke Pengegave.
En Tak til de københavnske Dagblade, der ved deres Indsamlinger har ønsket at bidrage til at betrygge den økonomiske Side af Børnenes Opdragelse og Uddannelse samt en Tak til Løsning Sogns beboere for Gravstenene, som de har ønsket at rejse til Minde om de to afdøde Mænd. Vi overdrager dem herved til Familierne med et Ære være Morten Jakobsens og Hall Olsens Minde."

Begravelseskaffe

Bagefter var der mange mennesker med hjemme til begravelseskaffe. Marens søster Sine havde bagt en hel del inden begravelsen, og hun hjalp også på selve dagen, ligesom flere af naboerne. 

Der skulle koges meget vand til kaffe, og derfor blev gruekedlen sat i gang. Midt i det hele tissede 1½-årige Svend Rikard i bukserne, og 8-årige Nora hjalp ham med at skifte. I skyndingen lagde hun bukserne op på gruekedlen, men ak og ve, de faldt ned i det kogende vand til kaffen. Nora var forfærdelig ked af situationen, men at én af de andre små så foreslog, at de bare kunne putte noget parfume i, viser, at situationens alvor slet ikke var gået op for alle børnene endnu. De voksne fik aldrig noget at vide om denne lille episode.

Efter begravelsen

Mormors søster Sine blev ved med at hjælpe familien det næste stykke tid. Mors faster Gertrud Marie og hendes mand Jens ”Fæste” (Jens Chr. Jensen) fra Bøgballe, hjalp dem også en del, men ellers syntes børnene, at de stod meget alene. 
Efter begravelsen fik mormor det ikke bedre, og det blev min mor på 16, der måtte stoppe på sin arbejdsplads og tage ansvaret i hjemmet. Hun blev hjemme de næste 3½ år, for derefter at være væk en kortere periode og så komme tilbage til hjemmet igen.

I mange måneder efter begravelsen sad mormor i sofaen og kunne ikke tage sig sammen til noget som helst. Nogle gange talte hun i vildelse. Hvis mor gav hende strikketøjet i hænderne, gled det bare ned på gulvet. Et års tid efter morfars død, var mor med mormor og lille Svend Rikard i kirke. Mormor havde det stadig ikke bedre og begyndte at snakke højt til Svend Rikard midt i gudstjenesten. Hun ville have ham op på skødet. Lærer Zederkof kom ned og fik flyttet Svend Rikard om på den anden side af min mor. 
Mormor blev efter morfars død indlagt en kort periode på Hornsyld Sygehus, hvor hun fik en udskrabning og blev fedet lidt op. Lægen ville have hende indlagt på sindssygeanstalten i Middelfart (sådan kaldtes det dengang), men det ville mor ikke have, for nu da de have mistet deres far, måtte de passe godt på deres mor. Det holdt hendes bror Olaf med hende i.  På det tidspunkt var det en stor skam for en familie at have et familiemedlem indlagt på en sindssygeanstalt, og mor var fast i sin beslutning om, at det skulle folk ikke have at snakke om. Selv om familiens værger, som omtales i næste afsnit, formodentlig har syntes det samme som lægen, fik mor trumfet sin vilje igennem. Hun ville selv passe sin mor. Om en indlæggelse i Middelfart måske kunne have hjulpet mormor var mindre væsentlig i denne sammenhæng.
Helt sig selv blev mormor først igen, da datteren Gudrun døde 17 år gammel af en hjernesvulst i starten af 1939 - over 3 år efter ulykken. 

Det var ikke let at få bevilget ekstra, komiteen der administrerede de landindsamlede penge holdt godt fast på dem. Pengene skulle helst slå til, indtil mormor blev pensioneret, og hun var jo kun 39 år. Det kom de også næsten til, for den sidste udbetaling faldt først 20 år senere. Beløbene de sidste år faldt dog helt ned til først 650 kr. om året, derefter til 600 kr. for de sidste år at lande på 200 kr. om året. Faktisk kan man sige, at mormor kom mere eller mindre under administration de næste 20 år, og på det tidspunkt var alle børnene selvfølgelig voksne, den ældste søn var 40 år. Regnskabet blev først afsluttet i 1956. Ingen af de indsamlede penge blev brugt til børnenes uddannelse – som de ellers også var tiltænkt at skulle bruges til. På trods af dette lykkedes det alligevel for enkelte af børnene at få en uddannelse.
I "Protokollen for Komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens Efterladte" kan man læse hvilke overvejelser, komiteen gjorde sig om udbetalingerne, og hvor meget de udbetalte til hver familie de enkelte år. Det er interessant læsning, som jeg har fortalt om i artiklen på dette link: Hjælpefonden og de efterladte enker og børn

De stærke Jyders privatskole i Løsning

Børnene i familien Jakobsen gik i De stærke Jyders privatskole i Løsning. Her havde bestyrelsen bestemt, at de, der ikke havde så god økonomi, kunne gå der lidt billigere. Alligevel var der ikke længere råd til at børnene gik i privatskole, da morfar døde. Mormor bestemte at børnene skulle ud, fordi det blev for dyrt, så selv om hun ikke var i stand til meget, kunne hun tage denne beslutning. Desuden var lærer Graunkjær på privatskolen blevet fyret, da skolen kun havde råd til at have en lærer ansat, og det blev den billigste. Graunkjær og hans kone Mette betød utrolig meget for mormor.
Ernst og Ester, som var startet i privatskolen, måtte skifte til frk. Jeppesen i kommuneskolen. De mindre børn startede i kommuneskolen. De små gik i skole hver dag i 1.- 2. og 3.kl, senere kun hver anden dag hos lærer Zederkof. Kommuneskolen lå lige ved siden af deres nuværende hjem.

Mary Jakobsen og hendes søskende

Men hvordan gik det så med de yngre søskende, som min mor, Mary, skulle tage sig af og opdrage? Heldigvis respekterede de små mor og holdt af hende. 
Engang var Børge kommet til at give hende et blåt øje, hvorfor eller hvordan huskede hun ikke, men han blev meget ulykkelig og græd, for de kom ellers så godt ud af det sammen. Han sagde undskyld mange gange siden.
Børge plejede også gerne at holde med mor, når det nogle gange var svært, at styre de mindste. 
Nora huskede, at hun engang blev sat i skammekrogen i en time af mor. Hun havde taget 1 krone i pungen derhjemme, fordi hendes klassekammerater havde sagt, at hun aldrig gav bolcher, og derfor ville de ikke lege med hende. Den dag gav Nora bolcher, men det kostede altså 1 time i skammekrogen.
KonfirmationssangIngrid forstod ikke så meget af det, der skete, men hun forstod at hendes mor var ked af det, og hun kravlede op på skødet af hende og tørrede hendes tårer væk, hvilket mormor takkede hende for i konfirmationssangen, som jeg har indsat 3 vers af her på siden.
Ernst huskede, at mor var som en mor for dem.
Olaf var den af de store, der hjalp mor, når han kom hjem om søndagen. Han kunne godt hjælpe lidt i haven. De andre hjalp ikke så meget, ja, alle drengene kom ligefrem hjem med deres bukser, så mor kunne vaske og presse dem. Nogle gange blev hun nødt til at gøre det om søndagen, selv om det var meget mod mors overbevisning at lave den slags arbejde om søndagen. 
Mor gik på sykursus på aftenskole en gang om ugen, så hun kunne lære at sy børnenes tøj.

Søsteren Gudrun Jakobsens sygdom og død

I påsken 1937 - omkring 1½ år efter togulykken og morfars død -  blev mors 2 år yngre søster Gudrun syg og kom hjem fra sin plads for at blive passet. Hun blev indlagt 3 måneder på Hornsyld Sygehus og blev udskrevet med den besked, at hun havde ungdomssløvsind. Da hun kom hjem fra hospitalet, var hun endnu mere dårlig. Hun sad med en våd klud om hovedet og havde meget ondt. Hvis hun gik, kunne hun pludselig falde om og besvime. Hun kom til at bo oppe på loftsværelset. 
En søndag, da de store var hjemme, var Gudrun igen besvimet, og Åge var løbet op for at hente læge Bense. Han havde bare givet hende en stærk indsprøjtning, så hun først vågnede næste aften. Den nat sov mor ikke meget, hun var frygtelig bange for, at Gudrun skulle dø.
Gudruns syn blev dårligere og dårligere, og derfor tog mor med hende til øjenlæge i Horsens. Da de kom derind, havde øjenlægen haft kontakt med læge Bense, og han havde fortalt, at det bare var skaberi med Gudrun, der var ikke noget i vejen med hende. Så sagde øjenlægen også, at der ikke var noget - uden at undersøge hende ordentligt.
Mor var forfærdelig ked af den behandling Gudrun fik, for hun kendte hende og vidste, at hun ikke skabte sig. Men lægernes holdning var, at det kunne der ikke gøres noget ved, det ville hun vokse fra.
Gudrun kunne klare sig nogenlunde hjemme i huset, men mor måtte øse maden op til hende. Hun måtte også holde hende i hånden, når de gik tur. 

Gudrun Jakobsen, Løsning

Efter nogle måneder, hvor Gudrun blev dårligere og dårligere, kunne mor til sidst ikke mere, og hun gik til læge Bense igen. Endelig blev det besluttet, at Gudrun skulle på rekreation på Folkekuranstalten ved Hald. Da der var lang ventetid til Hald, gik der stadig nogle måneder, inden hun kom af sted.
Den 9.dec. 1938 kørte mor til Hald med Gudrun i en taxa.
Da de kom derop, gik det op for mor, hvor dårlig Gudrun i virkeligheden var. Hun var blevet helt blind. Derhjemme havde hun kunnet klare sig nogenlunde, fordi hun vidste, hvor alle tingene stod, men her måtte mor føre hende af sted. Hun havde også svært ved at huske og ved at svare for sig, så dette måtte mor gøre for hende.
Gudrun var meget dårlig, og da afdelingen, hvor hun var indskrevet, var for selvhjulpne, sagde personalet med det sammen, at hun var alt for dårlig til at være hos dem. Mor græd, og Gudrun græd.  Det lykkedes dog personalet at finde plads til Gudrun på sygeafdelingen, hvorefter mor tog hjem igen. Mor græd hele vejen hjem.
Næste dag ringede de fra Hald til mejeribestyreren i Løsning. Han var også formand for sygekassen. De havde fundet ud af, at Gudrun havde en hjernesvulst, og ville nu vide, om sygekassen ville betale for en ambulance til København. Det blev bevilget, hvorefter han kom ned og fortalte familien det.
Fra Rigshospitalet kom der besked om, at de ville have pårørende derover, inden de ville gøre noget. Morbror Åge tog så mormor, der stadig var lige dårlig, med til København i 1 uge.
Det viste sig alligevel, at de ikke umiddelbart turde operere.

Gudrun lå alene på Rigshospitalet hele julen, der var ingen ovre at besøge hende. Hun fik det dårligere, og sidst i januar besluttede de at operere hende. Morbror Olaf rejste til København med mormor, men de nåede ikke at snakke med Gudrun, hun var bevidstløs. Hun døde d. 4. feb. 1939, 17 år gammel. Mormor og Olaf var taget hjem igen. 
Gudrun blev begravet i sin konfirmationskjole, der var farvet sort.
Efter Gudruns død, begyndte mormor langsomt at vågne op igen. Det var ligesom om, det gik op for hende, at der var andre børn, hun skulle leve for. Det kom lidt efter lidt - først kunne hun sidde med strikketøjet, så ville hun med til noget osv.

Væk fra hjemmet. På Tommerup Højskole

Mor blev hjemme til maj 1939, da havde hun været kæreste med far i 2 år. Hun tog dog ikke hjemmefra for at gifte sig, men for at komme på højskole i Tommerup i 3 mdr.
Tommerup Højskole havde herrehold om vinteren og pigehold om sommeren. Åge havde været på Tommerup Højskole, da morfar blev kørt over af toget, og derfor tilbød højskolen, at alle hans mindre søskende kunne få et gratis højskoleophold, hvis de havde lyst. Mor kunne ikke lide - eller koncentrere sig om at være på højskole. Hun savnede og tænkte på dem derhjemme og havde en frygtelig hjemve. Olga skulle nu overtage mors arbejde derhjemme, men hun kunne ikke klare de små, de låste hende inde på lokummet og tiggede mor om at komme hjem igen.
Mor tog alligevel plads på en gård efter højskoleopholdet, men til sidst fik børnene hende overtalt til at komme hjem igen i vinteren 1939/40, og herefter var Erna stor nok til at klare arbejdet derhjemme sammen med mormor.
Svend Rikard, den yngste, var den der blev hjemme ved mormor længst. Han blev hjemme til han havde gjort sin tømreruddannelse færdig. 
Mor har altid omtalt mormor pænt, men moster Ester havde ikke så gode minder om hende. F. eks var hun og hendes tvillingebror Ernst blevet sendt i søndagsskole. Her havde de hørt om, hvor godt det var at have en mor, og hvor meget en mor holdt af én. Ernst og Ester havde kigget til hinanden. Da de var kommet hjem, havde de fået smæk med en kæp, fordi de havde glemt at lukke hønsene ud, før de gik.

Maren Jakobsen 1939 og derefter

Mormor havde som sagt fået det helt godt igen efter Gudruns død.

Under 2. Verdenskrig var tyskerne indkvarteret på skolen ved siden af mormor. Mormor holdt sig gode venner med tyskerne – mor vidste ikke, om det var fordi hun var en venlig kone, eller måske fordi hun var bange for dem.
I hvert fald købte tyskerne æg og andet hos mormor og til gengæld skaffede de hende stof. Hun fik f. eks stof til 6 forklæder og 2 kitler.

Mormor blev boende i huset til 1969. Da havde hun et par år før fået indlagt vand, rigtigt toilet og gaskomfur. Vi børnebørn kan huske, hvordan vi før da sad på das og tørrede os i bagdelen med aviser, som kradsede. Latrinspandens indhold blev så med passende mellemrum gravet ned i baghaven. Min søster Elsebeth husker også, at der blev hentet mælk og byttet aviser hos naboen Kristen Thygesen.  

De sidste 4 år boede mormor på det gamle plejehjem i Løsning, hvor hun døde i 1973. Hun bestemte selv, at hun ville bo der, men egentlig var hun nok lidt for ”god” til at komme på plejehjem. Mor sagde, at mormor var meget ked af at være her, fordi hun – bortset fra perioden efter morfars død – var et meget selvstændigt menneske. Mormor kunne ikke rigtig enes med forstanderinden.
Min kusine Ellen i Løsning siger derimod, at mormor var glad for at være på hjemmet, fordi hun ”styrede” det hele. Når Ellen, som er udlært maler, sammen med andre håndværkere gik og restaurerede på hjemmet, kunne mormor finde på at sige til forstanderinden: ”Gir’ du håndværkerne kaffe, eller skal jeg?” Men da der selvfølgelig ikke var andre, der gav håndværkerne kaffe, så kunne der let sidde 8 håndværkere på mormors værelse og drikke kaffe.
Hvis Ellen kom på besøg, og mormor sad og spillede ludo med nogle andre, fik hun besked om at komme igen om en time. 
Maren Jakobsen på Løsning Plejehjem, Hedensted KommuneEn overgang, hvor mormor ikke var så rask, havde Ellen gjort sig til en vane, at komme og spise sin madpakke hos hende. De fik et nært venindeforhold, men mormor havde en bestemt mening om, hvordan Ellen skulle opføre sig. Hun kunne finde på at kigge op og ned ad hendes arbejdstøj og med sit lumske smil og glimt i øjet sige: ”Du kan lige sætte træskoene udenfor”.
Mormor blev ved med at have system i tingene selv på sine gamle dage. Hun hæklede tøfler til familien, og hvis man så bad om et par nye, kunne hun sige: ”Det er vist ikke din tur”. Hun skrev også op, hvem der kom og besøgte hende.
Hun havde sin cykel med på plejehjemmet, og cyklede stadig rundt. Ellen husker, at hun havde en sjov måde at stå af cyklen på. Hun nærmest hoppede af i farten og løb den i stå.

Min mor og far, Ester og Olaf med ægtefæller og Olga var der, da mormor døde stille og roligt på Vejle Sygehus. Mormor døde på min søster Elsebeths fødselsdag, og som noget af det sidste, sagde mormor, at nu skulle mor huske at tage en 10 kr. med hjem til Elsebeth. Jeg må med skam indrømme, at jeg var lidt misundelig over, at hun ikke havde 10 kr. med hjem til mig også, for jeg havde fødselsdag dagen efter.
1 måned før mormor døde, havde hun været på besøg hos os på alderdomshjemmet i Aulum, som mine forældre bestyrede på det tidspunkt. Her havde hun siddet i haven og drukket kaffe med de andre beboere.


Børnene fra familien Jakobsen i Løsning som voksne. Fotoet er fra De unges Hjem i Hedensted

Presseomtale af denne artikel:

Horsens Folkeblad og Vejle Amtsfolkeblad 15. dec. 2018.  "20 børn blev faderløse ved togulykke: Gudrun ser tilbage på sin families store tragedie" af journalist Ingrid Trier Christiansen. 2 sider.

Horsens Folkeblad og Vejle Amtsfolkeblad 19. dec. 2018. "Efter togulykken: En ulykke kommer sjældent alene" af journalist Ingrid Trier Christiansen. 1 side.

Mundtlige kilder: 

Mary Rishede (født Jakobsen), Ester Jensen (født Jakobsen), Lindved, Ingrid Eriksen (født Jakobsen), Videbæk og flere andre i søskendeflokken
Ellen Margrethe Jakobsen, Løsning
Therkel Hansen, Øster Snede
Johannes Enggaard Stidsen, Odense

Skriftlige kilder:

Horsens Folkeblad og Vejle Amtsavis i tiden efter ulykken.
Politiken 10. nov. 1935.
Ingrid Trier, Horsens Folkeblad. 3. januar 2017. Den dag toget gjorde 20 børn faderløse.
Ingrid Trier, Horsens Folkeblad. 4. januar 2017. Kravlede op på mors knæ og tørrede tårerne bort.
Therkel Hansen: Øster Snede sogn – De stærke Jyders sogn.
Protokollen for "Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens efterladte", og andet materiale omkring togulykken, som kan ses på Lokalarkivet for Gl. Hedensted kommune i Løsning.

© Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net . For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst, I kan finde mine kontaktoplysninger på dette link: hjem

Klik på billederne herunder, så bliver de større og tydeligere

Maren og Morten Jakobsen
Hansine Kirstine Hansen (Sine) og Maren Jakobsen
Maren Jakobsen, Elmevej 3 i Løsning
Maren Jakobsen ved Morten Jakobsens grav. Løsning Kirkegård
Gravsted Maren Og Morten Jakobsen. Løsning Kirkegård