Fattiggård og alderdomshjem i Rårup

Højgaards historie fra fattiggård til alderdomshjem

Luftfotografi af Højgaard, Åstrupvej 11 i Rårup. Fattiggård indtil 1935. Fotograferet i 1947 af Sylvest Jensen. Kilde: Danmark set fra luften. Det kongelige Bibliotek

Da fotoet blev taget var den tidligere fattiggård i 1935 overgået fra kommunens eje til at være ejet af Christen Mathiasen Christensen. Han gav gården navnet Højgård og drev den dels som landbrug og dels som et alderdomshjem, kaldet Rårup Hvilehjem (ell. Aastrup Hvilehjem).
I 1948 flyttede mine forældre, Mary og Svend Riishede Hansen, ind som bestyrerpar på Rårup Hvilehjem. De blev der til 1952. Om denne periode kan læses her: Højgaard. Rårup Hvilehjem

Fattiggården i Rårup. 1876

I 1876 købte Rårup Kommune gården på Åstrupvej 11 i Rårup for at indrette den til fattiggård. Med i købet til 40.000 kr. fulgte 29 tdl. god jord.
Gården var næsten nybygget og lå lidt nordøst for landsbyen Aastrup. Den tidligere ejer, Thomas Laursen, havde tidligere ejet en gård i selve landsbyen Aastrup, men da den brændte i 18731, besluttede han at genopbygge gården på den gode jord han ejede uden for landsbyen.
Inden længe havde han fortrudt byggeriet, for hans kone savnede landsbyfællesskabet. Derfor solgte han gården til kommunen og flyttede ind til landsbyen igen. 

Som så mange andre fattiggårde lå Rårup Fattiggård altså ikke midt i byen, men lidt afsides, for livet på fattiggården skulle helst ikke være for indbydende. Man så ned på fattiglemmerne og ønskede ikke at blive mindet om deres tilstedeværelse ved at have dem i nærheden. Måske var det også for bedre at ”holde styr” på fattiglemmerne2, og sørge for at en ildebrand ikke have så gode muligheder for at brede sig, – sådanne forekom jævnligt på fattiggårdene rundt i landet. 
Det skulle vise sig at blive såre aktuelt i Rårup, for allerede 11 år efter oprettelsen af fattiggården brændte det meste af den ned ved en påsat brand, som jeg fortæller om senere i artiklen.

Det var fra 1867 lovbestemt, at al fattigforsorgen - både beslutningsmæssigt og udgiftsmæssigt - blev styret og afholdt af den enkelte kommune, mens tilsynet blev varetaget af amtet. Derfor var det Rårup Sogneråd, der besluttede at købe Rårup Fattiggård, afholdt alle udgifter, ansatte fattiggårdsbestyreren, godkendte regnskaberne, osv., mens Vejle Amt førte tilsynet med fattiggården. 

Et stort ønske var, at fattiggården kunne få så mange indtægter ved fattiglemmernes og bestyrerparrets arbejde, at gården ikke blev nogen større udgift for kommunen. Kommunen måtte dog stadig afholde flere udgifter. F.eks. modtog fattiggården følgende beløb fra kommunen i år 1900: 50 kr. i marts, 350 kr. i juni og 50 kr. i november. 
Fattiggårdsbestyrerens løn blev også betalt direkte fra kommunekassen og figurerer derfor ikke i fattiggårdens eget regnskab, hvilket andre aflønninger gjorde. Da Rårup Kommune søgte en ny fattiggårdsbestyrer i juni 1886 meddelte de ikke i avisannoncen, hvad lønnen var, men da de i august 1890 i Horsens Folkeblad søgte en ny bestyrer, lød ansættelsesvilkårene sådan:
"Fattiggaardsbestyrer søges. Til Fattiggaarden i Aastrup søges en gift bestyrer. Pladsen ønskes tiltraadt den 1ste Oktober d. A. Lønnen er 300 Kr. aarlig. Ansøgning herom samt Anbefalinger tilstilles Raarup Sogneraad pr. Barrit inden 1ste September."
Der søgtes en gift bestyrer, da de 300 kr. dækkede hele bestyrerparrets løn. 
Samme år fik pigen, der var ansat til at hjælpe på fattiggården 110 kr. om året samt kost og logi. Hendes løn blev dog betalt af fattiggårdens eget regnskab, ligesom de lejlighedsvis ansatte daglejere og andre løst ansatte hjælpere.
Da sognerådet igen i 1907 søgte en ny bestyrer, var lønnen steget til 450 kr. samt fri station (fri bolig og forplejning). I august 1910 blev der søgt igen, nu var den årlige løn 550 kr., fri kost, bolig og brændsel.
I de første mange år var den eneste faste anden ansatte arbejdskraft en ung pige, 

Før jeg fortæller videre om Rårup Fattiggård, vil jeg for forståelsens skyld skrive lidt om fattigvæsnet og fattiggårde i Danmark i 1800 tallet, er du allerede bekendt med dette, kan du springe dette afsnit over.

Fattigvæsenet og fattiggårde i Danmark i 1800’tallet

I hele Danmark blev der bygget og åbnet fattiggårde i 1800'tallet. Arbejds- og forsørgelsesanstalter - mere kendt som fattiggårde - havde eksisteret i de større byer helt tilbage i 1600'tallet, men den første fattiggård i et dansk landsogn blev bygget i 1840’erne, og først i 1860’erne kom antallet af fattiggårde i Danmark op over hundrede. I 1879 var antallet steget til 270, hvoraf de 28 lå i Vejle amt. Flest fattiggårde fandtes der kort efter 1880, mens der fra 1890 var tydelig nedgang at spore.

Der var flere grunde til den store fremkomst af fattiggårde i den sidste del af 1800’tallet.
Børnedødeligheden var faldet, og dermed var befolkningstallet i Danmark steget til næsten det dobbelte fra 1800 til 1870. Lønningerne fulgte ikke med opad, og det var svært at mætte alle munde. Derfor skulle der ikke meget sygdom eller arbejdsløshed til at vælte en families økonomi. Landbruget var ikke længere i stand til at opsluge befolkningstilvæksten, og industrialiseringen var først så småt ved at komme i gang. Derfor steg presset på fattigvæsnet. 

Landbruget havde længe nydt godt af høje kornpriser og billig arbejdskraft, men priserne på korn faldt i 1870’erne og for alvor i 1880’erne, hvor konkurrencen fra de oversøiske lande satte ind. Kødpriserne fulgte med nedad. Det var krisetider for landbruget indtil omkring 1900, hvor det begyndte at vende til det bedre igen. 

Tilgangen til fattigvæsenet fra et voksende antal daglejere, arbejdsmænd og tjenestefolk, der blev nødt til at søge om fattighjælp i den sidste halvdel af 1800’tallet, betød stigende udgifter for sognenes øvrige beboere. For hver sognekommune havde pligt til at sørge for sine egne fattige, sådan at alle, der ikke kunne klare sig selv, fik fornøden hjælp til mad, klæder, husly, brændsel, lægehjælp og medicin. 

Ret til at modtage fattighjælp havde man - ifølge Grundloven af 1849 – kun hvis man underkastede sig de begrænsninger i den personlige frihed, der fulgte med hjælpen. Det betød, at man kom under offentligt formynderskab. Man kunne f.eks. ikke stemme til valgene - eller for så vidt selv stille op, indgåelse af ægteskab skulle også godkendes. 
Fattighjælpen var kun et lån, og ville man have sin selvbestemmelse tilbage, måtte fattighjælpen først tilbagebetales - eller eftergives af sognerådet. 

I 1850'erne blev det almindeligt at mene, at der var forskel på de mennesker, der søgte om offentlig hjælp. Indtil da havde man ikke skelnet mellem om hjælpen blev tildelt på grund af alderdom, sygdom, dovenskab, drikkeri, at det var umuligt at finde arbejde på grund af krisetider eller om man var et barn, der manglede forældre til at forsørge sig. Alle blev de kaldt fattiglemmer, alle mistede de rettigheder og for dem alle gjaldt det, at hjælpen kun var at betragte som et lån.

Nu begyndte man at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende, og derfor blev De fattiges Kasse oprettet i 1856. Pengene fra denne kasse blev tildelt folk, der ikke allerede var under fattigvæsnet, som var kommet uforskyldt i nød og havde brug for hjælp i en periode for at komme på fode igen. De ville ikke miste deres rettigheder. Midlerne skulle især komme fra kirkebøsserne og andre frivillige bidrag, men da det kneb med at få folk til at yde mere, kom en stor del af pengene til De fattiges Kasses derfor inden længe også fra det kommunale fattigvæsen. 

Med de dårlige tider og den store tilgang til fattigvæsnet blev viljen til at hjælpe de fattige efterhånden mindre, og man valgte ofte den gårdmand til sognerådsformand, der var bedst til at spare på udgifterne. Det var den almindelige mening, at det var de fattiges egen skyld, for de flittige og dygtige skulle nok klare sig. Selv sprogbruget i befolkningen var nedladende. Fattighjælpsmodtagere blev kaldt ”drukkenbolte, tyvagtige, udskud, dovne, rak, luseunger osv”. Tankegangen og sprogbruget var så indgroet, at de fattige kunne finde på selv at benytte det, som jeg vil vise med et eksempel fra min egen familie i denne artikel med Breve fra USA. 1885-1892 (link) fra min tipoldemor i USA til min oldefar Niels Hansen i Rårup. 

Da fattiggårdene begyndte at erstatte fattighuse og indkvartering hos private i landsognene, var det et forsøg på at spare på fattigudgifterne og opdrage de fattige til at arbejde. Hvor fattighusene kun var en måde at indkvartere de fattige, var fattiggårdene både forsørgelses- og arbejdsanstalter. Sognekommunerne indrettede fattiggårdene tarveligt og lavede strenge reglementer for at holde ansøgere til fattighjælpen væk. Som fattighjælpsmodtager var man virkelig deklasseret, hvilket nu blev ekstra understreget med pligten til at arbejde på fattiggården for husly og føde. På fattiggården mistede man al selvbestemmelse, man måtte fuldstændig indrette sig efter reglerne og udføre det arbejde, man blev tildelt, ofte blev par og familier endda skilt ad. 

På fattiggårdene boede i de første år børn, gamle og andre, der krævede en vis form for omsorg og hjælp, blandt arbejdsløse og alkoholikere, som skulle forsøges skræmt væk fra fattigforsorgen. 
Det var ofte blevet fremhævet at fattiggårdene skulle forbedre vilkårene for trængende gamle og syge og skabe tryggere vilkår for fattige børn, så de ikke længere risikerede, at blive udliciteret til umenneskelige forhold i de plejefamilier, der tilbød at tage barnet til sig for laveste beløb. Men samtidig var hovedformålet med fattiggårdene at forsøge at skræmme arbejdsløse og alkoholikere, som man kaldte de selvforskyldte fattige, væk fra fattighjælpen.
Det skulle vise sig at være svært at kombinere disse 2 formål, for hvordan skulle man give gamle og børn omsorg, samtidig med at man lavede så dårlige og afskrækkende forhold som muligt på fattiggårdene, for at skræmme så mange som muligt væk fra fattighjælpen? Derfor blev fattiggårdene ikke noget velegnet sted for gamle svagelige mennesker og slet ikke for børn.

Sognerådene brugte truslen om fattiggårdene til at skræmme de fattige fra at søge hjælp, og for mange var truslen om fattiggården den værste fremtid, de kunne forestille sig - så hellere leve med sult og fattigdom - og lade være med at søge om den hjælp, man måske var berettiget til. Det viste sig også at antallet af ansøgninger om fattighjælp faldt mod slutningen af århundredet, for mere end nogensinde før betragtede man det som en skam at modtage hjælp fra det offentlige, og mange af de arbejdsdygtige søgte mod storbyerne eller emigrerede. 

Selv om fattighjælpen var et af de største og grundigst diskuterede emner i resten af århundredet, kneb det for regeringen at få nyt vedtaget før omkring det sidste årti i 1800'tallet.

Højgaard Rårup. Fattiggård og alderdomshjem

Beboerne på Rårup Fattiggård de første år fra 1876 til ca. 1900

Da Rårup Fattiggård blev oprettet af Rårup Kommune sidst på året i 1876 flyttede der 25 fattiglemmer ind på fattiggården i løbet af de første par måneder. Ved folketællingen i 1880, 4 år efter oprettelsen, boede der 23 fattiglemmer på gården.  Men i 1901 var antallet af fattiglemmer faldet til 9.
At beboertallet faldt så drastisk allerede efter få år, var ikke enestående for Rårup, det skyldtes nogle større ændringer i både samfundet og lovgivningen, som jeg vil komme ind på lidt senere.

Lad os se på, hvad det var for mennesker, der flyttede på fattiggården i Rårup, da den åbnede den 1. november 1976. Samme dag flyttede der 17 fattiglemmer ind på fattiggården. Hver enkelt, der flyttede ind, fik 1 side i protokollen, med notater om ankomstdato, fødselssted og alder, hvor vedkommende ankom fra, og hvad han eller hun medbragte ved ankomst og tog med ved afrejse. Ved en del af de indflyttede personer blev der ikke noteret mere efter deres ankomst, før de afgik ved døden eller rejste væk til selvforsørgelse, mens den der blev noteret mest om i protokollen endte med at have fået tildelt hele 4 sider, for opførte man sig forkert, blev det også noteret, ligesom man kunne læse, hvilken straf der blev tildelt. 

De 17, der flyttede ind på åbningsdagen, var en blandet flok af især børn og ældre mennesker.

  • Af 9 indflyttere var 7 over 70 år, mens 1 var 69 år og 1 var 64 år. 6 af disse 9 gamle var døde 4 år senere, mens den ved indflytningen 64-årige Niels Hansen Tuesen blev ved med at være i fuld vigør mange år endnu. Han måtte bl.a. afsone 5½ år i Horsens Tugthus efter at have brændt fattiggården ned (se avisartiklen længere nede). 
  • 1 var sindssyg og blev efter det første år overflyttet til Århus Sindssygeanstalt
  • 4 var børn på 5, 6, 9 og 12 år. De var ikke sammen med deres forældre og heller ikke sammen med søskende
    a. Lille 5-årige Petrea døde som 11-årig,
    b. og c. Ane Katrine og Hans kom ud at hjælpe i forskellige hjem, indtil de til sidst som 14-årige afgik til selvforsørgelse og måtte klare sig selv
    d. 12-årige Rasmus Peter kom første gang ud at tjene en sommer som 14-15 årig. Da han næste forår måtte afsted til et andet sogn, varede det 1½ år før han var tilbage næste gang. Desværre kan man ikke se, hvornår han blev sendt afsted igen
  • 51-årige Hans var svagelig. I hvert fald tilbragte han længere perioder ad gangen på Horsens Sygehus, inden han døde i begyndelsen af 1888
  • 19-årige Jens kom i skomagerlære i Horsens 1 år efter ankomsten til fattiggården. Han kom tilbage på fattiggården et par gange, inden det lykkedes at holde ham væk
  • Dorthea Cathrine på 43 år havde svært ved at klare sig, og 5 gange kom hun retur til fattiggården, inden hun endelig klarede sig selv omkring 1890

Inden jul boede der 25 almisselemmer på Rårup fattiggård, idet endnu 8 personer flyttede ind. Det var:

  • En svensk pige på 25, der rejste hjem til Sverige efter et par måneder på fattiggården
  • Familien Jensen på 7 personer. Denne familie kom fra et fattighus. 

Af de fattiglemmer, der boede på fattiggården de første år, kom nogle fra andre fattiggårde eller fattighuse, men endnu flere kom fra deres hjem eller plads. Nogle kom fra arresten i Bjerre, tugthuset i Horsens eller tvangsarbejdsanstalten i Horsens. Enkelte "pendlede" mere eller mindre mellem fattiggården og tvangsarbejdsanstalten i Horsens. Enkelte måtte sidde til "afkøling" i fattiggårdens celle før de blev sendt afsted til Bjerre eller Horsens. Mindst én var mentalt handicappet. Nogle var syge, mindst én skulle føde, nogle børn manglede forældre, der magtede at tage ansvaret for dem, og andre ville gerne kigge dybt i flasken, som f.eks. Søren Nielsen, der var flyttet ind i 1881: "Søren Nielsen gik ud herfra anstalten uden tilladelse den 9.2.1895 og indsmuglede flere flasker brændevin, som jeg tog fra ham og tillige var han i høj grad beruset". 
Brændevinen var billig og let tilgængelig i 1800-tallet, den var almindelig og accepteret på arbejdspladser med praktisk arbejde, og mange havde et spiritusproblem. Formodentlig har også en del af fattiglemmerne på fattiggården haft et spiritusproblem. På Horsens Straffeanstalt (Horsens Tugthus) skrev fængselspræst S. M. Hafstrøm omkring denne tid: "Naar man spørger en Fange, hvad hans Ulykke har været, er intet Svar almindeligere end: »Brændevin«. Nu Samtale med mig vedkendte de fleste Fanger sig at være drikfældige (mere end to Tredjedele af dem)". I 1917 blev der lagt skat på brændevinen, hvilket betød at snapsedrikkeriet styrtdykkede.

Nogle havde kun det tøj, de gik og stod i, når de ankom, men de fleste havde lidt ekstra tøj, et par træsko og et par sko, måske 1 dyne og lidt sengetøj. Enkelte medbragte en gryde, en børste ell. lign.
En enkelt af de ankomne adskilte sig en hel del fra de andre. Det var Jens Andersen, som var født på Ikjær Mark i Rårup. Han kom til fattiggården i 1879 fra Rimmerslund Mark5 og medbragte en hel del godt tøj, både sko, træsko og træskostøvler, desuden medbragte han 1 bibel, 2 salmebøger, 1 missionstidende og 2 "skatkiste" bøger (bibelske tekster, f.eks. til andagter). Jens Andersen var den eneste, der medbragte kristelige bøger (eller bøger i det hele taget), hvilket måske ikke er så mærkeligt, da han var barnebarn til rokkedrejer Jens Andersen (1776-1847), som var én af de allerførste Stærke Jyder6. Jens Andersen var på fattiggården et års tid, inden han kunne klare sig selv igen. 

Smeden Rasmus Rasmussen kom til fattiggården første gang i juli 1978 som 37-årig. Han var den, der blev noteret mest om i protokollen - hele 4 sider blev afsat til ham. Han brød sig bestemt ikke om at være på fattiggården. 1 gang var han hoppet ud af vinduet i sit soveværelse, andre gange gik han sin vej. Han måtte jævnligt stille hos politimesteren i Bjerre for at få irettesættelser og straf. Han måtte flere gange på tvangsarbejdsanstalten i Horsens. 1 enkelt gang blev han dømt for uorden på anstalten og en anden for natlig uro, men de fleste straffe fik han for løsgængeri og betleri i forskellige byer, 2 gange så langt væk som København, hvor han så måtte udstå sin straf i Ladegården, Københavns Tvangs- og Arbejdsanstalt, før han kom tilbage til Rårup Fattiggård. Straffene blev længere og længere jo flere gange han blev dømt. Men i 1896 gjordes et nyt forsøg. 3. måneder efter han var kommet hjem fra Horsens tvangsanstalt i juli, sendte man ham væk på selvforsørgelse. Han fik endda - meget usædvanligt - udleveret følgende bohave: 1 sengested, 1 bord og et madskabsbord, 2 stole, 1 vaskefad, 3 dyner, 3 hovedpuder, 1 par lagner, 3 håndklæder og to sæt gangtøj og 4 skjorter. Denne gang blev han væk i 2½ år inden han var tilbage igen. I juli 1900 måtte han en sidste tur på tvangsarbejdsanstalten i Horsens på grund af løsgængeri og betleri, dog kun 1 måned. I juni 1901 fik han igen rejsetilladelse, denne gang for at søge arbejde i Horsens eller Aarhus, og fik denne gang 5 kroner med i rejsepenge - hvilket var endnu mere usædvanligt - alligevel var han tilbage mindre end 3 uger efter. I oktober 1901 havde han fået tilladelse til at besøge familie i Horsens, på vej tilbage til fattiggården faldt han død om af et hjerteslag. 

Dagligdag og arbejde på fattiggården

På fattiggården var dagen lagt i helt faste rammer, der skulle arbejdes og spises på bestemte tidspunkter, alt efter årstiden.
De fleste fattiggårde på landet havde deres eget landbrug, hvor fattiglemmerne selv skulle arbejde, for at skaffe mad til bordet og indtægter til fattiggården. Dette var også tilfældet i Rårup, hvor den største del af fattiggårdens indtægter i de første år kom fra salget af sødmælk og svin til slagtning. 

Spisereglementet viste, hvad der blev serveret til hvert enkelt måltid, og det blev gentaget uge efter uge. På trods af, at maden var ensformig og enkel, var den alligevel nærende og formodentlig også bedre end flere af fattiglemmerne havde været vant til. Rygning og brændevin og kaffe blev der ikke brugt penge på fattiggården i Rårup, men der blev købt skrå, så det var åbenbart tilladt. Mælk og tyndt øl var de almindelige drikkevarer på dette tidspunkt, hvor rent vand var en mangelvare, og der blev da også indkøbt både humle og maltet byg, så de kunne brygge deres eget øl på Rårup fattiggård. Den gode sødmælk fra gårdens egne køer blev sendt til mejeriet, hvilket i år 1900 indbragte en indtægt på 1.825,23 kr., mens der blev købt mælk, ost og valle for 311,13 kr. Om vallen blev drukket, brugt til at konservere kødet med eller som dyrefoder er uklart. At mælken gerne skulle en tur omkring mejeriet, før den blev drukket, skyldtes formodentlig, at 14% af alle dødsfald i Danmark fra 1890-99 skyldtes tuberkulose. Flere blev smittet ved at drikke mælk fra kvæg med kvægtuberkulose, men fra ca. 1900 blev der sat ind med pasteurisering af mælken over for kvægtuberkulose.

Jeg har ikke reglementet og spisereglementet fra Rårup Fattiggård, men da disse reglementer oftest bare blev næsten ordret kopieret fra andre fattiggårde, så er her et uddrag fra reglementet på den nærliggende Stouby Fattiggård, som blev oprettet et år før fattiggården i Rårup. I det stod der, at fattiglemmerne skulle arbejdede 11 timer dagligt om sommeren og 10 timer dagligt om vinteren, fattiglemmerne måtte aldrig forlade gården uden bestyrerens tilladelse, nydelse af kaffe, brændevin og tobak var i reglen udelukket, dog kunne man, hvis man selv var i stand til at købe kaffe få lov til at få udleveret en portion, en gang dagligt, men lemmerne måtte ikke selv komme til gårdens ildsteder. ”Skulde noget i Fattigggaarden optaget Barn vise Gjenstridihed eller Trods, efler uagtet gjentagen Formaning gjøre sig skyldig i Uorden, Ureenlighed, Ulydihed, Usandhed o andet Lignende, er Bestyreren berettiget til at anvende Huustugten efter Tyendeloven.” Besøg hos lemmerne måtte kun finde sted med bestyrerens eller et af sognerådets medlemmers tilladelse. Klage kunne kun finde sted til bestyreren, sognerådet eller forstanderne, ellers ville det påtales og straffes som et brud på disciplinen. Regulativet blev anbragt på iøjnefaldende steder på fattiggården og blev bekendtgjort og omdelt i kommunen.

Det var ikke altid lige let for fattiggårdsbestyreren i Rårup, at få lemmerne til at arbejde, selv om han efter nogle år begyndte at uddele flidsbelønninger til de mest flittige, f.eks. modtog Søren Enevoldsen en flidsbelønning på 1 kr. i april 1895, men samtidig måtte fattiggården betale 13,50 kr. i daglejerarbejde i samme måned. I september samme år fik 4 fattiglemmer 5 kr. tilsammen i flidsbelønning, det var usædvanligt mange.
Hvis et fattiglem undslog sig at arbejde og rømmede kunne vedkommende blive idømt tvangsarbejde som straf for løsgængeri og eventuel betleri, så blev vedkommende sendt på Tvangsarbejdsanstalten i Horsens, hvor disciplinen var endnu hårdere end på fattiggården. Tvangsarbejdsanstalten blev drevet af Horsens, Vejle og Skanderborg kommuner samt Vejle- og Skanderborg amter.

Formodentlig var flere på fattiggården slet ikke fysisk i stand til at arbejde ret meget, for ellers ville de sikkert have gjort alt for at undgå at komme på fattiggården. Kunne man finde arbejde og forsørge sig selv, blev man ikke på fattiggården ret længe. F.eks. flyttede Dorthea Kathrine Hansen 5 gange ud fra fattiggården til selvforsørgelse fra 1880 til 1890. Når hun kom tilbage til fattiggården, var det gerne i vintermånederne, men ofte var hun væk igen i løbet af en måned. Sidste gang hun flyttede ud til selvforsørgelse, blev hendes efterladenskaber afleveret i hendes hjem, hvilket er udtryk for, at hun heller ikke var i gæld til fattigvæsnet.

Straf på fattiggården for at nægte at udføre arbejde og forlade stedet uden tilladelse

Straf for at forlade fattiggården uden tilladelse 

Fattiglemmerne skulle have tilladelse fra fattiggårdsbestyreren til at gå fra fattiggården for f.eks. at besøge familie eller søge arbejde. Som regel var der udgangstilladelse om søndagen og på helligdage, hvis man havde opført sig ordentligt i løbet af ugen. Så skulle man helst gå i kirke:
Her er et eksempel på, hvordan en af fattiglemmerne på Rårup Fattiggård blev straffet for at have forladt stedet uden tilladelse. Fattiggårdsbestyreren skrev i ”Register over tilkomne og afgåede” om den 68-årige Peter Berggren Petersen, som sammen med sin kone Frederikke havde boet på fattiggården med korte afbrydelser siden 1889:

  • ”Peter Berggren Petersen nægtede at udføre et ærinde til Bjerre d. 18. marts 1895, men anmodede om at gå til Horsens onsdag d. 20. marts. Hvilket jeg nægtede ham, men han blev også hjemme
  • P. B. Petersen blev nægtet udgangstilladelse til Horsens den 8. april 1895 grundet, at han ikke ville udføre det mindste arbejde. P. B. Petersen gik til Horsens d. 9. april 1895 - uden tilladelse. Han gik om morgenen kl. 5 og kom om aftenen kl. 9 samme dag
  • For ovennævnte forhold blev P. B. Petersen indlagt på Horsens Tvangsarbejdsanstaltens forsørgelsesafdeling den 23. april 1895
  • P. B. Petersen kom fra Horsens Arbejdsanstalt d. 13. august 1895”.

Straffen for den 68-årige Peter Berggren Petersen for at være ulydig var næsten 4 måneder på Tvangsanstaltens forsørgelsesafdeling i Horsens. Frederikke kom ikke med. Tvangsanstalten havde endnu strammere regler end fattiggården, her udførte man tvangsarbejde som straf for ”løsgængeri og betleri”. 

Fattiglem Niels Thuesen sætter ild til fattiggården

I 1887 satte fattiglem Niels Hansen Thuesen ild til fattiggården. Han var på det tidspunkt en ældre herre på 75 år, som var flyttet ind på fattiggården ved åbningen 11 år tidligere. Han havde et længere synderegister og var et tydeligt eksempel på, hvor uhensigtsmæssigt det var, at placere en så utilpasset person mellem børn og ældre mennesker, der skulle have omsorg.

I 1865 blev han dømt til døden for mord ved rettergang i Bjerre Tinghus. Sagen gik helt til højesteret, hvor dødsdommen blev stadfæstet samme år.
Den mand, Niels Hansen Thuesen havde slået ihjel, havde han boet hos i flere år, og han havde åbenbart haft et intimt forhold til dennes kone, Mette Kirstine Nielsdatter. Først var der af Vejle Amt blevet udstedt et Entholdelsesdekret, som blev udstedt som et påbud til Niels Thuesen og Mette Kirstine om at holde sig fra hinanden, "fordi et forargeligt Samliv havde fundet Sted". Dekretet kunne åbenbart ikke holde de to fra hinanden, for efterfølgende slog Niels Hansen Thuesen manden ihjel. 

Thuesen blev dømt for både overtrædelse af Entholdelsesdekretet og for drab, mens Mette Kirstine Nielsdatter blev dømt for "Deelagtighed i Drab eller dog for ikke at have forhindret Drab samt for Hoer og for Overtrædelse af førnævnte Entholdelsesdekret". Da Mette Kirstine Nielsdatter var gift, blev hun også dømt for hor.
Mens Niels Hansen Thuesen fik en dødsdom, blev Mette Kirstine Nielsdatter dømt til at "hensættes i Fængsel på vand og Brød i 6 gange 5 Dage". 
Senere blev Niels Thuesens dom ved kongelig Resolution omstødt til 8 års tugthusarbejde i Horsens Tugthus. 
Dom nr. 864, fange nr 323, Niels Hansen Thuesen blev indsat i Statsfængslet i Horsens d. 3. januar 1866. Statsfængslet i Horsens var taget i brug i 1853. Han var da 54 år gammel og i fængslets stambog blev han beskrevet som arbejdsmand, ugift, ingen børn, 161 cm høj, brune øjne og mørkt hår. Født i  Barrit sogn, Bjerre Herred, hjemmehørende i Rårup.

Efter udstået staf blev Niels Hansen Thuesen løsladt d. 3. jan. 1874 og hjemsendt til Rårup sogn og i november 1876 indlagt paa Raarup Fattiggaard.
Han var ikke et rart bekendtskab for de andre fattiglemmer, efter sigende terroriserede han hele fattiggården, idet han ofte truede de andre fattiglemmer med mord og brand. På grund af at "han udviste et fredsforstyrrende Forhold, blev han paa Foranledning af Sogneraadet ved Juletid 1878 indlagt paa Tvangsarbejdsansatalten ved Horsens, hvor han forblev omtrent 8 Aar".

I oktober 1879 var han sammen med 2 andre undveget fra Horsens Tvangsarbejdsanstalt og Horsen Avis skrev: 
"Undvigelse. I Søndags aftes ere tre af den herværende Tvangsarbejdsanstalts lemmer brudte ud gjennem et Vindue, hvis Jernstænger de havde bøjet til Siden ved at skære et Stykke ud af Trækarmen. Den Ene, Poul Nielsen af Them, blev strax greben, idet man fra Anstalten satte efter de Undvegne. Den Anden, Morten Andersen af Ødis, er i Gaar Morges bleven paagreben af Politiet i Vejle, hvor han udgav sig for Skolelærer, men den Treide, Niels Thuesen af Raarup, endnu nyder Frihedens Glæder"

Ved nytårstid i 1887 kom Niels Thuesen tilbage til Rårup Fattiggaard. Han havde nu afviklet 8 år i tugthuset og 8 år på tvangsarbejdsanstalten, men måtte afsted igen i 6 år for ildspåsættelse i september samme år.
Han havde to begrundelser for at sætte ild til fattiggården. Dels var han vred på sognerådet og ville hævne sig, fordi dette havde ladet ham blive så længe på tvangsarbejdsanstalten, og dels udtrykte han, at han hellere ville være i tugthuset end på fattiggården.

Horsens Folkeblad skrev om ildspåsættelsen:
"Under 7de ds. skrives det til os: Raarup Sogns Fattigforsørgelsesanstalt brændte i Nat. Stuehuset blev reddet. Ilden, der var paasat af en Mand ved navn Niels Thuesen, som var indlagt på Anstalten, opkom kl. 11, paa hvilken Tid alle Anstaltens Beboere sov. Heldigvis vækkedes bestyreren ved at høre Brandstifterens Trusselsraab uden for, og det var paa høje Tid; thi da stod de 3 Udhuse i lys Lue, lige som Ilden ogsaa allerede havde fat i Stuehuset. Med største Besvær lykkedes det Bestyreren at faa Beboerne vækket og faa dem ud, under hvilket Arbejde han fik Hænder og Arme meget betydelig skaarne og oprevne paa Vinduesglasset. Efter at have faaet Menneskene ud, ilede Bestyreren hen for at redde Kreaturerne. Med den største Anstrengelse lykkedes det ham at faa Hestene ud, hvorimod den øvrige Besætning blev Luernes rov. At Stuehuset blev reddet, var en Mærkelighed, da en fløj af det var sammenbygget med et af de nedbrændte Udhuslænger; men heldigvis var vinden fra, og det er spaantækket. Ikke desto mindre havde Ilden fat i det, og at det reddedes maa navnlig tilskrives de tililendes energiske Optræden.
Brandstifteren er godt kendt her på Egnen. Han har før forsøgt sig på forbryderbanen, idet han i 1865 myrdede en Mand, i hvis Hus han i en Aarrække havde haft et hjem, og til hvis Kone han havde staaet i et meget intimt Forhold. For denne Udaad idømtes han 8 Aars Tugthusstraf. Efter at have udstaat denne Straf indlagdes han, der allerede var en gammel Mand, til fremtidig Forsørgelse paa den nu afbrændte Anstalt. Opholdet her behagede ham imidlertid ikke, og han længtes stadig tilbage til Tugthuset. For at naa sine Længslers Maal har han ofte udstedt Trusler om at begaa Mord og Brandstiftelser, men da det ikke har hjulpet, er han nu skredet til at omsætte Truslerne i Handling. Det er nu at haabe, at han for Livstid maa finde den søgte Ro bag ”Brangels? Slot”s Mure og Samfundet saaledes blive befriet for et for den offentlige Sikkerhed saa farligt Individ.
- Det fortjener at noteres, at Herredsfoged Brædstrup mødte paa Brandstedet kl.2½ om Natten og blev til hen paa Formiddagen."

I dagene herefter uddybede aviserne, bl.a. Århus Stifttidende, hvad der var sket på brandaftenen.
Niels Thuesen havde sat ild til en halmstak tæt på laden, da ilden havde fænget og fået fat i ladens tag, var han løbet hen og havde råbt udenfor bestyrerens vinduer. Derefter var han løbet sin vej og havde skjult sig i en jordhytte på marken, hvor han blev fundet næste morgen. 
Af besætningen indebrændte 8 køer, 4 svin samt en del småkreaturer. 1 hest var blevet reddet. En del inventar og det meste af gårdens avl var gået til.

Allerede 6 dage efter branden udbød Raarup Sogneråd murer- og tømrerarbejdet til opførelse af to udhuse ved fattiggården. Vilkår og tegninger lå til eftersyn på fattiggården.

Sidst i november 1887 - knap 3 måneder efter branden på fattiggården i Raarup - holdt Vejle Amtsråd et møde, som blev refereret i Vejle Amts Folkeblad. På mødet diskuterede amtsrådet branden, og om den skulle have konsekvenser for, hvordan man anbragte "Almisselemmer, som paa Grund af deres Fortid eller slette Opførsel ikke uden Ulæmper kunne forsørges i vedkommende Kommuner eller paa de derværende Fattiggaarde". Formanden for amtsrådet henstillede til, at der fra amtsraadets side arbejdes hen på at få en ny vedtægt for Horsens Tvangsarbejdsanstalt, så denne blandt andet skulle være forpligtet til at optage sådanne fattiglemmer i sin forsørgelsesafdeling, såvidt pladsen tillod det, "uanset om de paa Grund af deres Helbred eller Alder maatte være mindre arbejdsføre".
Formandens indstilling resulterede i følgende diskussion på mødet:
" Bertelsen er ganske enig i, at der bør indrettes et Sted, hvor saadanne kan anbringes, men er dog ikke synderlig stemt for, det skulle være Arbejsdsanstalten. Form.: Det er nok mulig, at Anstalten, vi nu har, kan trænge til Udvidelse, men den maa man hellere vaelge end indrette noget nyt omkring i Amtet, som i hvert fald vil blive meget dyrere. Jørgensen: Ville de ikke beholde ham derude? Schæffer: Han var nok for gammel. Eckardt: Ja, han var over 70, og saa gamle maa de vist ikke have dem. Bertelsen: Vi har mange, som ikke er tjenlige til at opholde sig paa Fattiggaardene for det slette Eksempels Skyld.  Form.: Vi plejer at høre lidt om det, naar der gjøres Knuder paa Fattiggaardene, og det kan dog ikke siges, at der indgives mange Besværinger i saa Henseende. Bertelsen: Nej det kan nok være; thi de fleste Steder hersker der paa Fattiggaardene et strengt Kasernesystem, som lærer de opsætsige at lystre, men som skader de andre. Taleren kjender flere Eksempler på, hvorledes Demoralisationen kommer ind og gjør skade. Form. kan indrømme Rigtigheden af, at der er mange Ulæmper ved Fattiggaardene, og han kan være med til at ønske flere Slags Fattiggaarde, men det gaar ikke an, at vi nu lægger nye ved Siden af de, der nu er, det maa være Fællesanliggender for flere Kommuner og foreløbig skjønner han ikke, at Vanskeligheden kan løses bedre og billigere end ved en udvidelse af Arbejdsanstalten. Jørgensen gjentager Ønskeligheden af en forskellig Behandling. Schæffer vil også have de farlige til Horsens; Bertelsens tanke finder han sund og god, men -- men --. Kristensen antager, at vi burde have 3-4 saadanne Gaarde her i Amtet for strængere Arbejde. Form.: Med andre Ord, De vilde have de gamle og Børnene sondrede ud fra de andre og det er meget rigtigt. Kristensen: Men hvordan skal vi komme ind på en saadan Adskillelse? Form.: Ja, vi kan jo lade Sagen overveje i et Udvalg.
Til eventuelt efter Forhandling med Overtilsynet samt Bestyrelserne og de i denne interesserede Kommuner at afgive Betænkning i Sagen, vedtoges det at nedsætte et Udvalg, bestående af Scæffer, Bertelsen og Formanden.
"
I august 1888 var det nedsatte udvalg kommet frem til følgende resultat: Vedtægten for Tvangsarbejdsanstalten i Horsens var blevet underkastet et grundigt eftersyn, og amtsrådet havde gjort opmærksom på forskellige ønskelige ændringer. Udvalget havde endvidere ment, at det kunne være hensigtsmæssigt at anvende en af de fattiggårde, hvor der nu kun boede få fattiglemmer, til et fælles opholdssted for lemmer, som ikke egne sig til anbringelse hverken på tvangsarbejdsanstalten eller på de almindelige fattiggårde. Det kunde f.eks. være den store fattiggård i Thyrsted, som sikkert både ville kunne fås og ville være passende.
Herefter foreslog Dall at Taps fattiggård også kunne være en mulighed, hvortil formanden svarede, at der måske kunne blive brug for mere end 1 fattiggård, og at når sognerådene gennem Amtsraadstidende blev bekendt med amtsrådets ønske, ville der måske melde sig flere.
Det vedtoges at henlede Skanderborg Amtsråds samt Horsens, Skanderborg og Vejle byråds opmærksomhed på de i Betænkningen fremhævede mangler i den nuværende ordning ved tvangsarbejdsanstalten, samt at anmode udvalget om ved forhandling med bestyrelserne for en eller flere fattiggårde at tilvejebringe pladser for fattiglemmer, der hverken egner sig til optagelse på tvangsarbejdsanstalten eller til at være anbragt i deres hjemstedskommuner, da de vil være til for stor ulempe for andre.
 
D. 19. marts 1888 blev Niels Thuesen indsat i straffeanstalten for at afsone sin straf for brandstiftelse. I fangeprotokollen for fællesfanger stod der:
Fange nr. 24. Dom nr. 3209. Gl. nr. 323 Dom nr. 864. Niels Hansen kaldet Thuesen. Alder 76 år. Født d. 9. Febr. 1812. Fødested: Barritskov By, Vejle Amt. Hjemsted: Rårup Sogn, Vejle Amt. Religion: Evangelisk-Luthersk. Dom: Højesterets af 7.de marts 88.
Forbrydelse: Brandstiftelse 
Tidlige straffet: 1 gang med 8 års tugthusarbejde for drab.
Tidligere forhold: Uægte født.
Han blev løsladt fra herværende straffeanstalt den 3de januar 1874 og har siden været fattiglem på Rårup Fattiggård, dels (i 8 år) været indlagt på Horsens Tvangsarbejdsanstalts forsørgelsesafdeling.
har nu for at hævne sig på Sognerådet, hvilket han mente med urette havde holdt ham i 8 år i Tvangsarbejdsanstalt, sat ild på ovennævnte fattiggård.
Se endvidere nr. 864

Straffetid og afdeling: 6 års tugthusarbejde
Inden længe blev Niels Thuesen oveført til invalideafdelingen på tvangsarbejdsanstalten, han blev betegnet som næsten blind. Da han også var tandløs, fik han jævnligt særforplejning som ½ pot øl, 1 pot sødmælk og sigtebrød.
 
Efter de 6 år i tugthuset for ildspåsættelsen var Niels Thuesen tilbage på fattiggården i marts 1894, man har åbenbart ikke syntes, at han var til nogen fare for nogen længere eller også havde Vejle Amtsråd ikke haft held til at få oprettet et sted, der passede bedre til ældre mennesker med hans baggrund på trods af at Horsens Folkeblad i 1889 i en længere artikel om fattiggårde i Bjerre og Hatting Herreder, undrede sig over at "ingen af de 6 fattiggårde, de kendte til havde fuld besætning. De var blev indrettede til at kunne modtage 30 til 60 lemmer, men den der har flest, nemlig Hatting Fattiggård, havde kun en snes lemmer. Den store og flotte fattiggård i Thyrsted, der blev indrettet til 60 lemmer, husede nu kun 3 gamle mennesker og et barn! Barrit fattiggård, som indrettedes til 40, og som var fuldt besat det første år, husede nu kun 10. I Glud var der kun 4 lemmer. I Bjerre en 7-8 stykker og i Løsning 10" .
I februar året efter Niels Thuesen var tilbage på fattiggården, forlod han anstalten uden tilladelse og blev derfor afhentet til Bjerre Arrest dagen efter. Da var han 87 ell. 88 år gammel og kom ikke mere tilbage til fattiggården .

Indtægter på Rårup Fattiggård år 1900

Årsregnskab fra Rårup Fattiggård. År 1900

For at få et indtryk af økonomien på fattigården i Rårup, har jeg valgt at kigge nærmere på år 1900. vilke indtægter var der, og hvad blev pengene brugt til?

Fattiggårdens indtægt år 1900 var på 3.729,42 kr. iberegnet de 450 kr., de fik i tilskud fra kommunekassen. Over halvdelen af årets indtægt, nemlig 2.662,11 kr., kom fra salget af sødmælk (1.825,23 kr.) og svin til slagtning (836,88 kr.).

Årsindtægten kom desuden fra et stort salg af æg, der dog kun gav 161,03 kr. for hele året og salget af en ko til 125 kr. De resterende mindre beløb kom fra salget af 4 kalve, 3 lam, 5 kalveskind, 1 fåreskind, lidt havre, lidt uld, lidt kartofler, et par gamle dyner, lidt jorddrift (?) og et par stivsyge3 grise, som de fik 10 kr. stk. for - i modsætning til et slagtesvin, der gav 40 til 52 kr. pr. svin. Endelig tjente de i oktober 5,50 kr. for at køre varer til brugsforeningen.

Her er udgifterne i en vintermåned og en sommermåned:

Januar 1900. Udgifter på Rårup Fattiggård.

  • Ærter 5 kr., bomuldsfrøkager 30 kr., melasse 81,48 kr., klid 29,23 kr., 
  • 1 vaskekone 1 dag 0,85 kr. , 1 arbejdsmand 14,50 dag a 70 øre = 10,15 kr. og dameskrædderarbejde 3,50 kr.
  • Begravelse af Knud Jørgensen kommer til at koste i alt kr. 23,50 kr. (Ligsyn 2 kr., ligtøj 5,50 kr. 1 ligkiste 14 kr., begravelsen 3 kr.)
  • Bedækningpenge for 10 køer 8 kr.,
  • 1 læs sand 2 kr.
  • kolonialvarer (fødevarer) 20,00 kr., mælk, ost, valle 22,44 kr., fisk for i alt 1,10 kr. og kolonialvarer - sæbe stenolie mm 9,34 kr., 6 skeer 0,60 kr.
  • 3 stk. månedsgrise a 10 kr. 10 øre = 30,30 kr.

Knud Jørgensens begravelse er den eneste begravelse, der bruges penge på i år 1900

Juli 1900. Udgifter på Rårup Fattiggård.

  • 3 stk. 6 ugers grise 39 kr.
  • Farver (maling ell. maler?) regning 3,71 kr.
  • Skomagerregning 2,40 kr., manufakturvarer 16,80 kr.
  • 1 trillebørshjul (hjulbørhjul) 1,50 kr.
  • 1 vaskekone 2 dage a 85 øre = 1,70 kr. og 1 arbejdsmand i 18 dage a 1 kr. 18 kr.
  • mælk, valle og smør 85,78 kr., fisk i alt 0,60 kr., kolonialvarer (fødevarer) 36,07 kr., kolonialvarer sæbe, soda mm 14,12 kr.

Aflønninger på fattiggården år 1900
Som tidligere fortalt fik den unge pige, der var ansat på fattiggården 110 kr. om året.  Lønnen blev udbetalt 2 gange om året, 55 kr. i maj og 55 kr. i november. Desuden fik hun kost og logi. Vaskekonen, der kom og hjalp med at vaske 1 dag i januar og december og to dage i maj og juli blev aflønnet med 85 øre om dagen, og i regnskabet ser det ud til, at der blev købt ekstra sæbe i de måneder.

Derudover ansattes der en arbejdsmand nogle timer hver måned, det mindste antal timer i januar,14½ dage og det højeste i juli, 22½ dage. I alt er der ansat en arbejdsmand i 215,75 dage i løbet af år 1900. Han får 70 øre om dagen i vintermånederne, hvor han er billigst, 85 øre i marts og november, mens han resten af året bliver aflønnet med 1 kr. om dagen. I høsten må der skaffes ekstra arbejdskraft, og den er det lidt dyrere, idet høstmanden får 1,50 kr. om dagen i 23 dage og 1 kr. om dagen i 2 dage, mens en høstpige kan nøjes med lidt mindre, hun betales 1 kr. om dagen i 17 dage i august. Den 30. dec. bruges der 4,50 kr til assistance med at klare den 22 årigeThorvald Mikkelsen, som er "hel rasende i sin sindsygdom" og i perioder er anbragt i cellen både på fattiggården og på Hornsyld Sygehus.
De eneste, der får dusør (formodentlig flidspræmie) i hele år 1900 er Trine og Mine, der får 2 kr. hver i september måned.

Udgifter på fattiggården år 1900:

  • 1 fjedervogn (155 kr.), 1 ajlepumpe (14 kr.), 1 vognstang  (3,50 kr.), 1 kurv  (1,25 kr), 7 vinduer, brædder, kalk, 7 koste (4,40 kr.), 1 rist til en kakkelovn (85 øre), 2 grimer, reb, reparation af en vogn (32 kr.),
  • 1 ko (135 kr.), 24 smågrise købt 3 ad gangen (310,40 kr.) og 1 plag 1½ år gammel (360 kr.), dyrlægebesøg 1 gang i løbet af året (4 kr.), foderstoffer (470,69 kr.), bomuldsfrøkager (61,05 kr.), majs (20 kr.), byg (29,50 kr.), ærter (7 kr.), markfrø (63,98), 6 læs sand (6 kr.), kalk (1 kr.) 
  • kolonialvarer (fødevarer) (418,81 kr.), mælk, ost og valle (311,13 kr.), oksekød (40,41 kr.), fisk (6,02 kr), kolonialvarer (sæbe, stenolie, soda, petroleum, skrå mm) (179,20 kr.) humle (11,60), 12 tønder maltet byg (18 kr.), kul (56,70 kr.)
  • Tømrerarbejde (30,04 kr), slagtning (3 x 1,50 kr. = 4,50 kr), blikkenslagerarbejde (20,45 kr.), smedearbejde, skorstensfejning (4,00 kr), tørvegravning (21,15 kr.), en grøft, der skal renses og tage, der skal tjæres (41,10 kr.), 
  • Træsko (6,50 kr.), blaarlærred (36 kr.), 2½ alen lærred (63 øre), lagenlærred 816,80 kr.), tråd og bændler (74 øre). Skomager (2,40 kr.), manufakturvarer ca. 26 kr for hele året og skrædderarbejde (12,77 kr.), syløn for 2 dynevaår (35 øre), vævearbejde (6,25 kr.). I august købes 3 uldtrøjer, 1 par benklæder og 3 skjorter til i alt 6,25 kr.  det er den eneste gang, der noteres, at der er købt færdig tøj det år
  • kvægtiende (1,09 kr.), brandassurance (5,35 kr.)

 

Sven Riishede Hansen med Elsebeth på trappen til Rårup Hvilehjem på HøjgaardFortsættes....jeg skriver i øjeblikket på denne historie, så følg med i fattiggårdens historie helt op til 1930'erne

© Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net . For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst 


Noter

1 1/3 af Aastrup by nedbrændte i 1873
2  Et fattiglem var en person, der blev forsørget af fattigvæsenet
3 Stivsyge: Knoglelidelse hos dyr (navnlig: svin), der hos unge individer optræder som benblødhed, engelsk syge (rakitis) (Ordbog over det danske sprog. Historisk ordbog 1700-1950. Skyldes for dårlig kost og vitaminmangel, specielt mangel på Vitamin D.

4  S. M. Hafstrøm var fængselpræst ved Horsens Straffeanstalt (Horsens Tugthus) fra 1884 til 1896 og skrev år 1900 bogen: Fra Horsens tugthus. Tolv års iagttagelser
5  Ligesom Rårup var Rimmerslund ved Hedensted en af De stærke Jyders højborge
6 Rokkedrejer Jens Andersen deltog bl.a. i salmebogskrigen i Nebsager Kirke. Se under De stærke Jyder og tilhørte kredsen omkring Peder Laursen​ i Rårup. Se: Johanne Marie Jensdatters omvendelse

Kilder til artiklen om Rårup fattiggård

  • Institutionsarkiv Glud, Rårup, Skjold og Hjarnø Lokalarkiv: Rårup Fattiggård Åstrupvej 11, Åstrup 7130 Juelsminde, Matr.nr. 7a, Åstrup. A1001. Især: Register over tilkomne og afgående 1876-1946, Regnskabsbog 1876-1914, kassebog 1923-1935, noter om Ejler Lykkegaards fæstelse som bestyrer på Rårup Kommunes Fattiggård i henholdsvis 1934-1935 og 1935-1936) (I dette arkiv findes der desuden et speciale i historie fra 1985 skrvet af Bente Elholm Munk med titlen "De fattiges forsørgelse på landet i 1860'erne og 1870'erne", dette speciale har jeg desværre ikke set)
  • Harald Jørgensen: Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i Danmark i det 19. århundrede
  • Anton Justesen og PE Jeppesen: Brand, bomber og De Nordre Torper. Glud Museum foråret 2018. I bogen kommer der et afsnit om Fattiggården i Åstrup, som er en revideret og udvidet udgave af artiklen i Glud Museums årsskrift 2017. Jeg kender kun artiklen fra museumsårsskriftet
  • Oldefar Niels Hansen notesbøger fra hans tid som ringer og graver ved Rårup Kirke  (Nu afleveret på Glud, Rårup, Skjold og Hjarnø Lokalarkiv)
        - Begravelser, gravnummer og betalinger for begravelser ca. 1914-1926
        - Regnskab for medhjælpere på kirkegården
        - Betaling for at have et gravsted ca. 1910-1926 
        - Desuden et regnskab for materiale, kørsel mm til tagreperation på kirken i 1917 og bageopskrifter på sukkerbrød, sirupskage, kaffebrød og lagkage
  • Folketællinger i Rårup sogn 1880,1901, 1916, 1930 og 1940
  • Gyldendal & Politiken: Danmarkshistorien. Flere bind
  • O. H. Larsen: Landbrugets historie og statistik. 3. udg. 1937
  • Horsens Folkeblad, Horsens Socialdemokrat, Horsens Avis, Viborg Statstidende (1865), Aarhus Stiftstidende (1887), Vejle Amts Folkeblad (1887), Fyens Stifttidende (1887), Middelfart Avis (1888)
  • Fangeprotokoller fra Horsens Statsfængsel
  • O. Fabricius: Horsens Kjøbstads Beskrivelse og Historie
  • Reglementet fra Fattiggården i Stouby Skov er fra museumsinspektør på Glud Museum, Lola Wøhlk Hansens anbefaling fra Glud Museum til Hedensted Kommune om bevaring af Stouby Fattiggård af kulturhistoriske og arkitektoniske grunde efter ansøgning om nedrivning af Fattiggården
  • Fattiggårde på landet i Sønderjylland. Menneskeliv i samfundets udkant
  • Sultegrænsen af Peter Riismøller 
  • Marinus Sørensen: Fattigfolks kår i 1800-tallet, især i Øster Snede sogn
  • S. M. Hafstrøm: Fra Horsens Tugthus. Tolv Aars Iagtagelser. 1900

Kilder online:

Mundtlige kilder: 

  • Poul Erik Jeppesen og Anne Kirketerp Jensen, Nøttrup, Juelsminde
  • Janni Würtz Maise, Glud, Rårup, Skjold og Hjarnø Lokalarkiv

Alle mine kilder til mine artikler om Rårup kan ses på denne side: Kilder til Rårup. Her kan du se en oversigt over de andre artikler fra Rårup

© Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net . For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst