Fattighuse og fattiggård

Fattighuse og fattiggård i Øster Snede sogn, samt lidt om fattigforsorgen i Danmark i 1800-tallet

På Sognet. Marie Wandel. Ribe Kunstmuseum

Øster Snede sogn ligger mellem Horsens og Vejle og hører nu under Hedensted Kommune.

Artiklen er delt op i 5 hovedpunkter:

  1. Fattigforsorgen i 1800-tallet
  2. Fattigforsorgen i Øster Snede midt i 1800-tallet
  3. Fattighuse i Øster Snede sogn.
  4. Beboerne i fattighuset i Gammel Sole
  5. Kragelund fattiggård, Øster Snede sogns fattiggård.
  6. Erindringer fortalt af Georg Jakobsen, som voksede op på fattiggården i Kragelund i 1920'erne og 1930'erne
Fattigforsorgen i 1800-tallet

I løbet af 1800-tallet steg befolkningstallet i Danmark voldsomt, det samme gjorde befolkningens levealder.
På landet blev der flere og flere daglejere, husmænd og småhåndværkere, der ikke havde meget at stå imod med i dårlige tider, ligesom der også blev flere og flere ældre, der havde brug for en hjælpende hånd. Kort sagt, der blev flere og flere, der skulle hjælpes og forsørges.

De mennesker, der ikke kunne klare sig selv, skulle have hjælp til husly, mad, klæder, brændsel og lægeregninger. Dette var sognets ansvar. Dog skulle man have boet i et sogn i 3 år, inden man kunne få nogen hjælp. I 1839 blev det ændret til 5 år. Nogle steder blev man sendt tilbage til sit hjemsogn, andre steder nøjedes man med at sende regningen til den kommune, som skulle betale. 

Da antallet af fattige steg, blev de selvfølgelig også en større og større udgift for dem, der skulle betale. I løbet af århundredet vendte folk mere og mere vreden mod de fattige, de blev kaldt flere og flere grimme skældsord og rundt i sognene forsøgte man at finde metoder, der begrænsede udgifterne og skræmte de fattige væk fra at søge fattighjælp.

Fra 1803 blev der oprettet en fattigkommission i hvert landsogn, som fik præsten i spidsen til at formidle fattighjælpen, sammen med 2 eller 3 af sognets dygtigste mænd. De var på det tidspunkt ikke folkevalgte. 

Fra 1841 kom der folkevalgte med til at bestemme omkring fattighjælpen. Da blev de første sogneforstanderskaber dannet og fra 1867 sogneråd, de var bl.a. ansvarlige for fattigvæsenet.
Da medlemmerne blev valgt lokalt, stemte man ofte nogle ind i sogneforstanderskabet, der forstod at spare på fattigudgifterne. Sogneforstanderskabet bestod af sognepræsten og 4 til 9 personer, der blev valgt af og blandt de af sognets mandlige beboere, der var over 25 år og rådede over jord. Senere kunne dog også husmænd og landarbejdere vælges til sogneforstanderskabet, men ikke tjenestekarle og kvinder. 

Det var dybt nedværdigende at modtage fattighjælp, man mistede flere borgerrettigheder, fx tabte man valgret, man skulle søge om tilladelse til at gifte sig, ligesom man mistede forældremyndigheden og retten til at bestemme, hvor man skulle bo. Samtidig var fattighjælpen kun et lån, og man kunne ikke opnå sine rettigheder igen, før lånet var tilbagebetalt.

Pålignet skat i 1800-tallet

Indtil omkring 1840 var der ikke mange fattighuse og fattiggårde i Danmark. De fattige havde cirkuleret rundt i sognet og fik enten deres kost og/eller ophold på gårdene i et antal dage, eller de blev udliciteret til den bonde, husmand, indsidder eller borger, der gav det billigste tilbud. Ofte fik udlejeren samtidig lidt billig arbejdskraft. Forældreløse børn og børn af forældre, der ikke kunne forsørge dem, blev ligeledes udliciteret og måtte arbejde for føden, samtidig med at de gik i skole. Enkelte modtagere af fattighjælp blev boende i hjemmet og modtog den hjælp, fattigkommissionen skønnede de kunne nøjes med.
Fælles var det, at fattighjælpen altid kun betragtedes som et lån - kunne den tilbagebetales, skulle den tilbagebetales - også selv om sognet måtte vente til efter fattiglemmernes død. Sognet havde pligt til at begrave fattiglemmerne, men samtidig ret til at sælge fattiglemmernes eventuelle ejendele, tøj og hus og få deres udgifter betalt, før der kunne blive nogen arv til efterkommere.

Det blev dog sværere og sværere at få nogen til at tage imod de syge og ældre mennesker, som behøvede pleje. De heldigste, der havde en ejendom, kunne måske få en aftægtskontrakt, men for dem, der ikke ejede noget, og heller ikke længere kunne arbejde, var fattighusene en ny mulighed, som begyndte at dukke op. I fattighusene kunne fattiglemmerne hjælpe hinanden eller en kvinde fra sognet fik en symbolsk betaling for at hjælpe dem. 
I fattighusene kunne man også anbringe fattiglemmer, der manglede husly, men stadig til en vis grad selv kunne tjene til dagen og vejen. 

Fattiggårdene blev først taget i brug i de større byer. Fx Horsens i 1823 og i Vejle i 1845, men først i 1860-erne og 1870-erne tog det rigtig fart - samtidig begyndte man at nedlægge fattighusene igen. Her er eksempler på åbningstidspunkter for fattiggårde i Vejle Amt: Hornstrup Fattiggård 1869, Smidstrup-Skærup Fattiggård 1869, Den nye fattiggård i Horsens 1873, Stouby Skov i 1875, fattiggården i Rårup i 1876 osv.

Forskel på fattighus og fattiggård

Fattighus og fattiggård var langt fra det samme. Selv om det var nedværdigende at bo begge steder, og der i fattighusene boede mange mennesker under trange og dårlige forhold, så var det endnu værre på fattiggårdene. Her mistede man den sidste del af sin selvbestemmelsesret. På fattiggårdene var der faste regler for både arbejde og fritid. Man skulle også arbejde på selve fattiggårdene, hvilket for landsognene betød, at mændene arbejdede i have og landbrug og kvinderne tog sig af det huslige, spandt, syede og strikkede. Ofte boede man kønsopdelt - selv familier risikerede at blive skilt. Man kunne kun forlade fattiggården med tilladelse
Nogle mente, at de gamle og syge ville få bedre pasning på fattiggårdene og børnene bedre opdragelse, men den vigtigste hensigt med fattiggårdene var at skræmme folk væk fra fattigvæsenet og få dem til at klare sig selv, hvilket for en stor del lykkedes, da mange hellere sultede i lang tid end overgav sig til fattiggården. Samtidig tog industrialiseringen med flytning fra land til by fart og de store udvandringer ligeså. Og mod slutningen af århundredet var det store pres på fattiggårdene allerede aftaget.

Sidst i 1800-tallet begyndte fagforeningerne kampe at give bedre forhold for arbejdere og arbejdsløse, sygekasserne dannes, og der begyndtes at skelnes mellem selvforskyldt og ufrivillig fattigdom. Indtil 1891 var fattighjælp den eneste form for offentlig støtte, man kunne modtage, og hjælpens omfang og størrelse blev vurderet i hvert enkelt tilfælde, man var ikke berettiget til noget fast beløb. Med de sociale love af 1891-92 begyndte den moderne sociallovgivning så småt, og først og fremmest de ældre fra 60-årsalderen kunne slippe for fattighjælpen, og i stedet få understøttelse fra kommunen med støtte fra staten.
Ved socialminister K.K. Steinckes socialreformer ved Kanslergadeforliget i 1933 indførtes retsbestemte invalide- og alderspensioner og de sidste fattiggårde blev nedlagt i årene herefter.
I 1950-erne blev der bygget moderne alderdomshjem rundt i hele Danmark, og i 1957 indførtes folkepensionens mindstebeløb, som en ret for alle.
Jeg har også skrevet om emnet i artiklen: Fattiggård og alderdomshjem i Rårup 

Lidt om fattigforsorgen i Øster Snede midt i 1800-tallet

Selv om der blev åbnet fattighuse i Øster Snede sogn i 1840-erne og 1850-erne, betød det ikke, at alle fattige blev henvist til dem. Fattige familier eller enlige kunne stadig være indkvarteret i eget hjem, hos familie eller i et lejet logi, og der modtage den af sogneforskabet skønnede hjælp.

Efter loven om oprettelse af sogneforstanderskaber i 1841 blev der også oprettet et sogneforstanderskab i Øster Snede sogn. Sogneforstanderskabet holdt sit første møde i februar 1842.
Sogneforstanderskabet skulle ikke kun tage sig af fattigvæsenet, men også af skoler og veje i sognet. For at holde styr på indtægter og udgifter til fattighjælp tog de "Øster Snedes fattigprotokol 1842 - 1869" i brug.

I Øster Snede sogn kom langt den største del af indtægterne til fattigforsorgen fra pålignede afgifter og blev betalt i rug, byg og pengebeløb. 
I 1848 var den samlede afgift til fattigkassen 296 rbd 2 mk og 8 sk, hvoraf 220 rbd 4 mk og 15 sk var fra pålignede afgifter. Afgiftens størrelse i naturalier var samme år 143 skp 1 fdk (ca. 18 tdr) rug, 147 skp 1 fdk (ca. 18½ tdr) byg og 42 læs tørv. Se også billedet i afsnittet ovenfor med "Eksempler på pålignede skatter i Øster Snede sogn".

En lille del af fattigkassens indtægter kom dog fra andre kilder, fx kom en mindre renteindtægt fra nogle legater, og i nogle år kom der lidt ekstra ind ved at sælge adgang til brønden i Øster Snedes fattighus. Desuden blev der samlet lidt penge ind i kirken, og afdøde fattiglemmers eventuelle ejendele blev solgt, så de afdøde på den måde kunne betale lidt tilbage af de udgifter, de havde pålagt sognet. 

Indtil 1842 gav man bidrag til fattigkassen, når der handledes ejendom og jord. 
Også bøder blev betalt til fattigkassen, fx fik gartner Wølert på herregården Agersbøl en bøde i 1815 "fordi hans tale har fornærmet kokkepigen Mette Marie Jørgensdatter, nu gift med P. Markussen" og i 1840 måtte gårdmand Frants Bernt Pedersen i Kragelund betale en bøde, fordi han havde fornærmet sognefoged Peder Sørensen.
Mulkte (bøder) ved skoleforsømmelser endte også i fattigkassen. 

Fattighjælpsmodtagere kunne være værdigt trængende og ikke værdigt trængende. 
De værdigt trængende blev inddelt i 3 klasser: klasse 1: de gamle og syge, der var uarbejdsdygtige, klasse 2: forældreløse børn og klasse 3: Personer, der  i nogen grad var arbejdsduelige, men ikke så arbejdsduelige, at de kunne forsørge sig selv/sin familie.
Fattighjælp. Ekstra bevillingerHvis der var nogen "ikke værdigt trængende" i Øster Snede sogn - det kunne fx være drikfældige, arbejdssky og subsistensløse - blev de formodentlig sendt ud af sognet til tugt- og forbedringshuse.

Efter 1839 skulle man som sagt have boet i et sogn i 5 år, inden man kunne få fattighjælp. Nogle steder blev man sendt tilbage til sit hjemsogn, men i Øster Snede nøjedes man med at sende regningen til den kommune, som skulle betale. 

Sidst på hver år blev der lagt budget - kaldet forsørgelsesplan. Her bestemtes det hvem i klasse 1, 2 og 3, der skulle have fattighjælp året efter, og hvor meget hver enkelt skulle have.
En sådan forsørgelsesplan (budgettet) for 1859 kan ses på billedet til højre, som jeg har affotograferet fra fattigprotokollen. Hjælpen skulle gives i skæppe rug, skæppe byg, rigsdaler og læs tørv. F. ex. blev Karen Marie Nielsdatter i Snede Fattighus (klasse 1) bevilget 10 skæppe rug, 10 skæppe byg, 8 rigsdaler og 6 læs tørv, hvilket er mere end Søren Clausen i Gammel Sole fattighus (klasse 3), som fik 8 skæppe rug, 4 skæppe byg, 2 rigsdaler og 5 læs tørv, selv om Clausen skulle forsørge en kone og 7-8 børn på dette tidspunkt. Men Søren Clausen var både fattiglem og daglejer, og da han var anbragt i klasse 3, forventedes det, at han også selv havde en indtjening.

Det gik dog ikke altid som forventet, og ud over det, der var bevilget "inden for plan", måtte der ofte i løbet af året bevilges ekstra "uden for plan" (uden for budgettet), fx kan man se på billedet i venstre side, at i 1857 havde Søren Clausen været nødt til at få 3 ekstra bevillinger på i alt 12 skæppe rug og 3 skæppe byg.

Her nævnes alle de "værdigt trængende" fattiglemmer, der fik tildelt hjælp i forhold til budgettet for Øster Snede sogn for 1859:

  • Der er 13 ældre eller syge i kl. 1: Skomager Wolf, Karen Marie Nielsdatter i Snede Fattighus, Søren Møllers enke  i Snede Fattighus, Dorthe Paulsdatter  i Øster Snede Fattighus, Anne Magrethe Nielsdatter  i Snede Fattighus, Mette Marie Hansdatter  i Snede Fattighus, Jens Sørensen, Iver Mikkelsen i Gammel Sole Fattighus, Søren Tygesen i Kragelund, Peder Tygesen i Kragelund, Jens Madsen Bødker på Bøgballe Mark, Frands Nielsens enke Kragelund, Niels Madsen ?
  • 2 børn i kl. 2: Jens Rasmus Pedersen hos Kollemorten, Baastrup, Ane Lene Pedersdatter hos ? Carlsen, Solskou
  • 9 personer eller familier i kl. 3.: Peder Sørensen hos Nielsen Laursen Gl, Sole, Simon Pedersen paa Bøgballe Mark, Christoffer ? Datter i Gl. Sole, Peder ? Datter i Solkjær, Hans Sørensen Bødker i Gl. Sole Fattighus, Søren Clausen i Gl. Sole Fattighus, Peter Johansen Solskou Mark, Christoffer Thomsen Gl. Sole Mark og Søren Hansen Bøgballe
Fattighuse i Øster Snede sogn

Øster Snedes fattighus var formodentlig det første fattighus i sognet. Det blev taget i brug i 1834 og havde tidligere været degnebolig.
Fattighuset lå overfor kirken, hvilket var meget praktisk, da præsten sad i spidsen for fattigkommissionen og dermed også skulle holde øje med både fattiglemmer og udgifterne til fattighjælpen.

Gammel Sole fattighus på Toftegårdsvej 17, Gammel Sole Mark blev først taget i brug i 1853. Det blev på det tidspunkt i fattigprotokollen kaldt ”det nye fattighus”, så måske var det nybygget, eller også var det bare nyt i forhold til Øster Snedes fattighus. I 1860 boede der 19 personer i fattighuset på Gammel Sole Mark.

Ud over disse to fattighuse har flere nævnt, at der muligvis i en kortere periode også var et fattighus i Kragelund. Der er også nævnt 3 fattighuse i brandforsikringen 1857. Ifølge den var fattighusene takseret til: Gammel Sole 550 rd., Øster Snede 250 rd. Og Kragelund 130 rd. Den højere taksering i Gammel Sole kan vel være udtryk for, at det enten var det største fattighus eller havde de bedste bygninger.
Indtil videre har jeg kun fundet to fattighuse i sognet, med mindre man kaldte et hus for et fattighus, hvis der kun boede ét fattighjælpsmodtagende ægtepar eller familie. Men det kan være lidt vanskelig at finde ud af, når man kaldte det samme fattighus for fattighuset i Øster Snede by, Øster Snede sogn i FT 1845 og for fattighuset i Snede by, Øster Snede sogn i  FT 1840 og FT 1850 og for fattighuset i Snede, Kragelund Skoledistrikt, Øster Snede sogn i FT 1855 og 1860. 

Øster Snede sogns fattighuse lukkede i 1870-erne, da fattiggården i Kragelund blev taget i brug.

Fattighuset i Øster Snede. Familien Mortensen Jakobsen

Fattighuset, Æ souns stou, Det gule Hus, Degnehuset eller skrædderhuset i Øster Snede
Efter lukningen af fattighuset i Øster Snede i 1870-erne blev en del af huset brugt til sognestue "Æ souns stou'". Her kunne kirkegængerne lægge tøj og ting fra sig, inden de gik i kirke på den anden side af gaden. Husets adresse er Lindvedvej 39, og det kaldes også "Det gule Hus" eller "Degnehuset". Sognestuen fungerede også efter at huset overgik til privat eje.

Huset var i mange år beboet af en bror til min oldefar (på min morfars side) Jakob Mortensen Jakobsen. Han hed Niels Mortensen Jakobsen og var skrædder, han havde overtaget en tredje bror Anders Mortensen Jakobsens skrædderværksted og kone, Ane Lene Olesen, da Anders døde af tuberkulose i 1894. Niels skulle efter familiefortællingen have overtaget Det gule hus, da han blev gift med Ane Lene Olesen, hvilket vil sige omkring 1894. Hvilket jeg ikke kan få til at passe med, at han har overtaget skødet fra en Johannes Sørensen i 1898 i følge Nørvang-Tørrild Herredsfoged Realgister 1874-1959. Først i 1924 overtog han den del af ejendommen, der havde været sognestue.
Med skrædder Niels Mortensen Jakobsen (1872-1928) fik fattighuset igen en beboer, der i perioder måtte tage imod lidt fattighjælp fra sognet til den store børneflok - på trods af at han var en velanskrevet skrædder, og desuden også tjente lidt ved at være ligsynsmand og afløser for degnen i Øster Snede kirke, da han havde en god sangstemme. Niels Mortensen Jakobsen fik med Ane Lene Olesen 6 børn. Efter hendes død, giftede han sig med Michaeline Jørgensen, med hvem han havde 7 børn, hvoraf de sidste 2 blev født i den anden ende af huset samme dag, som Niels døde. 
Efter Michaelines død i 1964 blev huset solgt til Marie Kristiansen. Hun var datter af Ane Kathrine Mortensen Jakobsen - og dermed søsterdatter til de 3 brødre Jakob, Anders og Niels Mortensen Jakobsen - og derved forblev huset i slægten i mange år endnu.

Her er beboerne i de 2 fattighuse frem til 1870. I 1880 var de begge nedlagt.

  • I FT (folketællingen) 1834 nævnes ikke noget fattighus, men det skulle også først være åbnet i løbet af 1834. Det kunne være Christian Wolf og Ane Margrethe Sørensdatter og deres 6 børn, der flyttede ind, det er dog gætværk ud fra at Christian Wolf var skomager, indsidder og almisselem under folketællingen: Mette Kirstine Christiansdatter  14, Betsy Christiansdatter 10, Søren Christiansen 8 Johannes Christiansen 7, Karoline Christiansdatter 5, Lovise Christiansdatter 4 
  • I FT 1840 i  Snede By, Øster Snede boede der 12 i et hus (som må være fattighuset): Morten Pedersen , 17, Klodsmager og Almisselem, Christian Wolff 50, gift, Skomager og almisselem, Ane Magrethe Sørensdatter 52, hans kone, Deres 4 børn: Søren Christiansen 14, Johannes Christiansen 13, Karoline Christiansdatter 12, Lovise Christiansdatter 11, Cornelius Christensen 55, Kludesamler, hans kone Karen Marie Hansdatter 31, og deres 3 børn: Mette Corneliusdatter 9, Hans Corneliusen 6, Christen Corneliusen 3. 
  • I FT 1845 i Øster Snede fattighus, Øster Snede sogn boede der 15 (+ 2 ægtefæller, der i øjeblikket tjente i andre sogne) : Cornelius Christensen  61, Gift Almisselem og Kludesamler fra Vrads sogn, Karen Marie Hansdatter 36, hans Kone fra Sindberg, deres 5 børn Mette Corneliusdatter 14, Hans Corneliussen 11, Christen Corneliussen  8, Andrea Sophie Amalie Corneliussen  5, Maren Corneliussen  3, Ane Marie Nielsdatter 49 Gift fra Hedensted, Almisselem, hendes mand tjente i et andet Sogn, og deres 4 børn: Rasmus Sørensen  15, Ane Kirstine Sørensen  12, Grete Sørensen  9, Nielsine Sørensen  5, Dorte Pouelsdatter  60  Enke fra  Kolding, Almisselem, Marie Sophie Gottfriedsdatter  51  Gift      fra Barrit og almisselem, manden tjente i et andet Sogn, Johanne Sørensen  11, deres datter  
  • I FT 1850 i Snede By, Øster Snede - Da stod der ikke noget om Kragelund. Da boede der 20 almisselemmer i fattighuset. Det var Ane Marie Sørensdatter 41, enke fra Hveisel S., Jens Jørgensen  13 hendes søn Christen Jørgensen 11 hendes søn, Trine Jørgensen  7, hendes datter, (alle født i Hveisel), Thomas Jørgensen 5, hendes søn født i Øster Snede sogn, Karen Marie Nielsdatter 40 ugift, Karen Marie Hansdatter 42 enke, Christen Corneliussen 13, hendes søn, Andrea Corneliussen 10, hendes datter, Maren Corneliussen 8, hendes datter, Dorte Poulsdatter 69, skilt, Ane Catrine Nielsdatter 57, ugift, Søren Pedersen 63 tjenende, Marie Sophie Godtfredsdatter 56, hans kone, Jens Johan Sørensen 30, fraværende indkaldt til Krigstjeneste, Frederich Christian Sørensen 23, hjempermiteret Soldat, Søren Rasmussen 75, Ane Marie Nielsdatter 55, hans kone, Grete Sørensdatter 13, Sine Sørensdatter 10
  • I FT 1855 boede følgende 11 fattiglemmer i Snede Fattighus, Kragelund Skoledistrikt: Ane Maria Nielsen 45, Nielsine Sørensen 15 (Ane Maria Nielsens datter), Maria Sophie Godtfredsen, 61, Karen Maria Nielsen 45, Elisabeth Nielsen 5 (Karen Maria Nielsens datter), Dorthea Poulsen 74, Christian Volf, 65, skomager, Ane Marie Sørensen 45, Christian Volfs kone, Thrine Jørgensen 12, Thomas Jørgensen 11, Ane Magrethe Nielsen 67. 
    I FT  1855 boede der 9 personer i fattighuset i Gammel Sole. Det var Johanne Aastedsdatter og 5 af hendes børn mellem 2 og 10 år. Familien fik delvis fattighjælp fra sognet. Hendes mand var ikke noteret, så han har måske fået lidt arbejde et sted. Desuden bor de 3 gamle mænd fattiglemmerne Ole Jensen Møller enkemand, Jens Sørensen enkemand, Iver Mikkelsen ugift i fattighuset
  • I FT 1860 boede der 5 i Snede Fattighus, Kragelund Skoledistrikt: Karen Marie Nielsdatter 49, ugift almisselem og hendes datter Lise Nielsen på 10, Dorthea Poulsdatter 79, enke, fra Kolding, Marie Sophie Gotfredsdatter 69, gift fra Barrit, Mette Marie Hansdatter 64, ugift fra Hvirring. I 1870 var Karen Marie Nielsdatter flyttet til Gl Sole fattighus.
    I FT 1860 boede der 19 personer i fattighuset i Gammel Sole. Det var 2 familier og 2 enkemænd: Hans Sørensen, Sidsel Kirstine Nielsdatter, Karen Hansdatter, Maren Hansdatter, Niels Hansen, Peder Hansen, Johannes Møller Hansen, Søren Clausen, Johanne Aastedsdatter, Claus Sørensen, Jens Sørensen, Laurs Sørensen, Aasted Sørensen, Martin Sørensen, Elisabeth Sørensen, Marie Sophie Sørensen, Ane Marie Sørensen, Jens Sørensen enkemand, Iver Mikkelsen enkemand
  • I FT 1870 boede der 13 i fattighuset i Øster Snede. Det var ?
    I FT 1870 boede der 11 personer i fattighuset i Gammel Sole. Det var Sidsel og Hans Sørensen med børnene Johannes og Johanne. Også Søren Clausen og Johanne Aastedsdatter og tre af deres børn boede der stadig. Endnu 2 boede i fattighuset, nemlig Karen Marie Nielsdatter på 59 år fra Urlev og Ole Andreasen på 67 år fra Hvejsel. 

Et fattighus kom ofte i sognets eje ved at husejeren kom i nød og måtte bede om fattighjælp. Ved husejerens død overgik ejerskabet af huset så til sognet, som en slags tilbagebetaling af hjælpen. 

Der var bestemt ikke misundelsesværdige forhold i fattighusene, og der var meget lidt plads. Ofte havde en familie kun 1 værelse til rådighed - hvilket de også kun havde i fattighuset i Gammel Sole. Det tolker jeg ud fra denne sætning i Øster Snede sogns Fattigprotokol den 14. marts 1856, hvor sogneforstanderskabet bestemte: ”at Søren Clausens familie skulle bytte værelse med de 2 gamle mænd i Gl. Sole fattighus”. Der havde tidligere været 3 gamle mænd i værelset, men på grund af Ole Jensen Møllers død, mente man, at de 2 tilbageværende gamle mænd Jens Sørensen og Iver Mikkelsen nu kunne nøjes med et mindre værelse, og at den nævnte familie havde behov for mere plads. Clausenfamilien havde 6 børn på dette tidspunkt og en 7nde blev født senere i samme måned.

Forholdene i landets fattighuse var meget dårlige og vedligeholdelsen af husene blev holdt på et absolut minimum.
Omkring 1850’erne var myndighederne begyndt at interessere sig for de hygiejniske forhold rundt omkring på landets fattighuse, og opstille nogle minimumsregler for, hvordan indretningen af nye fattighuse burde være. Da de var offentlige bygninger, mente man, at de burde være gode eksempler for befolkningen.
Det blev fx slået fast, at fattighuset burde opføres på et tørt og fritliggende sted, der let kunne forsynes med godt drikkevand. Bygningerne burde være grundmuret, og kun undtagelsesvis være opført i bindingsværk. Det skulle anbringes, så det var mindst udsat for kulde og fugt, og der skulle sørges for afløb til regn og spildevand. Der skulle indrettes værelser til de forskellige køn og lokummer delt i 2 afdelinger. Højden i stuerne måtte ikke være under 4 alen (2,50 m), og der skulle være 5-600 kubikfod luft til hver person. Et værelse måtte ikke indrettes til over 10 personer. Vinduerne skulle kunne åbnes og lukkes, væggene være kalket og i stuerne skulle det være bræddegulv og ikke ler- eller stengulv.

Med Decembercirkulæret af 1856 forsøgte regeringen at øve kontrol med de boligforhold som sognene bød de fattige, og det gav en voldsom modstand mod regeringens indblanding.
Forholdene var slemme efter vore dages forhold, men de kunne være lige så slemme i almindelige husmænds- og landarbejderfamilier. Mange klarede sig stadig uden lokummer og vandet måtte ofte hentes i mosehuller, søer og mergelgrave. Var sognets fattiglemmer pludselig blevet fine på den? Der blev rystet på hovedet af de urimelige krav, og de fleste steder blev forholdene ikke ændret. 
Selv om forholdene måske ikke var så meget anderledes i de fattigste hjem, var der dog en væsentlig forskel. I fattighusene bestemte man ikke selv, hvem man ville bo sammen med, her boede arbejdsløse, gamle, krøblinge, åndssvage, sindssyge, alkoholikere, familier og enlige mellem hinanden og måtte flere gange dele værelse.
Om forholdene i fattighusene i Øster Snede sogn hørte til de bedre eller de dårligere af fattighusene i landet, ved jeg ikke, men at Øster Snede fattighus kunne sælge adgang til deres brønd en overgang, kunne jo tyde på, at de havde en bedre vandforsyning end mange andre..

I 1870'erne var man i fuld gang med at bygge fattiggårde rundt i landet og samtidig nedlægge fattighusene.
Også i Øster Snede sogn bestemte man at bygge en fattiggård på Kragelund Fælled. Den blev taget i brug i 1876, og fattighusene blev begge lukket i 1870'erne. 

Fattighuset i Gammel Sole og dets beboere

Før jeg fortæller om Øster Snede sogns fattiggård, vil jeg dog fortælle lidt mere om beboerne i fattighuset i Gammel Sole, hvor der kun boede "værdigt trængende" fattiglemmer af klasse 1 og 3.

Da fattighuset i Gammel Sole blev taget i brug i 1853, flyttede 3 almisselemmer ind. Det var Ole Jensen Møller (1780 -1855), Jens Sørensen (1776 - 1860) og Iver Mikkelsen (? ca. 1782 - 1860).
I Øster Snedes fattigprotokol 1842 - 1869 blev de omtalt som ”de tre mandfolk” eller ”de tre gamle mænd”, og de hørte alle ind under klasse 1, altså de gamle og syge, der var uarbejdsdygtige. I forsørgelsesplanen (budgettet) for 1854 fik de 3 gamle mænd hver tildelt 1½ td rug, 1 td byg, 8 rigsdaler og 2 læs tørv, men de 8 rigsdaler blev næppe udbetalt kontant, men nærmere til betaling af de beklædningsstykker, som de fik bevilget hen ad vejen - alt sammen noteret i fattigprotokollen, selv hvem af sogneforstanderne, der skulle skaffe det.
På billedet ses et eksempel på en bevilling.
I  januar 1854 blev de 3 gamle mænd i det nye fattighus fx bevilget ”2 ballier” (baljer) af Østersnede Sogneforstaderskab - underskrevet Laurs Hansen, Hans Sørensen (NB! Ikke at forveksle med Hans Sørensen Bødker), Jens Peter Jensen, H. Laursen, Niels Andersen og Jens Nielsen.

Senere samme år blev de gamle mænd bevilget ”en større kakkelovn til deres stue, lærred til en skjorte og et lagen til Jens Sørensen. Desuden skulle hans seng have nyt vår….Iver Mikkelsen og Ole Møller deres dyne skulle istandgøres, ligeledes puden”. 
Det skulle vedtages af sogneforstanderskabet, hver gang der skulle købes et klædningsstykke, hvorefter det var en fra sogneforstanderskabet, der foretog indkøbet. fx skulle Jesper Jørgensen i september 1847 anskaffe ”2 par strømper, et par ufarvede vadmelsbukser og en blågarnsskjorte” til Ole Jensen Møller. 

Ole Jensen Møller (1780 - 1855) var søn af en gårdmand, men havde selv omkring år 1800 været ansat som møller på godset Tirsbæk ved Vejle Fjord, og deraf havde han fået tilnavnet ”Møller”. I det meste af sit 37-årige ægteskab med Ane Mortensdatter fra Grejs boede de i et hus på Solskov Mark, hvor Ole i de første mange år var bødker, men i 1845 var blevet træskomand. 1845 var samtidig det år, han blev nødt til at supplere indtægterne med fattighjælp.  Sønnen Kristen Olesen boede på det tidspunkt hjemme hos forældrene og var allerede "almisselem", han var også "krøbling", men også en anden søn, murermester Jacob Olesen, boede hjemme med kone og 2 børn. 
Hvad der skete i huset med de 5 voksne og 2 børn vides ikke, men i 1847 blev Ole Jensen Møller skilt fra sin kone Ane Mortensdatter. Han meldte til sogneforstanderskabet, at han var husvild og manglede alt ophold, Ane Mortensdatter meldte det samme, hun fik også hjælp til at klare sig, men døde året efter af tuberkulose. 
I de følgende år flyttede Ole Jensen Møller meget rundt i sognet, for sogneforstanderskabet prøvede hele tiden at få ham indtinget hos sognets beboere til en billigere og billigere pris - først hos flere gårdmænd, senere hos lærer Peder Jensen og til sidst hos husmand Peder Sørensen i Gammel Sole, som fik 2 tønder rug, 2 tønder byg og 20 rigsbankdaler som betaling for kost og logi. Derudover betalte fattigkassen udgifterne til klæder til Ole Jensen Møller. Den meget flytten rundt endte for Ole Jensen Møller i "Det nye fattighus" i Gammel Sole i 1853, hvor han var én af de 3 gamle mænd, der delte værelse. 

Jens Sørensen (1776 - 1860) - med tilnavnet Muurmand - havde sammen med sin kone Ane Pedersdatter haft en lille gård i Stubberup i Løsning sogn. I 1830'erne flyttede de fra gården og boede først i Løsning, men blev kort tid efter lejehusmand i Kragelund i Øster Snede sogn.
Omkring 1845 begyndte familien at modtage noget fattighjælp. I planen for de fattiges forsørgelse i Øster Snede sogn for 1845 blev de tildelt 1 td rug, 1 td byg og 4 læs klyntørv. Deres yngste datter, som skulle konfirmeres samme år, fik tildelt konfirmationsklædninger af farvet tøj, som Thyge Meier og Baltzer Nielsen lovede at sørge for. Samtidig fik 2 andre børn af "almissesøgende forældre" tildelt konfirmationstøj.
I de følgende år var familien ikke under fuld forsørgelse, men fik af og til bevilget nogen hjælp.
Da Ane Pedersdatter døde i 1849 af svindsot (lungetuberkulose) kunne Jens Sørensen dog ikke klare sig selv længere, og kom nu under fuld fattigforsørgelse. Først boede han hos en indsidder i Øster Snede by, som for fattigkassens regning skulle give ham kost og logi. I 1853 kom han i fattighuset i Gammel Sole, her blev han boende til sin død som 84-årig i juni 1860, dog var han i 1858-1859 hos først en datter og senere en søn i nogle måneder. Jens Sørensen var én af de tre gamle mænd i fattighuset, og efter Ole Jensen Møllers død en af de to gamle mænd.

Iver Mikkelsen (1786 - 1860) stammede egentlig fra Thyregod, men var flyttet til Øster Snede sogn fra Grejs i 1852. Han var forsørgelsesberettiget i sognet, fordi han havde arbejdet i 5½ år på herregården Agersbøl, hvilket hans skudsmålsbog viste. Han blev i første omgang indtinget hos Jens Christensen Kollemorten i Båstrup fra 26. maj til nytår for 7 rigsbankdaler og 9 skæpper rug og 7 skæpper byg, hvorfor han skulle have kost, hus, seng og vask.  Iver Mikkelsen var én af de tre gamle mænd i fattighuset, og efter Ole Jensen Møllers død en af de to gamle mænd. Iver Mikkelsen døde i august 1860, 2 måneder efter Jens Sørensen. 

Søren Clausens familie flyttede også ind i fattighuset kort tid efter det åbnede. Søren Clausen var daglejer fra Øster Snede sogn og hans kone Johanne Aasted var fra Skarrild. Familien var vurderet som værdigt trængende i klasse 3. Man forventede altså at Søren Clausen selv kunne klare en del af familiens indtjening ved sit daglejerarbejde. Familien havde længe haft svært ved at klare sig, og havde tidligere boet i fattighuset i Øster Snede, vor Johanne Aasted fødte drengen Aasted i 1853. Johanne Aasted fødte mindst 12 børn, flere af dem blev født i fattighuset i Gammel Sole, mindst 1 døde som spæd. Da familien ofte måtte gives ekstra bevillinger udenfor budgettet, må man formode, at det har været meget svært at få nok daglejearbejde. Sønnen Anton Sørensen døde som 43-årig fraskilt fattiglem på Kragelund fattiggård i 1908.

Sidsel og Hans Bødker og deres børn flyttede ind i fattighuset i 1855. Som familie med flere børn havde ikke kunnet klare sig med Hans' bødkerarbejde, og på den måde lignede familiens historie Ole Jensen Møllers.
Sidsel og Hans selv nåede at bo i fattighuset i næsten 20 år, men da jeg har haft en særlig interesse i dem, da det er mine tipoldeforældre, har jeg beskrevet deres historie i artiklen Fattiglemmer i Gammel Sole fattighus (link).
Hans Sørensen Bødker slap for at komme på Kragelund Fattiggård, han døde i fattighuset, få måneder før beslutningen om at bygge fattiggården blev taget. Sidsel slap også for fattiggården, hun giftede sig igen med en daglejer i Tamdrup og emigrerede senere til USA.
2 af Sidsel og Hans Bødkers sønner slap ikke for at komme på Kragelund fattiggård, og dem vil jeg fortælle om i næste afsnit.

Karen Marie Nielsdatter fra Urlev (født ca. 1810), som boede i fattighuset Gammel Sole i 1870, havde tidligere boet i fattighuset i Snede, Kragelund Skoledistrikt, hvor hun var talt med i både 1855 og 1860. I 1860 havde hun datteren Lise Nielsen på 10, men var stadig ugift. Karen Marie Nielsdatter døde i marts 1870 som ugift fattiglem i Gammel Sole Fattighus.

Ole Andreasen fra Hvejsel boede i fattighuset i 1870. Han flyttede senere med på fattiggården, hvor han ved folketællingen i 1880 bekendte sig til De sidste dages hellige (mormonerne). Han døde i maj 1882 - 79 år gammel, enkemand og fattiglem. I Øster Snedes kirkebog stod fødestedet som Bøgballe Mark.  

Hvis du vil læse mere om beboerne i fattighuset i Gammel Sole - især mine egne forfædre Sidsel og Hans Bødker - kan du læse min artikel:  Fattiglemmer i Gl Sole fattighus (link)

Fattiggården i Kragelund

Køb af jord til fattiggård på Kragelund MarkNB! Vær opmærksom på, at der er 2 fattiggårde, der hedder Kragelund Fattiggård - nemlig en i Øster Snede sogn (nu Hedensted kommune) og en i Kragelund sogn (nu Silkeborg Kommune)

Den 23. september 1873, blev der holdt sognesamling på kirkepladsen i Øster Snede, hvor det blev besluttet at oprette en fattiggård i Øster Snede sogn, for derefter at nedlægge de 3 fattighuse.
På mødet blev der bestemt, at sognerådet kunne købe Henrik Sørensens gård matr. Nr. 13e på Skovvej 21, Kragelund Fælled, af hartkorn 1 td 5 skp 3 fdk 1 alb. Distriktslægen var også til stede ved vedtagelsen, han skulle godkende at de fysiske rammer var i orden, fx loftshøjden.

Dette møde blev holdt nogle måneder efter min tipoldefar Hans Sørensen Bødkers død i fattighuset i Gammel Sole.

Den 25. nov. 1874 stod der i Horsens Folkeblad. "Vejle Amtsraads Forhandlinger. Østersnede Sogneraad andrager om Tilladelse til at kjøbe et Sted paa Kragelund Mark for noget over 10,000 Rd. til en fattiggaard. Tillodes."
Skødet fra Henrik Sørensen til Øster Snede sogneråd var dateret 17. juni 1875 og tinglyst 16. juli 1875. Sognerådet købte gården for 10.500 kr. og byggede desuden en ekstra fløj på stuehuset ud mod vejen.
Fattiggården i Kragelund kom til at fungere helt til 1936.

Kragelund var ikke en ret stor fattiggård i forhold til så mange andre.

  • I FT 1880 (folketællingen) boede der 12 fattiglemmer. Det var: Sidsel Mikkelsen  78  Enke fra Eistrup sogn, Søren Sørensen  74  Gift  fra Skanderborg Amt, Hans Peter Nielsen  74  Ugift  fra  Sindbjerg Sogn, Søren Sørensen  59  Ugift fra Kjøbenhavn, Ole Andersen  76  Fraskilt fra Hvejsel Sogn, Inge Marie Sørensen  87  Enke fra Øster Snede, Mette Jensen  78  Enke  fra  Eistrup Sogn, Helene Vilhelmine Rasmusen  20  Ugift  ??.büll, Slesvig, Peder Hansen  26  Gift fra Øster Snede, Johanne Marie Rasmusen  26  Gift  fra  Tamdrup Sogn, Hans Kristian Hansen 1  fra Tamdrup Sogn, og Niels Karl Martin Hansen 1  fra  Tamdrup Sogn. Bestyrerpar var Johanne Olesen og Jens Peter Nielsen, de havde en lille søn, men INGEN ansatte til at hjælpe sig. Johanne Olesen og Jens Peter Nielsen havde overtaget bestyrerposten omkring 1875.
  • I FT 1890 boede der kun 6 fattiglemmer. 4 var ældre mænd, 1 kvinde var 53 år og desuden var der et barn på 12 år: Hans Peter Nielsen, 82 år, fra Sindbjerg sogn, Knud Jørgensen, 72 år, fra Aarstup sogn, Peter Sørensen Møller, 67 år, fra Øster Snede sogn, Søren Sørensen, 70 år, fra København, ugift, Berte Marie Olesen, 53 år, ugift fra Øster Snede sogn, Karen Marie Elisabeth Andersen, 12, fra Øster Snede sogn. Bestyrerpar var Ane Sofie Olesen og Johannes Petersen. De havde 3 børn på 11, 8 og 5, men der var stadig ingen ansatte til at hjælpe dem
  • I FT 1916 boede der kun 3 fattiglemmer, som alle var ældre mennesker: Niels Peter Møller født 1862, Mathias Møller Hansen født 1865, Bertha Marie Olesen født 1839. Desuden var der en slægtning på besøg under folketællingen. Birgitte og Anton Iversen var bestyrerpar. De havde en enkelt pige ansat, men der var også en søn hjemme på 26, så han har nok også hjulpet.

Det ser heller ikke ud til, at der har været ret meget uro omkring fattiggården, i hvert fald ikke uro som har nået avisernes spalter, så vidt jeg kan se. Og slet ikke i samme grad som på Hornstrup fattiggård eller Rårup Fattiggård. Men rart har det ikke været at være der - i hvert fald i de første år, hvor der var flest fattiglemmer på fattiggården. Bestyrerparret havde ingen ansatte og har derfor været nødt til at klare sig med den hjælp, de har kunnet få af fattiglemmerne, men da flere af fattiglemmerne var ældre mennesker, har de ikke kunnet hjælpe ret meget, men har i stedet selv haft brug for hjælp.
Da nogle af fattiglemmerne i 1880 og de nærmeste år derefter var 2 af min oldefars brødre og deres familier, vil jeg her fortælle lidt om, hvad jeg ved om dem. 

Ved FT (folketællingen) 1880 var 4 af fattiglemmerne på fattiggården i Kragelund fra min familie. Det var min oldefar Niels Hansens bror, Peder Hansen, dennes kone Johanne Marie Rasmusen og deres sønner Hans Kristian Hansen og Niels Karl Martin Hansen. Niels Karl Martin Hansens rigtige navn var Niels Carl Marius Hansen. 
Året før familien kom på fattiggården, havde de boet som indsiddere i Kjørup (Kørup) i Tamdrup, hvor de var blevet gift i 1877, og hvor Johanne Marie stammede fra. Begge børn var født i Tamdrup, den ene i 1878 og den anden i 1879. Ved begge barnedåber var alle faddere familiemedlemmer fra Peders og Johanne Maries familie, hvoraf flere boede i Tamdrup. Alligevel kom de på fattiggården i Kragelund, da de ikke længere kunne klare sig, fordi Peder ikke havde boet i Tamdrup så længe, at Tamdrup sogn havde fået forsørgerpligten over familien. Øster Snede sogn var derfor forpligtet til at tage sig af familien, for Peder var født i Solskov i Øster Snede sogn i 1853. 
I oktober 1881 døde Peder og Johanne Maries 2-årige søn, Niels Carl Marius Hansen. På det tidspunkt var familien tilbage i Tamdrup sogn, hvor de boede som indsiddere i Lund Kjær, og Peder arbejdede som væver. 
Da deres tredje barn blev født i maj 1883, var de tilbage på fattiggården i Kragelund. Barnet var endnu en dreng, og han fik navnet Jens Christian Hansen. Faddere til barnedåben var: Barnets forældre, pige Birtha Marie Olesen fra fattiggården, ungkarl Jørgen Mathiasen, Kragelund (Mark) og fattigaardsbestyrer Jens Peter Nielsen, Kragelund Mark. 
Den lille familie må have haft meget travlt, for 11 dage efter barnedåben, den 23 juni 1883, ankom Peder til New York i USA sammen med sin kone Johanne M. Hansen og børnene Hans Chr. Hansen og den nyfødte Jens Chr. Hansen. De rejste på 2. klasse med skibet Rugia via Hamburg og Le Havre i Frankrig. Men hvem mon der gav dem pengene til det? Det er muligt at sognet betalte fattiglemmer for at emigrere, det foregik nogle steder i landet - også i Vejle Amt, men det foregik gerne meget diskret. Som fattiglemmer gennem 2½ år ejede de ikke noget selv, så mon ikke sognet har givet dem en enkeltbillet for at slippe for den store udgift familien var for dem? 
Peder og hans familie klarede sig en hel del bedre i USA end i Danmark. Peder fik et lille landbrug i danskerkolonien Luck i Wisconsin. Johanne Marie nåede at føde 12 børn, hvoraf 9 overlevede. 
I år 1900 kunne hverken Peder, Johanne eller Hans Christian snakke, læse eller skrive engelsk. Hans Christian havde slet ikke været i skole, mens Jens Christian havde nået at gå i skole i 3 år og kunne læse og skrive engelsk – men åbenbart ikke snakke særlig godt engelsk. De næstfødte børn fik længere skolegang.

Også min oldefars bror, David Peder Hansen, måtte flytte på fattiggården i Kragelund i 1880. Ved starten af året havde han boet som arbejdsmand og daglejer i Løsning, men han måtte opgive at forsørge sin familie, så han og hustruen Else Marie Rasmussen og deres 4 børn flyttede ind på fattiggården i Kragelund.
På fattiggården fødte Else Marie endnu et barn, men da barnet døde på fattiggården kun 1 3/4 år gammel og skulle begraves, stod der i kirkebogen at David Peder "var bortrømt fra fattiggaarden".
Da sønnen Hans Peter Hansen skulle konfirmeres den 1. april 1883 boede familien stadig på Kragelund Fattiggård og David Peder blev benævnt som "Bortrømt fattiglem". Men hvilken historie ligger bag denne forsvinden, det kunne være spændende at vide. 
David Peder rejste til USA, hvor han arbejdede både i skov og på fabrik, men døde af sygdom nogle år senere - uden at have genset sin familie. Alt hvad de hørte fra ham, var et brev med en undskyldning, som han endelig fik sendt efter nogle år i USA. Brevet, han sendte hjem til familien, er desværre gået tabt. Familien blev ikke på fattiggården, men flyttede senere til Horsens. Men hvordan fik han rejsen betalt? Blev han også diskret sendt afsted af sognet for at prøve at finde en levevej i USA og derefter sende bud efter familien - eller stak han virkelig af? Hvis han virkelig var rømmet og myndighederne havde truffet på ham, så var han blev anholdt og sat ind på straffeanstalten i Horsens. Og hvordan kom han til USA, for han står ikke registreret i hverken "Udvandrede via Vejle" eller "Københavns Politis Udvandrerprotokoller"? 

Sidst i 1800-tallet aftog presset på fattiggårdene, da industrialiseringen tog fart og mange flyttede fra land til by og andre udvandrede - som Sidsel Bødker og hendes børn, bl.a. de ovenfor nævnte Peder og David Peder. Du kan læse om familiens liv i USA her: Breve fra USA. 1885-1892
I 1890 var presset på fattiggården i Kragelund også allerede aftaget, da boede der kun 6 fattiglemmer, hvoraf de fleste var ældre. 

Sognerådsvalg på fattiggårdenSognerådet kom jævnligt på fattiggården, her havde de deres eget lokale, hvor de afholdt deres møder. Så kunne de jo også holde lidt øje med, hvordan sognets fattighjælp blev brugt.
Her på fattiggården lå valglister fremme til gennemsyn til sognerådsvalg og her afholdtes valg til sognerådet. Her afholdtes der også kommunens licitationer, som blev offentliggjort i notitser i avisen som fx :
1909. apr. Sognerådet holdt licitation på Kragelund Fattiggård over harpning og kørsel af grus til kommunens veje
1909 nov. Sognerådet holdt licitation på Kragelund Fattiggård over slaaning af ca. 22 Kbfvn. Sten og over Gravning af ca. 1200 Favne Vejgrøft
1910 marts Sognerådet holdt licitation på Kragelund Fattiggård over Kørsel af ca. 350 Kbfvn. Grus til Kommunens Veje, derefter Salg af Vejgræs

Med K.K. Steinckes socialreform af 1933 blev fattiggårdene afskaffet officielt, mange steder kørte de dog videre som herberg, forsorgshjem eller alderdomshjem, som i Rårup. 

I Vejle blev fattiggården nedlagt allerede i 1933 og i Kragelund i 1936, da alderdomshjemmet i Øster Snede blev bygget. På det tidspunkt var der kun 3 ældre mennesker tilbage på gården. Mathies og Simon kom på alderdomshjemmet i Øster Snede. Marinus kom på Brejninge2. De gamle mænd græd, da de skulle væk. De skulle hen og vaskes, hvilket de bestemt ikke var vant til, indtil da var det højst blevet til lidt engang imellem. Der var et par baljer i gården, hvor de kunne plaske lidt vand i hovedet, når de have været i stalden.

Hvis du interesserer dig for fattiggårdenes historie, kan du læse min artikel om Fattiggård og alderdomshjem i Rårup (link) , som begynder ved denne fattiggårdens åbning i 1876

Harald Jørgensen: Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i Danmark i det 19. århundrede
Med Brejninge menes institutionskomplekset De Kellerske Aandssvage-Anstalter.

Fattiggården i Kragelund, Øster Snede sogn

Georg Jakobsen: Erindringer fra Kragelund Fattiggård

Disse erindringer fra en barndom på Kragelund Fattiggård har Georg Jakobsen, Bredballe i Vejle fortalt til mig for en del år siden. 
Georg Jakobsen voksede op på fattiggården i 1920'erne og 1930'erne, som barn af forpagterparret. Han gik i skole på Kragelund Fælled, lige ved siden af fattiggården. Han kom ud at tjene på en gård i Bøgballe året før han blev konfirmeret. 1938-1939 var han på Tommerup høj-og landbrugsskole, hvor efter han i 4 år havde en ejendom i Krollerup Torp i forpagtning. Efter at have haft en gård i Solkær, Vandmøllevej 57, som blev solgt i 1960, flyttede han og Martha til Bredballe, hvor han blev graver ved kirken, og hun gjorde rent indenfor.
Vær opmærksom på at Georgs erindringer er fra 1900-tallet, hvor fattiggårde var begyndt at ligne de første alderdomshjem. Der var meget bedre forhold end i tiden med de første fattiggårde. 

Georg blev gift med Martha Jakobsen, datter af Michaeline Jørgensen og skrædder Niels Mortensen Jakobsen i Øster Snede. Martha var dermed vokset op i Det gule Hus, det tidligere fattighus i Øster Snede og i familie med både min morfars mor Hansine Klausen ( Læs Nørrebusk  ) og min morfars far Jakob Mortensen Jakobsen (Læs: Familien i Løsning efter togulykken 1935 ). Læs om dette i afsnittet ovenfor "Fattighuse i Øster Snede sogn"

Andre kilder - se nederst på siden.

Mette Kristine og Jakob Jørgensen Jakobsen ansættes som forpagtere på fattiggården 

Da Georg blev født, havde forældrene Mette Kristine og Jakob Jørgensen Jakobsen et mindre landbrug med 5 tdr. land i Båstrup ved Gammel Sole Mose, Øster Snede sogn. Jakob havde desuden en bibeskæftigelse med at køre mælk. Det kneb dog med at få indtægterne til at slå til med den voksende børneflok og i 1921, da 6 af børnene var kommet til verden, søgte de og fik det ledige job som forpagtere af fattiggården i Kragelund. De havde ingen specielle uddannelsesmæssige kvalifikationer, men var almindeligt respekteret i sognet.

Jobbet var indtil da varetaget af Anton Iversen, som havde været bestyrer siden begyndelsen af 1900-tallet, men nu havde valgt selv at købe en gård i Kragelund. 

Familien Jakobsen flyttede ind på fattiggården i Kragelund d. 1. april 1921.
Som forpagtere skulle forældrene betale forpagtningsafgift til sognet. Det kaldtes kapiteltakst og var en afregning i forhold til værdien af de dyrkede afgrøder, især smør og korn. Forældrene fik derfor ikke løn, men skulle leve af det, de kunne tjene selv ved landbruget og ved at modtage kostpenge og vaskepenge for fattiglemmerne.

Georg Jakobsen blev født d. 12. maj 1919 midt i en børneflok på 10, hvoraf det ene barn var en plejebror. Georg var midt i børneflokken. Forældrene var Jakob Jørgensen Jakobsen og Mette Kristine Andersen (gift Jakobsen)
Familiens plejebarn var født af en enlig mor i København, og da moren ikke havde boet i København i 5 år og kom fra Øster Snede sogn, var det dette sogn, der havde forsørgerpligten overfor barnet. Han blev derfor bragt til sognet med tog, da han ikke var mange dage gammel og afleveret til Mette Kristine på stationen. Hun havde heldigvis taget et tæppe med, for drengen blev afklædt og tøjet taget med til København igen. Da drengen var 5 år, skulle hans mor komme på besøg, men han ville ikke se hende og gemte sig. Han sagde, at han hørte til hvor han var, og kom ikke frem, mens hun var der.

Børnene skulle hjælpe til på fattiggården, men fik i øvrigt en ret fri opdragelse og havde også tid til at lege med børnene fra de to gårde, der lå ved siden af. 
Når børnene blev konfirmeret, sagde Jakob til dem: "Nu må I klare jer selv, det i roder jer ind i, må I selv rode jer ud af."

Fattiggårdens landbrug

Til fattiggården hørte der 24 tdr. land med bl.a. korn, roer, kartofler og græsningsarealer.

Der var omkring 10 malkekøer og lidt flere ungkreaturer. Grise var der kun et par stykker af, men der var en del høns, ænder og kalkuner. 
Gården var nærmest selvforsynende med fødevarer til både familien, fattiglemmerne og farende svende, der lagde deres vej forbi. En gang imellem blev der købt lidt ved slagteren, som selv kørte rundt for at sælge sine varer. 

På gården var der ansat en karl til at hjælpe med landbruget og en pige til at hjælpe i køkken mm. Nogle af de ældre hjalp også i landbruget.

Når der skulle slagtes grise, kom hjemmeslagteren. Grisene skulle skoldes i en balje vand, så man kunne skrabe skindet af. Det passede med ca. 4 spande skoldet vand og 1 spand koldt vand til en gris. Hvis vandet var for varmt, kunne man ikke skrabe laget af. Hvis der derefter var lidt skind tilbage, blev det barberet af med en kniv.
Kalve slagtede Jakob selv. Dem kunne han godt selv trække skindet af. Skindet blev solgt for sig selv og var næsten mere værd, end hvis man solgte hele kalven til slagtning. På den måde kunne man faktisk spise kødet gratis. 1 kg oksekød kostede ca. 18 øre ved en slagter. Kød var ikke meget værd på dette tidspunkt, en ko skulle være meget stor for at indbringe 50 kr. 

Om foråret blev der sået roer. Disse skulle tyndes ud, når de kom op og hakkes fri for ukrudt 3 gange inden høst. Det gik en stor del af sommeren med.

Når kornet var modnet, skulle det høstes. Det foregik med høstmaskine med 4 vinger eller en slåmaskine med aflæggerapparat. Så blev der lavet neg af kornet, som blev rejst 6 og 6 i stager, og så skulle det stå der, til det var tørt. Derefter blev det kørt hjem på gården, og alt det der var plads til, kom ind. Resten blev sat i kornstakke, i nærheden af gården. Sådan en stak kaldtes en hesse, og blev bundet med kokosgarn og sat med rugstrå på en bestemt måde som ”tag”, for at vandet kunne løbe af. Det var især byg og havre, der blev stakket sådan. Rugen blev kørt ind i en lade for sig selv. 
Efter høsten skulle stubmarkerne harves op og pløjes, og så skulle rugen sås inden 1. oktober.

Omkring 10. oktober skulle roerne tages op. Alt foregik med hånden, og det var hårdt arbejde. Der var to rækker på hver side af vognen, og når vognen var læsset fuld, blev roerne lagt i en roekule til vinteropbevaring. Kulen blev dækket med halm og jord, så roerne ikke frøs om vinteren. Fra kulen blev der taget roer ind til 14 dage ad gangen vinteren igennem. En roeskærer i roehuset blev brugt til at skære roerne i stykker til køerne, men til kalve og grise skulle der skæres mindre stykker og dertil brugtes en roerasper. Roerne blev båret ind til køerne i kasser. Der var 2 forskellige størrelser kasser, en stor til de køer, der gav mest mælk og en lille til dem, der ikke gav så meget. Jakob havde fuldstændig styr på hvor mange kilo, der kunne være i de forskellige kasser, så køerne fik den rette mængde.
Der blev dyrket 3 slags roer: Turnipser, der var sommerfoder, da de groede hurtigt, der var dog ikke så meget indhold i dem. Kålroer blev brugt først på vinteren, de holdt ikke så godt, runkelroer blev brugt sidst på vinteren, da de holdt bedst. Foderet blev lagt i en slags krybber, bruntglaserede rør, og deri fik køerne også vand. Vandpumpen stod i gården, og vandet blev så pumpet manuelt gennem rør ind i stalden.
Hønsene fik majs og havre, lidt hønsefoder og madrester. Æggene blev sat op i en korndynge på loftet, og så skulle de vendes hver dag, så de bedre kunne holde sig. 

Om vinteren blev der tærsket med plejl. Kornet kom i renseren og derefter på loftet. Det skulle gerne ligge deroppe et stykke tid, inden det skulle males hos mølleren. Af rugen skulle der tærskes til 30 traver med plejl. En traver er 60 kornneg, der er opstillet to og to eller i større bundter.

Fattiglemmerne

Alle som sognet havde indkvarteret på fattiggården, blev kaldt fattiglemmer - også de gamle. Som Georg husker det, blev der ikke i sognet set ned på dem, der boede på fattiggården, og man snakkede også til dem, når de gik ud for at købe lidt tobak ell. lign. Fattiglemmerne holdt sig dog meget for sig selv og kom ikke meget ud fra gården. Man ynkede dog ikke dem, der var kommet på fattiggården selvforskyldt, hvis de fx havde levet over evne. 

Selv om der kom mange forskellige mennesker på fattiggården var det ikke et sted, der var præget af tyverier og vold. Kun 1 gang i de 16 år Jakob Jørgensen Jakobsen og Mette Kristine bestyrede fattiggården var der besøg af politiet.

De faste fattiglemmer på gården var ældre mennesker, der ikke kunne klare sig selv længere. Af dem var der gerne en 5-6 stykker ad gangen. Det var beboere, der nogle årtier senere ville være kommet på alderdomshjem. Mændene boede 2 på et værelse. 
Georg husker især 7 ældre mennesker, der boede der i flere år. Det var Sine og den tidligere syerske Kristine. De to havde hver deres værelse. Desuden var det mændene Niels Møller, Mathies, Simon, Bernt og Marinus.  

Mathies hjalp til i kostalden. Han mugede ud, og køernes efterladenskaber blev kørt på møddingen. Når Jakob var væk og børnene syntes, at det gik for langsomt, hjalp de til, men så sagde Mathias, at han ville sige det til Jakob, for man skulle ikke komme og lave hans arbejde. Jakob gav Mathias lidt lommepenge for at hjælpe i stalden.
En anden af fattiglemmerne ordnede i hestestalden. Hestene fik hakkelse – havre og lidt halm. Om vinteren stod de inde, undtagen når de blev brugt til kørsel til mølle eller roekørsel. 
Niels Møller lavede halmkurve af rugtag (rugstrå). (Tærsket rug blev brugt til at tække tag). Niels brugte et kohorn til at lave ”pølserne”, der dannede kurven. Sådanne kurve blev fx brugt til at hente tørv ind, og de havde en ret god holdbarhed. Niels Møller solgte sine kurve for lidt penge, så han havde lidt lommepenge til at købe tobak. Rugstråene var der rigelig af, og dem fik han gratis, fortjenesten kunne han selv beholde.

Der var ikke noget krav om, at de gamle fattiglemmer skulle arbejde for at bo på fattiggården. De fik kost og logi, men manglede de fx tøj eller andet blev de nødt til at ansøge sognerådet om penge til dette. Sognet betalte kost- og vaskepenge for de gamle ca. 2,65 pr dag.

Jakob hentede kul på stationen og hældte det ud på gårdspladsen, så skulle de gamle selv hente det, der skulle bruges til at opvarme deres stue.  Der var en kakkelovn på alle værelserne.

Familier på fattiggården

Som sagt var de faste fattiglemmer ældre mennesker, men udover værelser til dem og farende svende, var der 2-3 værelser til familier, der ikke kunne klare sig af den ene eller anden grund. 
Georg husker to familier, der boede der nogle år, inden de kom videre.
Det var Sigvardt ”Pjaltmand”, hans kone og 3 børn. Sigvardt samlede gammelt tøj, som han solgte. Han var en flink mand, men havde det problem at han var kvartalsdranker, og når han var fuld, fik konen bank.
Desuden var det enkekonen Ane Olsen med hendes 3 børn, som Georg og hans søskende legede med.
En familie fik tildelt et værelse til deling, der måtte de bo alle sammen. Sigvardts familie måtte også deles om et værelse, selv om de var 5.

Nogle gange boede der også familier, der var blevet husvilde, fordi de var gået fallit. Det var især et problem i 30’erne under krisen. Der var alle samfundslag - også gårdmænd og en bager. Disse familier fik også kun et værelse per familie. 
Familierne deltes om et køkken, hvor de lavede deres egen mad. Familierne fik kun husly, skulle de have andet, måtte de have det særskilt bevilget hos sognerådet. Også brændsel blev afregnet særskilt. Og på et tidspunkt sagde sognerådsformanden, at der blev brugt for meget brændsel til dem. Så svarede Mette Kristine ham, at så kunne han jo bare selv komme over og veje det af. Det ville han dog ikke. Disse familier boede gerne i kortere tid, og flyttede så snart de havde fundet et andet sted at bo, eller der blev plads i en af kommunens simple lejligheder, som var blevet anskaffet – fx ovenpå et bageri i Kragelund. Det var bedre at komme i en dårlig lejlighed end at bo i en stue på fattiggården.

"Jens Vejmand" slår skærver. Fattiggårdens beboereGeorg husker 2 gårdmænd, der af nærmeste familie blev hjulpet i gang med at blive vognmænd. Den ene kørte grise, men ellers skete der ofte det, at dem i lejlighederne kom til at slå sten. De sad ved Skovvejen fra Kragelund til Kragelund skov. Der sad en hel række og slog sten. De sad bag en skærm for at holde varmen. Stenene blev brugt til kommunevejene rundt omkring, men inden da skulle de slås til grus. Gruset blev stablet i bunker. Nogle gange blev der lavet sandvolde under gruset, så bunkerne så større ud end de egentlig var. På den måde prøvede de at tjene lidt ekstra penge. Én fra sognerådet kom og målte op hvor mange m³ der var, for de fik betaling per m³, og så var det jo fint at snyde lidt.  

Forplejning

Mette Kristine Jakobsen lavede mad og sørgede for husholdningen i det hele taget, hun havde en stor flok på kost: familien, fattiglemmer og ansatte. 

Maden var solid og havde denne sammensætning:
Morgenmad: Havregrød, 1 glas mælk, rugbrød med hjemmelavet pålæg, franskbrød med ost og 1 kop kaffe.
Middagsmad, 2 retter: Byggrød eller andre forskellige slags grød eller vælling, derefter kartofler og stegt flæsk, frikadeller ell. lign.
Eftermiddag: Kaffe med hjemmebag, som regel med kaffekage til hverdag og den lidt finere søsterkage om søndagen.
Aftensmad: Rugbrød med rullepølse, røget skinke mm. 1 glas mælk, 1 kop the 

I hver uge fik de leveret 2 stk. 8 punds rugbrød, mens Mette Kristine selv bagte franskbrød. 

Nogle gange var der også indkvarteret farende svende, vagabonder (Eller bås, som de kaldte det) på fattiggården. Disse vagabonder måtte dog først opsøge én fra sognerådet og få en seddel, som gav dem lov til at få aftensmad, en overnatning og morgenmad på fattiggården. En sådan seddel udløste en betaling på ca. 3 kr. til Mette Kristine og Jakob. På et tidspunkt syntes sognerådsformanden, at der kom for mange vagabonder, og han beklagede sig over, at Mette Kristine var for god ved dem, for de "spiste jo hele den forpagtning op", som Mette Kristine og Jakob betalte.
Til disse vagabonder var der et specielt ”Båskammer” med 2 senge, men kom der flere, skulle de andre sove i kostalden. De fik noget hø at sove i. Vagabonderne var ofte "sprittere"1, men det var flinke folk, og på gården skulle de jo gerne fortælle, hvad de havde oplevet. 

Engang imellem spiste skorstensfejer og tækkemand Jakob Mortensen Jakobsen2 med, han var god til at ramme spisetidspunkterne, når han skulle rense skorstene, så fik han en avis at sidde på. Børnene var lidt forskrækkede for ham, fordi han var så sort i hovedet og godt kunne finde på at lave hoveder, men der var altid godt humør i ham. Der var 5-6 skorstene, der skulle renses. 
Det var ikke så tit, Jakob tækkede på fattiggården, da der var et familiemedlem til Mette Kristine og Jakob Jørgensen Jakobsen, der gjorde det. Sognet skulle sørge for at stuehuset blev tækket, mens de selv skulle sørge for udhusene. Sådan et rugtag kunne holde ca. 20 år og der blev tækket 5 fag hvert år. De havde selv rug på markerne, og rugstrå var bedst til at lave tag af. 

1. Spritter = alkoholiker
2. Jakob Mortensen Jakobsen boede Solskov Mark i Øster Snede sogn. Han var forfatteren til denne artikels oldefar (morfars far), du kan søge på hans navn i søgefeltet her på hjemmesiden, så dukker han op i andre artikler

Lidt om fattiggårdens indretning

På loftet var der lagerplads, fx stod der et dejtrug til at ælte brød i. Truget blev også brugt til at opbevare flasker med saft om vinteren, da der var frostfrit og havde en passende temperatur. Som sagt var det også her æggene blev opbevaret i en korndynge. 
Om vinteren blev der tørret tøj på loftet. 

På 1. Sal var der værelser til de gamle.
Der var også sognets sognestue, som sognerådet brugte til at holde møder i. I sognestuen blev der holdt jul for fattiglemmerne og valg. 
Køkken, soveværelse, dagligstue og pæn stue til privat var også på denne etage, samt pigekammer og et værelse til fælles spisning, der dog blev brugt til opbevaring i stedet for til at spise i, da fattiglemmerne ønskede at spise for sig selv på deres værelse.
Der var en spisestue, men al mad blev bragt på værelserne, sådan ville de gamle det helst (?)

Arbejdsdagen

Jakobs dag startede allerede ved 6-6.30 tiden om morgenen, endda lidt før om sommeren, men selv om der var travlt udenfor i landbruget, kunne han godt finde på at hjælpe med at skrælle kartofler, hvis der var for meget arbejde i køkkenet.
Mette Kristine sov lidt længere om morgenen, hvor det gerne var tjenestepigen, der stod op og lavede mad til de gamle, til gengæld havde hun så arbejde længere om aftenen, hvor tøj skulle ordnes og lappes.
I bryggerset vaskede Mette Kristine og pigen tøj og Jakob kunne godt hjælpe nogle gange med at vride tøj, det kunne døtrene også, når de var blevet store nok. Der blev asket et par gange om måneden
Mette Kristine havde også ansvar for at passe høns, ænder og kalkuner.

Søndag. Kirke og aftenbøn

Lørdag var en almindelig dag, men søndag var hviledag. Da skulle kun det mest nødvendige arbejde laves - som at passe kreaturerne. 
Børnene legede og de voksne tog sig en lur om eftermiddagen. Om formiddagen gik de voksne i kirke, fattiglemmerne var dog ikke så ofte med. Det var mest Jakob, der gik i kirke. Han spurgte gerne, om der var nogen, der ville i kirke, og hvis der ikke var andre, gik han selv – for der skulle én i kirke.

Jakob kunne også godt finde på at gå til gudstjeneste hos grundtvigianerne. Deres gudstjenester blev holdt særskilt og præsten kom fra Uldum Kirke, for præsten (i Øster Snede?) ville ikke komme i forsamlingshuset, og derfor ville grundtvigianerne heller ikke komme i kirken til ham.

Vi børn skulle bede aftenbøn, når vi gik i seng, og Kristine kom for at høre, om det blev gjort rigtigt.

Jul på fattiggården

Juleaften fik fattiglemmerne ikke maden op på deres værelser, da kom de ned at spise i den stor sal. 
Juleaften fik de suppe og bagefter var der juletræ i sognestuen. Sognestuen var det lokale, hvor sognerådet holdt møder.
Mette Kristine sørgede for, at der var julegaver til ca. 25 øre. Fattiglemmerne fik et pund kaffe, mændene lidt tobak. Juleaften var der også pebernødder, æbler og appelsiner. Derefter blev der spillet spil om pebernødder.

Kragelund fattiggård nedlægges i 1936

Jakob og Mette Kristine blev dermed de sidste forpagtere på fattiggården, et liv de havde levet i 15 år. De købte derefter en ejendom på 12 tdr. land i Krollerup, hvor de havde landbrug til 1944.

Tak for hjælp til: 
Georg Jakobsen, Bredballe, Vejle Ø
Marinus Sørensen, Rønde
Therkel Hansen, Øster Snede
Johannes Enggaard Stidsen
, Odense
Birgit Smedegaard, Lindved

Skriftlige kilder: 
Øster Snedes fattigprotokol 1842 - 1869. Hedensted Kommune
Regnskabsprotokollen for de fattiges kasse / Hjælpekassen år 1868 - 1915. Øster Snede Sogn.  Hedensted Kommune
Marinus Sørensen: Nogle eksempler fra Øster Snede sogn på fattigforsorg 1845-1860 og alderdomsforsorg 1891-1903,  1982
Marinus Sørensen: Fattigfolks kår i 1800-tallet, især i Øster Snede sogn
Bent Mikkelsens notatkladde omkring fattiggården i Kragelund fra et besøg hos graver Georg Jakobsen (Historisk Forening, Bredballe) 

Therkel Hansen: Øster Snede sogn – De stærke Jyders sogn.1991
Harald Jørgensen: Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i Danmark i det 19. århundrede

Vejles Historie 2. Moderne tider 1786-1970
Richardt Jensen: Kongen og de andre

Online Kilder:
Kirkebøger og folketællinger
Fattiglemmer i Gl Sole fattighus
Breve fra USA. 1885-1892

Fattiggård og alderdomshjem i Rårup
Sidsel og Hans Bødkers efterkommere
Læs om Anton Murer Pedersen blev 101 år gammel og nåede både at bo på fattiggård og alderdomshjem i Rårup

Der gode artikler om fattighjælpens historie i Danmark på Århus Universitets hjemmeside: Danmarkshistorien.dk - Læs fx : Fattiglovgivningen i Danmark 1660-1849 – fra tiggertegn til grundlovssikret ret

Tekst senest revideret 5. april 2019


© Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net - For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst, I kan finde mine kontaktoplysninger på dette link: hjem