Fattiglemmer i Gl Sole fattighus

Fra indsiddere i Jelling til fattiglemmer i Gammel Sole i Øster Snede sogn

Om en fattig håndværkerfamilie, der endte på samfundets bund i 1800-tallets Danmark. 

Zidsel Kirstine Nielsdatter og Hans Sørensen - kaldet Sidsel og Hans Bødker - var langt fra de eneste, det endte som fattiglemmer i 1800-tallet. For selv om en stor del af århundredet var præget af gode priser i landbruget, så var det ikke noget de mange husmænd, landarbejdere og småhåndværkere mærkede til, for lønningerne fulgte ikke med, og de blev flere og flere, der skulle deles om arbejde og  jord. I de første 70 år af århundredet steg befolkningstallet i Danmark til næsten det dobbelte. Stigningen forekom næsten kun i landområderne, for flytningerne fra land til by var endnu ikke rigtig startet. Først mod slutningen af århundredet tog industrialiseringen fart - og det samme gjorde de store udvandringer.

Fattighus i Øster Snede sogn

1880-erne var det årti, hvor det højeste antal danskere udvandrede, og hele familien i denne artikel - på nær Sidsel og Hans Bødkers søn Niels Hansen1 - udvandrede til USA i 1880-erne.
Hans Bødker og 2 af børnene var dog allerede døde på det tidspunkt, men resten af familien håbede, at der endnu var en chance for et værdigt liv, hvis de emigrerede til USA. I Danmark ville fremtiden kun være fattiggården for dem.

Men hvordan endte denne familie med at beslutte sig for at emigrere? Og hvordan havde deres liv formet sig indtil de nåede til denne beslutning?
Det vil jeg prøve at besvare i denne artikel.

Først vil jeg fortælle om familien i Jelling, hvor Sidsel og Hans Bødker blev gift og boede som indsiddere2.
Dernæst om årene i Øster Snede sogn mellem Horsens og Vejle, hvor de boede som fattiglemmer3  i fattighuset i Gammel Sole det meste af tiden.
Et par af sønnerne måtte endda senere på fattiggården med deres familier, inden de emigrerede til USA, hvilket var endnu mere nedværdigende end fattighuset.
Til sidst vil jeg fortælle om Hans og Sidsel Bødkers liv og forældre, før de to blev gift i Jelling.

Om livet i USA kan du læse i Zidsel Kirstine Nielsdatters (Sidsel Bødkers): Breve fra USA. 1885-1892. Fra fattiglem i Øster Snede sogn til selvforsørgende immigrant i USA.  (link) Breve der aldrig tidligere har været udgivet.

Min særlige interesse i historien: Sidsel og Hans Bødker var mine tipoldeforældre. De var min farfars farmor og farfar. Slægtslinjen går sådan her: min far Svend Rishede (1915-2002), min farfar Søren Kristian Hansen (1888-1953), min farfars far Niels Hansen3, min farfars farmor og farfar: Zidsel Kirstine Nielsdatter født d 1. August 1817 i Thyregodlund, Thyregod sogn. Død i Luck, West Denmark, Wisconsin efter maj 1892 og Hans Sørensen født d. 21. sept. 1803 i Gadbjerg. Død 11. april 1873 i Gl Sole Fattighus.
Hvis du har tilføjelser eller rettelser, kan du finde min kontaktadresse her: Hjem

​Noter til første afsnit:  Niels Hansen, født 1852 i Øster Snede sogn. Død i 1925 i Glattrup i Rårup sogn ved Juelsminde. Hans historie kan læses i denne artikel: Niels Hansen og Susanne Sørensdatter  2 indsiddere eller inderste = fattige lejere af hus eller værelse. Ofte ældre eller de dårligst stillede håndværkere.  3 Et fattiglem var en person, der blev forsørget af fattigvæsenet, f.eks. i et fattighus eller en fattiggård  

Sidsel Bødker og Hans Bødker i Jelling.

En majdag i 1840 blev bødker Hans Sørensen langt om længe gift. Det foregik i Jelling kirke og bruden var Zidsel Kirstine Nielsdatter, som arbejdede for præsten i Jelling præstegård som udpige1Jelling ca. 1850. Gravhøjene, Jelling kirke og Jelling skole

Hans Bødker var næsten 37 år gammel, og det var hans første ægteskab. Han havde ikke klaret sig ret godt økonomisk med sit håndværk og boede på bryllupstidspunktet som indsidder i et hus i Jelling by, formodentlig lige i nærheden af præstegården og skolen, da huset havde nr. 4 i folketællingerne i 1840 og 1845, mens præstegården og skolen havde nr. 1 og 2. I huset boede også inderste og daglejer Claus Jørgensen og Karen Marie Nielsdatter med deres 4 børn.
Hans var ikke den eneste, der ventede længe med at gifte sig, det var der mange fattige der gjorde, fordi de prøvede at lægge lidt penge til side inden brylluppet. Var de først blevet gift og havde fået børn, skulle der ikke megen modgang til, før hele familien endte i fattighuset eller på fattiggården. Sådan gik det da også for den daglejerfamilie, der boede i det samme hus som Sidsle og Hans Bødker. 5 år senere var familien endt i fattighuset i Jelling. Og sådan kom det også til at gå med Sidsel og Hans Bødker. Da de var flyttet til Øster Snede og havde fået flere børn, kunne de heller ikke længere få indtægterne til at slå til, og så endte de også i fattighuset. Men foreløbig klarede de sig.

På bryllupstidspunktet var Jelling en landsby med stråtækte bindingsværkshuse, hvor gårdene lå tæt sammen. Rundt omkring hele landsbyen var et hegn, så gæssene ikke skulle gå ud på markerne. I landsbyen havde gårdfolkene stadig en fælles kålhave, og her mødtes de med deres trillebøre, spader og gødning, mens konerne kom med planterne. Sådanne dage blev fejret med en tår kaffe. 
Inde i gårdene lå møddingerne, og i stuerne var der sandstrøede lergulve, bilæggerovne og alkover. Om sommeren blev der kærnet smør, men om vinteren gav køerne næsten ingen mælk. Når det fælles grødfad var tømt blev skeerne slikket af eller vasket og hængt op til tørring, og på den måde var opvasken hurtigt overstået. Madmor og piger malkede og spandt uld, hør og blår, de store børn kartede. Nogle gange deltog karlene i kartningen for at tjene lidt ekstra til en vest. Ellers svingede de om vinteren plejlen i laden, bandt koste af ris eller lyng og bandt halmkurve. Køerne skulle røgtes 3 gange om dagen med halm og atter halm. Om foråret havde de magre køer svært ved at rejse sig og måtte ofte have hjælp, for at klare turen ud i marken. Avlsredskabene var simple. Hjulploven måtte trækkes af 4 heste og harverne havde trætænder, som ikke holdt til ret meget2.

Peter Frederik Nielsen, præst og seminarieforstander i JellingVed brylluppet var Sidsel 23 år gammel og tjente som udpige hos pastor Peter Frederik Nielsen i Jelling. Det var også ham, der viede dem3, men bortset fra det fjernede Sidsel og Hans Bødker sig i de følgende år mere og mere fra den lærdom, som præsten stod for og prædikede i kirken.

Men hvad var det Sidsel og Hans Bødker reagerede imod?  Og hvad var det Peter Frederik Nielsen stod for - som også var kongens og dermed Danmarks officielle  politik?

Peter Frederik Nielsen havde været præst i Jelling siden 1836 og var en alsidig mand. Udover at være præst, drev han et stort landbrug. Da han senere fik embede i Frørup på Fyn, drev karlen 18 røde malkekøer fra Jelling til Frørup. Det var åbenbart flotte køer, for da bønderne i Frørup så dem, havde Peter Frederik Nielsen straks fået deres respekt.
I 1841 - året efter Sidsel var blevet gift med Hans og flyttet fra præstegården - blev Peter Frederik Nielsen desuden seminarieforstander i Jelling. Da præsten var kendt som en mand ”af uplettet rygte og en fast karakter”, der havde hjulpet til, ”at der i Jelling by havde hersket og var vedligeholdt en god og agtværdig tone4, blev der på statens initiativ bestemt at starte et lærerseminarium i en beskeden bindingsværksbygning ved præstegården i 1841.

Det var dog ikke kun på grund af præstens karakter, at lærerseminariet kom til at ligge her. Jelling havde samtidig en ideel beliggenhed, man ønskede nemlig at dæmme op for den stigende tyske indflydelse på sprog og kultur, men turde formodentlig ikke lægge seminariet for tæt på grænsen til hertugdømmerne Slesvig-Holsten for ikke at provokere tyskerne. Der havde været tale om at lægge seminariet i Ribe, som på det tidspunkt lå som en lille dansk enklave i hertugdømmet Slesvig, men det havde man alligevel ikke turdet. Der lå ganske vist allerede et seminarium i Tønder i Slesvig, men Tønder Seminarium var tysktalende og sendte færdiguddannede tysktalende lærere til de egne af Slesvig, hvor der ellers taltes dansk.
Også den første danske højskole blev bygget i disse år for at fremme den danske kultur og det danske sprog i grænselandet. Den blev bygget i 1844 i Rødding.

I 1830'erne var nationalismen for alvor vokset i både kongeriget Danmark og i hertugdømmerne Slesvig-Holsten - både blandt dem, der talte dansk og dem, der talte tysk. Med nationalismen og den samtidige større selvbevidsthed i befolkningen, blev man mere fokuserede på, at det danske sprog skulle styrkes i Danmark og i de dansktalende områder i Slesvig. 

Seminariet, den nationale tanke og de lærdes tanker om oplysning og fornyelse, hvor en stor del af præsternes prædikener kunne handle om, hvordan man blev en dygtigere landmand, har måske haft grobund i Jelling, hvor bønderne var lidt bedre stillede end så mange andre steder, fordi de ikke havde været fæstere under nogen herregårde.
Men de nye tanker vandt ikke genklang i alle kredse og alle steder. Alle landmænd vidste, at gode tider hurtigt kunne skifte, hvis et år gav en dårlig høst, eller der kom sygdomme blandt mennesker eller kvæg.
Men der var især skeptikere blandt de flere og flere landløse husmænd, håndværkere og daglejere, der i 1800-tallet havde svært ved at få arbejde eller arbejde nok, og hvor lønningerne ikke fulgte med prisstigningerne. De havde nok at gøre med at holde sulten fra døren, så her var ikke samme velvilje til at tænke nye tanker og acceptere præsternes lysere fortolkning af kristendommen. 

Sidsel og Hans Bødker var nogle af Jellings fattige og jordløse. Mens de boede i byen, fik de 2 sønner, Søren Peter Hansen i 18415 og Niels Hansen i 18436, ​og det blev endnu sværere for dem at klare sig økonomisk. Måske var Sidsel ligefrem én af de fattige koner, som ved juletid gik rundt til Jellings gårde og bad om "en almiss' til jul" og som modtog enten et hvedebrød, et stykke sul eller et julelys, fordi de ikke måtte gå tomhændet fra nogen gård. 

Kirken var dengang en naturlig del af alle menneskers liv. Her kunne man søge trøst i nøden og i livets mange farer. Tidligere havde menigmand ikke kunnet finde på at reagere imod præstens mening og prædiken, men i slutningen af 1700-tallet - efter Struenses reformer og den franske revolution - var flere begyndt at stille krav om politisk og religiøs medbestemmelse, krav der fik endnu større tilslutning i 1830'erne og 1840'erne, hvor også de nationalistiske tanker begyndte at spille ind for alvor. Til sidst måtte kongen træde tilbage som enevældig konge i 1848 og i 1849 fik vi Danmarks Grundlov.
Vækkelsesbevægelsen De stærke Jyder (link), som allerede i slutningen af 1700-tallet var begyndt at reagere mod de rationalistiske præsters prædikener og dermed det danske enevælde, fik også større og større tilslutning i 30'erne og 40'erne. Som det kan læses i min artikel om De stærke Jyder, havde bevægelsen allerede i 1839 - året før Sidsel og Hans Bødker blev gift - som de første i Danmark opnået en form for religionsfrihed, da de af kongen havde fået lov til at undervise deres børn efter de bøger, de fandt repræsenterede den sande tro, bl.a. Kingos salmebog og Pontoppidans forklaring (Sandhed til Gudfrygtighed fra 1737). 

Sidsel og Hans var nogle af dem, der reagerede mod alle de nye tanker, som blomstrede frem i Jelling med Sidsels tidligere arbejdsgiver - præsten Peter Frederik Nielsen - som foregangsmand. I løbet af de 3 første år af deres ægteskab sluttede de sig helt og fuldt til De stærke Jyder.

Vækkelsesbevægelsen "De stærke Jyder" havde ellers kun en mindre tilhængerskare i Jelling, og meget er ikke skrevet om dem. Vi ved dog, at Christen Jørgensen (Lindved) i 1834 havde nægtet at sende sin datter i skole, da han ikke ville have hende undervist efter den nye Balles lærebog som forklaring til Luthers Lille Katekismus i stedet for den gamle Pontoppidans forklaring7, det var han blevet mulkteret8 for. Hvorefter familien var flyttet til Øster Snede året efter. Vi ved også at Jørgen Mikkelsen og Ane Marie Jensdatter i 1841 var med i planen om at starte en privatskole for De stærke Jyder i Gesager ved Hedensted - en skole, der blev startet samme år, dog ikke i Gesager, men på Rimmerslund Mark i nærheden. I 1843 søgte parret om tilladelse til at sende deres børn til en sådan skole i Hedensted, for derefter selv at flytte til Gesager i 1844. Også Christen Jonassen og familie fra Jellinggaard flyttede mellem 1840 og 1843 til Gesager for at være med omkring privatskolen. Andre vakte i Jelling i disse år flyttede ligeledes til sogne, hvor der var privatskoler.

Der gik dog et par år inden Sidsel og Hans helt havde tilsluttet sig De stærke Jyder. Da Søren Peter blev døbt i kirken den 12. april 1841, var der ikke nogen på fadderlisten, der - så vidt jeg ved - havde tilknytning til De stærke Jyder, men da deres anden søn Niels blev døbt i kirken den 24. september 1843, viste listen over faddere ved barnedåben tydeligt, at nu var Sidsel og Hans blevet "omvendt". Ingen af fadderne var familiemedlemmer, og flere var kommet tilrejsende helt fra Gesager for at være faddere. Det var personer som stod bag De stærke Jyders privatskole i Rimmerslund. 
I kirkebogen stod der ved dåben: ”Søn af bødker og indsidder Hans Sørensen og Hustrue Sidsel Kirstine Nielsdatter i Jelling. frembaaren af pigen Kirsten Jonasdatter i Rugballe, Pigen Else Marie Pedersdatter af Gjæsager (Hedensted Sogn). Vidner: gårdmand Christen Jonassen af Gjæsager, Husmand Søren Christensen af Hedensted Mark, og ungkarl Peder Madsen af Højholt [?] Mark. Vaccineret 1. juli 1844”.
Christen Jonassen fra Jellinggaard var som ovenfor nævnt flyttet til Gesager i Hedensted og var med i kredsen blandt De stærke Jyder og skolen på Rimmerslund mark. Hans søster, Kirsten Jonassen, der bar Niels ved barnedåben, flyttede senere ind hos broderen i Gesager, og det gjorde i øvrigt også vidnet ved barnedåben husmand og væver Søren Christensen. Hans familie boede i 1845 som indsidder hos familien Jonassen i Gesager.
Else Marie Pedersdatter af Gjæsager er formodentlig datter af Peder Laursen Grunnet og Johanne Nielsdatter. Grunnet familien havde tilsluttet sig De stærke Jyder og var flyttet fra Nørre Bjert til Gesager, hvor Peder Laursen Grunnet var én af de fire oprindelige stiftere af De stærke Jyders friskole i Rimmerslund i Hedensted i 18419

Niels' barnedåb viste altså tydeligt, at Sidsel og Hans Bødker nu var blevet en del af De stærke Jyder. Den viste også, at af den mindre flok af stærke Jyder, der trods alt havde været i Jelling, var en stor del nu flyttet til (eller flyttede til) Gesager i Hedensted sogn.

1 Udpigen skulde passe kreaturerne og malke  2  Afsnittet om landsbyen Jelling omkring 1840 er uddrag fra Marius Sørensen og Frands Johan Ring: Jelling nyere historie  3 Forlovere ved brylluppet var gårdmand Niels Christian Andersen i Krollerup og husmand og smed Andreas Johansen af Kollemorten  Jelling-samfundet, 1941-42  5 Søren Peter Hansen blev født marts 1, 1841 i Jelling, Tørrild, Vejle Amt.  Han døde juni 19, 1914 i Akron, Summit, Ohio, USA. Læs videre om ham og hans efterkommere: Sidsel og Hans Bødkers efterkommere  Niels Hansen blev født september 15, 1843 i Jelling, Tørrild, Vejle Amt. Han døde juli 26, 1850 i Solskou, Øster Snede sogn, Vejle Amt  7. Læs om Balles lærebog i og Pontoppidans forklaring i artiklen om De stærke Jyder 8 Mulkteret = fået bøder for  Peter Larsen Grunnet, Johanne Nielsdatter og Jonassenfamilien har jeg skrevet om i artiklen: Kierstine Nielsdatters Brudefærd

Sidsel og Hans Bødker flytter fra Jelling til Gammel Sole Mark i Øster Snede sogn

I begyndelsen af 1845 boede Sidsel og Hans Bødker stadig i Jelling, men efterhånden var der ikke mange andre tilbage af deres trosfæller i byen. Samtidig forandrede landsbyen Jelling sig, for det nye seminarium "fyldte meget" på alle måder. Mange af Jellings husudlejere så også deres snit til at hæve huslejerne, da der nu både kunne udlejes til seminarister og andre tilflyttere.
Den lille indsidderfamilie ønskede at rejse efter de andre stærke Jyder, så de kunne være blandt trosfæller og med tiden få deres børn i én af De stærke Jyders privatskoler. 
Den 30. april 1845 flyttede bødker og indsidder Hans Sørensen endelig med sin familie til Gammel Sole i Øster Snede sogn, hvor de også kom til at bo som indsiddere.   

Inden Sidsel og Hans Bødker rejste til Øster Snede sogn, var de blevet talt med i folketællingen i Jelling den 1. februar 1845. Samme dag var der folketælling i resten af landet, men i Øster Snede sogn skete der samtidig noget helt usædvanligt på denne dag, som måske var med til at afgøre, at det blev Øster Snede sogn og ikke Hedensted sogn, de flyttede til.

I Øster Snede sogn havde De stærke Jyder efterhånden fået flertal, og ved sognerådsvalget i 1842 var de blevet repræsenteret med 6 ud af 10 medlemmer. 
Med et flertal i ryggen i sognet mente 5 stærke Jyder i sogneforstanderskabet - som stod for fattig-, skole- og vejvæsenet - at de havde ret til at bestemme, hvilke lærebøger børnene skulle bruge i skolerne i sognet - ikke kun i De stærke Jyders egne skoler, men også i sognets offentlige skoler. De 5 var Stephan Jørgensen og Peder Therkelsen fra Gammel Sole, Hans Laursen fra Båstrup, Baltzar Nielsen og Niels Jensen fra Kragelund. Da sognets lærere var rundt med folketællingslisterne den 1. februar, så de 5 mand deres snit til at gå ind på de offentlige skoler i Gammel Sole og Kragelund for at undersøge indholdet af lærebøgerne. Bagefter fortsatte de hen til pastor Mossin og bad ham sørge for at fjerne de bøger, der indeholdt "falsk lærdom", hvilket han selvfølgelig nægtede. De fik heller ikke støtte af provst Zahle i Jelling, ligesom også det øvrige forstanderskab mente, at de var gået over stregen - på nær 2, nemlig Hans Laursen fra Solskov Mark og Thyge Meier i Krollerup. De førstnævnte 5 stærke Jyder og Hans Laursen fra Solskov Mark gav dog ikke op så let, og den 7. feb. gik de 6 til Gammel Sole og Kragelund Skoler igen og fjernede de bøger, de mente indeholdt falsk lærdom. I stedet indsatte de bøger, der for dem var passende lærdom for børnene, bl.a. Kingos salmebog, Luthers Catechismus og Hübners Bibelhistorie. Som pastor Mossin senere sagde i retten: "de ville ikke anerkende andet til undervisningen end de gamle religionsbøger - og så skrivning og regning".
Lærerne kunne ikke rigtig stille noget op mod de 6 mand og for at gøre en lang historie kort, de 6 mænd tog bøgerne med hjem og brændte dem af - dog fortrød Hans Laursen fra Båstrup, han tilbageleverede den del af bøgerne, han havde taget med hjem. Hans Laursen fra Båstrup var også den eneste, der efter den efterfølgende retssag med bøder og erstatning, beholdt sit mandat i sogneforstanderskabet.

Men tydeligt var det, at De stærke Jyder havde en hel anden indflydelse i Øster Snede sogn end i Jelling. I Gammel Sole i Øster Snede sogn var der blevet oprettet en skole for De stærke Jyder i 1842 med gårdejer Mads Andersen som lærer. Der var også en skole for De stærke Jyder i Kragelund. I 1845 var ca. 100 husstande i Øster Snede sogn tilsluttet De stærke Jyder og af de 70-80 vakte familier, der var med i kredsen om de 2 privatskoler i Gammel Sole og Kragelund i 1844-45, var ca. 30 familier tilflyttet. Der var altså flere gode grunde for Sidsel og Hans Bødker til at flytte til Øster Snede sogn, hvor de kunne komme til at bo blandt trosfæller.

Fra indsidder til fattiglem

I starten af 1850 - 5 år efter at familien var flyttet til Øster Snede sogn - boede de som indsiddere i et hus uden andre beboere i Solskov. Hans arbejdede som bødker, og Sidsel og han havde nu 5 børn. Det var Søren Peter Hansen, Niels Hansen, David Peder Hansen, Karen Hansdatter og Maren Hansen. I løbet af året døde det første barn, det var den 7-årige Niels, der døde af "halssyge". 

Det næste barn blev født i 1852, det var en søn, og han fik navnet Niels efter sin afdøde bror. Denne Niels Hansen var min oldefar (min farfars far). Han fik endnu 3 søskende, nemlig: Peder Hansen, Johannes Møller Hansen og til sidst Johanne Hansen i 1860.
Sidsel og Hans Bødkers børn gik i De stærke Jyders privatskole i Gammel Sole, men jeg ved ikke, om familien betalte skolepenge.

Med de mange børn havde familien svært ved at klare sig med indtægterne fra Hans´ bødkerarbejde, og selv om de havde forsøgt at holde sig udenfor fattigvæsnet blev de sidst på året i 1853 nødt til at supplere med fattighjælp. På det tidspunkt havde Sidsel Bødker født 7 børn, og de 6 var levende. Peder, den på det tidspunkt yngste, var født i august.
I dec. 1853 fik Hans Bødker i Solskov bevilget 1 rigsdaler af Mathias Pedersens legat til ikke-almissenydende Forældres Børn, "til Børnenes Klæder o.s.v." Det samme fik han i 1854 foruden Fr. VI’s legat til brændsel. Desuden fik Hans Bødker i løbet af 1854 3 skæpper rug, 2 skæpper byg og 4 rdl. (rigsdaler) uden for plan. At bevilget udenfor plan betød, at familien endnu ikke var så dårligt stillede, at de var fast indsat i sognets fattigforsørgelsesplan (budget). Det blev de dog året efter.

Ved folketællingen den 1. februar 1855 boede Sidsel og Hans Bødker i et hus i Gammel Sole sammen med alle deres 6 børn i alderen 3 til 14 år og Hans stod registreret som bødker, men allerede en måned senere, den 12. marts 1855, noterede sogneforstanderskabet i fattigprotokollen, at Hans Sørensen Bødker, Solskov skulle ”tilstedes husly for sig og familie i Gl. Sole fattighus for så vidt han skulle blive trængende til husly og 4 skæpper rug og 4 skæpper byg indenfor plan.”
Altså: Nogle gange boede de i Solskov og andre gange i Gammel Sole. Forvirringen omkring Solskov og Gammel Sole kan have noget at gøre med, hvordan man opdelte skoledistrikterne. Måske har Sidsel og Hans Bødker hele tiden boet i det samme hus i Gammel Sole indtil de flyttede i fattighuset - som så også lå i Gammel Sole. 
Familien flyttede senere samme år ind i fattighuset på Toftegårdsvej 17, Gammelsole Mark, og der blev familiens andet yngste barn, Johannes Møller Hansen, født omkring juletid. I kirkebogen stod der ved hans dåb "Søn af Almisselem i Gammelsole Fattighus Hans Sørensen og Hustru Sidsel Kirstine Nielsdatter, 37 år."


Hans Sørensen Bødker, Solskov tilstedes husly for sig og familie i Gl. Sole fattighus. Regnskabsprotokollen for de fattiges kasse / Hjælpekassen år 1868 - 1915. s. 244 

Næsten samtidig med at Sidsel og Hans Bødker flyttede ind i fattighuset, døde en af de andre beboere, nemlig den gamle mand, Ole Jensen Møller, og det var sikkert ham, Johannes blev opkaldt efter, da han blev døbt Johannes Møller Sørensen. Ole Jensen Møller havde tilnavnet "Møller", fordi han havde været ansat som møller på godset Tirsbæk ved Vejle Fjord omkring år 1800. Men ellers boede han det meste af sit liv på Solskov Mark, hvor han først havde arbejdet som bødker, men da Sidsel og Hans Bødker flyttede til sognet, var blevet træskomand. 

I 1860 boede der 19 personer i fattighuset i Gammel Sole. De var fordelt på 2 familier og 2 gamle mænd. Det var:  

  • Bødker Hans Sørensen, Sidsel Kirstine Nielsdatter og deres børn Karen Hansen, Maren Hansen, Niels Hansen, Peder Hansen og Johannes Hansen (7 personer).
  • Daglejerfamilien Søren Clausen fra Øster Snede sogn og Johanne Aasted fra Skarrild og deres børn Claus, Jens, Laus, Aasted, Martin, Elisabeth og Marie Sofie (10 personer).
  • Jens Sørensen, 87 år fra Løsning og Iver Mikkelsen, 78 år fra Thyregod, begge enkemænd. Jens Sørensen (1776 - 1860) og Iver Mikkelsen havde boet i fattighuset fra det blev taget i brug i 1853. 

Der var trange forhold i fattighuset i Gammel Sole, og formodentlig havde hver familie kun 1 værelse til rådighed, ligesom de gamle mænd også måtte dele et værelse. I hvert fald var de 2 gamle mænd blevet bedt om at bytte værelse med familien Clausen i begyndelsen af 1856. Tidligere havde de boet 3 gamle mænd i værelset, men nu var Ole Jensen Møller død, og så mente man, at de 2 tilbageværende gamle mænd Jens Sørensen og Iver Mikkelsen kunne nøjes med et mindre værelse. Familien Clausen var vokset og kunne havde behov for mere plads.

Ifølge de mundtlige overleveringer var Sidsel og Hans Bødker ”gode nok” - med hvilket mentes, at det var uforskyldt, at den havde brug for hjælp. Det var også det, man kaldte "værdigt trængende" i 1800-tallet. Hans lavede stadig lidt bødkerarbejde, og samtidig hjalp Sidsel lidt med at passe de gamle fattiglemmer i fattighuset, som havde brug for hjælp.
De værdigt trængende blev inddelt i 3 klasser: klasse 1: de gamle og syge, der var uarbejdsdygtige, klasse 2: forældreløse børn og klasse 3: dem, der kunne arbejde lidt, men ikke nok til at forsørge deres familie. Alle der boede i fattighuset i Gammel Sole hørte til de værdigt trængende klasse 1 og 3.

Både Hans Sørensen og Søren Clausen kom i fattigprotokollens regnskab ind under kategori 3, hvilket ville sige, at de hørte til dem, der kunne arbejde lidt, men ikke nok til at forsørge deres familie. De 2 gamle mænd hørte til klasse 1, som var de gamle og syge, der var uarbejdsdygtige. 

I februar 1856 blev der givet tilladelse til, at Hans Sørensens datter kunne få medicin på sognets regning i årets første kvartal. Desuden blev der tilstået 4 skp. rug og 4 skp. byg. Igen i august blev der bevilget penge til hjælp til børnenes sygdom i Gl. Sole fattighus. Måneden efter blev både Søren Clausens kone og Hans Sørensen bevilget 2 skp. rug og ”børnene i Gl. Sole fattighus fik 2 rigsdaler til hjælp i sygdom og 4 rigsdaler til brændsel”.
I løbet af 1856 blev Hans Sørensen bevilget korn 5 gange uden for planen (budgettet). I 1857 kom han fast med i fattigforsørgelsesplanen (budgettet): ”Hans Sørensen Bødker Gl. Sole ved Therkel Mikkelsen (på Vestergård) 12 skp. rug og 8 skp. byg". Alligevel blev det nødvendigt med ekstrabevillinger i løbet af 1857 – både til korn og 4 rigsdaler til hjælp til klæder til børnene.
Hans Bødker er med i planen igen i 1858 med samme bevilling som i 1857. På det indsatte billede ses fattigforsørgelsesplanen (budgettet) for 1859 for Øster Snede sogn for klasse 1, 2 og 3. Hjælpen blev givet i skæppe rug, skæppe byg, rigsdaler og læs tørv. Som det ses fik Hans Sørensen bevilget 12 skæppe rug, 8 skæppe byg, 2 rigsdaler og 5 læs tørv, hvilket var mere end Søren Clausens 8 skæppe rug, 4 skæppe byg, 2 rigsdaler og 5 læs tørv, selv om Clausen havde flere børn. Man må have forventet, at Søren Clausen kunne tjene mere hjem til sin familie end Hans Sørensen.

I 1864 døde den næste af Sidsel og Hans Bødkers børn. Det var den 17-årige datter Karen Hansen. Hun døde i fattighuset og boede altså stadig hjemme. I oktober 1861 var hun som 14-årig blevet konfirmeret i Øster Snede sogn. Det havde hun ikke klaret så godt, for hun fik karakteren tg i kundskaber, en dårligere karakter end nogen af hendes søskende, og den dårligste karakter, der blev givet til det hold konfirmander (der var dog en enkelt anden pige, der fik samme karakter). 

15 år efter Sidsel og Hans Sørensen var flyttet ind i fattighuset, boede de der stadig, og de to yngste børn, Johannes og Johanne, boede endnu hjemme. Også Søren Clausen og Johanne Aastedsdatter og tre af deres børn boede stadig i fattighuset. (FT 1870)
2 nye var flyttet ind, nemlig Ole Andreasen på 67 år fra Hvejsel og Karen Marie Nielsdatter på 59 år fra Urlev. 11 personer i alt.

Hans Sørensen døde af "brystsyge" (tuberkulose) som 69-årig den 11. april 1873 og blev begravet på Øster Snede kirkegård. 

Her kan du læse mere om fattighusene i Øster Snede sogn, samt mere om alle beboerne i fattighuset i Gammel Sole:  Fattighuse og fattiggård i Øster Snede sogn

Fattiggården i Kragelund

Nogle måneder efter Hans Sørensen Bødkers død, blev der holdt sognesamling på kirkepladsen i Øster Snede, hvor det blev besluttet at oprette en fattiggård i Øster Snede sogn, for derefter at nedlægge fattighusene. For de fattige var det en meget dårlig nyhed, for fattiggårdene tog den sidste rest af fattigfolks selvbestemmelsesret fra dem.

Der var mindst 2 af Sidsel og Hans Bødkers børn, der kom på fattiggården i Kragelund. Den ene var Peder Hansen med familie, der boede der under folketællingen i 1880. I 1883 rejste familien til USA.
Den anden var David Peder Hansen, der flyttede ind på fattiggården med sin familie i 1880. Om ham fortælles det, at han rømmede fra kone, børn og fattiggård og emigrerede til USA. Læs om det i de 2 artikler: Sidsel og Hans Bødkers efterkommere og Fattighuse og fattiggård i Øster Snede sogn.

Tiden før Sidsel og Hans Bødker kom til Jelling 

Både Hans Sørensen og Zidsel Kirstine Nielsdatter kom fra fattige familier, de fleste af deres forfædre havde været fæstebønder, men ved de store jordreformer sidst i 1700-tallet havde nogle af dem været i stand til at købe deres fæstegårde med tilhørende små jordlodder.
Dette foregik omkring samme tidspunkt, som Zidsel og Hans blev født. 
Jeg vil her i 2 afsnit først fortælle om først Hans Sørensen Bødkers forældre, og hvad han lavede før han flyttede til Jelling og bagefter om Sidsel Bødkers baggrund

 Hans Sørensens aner og liv før Jelling

Hans Sørensens blev født den 21. sept.1803 i Gadbjerg sogn. Gadbjerg ligger lidt nordvest for Jelling i det tidligere Vejle Amt. Forældrene var Søren Davidsen1 og dennes anden hustru, den 10 år yngre Maren Jensdatter2

Søren Davidsen, var rytter ved Koldinghus Rytterdistrikt med base i Horsens3. Her var han mindst fra1783 til 1789, hvor han gjorde tjeneste i Det slesvigske Kyrassérregiment, på dette tidspunkt kaldet Det slesvigske Regiment Ryttere. Regimentet havde tidligere bestået af tyske hvervede soldater, og kommandosproget havde været tysk, men da Søren Davidsen blev rytter, var kommandosproget blevet dansk. Sproget i det daglige har dog stadig været både dansk og tysk. Regimentet bestod på dette tidspunkt af knap 2/3 udskrevne nationale menige, som hvert år blev indkaldt til øvelse op til 21 dage i juni. Resten var hvervede menige, som boede fast i Horsens og var indkvarteret privat hos byens borgere. De boede som regel i baghuse, udhuse eller på lofter hos mindre velstillede håndværkere i de fattigste områder af byen. I 1774 boede der ca. 2500 i Horsens, så rytterne "fyldte meget" i den lille by, hvor der især i starten havde været en hel del ballade og uro i byen.

Rytterregimentet var en udgift (skat) som måtte betales af Horsensborgerne med lidt hjælp fra nogle andre jyske byer, der ikke selv havde soldater boende. De fleste ryttersoldater var på Søren Davidsens tid i rytterregimenetet "jyske bønderkarle", som på dette tidspunkt ikke havde stor agtelse i samfundet. På trods af at det netop var tiden for stavnsbåndets ophævelse, regler omkring fæstebønders hoveri mm., så var det stadig godsejerne, der havde den største magt, og bønderne blev nærmest betragtet som et lavtstående befolkningslag, der kun stod en smule højere end deres umælende kreaturer.

I lægdsrullen fra Koldinghus 1789, hvor de værnepligtige mænd var registreret, stod Søren Davidsen med bopæl i Horsens.
Søren Davidsen har heller ikke været en person med "stor agtelse", hvad enten han har været én af de nationale ryttere eller en af de faste ryttere i Horsens. Under alle omstændigheder må han have været en af de ryttere, som eksercerede for kronprins Frederik om formiddagen d. 21. juni 1787.

Kronprins Frederik, den senere Frederik 6., var som 19-årig i juni 1787 på sin første rejse rundt i Danmark og besøgte da også Horsens. 
Kronprinsen havde siden et statskup i 1784 haft den reelle kongemagt trods sin unge alder, en kongemagt, som hans far, den formodentlig skizofrene konge, Christian 7., ikke magtede at løfte. Kronprinsen blev beskrevet som meget begejstret for eksercits og militærmanøvrer, og i Horsens skulle han selvfølgelig overvære Rytterregimentets eksercits under ledelse af generalmajor Schinkel. Regimentet havde dog ikke imponeret, for kronprinsen havde ikke været tilfreds med det, han så. Som sekondlieutenant ved Kronprinsens Regiment, Johan Hieronymus Kirchhoff fra Glückstadt, skrev i rejsedagbogen (på tysk): "Prinsen var kun meget middelmaadig tilfreds med dette regiment, og især red Folkene ham ikke rask nok. Jeg anser ligeledes ikke, i det mindste med Hensyn til Hestene, dette Kavalleriregiment for det bedste, som vi saa. Efter Exercitsen red vi til Byen og besaa Kirker, Skoler osv." Det var dog ikke nær så slemt som noteret i rejsedagbogen dagen før i Fredericia, hvor prinsen havde været så dårligt tilfreds med det jyske Infanteri-Regiment, kommanderet af Generalmajor Duval (Johan Carl Frederik de Wahl), at generalen havde fået 24 skriftlige klagepunkter, hvor regimentet havde fejlet. 

​Horsens var garnisonsby for Det Slesvigske Kyrassérregiment fra 1724 til 1842. 
I en artikel fra Horsens Folkeblad den 6. aug. 1880 kan læses, at man overvejede at flytte et nyt rytterregiment til Horsens, efter der ikke havde været nogen i næsten 40 år. Derfor diskuteres der fordele og ulemper udfra de tidligere erfaringer med rytterregimenterne. 

Artiklen er gengivet her: 
"Garnison i Horsens. Den i Bladene igaar bragte Efterretning om, at det mulig paatænkes at henlægge et Rytterregiment til Horsens, undlod ikke allerede iaftes paa mange Steder her i Byen at foranledige en livlig Forhandling mellem Mand og Mand. Nogle tror, al det vil gavne Byen særdeles meget at faa et Rytterregiment hertil, idet de højt vurderer den Indtægt, som Byens Borgere vil kunne faa, ved at der kommer et større Antal Forbrugere hertil. Endvidere er der dem, der glæder sig til at se de smukke Uniformer samt til at høre Regimentsmusikken om Søndagen.
Andre derimod har ikke glemt de bedste Minder fra den Tid, da der sidst var Garnison her i Byen. De siger, at der med et Regiment - særlig Ryttere - altid følger megen Uro og Umoral, som de helst ser vor By forskaanet for. Hvorom nu alting er, maa vor Kommunalbestyrelse nøje tage Spørgsmaalet under Overvejelse, hvis et saadant Spørgsmaal virkelig bliver stillet til den. Thi dette Spørgsmaal har overmaade megen Betydning.
Skal vi have et Regiment hertil, kan det næppe undgaaes, at Byen kommer til at opføre en Kaserne, og en slig Kaserne koster ikke lidt. Endvidere maa Byen overlade Regimentet et Ridehus samt en Fælled. Vi stal ikke her afgjøre, om Byen kan bære en saadan Udgift, eller om Skatteyderne kan bære en forøget Skattebyrde, hvilket utvivlsomt vil blive Følgen, eftersom de militære, som bekjendt, kun kommer til at deltage med 2 pct. i Byens Indkomstskat; men vi skal opfordre alle til al overveje og ikke al undlade at give deres Meninger tilkiende, om man overhovedet formener, at Fordelene ved en Garnison her kan opveje Ulemperne. 
- For resten er der jo endnu aldeles ikke fra Ministeren fremkommet noget Forslag til Byen og ej heller kjender man hvilke Fordringer der mulig vil blive stillet, hvorpaa Spørgsmaalets Afgjørelse væsenligst vil komme."

I folketællingen i 1787 kaldtes Søren Davidsen ikke kun rytter, men også bonde. I 1801 kaldtes han husmand med lidt jord.
Måske var han rytter og fæstebonde under Refstrup Gods og den upopulære godsejer Claus Tommerup Henriksen, som fra 1783 til 1790 overtog Refstrup. Måske var Søren Davidsens gård/husmandssted stillet til rådighed til gengæld for tjenesten som ryttersoldat. I Claus Tommerup Henriksens tid solgte han med kongens tilladelse mange af Refstrups fæstegårde uden at miste sin skattefrihed, og formodentlig blev Søren Davidsen på det tidspunkt selvejer med et mindre stykke jord, i hvert fald omtaltes han som husmand med lidt jord i 1801. Men dette afsnit i historien er endnu ikke afklaret, dog ved jeg, at det meste af Gadbjerg hørte ind under Refstrup Gods.

Søren Davidsens må have været hjemme i Gadbjerg en del af tiden - også mens han var rytter - for der blev født mindst 13 børn i familien, dog var der rigtig mange af dem, der døde igen, inden de nåede at blive ret mange uger gamle. Også Søren Davidsens 2. kone, Maren Jensdatter, døde i 1811, og Hans mistede dermed sin mor knap 8 år gammel. På det tidspunkt var også mindst 6 af hans søskende og halvsøskende døde. Hans' far giftede sig senere en tredje gang.
Da Hans var 20 år gammel, døde også hans far, for da blev Søren Davidsen, aftægtsmand på Gadbjerg Mark, fundet død i en mergelgrav. Mon han selv havde valgt at afslutte livet på denne måde? Eller var det mon en ulykke? Da selvmord på dette tidspunkt var én af de største synder, man kunne begå, og man derfor kunne blive nægtet en kristen begravelse, var mergelgraven ikke et usædvanligt sted at ende sin selvvalgte afslutning på livet, for tvivlen - om det var et uheld eller et selvvalgt dødsfald - kom oftest den døde til gode, og han/hun blev derfor begravet i indviet jord.  

De få af Hans' søskende, der ikke var døde, hjalp hinanden. I 1834 boede Hans f.eks. som 29-årig bødkersvend i Vejle hos storesøsteren Birgithe (Birthe) Sørensdatter og hendes mand Mathias Linde, Nørregade 28. Mathias Linde var selv bødker.
Denne familie blev også ramt af uheld, for 6 år senere - i 1840 - var søsteren Birgithe Sørensdatter blevet enke og flyttet til Tønnesgade 5. Her boede en anden af Hans' og Birgithes søstre, nemlig Ane Ingeborg Sørensdatter, der var gift med daglejer Christen Pedersen fra Thyregod sogn. Nu ernærede Birgithe sig ved at sælge hvedebrød.
Hendes familien var gået helt i opløsning efter mandens død, et af børnene boede hos en værtshusfamilie, et andet var flyttet med Birgithe og ernærede sig som tjenestepige, et tredje barn var væk (måske død).

Hans flyttede til Jelling mellem 1834 og 1840, formodentlig da Mathias Linde døde.

Søren Davidsen født 25. april i Gadbjerg 1762. Døde som aftægtsmand. Han blev fundet druknet i en mergelgrav d. 6. juni 1824.   Maren Jensdatter født d. 15. november 1772 . Døde d. 25. august 1811 i Gadbjerg. Maren Jensdatter og Søren Davidsen blev gift i Gadbjerg d. 3. feb. 1793  Koldinghus 1789 Hovedrulle Lægdrulle s 70 – opslag 192/259

Zidsel Kirstine Nielsdatters aner og liv før Jelling

Zidsel Kirstine Nielsdatters baggrund var ikke meget bedre end Hans Sørensens.
Hun blev født d 1. August 1817 i landsbyen Thyregodlund i Thyregod sogn, Nørvang Herred i dengang Vejle Amt, ca. 32 km nordvest for Vejle. Det var et lille samfund med et halvt hundrede mennesker, nogle få huse og gårde, hvoraf den bedste gård var præstens. Præsten, Mathias Rabek, var kendt som en dygtig landmand, der ud over præstegården, drev en gård mere. 
Zidsel Kirstine var Niels Pedersen Friborgs og Karen Iversdatters eneste datter, og da det var Niels Pedersen Friborgs andet ægteskab, blev Zidsel Kirstine opkaldt efter hans første kone.
Selv var Niels Pedersen Friborg opkaldt efter sognepræsten i Nørre Snede og Ejstrup, Niels Friborg. Zidsel Kirstines farmor, Maren Hansdatter, havde tjent hos præsten i 1787 (folketælling) og formodentlig frem til sit giftermål med enkemanden og bonden Peder Jensen i Thyregod i juni 1791. I hvert fald havde præsten ved deres bryllup  i Thyregod noteret i kirkebogen, at præsten Niels Friborg fra Nørre Snede havde trolovet dem inden brylluppet. 

Zidsels far, Niels Pedersen Friborg, havde som eneste barn efter sin mor, Maren Hansdatter, arvet en lille gård i Thyregodlund i 1813, hvilket havde gjort det muligt for ham at gifte sig samme år. Hustruen døde dog allerede året efter i 1814, hvorefter han kort tid efter giftede sig anden gang med Zidsels mor, Karen Iversdatter.
De første år, efter Niels Pedersen Friborg havde overtaget gården og det lille jordstykke, var der fortsat tålelige forhold i landbruget. Statsbankerotten i 1813 ramte ikke så hårdt i landbruget og 1815 og 1816 var gode høstår, ligesom priserne fortsat var gode. Men fra omkring 1818 og 10 år frem var der krise i landbruget. Kornpriserne faldt fra 1818 til 1822-25 til mellem en kvart og en tredjedel af niveauet før krisen. Kød, smør, uld mm faldt også i pris, dog ikke helt så meget. Det gik hårdt ud over de små landbrug, som havde svært ved at klare sig. Allerede i 1818 solgte Niels Friborg en del af gården fra, og det må have været svært for familien at klare sig med det lille jordstykke, som ikke var større end at de kaldes ”husfolk” af præsten i kirkebogen til Sidsels barnedåb i 1817. Ved Zidsel Kirstines storebror, Peder Nielsens dåb stod der "gårdejere i Thyregodlund", hvilket formodentlig var lidt af en overdrivelse.
Niels Pedersen Friborg og Karen Iversdatter fik kun de 2 børn, Zidsel Kirstine og Peder, og i august 1821, samme måned som Zidsel fyldte 4 år, døde hendes far. I 1823 flyttede hendes mor, 29-årige Karen Iversdatter til Bierlev i Hvejsel sogn (Bjerlev), hvorefter hun forsvandt "ud i det blå".

Men hvem tog sig af Zidsel og Peder, da Karen Iversdatter rejste til Bjerlev? Det ser ikke ud til, at de var med moderen. I tilgangs- og afgangslister fra forskellige sogne har jeg foreløbig fundet ud af, at Zidsel som 16-årig i november 1833 flyttede fra Jelling til Dybvadgård på Tofthøi Mark i Gadbjerg. Her tjente hun hos Peder Thomsen og Mette Marie Jensdatter indtil november 1834. Herefter var hun i Givskud i 2 år til nov. 1836 og flyttede så til Tørring, hvor hun formodentlig arbejdede hos Wiste Andersen (Viste). Derfra igen 1. nov. 1937 til Roballegård (Rugballegård, Hover sogn). Derefter ved jeg ikke, hvor hun er, indtil hun er at finde i præstegården i Jelling i begyndelsen af 1840.

Du kan læse videre om denne familie på disse links:


Tak for hjælpen til:
Therkel Hansen, Øster Snede. Mindestuen for De Stærke Jyder, Gl. Sole
Johannes Enggaard Stidsen, Odense. Mindestuen for De Stærke Jyder, Gl. Sole  
Mathias Hansen, Lisbjerg, Århus
Marinus Sørensen, Rønde 
Judy Terney Tromborg, Jelling
Karin Conradsen, Vejle Stadsarkiv

Skriftlige kilder:
Regnskabsprotokollen for de fattiges kasse / Hjælpekassen år 1868 - 1915
Øster Snede Sogn.  Hedensted Kommune
L. C. Petersen: Erindringer fra en præstegerning blandt De stærke Jyder (Hedensted)

Marinus Sørensen: Fattigfolks kår i 1800-tallet, især i Øster Snede sogn
Therkel Hansen: Øster Snede sogn - De stærke Jyders sogn

Harald Jørgensen: Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i Danmark i det 19. århundrede. 
Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. Årh. V bind. De ældre jyske vækkelser. De stærke Jyder af Herluf Hegnsvad
Frands Ole Overgaard og Anders Pontoppidan Thyssen: Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. Årh. V bind. De senere jyske vækkelser
Marius Sørensen og Frands Johan Ring: Jelling nyere historie
Jens Heltoft: Jelling. Et kongelevs historie
Dansk præste og sognehistorie, X Haderslev Stift. Hefte 12 Vejle Provsti. Udgivet af A Pontoppidan Thyssen
Di Haassens Hæjstfolk. Horsens som garnisonsby fra 1724 til 1842. Sv. Aage Bay. Vejle Amts Årbor 1981
Jan Møller: Frederik 6. Træk af kongens liv
 P. Fr. Rist: Frederik VIs første Rejse i Danmark som Kronprins. Personalhistorisk Tidsskrift, 7. rk. . bd. 1, S. 122-156. (Johan Hieronymus Kirchhoffs rejsedagbog)
Det Slesvigske Kyrasserregiment. Horsensleksikon.dk
Carl Th. Jørgensen: Blade af Horsens historie

Hans Kau: Herregården Refstrup. Vejle Amts Aarbøger 1911 
danmarkshistorien.dk og 1864live.dk
Gyldendal & Politiken. Danmarkshistorien. 1800-1850

Hans Borup Jakobsen: De stærke Jyder
Richardt Jensen: Kongen og de andre

Kirkebøger og folketællinger


© Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net . For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst, I kan finde mine kontaktoplysninger på dette link: hjem