Højgaard. Rårup Hvilehjem

Familien Riishede Hansen på Højgaard i Åstrup, Rårup Hvilehjem fra 1948 til 1952 

Skrevet af Gudrun Rishede, Ribe

Herluf Hegnsvad skrev i 1956 slægtsbogen "Hans Nielsen Smed og hans slægt. Et bidrag til ”De stærke Jyder”s historie". Da mange, der omtales i denne artikel, kommer fra denne slægt, vil der være en del henvisninger til bogen her i teksten.  Min far Svend Riishede Hansen (1915-2002) findes f.eks. under F7BIII i bogen. Har du ikke mulighed for at skaffe denne bog, kan du bare bruge henvisningerne til at se, hvor mange i denne historie, der stammer fra denne slægt. Hvis du har bogen og har brug for en meget nyttig navneliste, så du kan finde rundt i den, kan du finde den på dette link: Navneliste.
Se anetræet nederst på siden. Hvis du trykker på billedet bliver det større

Tallene i teksten henviser til noterne nederst på siden
Jeg har skrevet flere andre artikler fra Rårup, De kan ses her: Rårup

Et vigtigt brev modtages. 1948

I Jan. 1948 modtog mine forældre Mary og Svend Riishede Hansen1 et brev.Mary og Svend Riishede Hansen med Elsebeth. Undløse KFUM Fritidshjem
Brevet var en opfordring til at søge stillingen som bestyrerpar på Rårup Hvilehjem mellem Horsens og Juelsminde. Opfordringen kom fra fars svigerinde og bror Nina og Niels Hansen2 i Rårup mellem Horsens og Juelsminde. Dette brev skulle komme til at ændre deres fremtid.

Rårup Hvilehjem, Åstrupvej 11 i Rårup var en del af den store firlængede gård Højgaard. Gården havde fars onkel Christen Mathiasen Christensenkøbt af kommunen i 1935, den havde indtil da været kommunens fattiggård, men skulle derefter – efter aftale med kommunen - drives af Christen dels som landbrug og dels som alderdomshjem4. På disse links kan du læse mere om Højgaard som Fattiggaard og alderdomshjem i Rårup og om Christen Mathiasen Christensen, Højgaard

Åstrup Hvilehjem, Rårup, Juelsminde

Fars moster Mariane5 havde passet beboerne på hvilehjemmet sammen med en ung pige, men hun var efterhånden over 60 år gammel og kunne ikke længere klare det anstrengende arbejde, som hun i øvrigt heller ikke var uddannet til at varetage. Derfor søgte Rårup Kommune nu et nyt bestyrerpar til Rårup Hvilehjem på Højgaard, mens Christen og Mariane blev ved med at drive landbruget, og de blev også boende i den østlige fløj af gården. 

Da mine forældre modtog brevet, var de bestyrerpar på Undløse KFUM-Fritidshjem for unge mennesker og tørvearbejdere ved Store Åmose på Sjælland. De var glade for at bo i Undløse. De kunne godt lide deres arbejde, og de havde også her fået Elsebeth, deres første datter. 
Brevet gav derfor store diskussioner. Far syntes, at de burde tage hjem til Østjylland og hjælpe familien6, mor var mere i tvivl, men fordi far var uddannet diakon og mor sygeplejerske, ville de gerne have arbejde indenfor sygeplejen, hvilket bestemt ikke var let at finde på det tidspunkt. 
Dette var måske en enestående mulighed for at få foden indenfor deres fagområde, så de turde ikke sige nej til opfordringen, derfor fik far travlt med at skrive ansøgning og få lavet kopier af deres anbefalinger. 
Den 24. jan. 1948 skrev mor i sin dagbog:  ”Det har været en spændende uge med ringen og skriven, men nu er afgørelsen sket og vi er antaget som bestyrere på Aastrup Alderdomshjem fra 1. april 1948. Vi skal have 5000 kr. + kost og fri lejlighed7, men så skal vi selv holde den hjælp, vi ønsker.
Det er jo meget spændende, bare vi må blive tilfredse på begge sider, ellers bliver der jo ingen glæde ved det.
Søster Erna8 har lovet at rejse med os derind og blive de første 14 dage, det er vi meget glade for
” 

Vores families tilknytningen til Rårup og De stærke Jyder

Rårup havde i 1800’tallet og et godt stykke ind i 1900’tallet været én af vækkelsesbevægelsen De stærke Jyders højborge, og selv om bevægelsen ikke fandtes mere, og efterkommerne efterhånden var indgået i især Indre Mission, så var mine forældre alligevel noget betænkelige ved at vende tilbage til De stærke Jyders egn og slægten, som stadig havde meget af De stærke Jyders ofte lidt ”tunge” tankegang. 
Selv var de indenfor Indre Mission. Deres tankegang og væremåde var åben og tolerant. 

Hele min mor og fars slægt var tæt knyttet til De stærke Jyder gennem flere generationer. Og de havde også selv gået i De stærke Jyders skole hos lærer Graunkær i Løsning. Deres bedsteforældre, oldeforældre mm. havde været med til at oprette, undervist på og gået på de Stærke Jyders skoler, betalt bøder og siddet i fængsel for deres tro, deltaget i salmekrigene i kirkerne og giftet sig ind i andre stærke Jyders familier. Min far var direkte efterkommer af én af De stærke Jyders bedst kendte forkæmpere, Hans Nielsen Smed fra Korning9, som havde flere efterkommere i Rårup, f.eks. blev 3 af hans sønner gift med 3 døtre fra Ikjærgård i Glattrup og datteren, min tiptipoldemor Maren Hansdatter, blev gift med Søren Olesen på Mosegård i Glattrup. Deres datter, min tipoldemor Johanne Marie Sørensdatter, blev gift med Søren Christian Jensen, som boede som nærmeste nabo til Mosegård. Også deres datter, min oldemor Susanne Sørensdatter10, boede i Glattrup 11 Glattrupvej 14. Hendes mand, min oldefar, Niels Hansen blev ringer og graver ved Rårup Kirkegård, og i den egenskab vil han blive omtalt i artiklen Fattiggård og alderdomshjem i Rårup. På den anden side af gaden - ikke langt fra Susanne Sørensdatter og Niels Hansen - boede hendes søster Mette Marie Sørensdatter12  på Glattrupvej 7. Hun var gift med  Jens Jensen Kusk, privatskolelærer for De stærke Jyder i Rårup fra 1886 til 1927.Susanne Sørensdatter og Niels Hansen med børn. Glattrup, Rårup, Juelsminde

Da De stærke Jyder fik endelig tilladelse til at oprette deres egne privatskoler i 1839 efter kongens tilsagn året før, lykkedes det De stærke Jyder i Glattrup ved Rårup at være de første. Deres første lærer var den 21-årige Anders Nielsen fra Hauge i Langskov sogn. Anders Nielsen var min mors oldemor Maren Nielsdatters bror. Hans familie var stærkt engageret i De stærke Jyders skoler i mange andre kommuner, og drev bl.a. selv en skole i Bøgballe. I den første tid underviste han 4 dage om ugen 10 børn i Glattrup og 2 dage om ugen 3 børn i Nøttrup13. Anders Nielsen blev senere uddannet på Snedsted Seminarium, som lærer og kirkesanger i Ubby ved Kalundborg udgav han Indre Missions første salmebog ”Pilgrimsharpen14

I øvrigt var tante Ninas farbror, Christen Olesen15, sognerådsformand i Rårup, da mor og far blev opfordret til at søge til Rårup. Han var også efterkommer af Hans Nielsen Smed.

Fra fattiggård til alderdomshjem 

Det var bestemt ikke ideelle forhold, der blev stillet til rådighed for hverken de ældre eller bestyrerparret på Rårup Hvilehjem, da vores familie flyttede til Rårup. I årevis havde sognerådet ikke kunnet blive enige om at bruge penge på at bygge et nyt alderdomshjem, og det kunne de stadig ikke i de 5 år, mor og far var bestyrere på hjemmet. Der var flere, der mente, at det var for stor en flothed at bruge så mange penge på de gamle, og at der var meget andet at bruge pengene til i kommunen. 
Når de ældre ikke kunne klare sig i eget hjem og heller ikke havde familie til at tage hånd om sig, havde der ikke været tradition for at behandle dem meget anderledes end andre fattige. De havde nemlig boet på fattiggården Højgaard blandt fattiglemmerne lige siden den åbnede i 1876. Da vi flyttede til Rårup, havde Højgaard været alderdomshjem i ca. 13 år. Hvordan Højgård gik fra at være fattiggård i 1876 til at være både fattiggård og alderdomshjem omkring år 1900 for til sidst at blive udelukkende alderdomshjem efter 1933, uddyber jeg i denne artikel: Fattiggård og alderdomshjem i Rårup

Livet som bestyrerpar på Højgaard, Rårup Hvilehjem. April 1948. 

Den 2. april måtte mor, far og mors søster Erna tidligt op om morgenen, for vognmanden kom og hentede dem i Undløse kl. 9. De fik læsset det hele på lastbilen og kunne også selv være i bilen, moster Erna måtte dog sidde ubekvemt på ladet i småregn, hvilket nok ikke var særlig rart. Turen gik over bælterne med Kalundborgfærgen og kl. 18.30 var de fremme.

Da familien ankom til Højgaard, var der ingen til at byde dem velkommen eller til at sætte dem ind i tingene. Det hele var i en elendig forfatning, og kun én ting syntes i orden: Der var købt en flæskesteg, som beboerne skulle have til middag næste dag, søndag. 
De var ærlig talt temmelig skuffede, og de ønskede mest, at de kunne vende om.    
Heldigvis var mors søster Erna med fra starten, og hun hjalp den første måneds tid, og det var mor meget glad for. Hun både kunne og ville tage fat.

Erna Jakobsen, Elsebeth og Mary Riishede Hansen, Rårup Hvilehjem på HøjgårdI løbet af april måned fik de vasket, gjort hovedrent, malet og tapetseret og badet beboerne, så det hele så en hel del pænere ud.
I den tid de var på Højgaard havde far og mor kun én ung pige til at hjælpe sig ad gangen, og da de selv måtte betale for den hjælp, de ønskede, måtte far gå på arbejde andre steder noget af tiden, for ellers kunne pengene ikke slå til.
Efter moster Erna var rejst, begyndte Ebba Andersen at hjælpe fra juni 1948, men kun den halve tid af det Erna havde hjulpet. Efter Ebba Andersen var mors søster Ester16  der i 3 år, på nær en sommer, hvor hun var på Hoptrup Højskole. Da Ester rejste i nov. 1951, kom Ebba tilbage.

Udover gårdens og hvilehjemmets beboere, skulle der nu også være plads til vores lille familie på Højgård. Vores lejlighed lå i den vestlige længe med indgang fra gården og en dør ind til resten af hvilehjemmet. Soveværelset var det eneste private vores familie havde. Resten delte vi med de ældre på hjemmet og/eller de øvrige beboere på gården. I soveværelset sov hele familien: far, mor og Elsebeth - senere også Gitte og jeg (Gudrun). 
Der var hundekoldt, da det lå i den gamle del af huset og var bygget af kampesten. Det var ingen opvarmning, så vi måtte bruge varmepuder.

På hjemmet boede der 10 ældre mennesker, hvoraf 4 var over 90.
Det sidste års tid var der 12 beboere, hvilket der slet ikke var plads til.

Far og mor fik et meget tæt forhold til de ældre, det var næsten som at være i familie, og derfor græd de da også og havde svært ved at sove om natten, når der var dødsfald på hjemmet.

Hvilehjemmet havde ingen steder, de gamle kunne samles, så derfor inviterede far og mor hver aften beboerne ned i vores egen stue til aftenkaffe og fællessang.
Stuen var møbleret med vores egne møbler. På gulvet lå et vendetæppe, spisebordet var af eg og spisestolene betrukket med rustrødt betræk. Sofabordet havde far selv lavet med indlagte kakler. Han havde også lavet en lænestol med papirfletmønster.
Fordi vores stue også blev brugt til at samles i, blev der senere tillagt et værelse.

Beboerne skulle helst nogenlunde kunne klare sig selv, f.eks. hjalp de ældre med at rulle tøj, lave mad og hugge brænde, for først efter nogle år blev der lagt centralvarme ind. 
I virkeligheden skulle beboerne have en hel del hjælp, og mor og far og den unge pige skulle både stå for pleje, madlavning, indkøb, rengøring, brænde, tøjvask osv. 
Måltider blev serveret på værelserne, for hvis der skulle sidde flere sammen og spise, måtte man dække op på gangens lakerede brædder. Svend og Mary Riishede Hansen med Elsebeth ved Rårup Hvilehjem
Køkkenet var både familiens og hvilehjemmets køkken, og her spiste vi selv. Vi spiste det samme som beboerne, da vi havde fælles husholdning. Den ret, der gjorde størst indtryk på Elsebeth, var moster Esters ”specialitet”, nemlig ”den lyserød sovs, hun lavede til røde pølser”. 
Køkkenet var ikke ret stort. Det var et lille jernkomfur, der ikke blev brugt så meget. I stedet brugtes to løse blus, der stod på et terrazzobord. 
Spisekammeret var blot et lille rum, man kom ned til gennem en lem i gulvet. Rummet gik til ca. brysthøjde. Desuden hang der et lille flueskab til at opbevare mad uden for køkkenet i fri luft. Det var placeret i skyggen under havens store træer, og for at benytte det, måtte man lukke en låge op fra køkkenet.

Badeværelset var stort og moderne efter tidens forhold, men det skulle deles med gårdens andre beboere, og det kunne derfor til tider være svært at holde rent nok, når karlene kom ind fra stald og mark – i hvert fald rent nok til mors høje hygiejniske sygeplejerskestandard. Toilettet skulle også deles med gårdens beboere. Både toilet og bad lå i hvilehjemmets fløj.  
Når beboernes tøj og sengetøj skulle vaskes, skulle det foregå i gårdens bryggers. Nogle gange skulle tøjvasken gå hurtigt, for Mariane serverede nemlig maden for karlene i bryggerset på de dage, hvor hun syntes, de var for beskidte til at komme ind i køkkenet. 
Vasketøjet skulle derefter hænges ud til tørre, men når det regnede eller sneede, skulle vasketøjet tørres på loftet. Det var et hårdt arbejde. 
Rullestuen var også fælles for Mariane og hvilehjemmet, men den lå i vores lejlighed. Rullen var en stor, gammeldags rulle, ca. 2 m. x 1,20 m. En solid konstruktion. Sengetøj og duge blev rullet for ikke at fremstå krøllet.

Nederst på siden ses et foto med en skitse af Rårup Hvilehjem og gårdens øvrige indretning på Højgård efter Elsebeth Rishede og Bent Haurballes hukommelse. Tryk på fotoet, så bliver det større og tydligere

Elsebeth på Rårup Hvilehjem 

Elsebeth var lidt mere end 1½ år, da familien flyttede til Rårup, og mor var gravid med Gitte (Birgitte). 
Elsebeth var absolut ikke tilfreds med flytningen. Nu var der pludselig mange flere, hun skulle dele mor og far med døgnet rundt, og selv om hun hurtigt vænnede sig til de ældre på hvilehjemmet, var følgende bemærkning et tydeligt udtryk for hendes jalousi: ”Det var sjovere, hvis der stod en kalv i hver bås
Mor skriver i Elsebeths album: ”Elsebeth savnede forfærdeligt hendes små legekammerater den første tid. Hun var bange for de gamle og græd det meste af den første måned. Så hjalp det, også hun begyndte at falde til, og snart var hun ven med dem alle.”   
Mor skriver videre i Elsebeths album: ”Elsebeths natur var slet ikke til at gå rundt og kæle, men ville Lone eller Sine (to af beboerne) fortælle eller læse en historie for hende, var hun meget taknemmelig. De to var også de eneste Elsebeth var rigtig fortrolig med.
Elsebeths allerbedste ven var moster Ester fra hun var 2 til 5 år, hende var hun mindst lige så glad for som hendes egen far og mor. Da Elsebeth var 2½ år begyndte hun at tage på ferie med Ester hjem til mormor (som også var hendes fine ven). Det gik fint, Elsebeth kom nok så vigtig tilbage igen og sagde:
Mor, du kan tro, jeg har ikke grædt”.
Da Elsebeth var 4 år fik hun en fin rød cykel, som hun var meget stolt af, men den voldte hende en del kvaler, inden hun fik lært at cykle på den. Det blev først sommeren efter hun fik rigtig fornøjelse af den”
Elsebeth på sin fine nye røde cykelHer er Elsebeths version af cykelhistorien: ”Engang blev far sendt i byen efter sukker, men han kom i stedet hjem med en pragtfuld lille rød cykel til mig. Det var en uset flothed. Ingen i den alder fik cykler – og slet ikke nye, og vi havde sikkert dårligt råd. Jeg blev trænet efter alle kunstens regler med kosteskaft bag sadlen og far løbende ved siden af. Da jeg blev anset for udlært, cyklede vi sammen på en længere tur. Formentlig op til farbror Niels og tante Nina. På tilbagevejen skulle vi ned ad en lang bakke, og midt på bakken glemte jeg at bremse. Det gik stærkere og stærkere og jeg endte med panden først på hjørnet af den gård, der lå for enden af bakken helt ud til vejen. Da var mor virkelig vred. Jeg slog et meget stort hul i hovedet, hvor der senere kom en stor skålformet sårskorpe på. Til sidst gik sårskorpen fint af i et samlet stykke".

Elsebeth blev efterhånden glad for at bo på Højgaard, men hun ville helst være ude hos karlene og Christen Mathiasen. 
Når Christen Mathiasen skulle i marken tog han ofte Elsebeth med ved hånden, indimellem gav Christen eller forkarlen Johannes hende endda lov til at ride på én af de store jydske heste. 
Engang i høsten blev de overrasket af et tordenvejr og krøb i læ under nogle bygneg, der var stillet op 6-8 neg sammen, så måtte hun bruge resten af dagen til at få kornet ud af hår og tøj. 
Anne MArie Haurballe og Elsebeth Riishede Hansen, Højgaard, RårupNu og da var Christen og Marianes børnebørn Bent, Torben, Annemarie og Berta på ferie. Dem ville hun gerne lege med, og derfor var hun bestemt ikke tilfreds, når hun blev lagt ind for at sove til middag en dejlig varm sommerdag og kunne høre børnene lege i gården, samtidig med at hun kunne se dem gennem vinduet. Hun ville selvfølgelig gerne ud at lege med de andre børn.
Elsebeth havde en legekammerat, der hed Gunnar Nielsen. Hans forældre havde et lille husmandssted i nærheden af Højgaard. De to legede tit – og altid ude. 
Hvis det regnede, legede de i hans skur med skråtstillede bliktage, hvor de lavede mudderkager i små kageforme. Et stort pilehegn fungerede både som skjulested og til at lave ting af.

50 m. nord for gården lå der en fredet udgravet kæmpehøj kaldet Aastrup Deelhøj (eller Dilhøj). Gravhøjen er en jættestue fra bondestenalderen omkring 3500-2800 F.Kr.17  Deelhøj (Dilhøj) i Aastrup ved Rårup. Jættestue og gravhøj
Kæmpehøjen var en god hule og en fantastisk legeplads, som flittigt blev brugt af børnene. 

Nogle gange syntes mor, at Elsebeth skulle lære at lege pigelege, så blev hun fulgt hen til Tove, lærer Munkøes datter, som hun forsøgte at lege pigelege sammen med, men det gik ikke ret godt. 
Elsebeth ville hellere lege med drenge, og hun fik aldrig lært at lege med dukker, bl.a. fordi hun ikke brød sig om: ”mormors grimme kludedukker, som man ikke måtte kritisere og som ikke var noget ved at lege med” 
Engang havde Elsebeth fået en ny kjole lavet af vistra. Den var silkeagtig med sommerfugle i matte grålige og lilla farver og lilla fløjlsbånd. Hun var rigtig glad for kjolen, men alligevel kunne hun ikke lade være med at kravle i træerne, og det lykkes at rive kjolen i stykker, den første gang hun havde den på. 

Et nyt liv fødes - et andet går bort

Gitte blev født ved hjemmefødsel d. 4. sept. 1948 kl. 9 om aftenen. Samme nat døde en af beboerne på hjemmet, så her måtte en nabokone hjælpe til.

Mary Riishede Hansen med Elsebeth og GitteMor skrev i Gittes album: ”Gitte var meget let at passe som lille, hun blev hurtigt de gamles kæledægge. Der var især en gammel Magnus, der passede hende meget. Så snart Magnus hørte en smule klynkeri fra barnevognen, skulle han snart være der, så fik Birgitte en køretur til hun sov igen, og kunne hun ikke sove tog Magnus hende på armen og kom ind med hende.
Gittes første år. Så snart Birgitte blev så gammel, hun kunne kravle, vidste hun også, hvor Magnus’ dør var, og så kravlede hun op ad gangen og skrabte på indtil Magnus kom og samlede hende op og så kunne de to få en masse tid til at gå med at se billeder. 
Birgitte blev en rigtig spilopmager, hun kunne gøre sig bemærket alle vegne. Det hoved hun kunne stille op, var ikke til at stå for. Men hun var også en god lille pige, fik hun noget slik eller andet, ville hun altid dele det med nogen.
Elsebeth var ellers god til at lege med Birgitte ude på græsplænen, men sommetider kom hønsene i nærheden af dem, og så blev de bange begge to.
Sommeren 1949. Moster Dagny og onkel Anders har fået bil og er her nu på besøg, vi har kørt en dejlig tur op over Klejs over Palsgård, Juelsminde og om af As. 
Gittes andet år. Birgitte var stadig lige glad for Magnus, de gik tur hver dag, da Birgitte blev så dygtig hun kunne følge med. Når de så var trætte begge to gik de ind på Magnus’ stue og så kom Birgitte op til Magnus at sidde, og så kom alle de gamle billedblade
frem, så gik tiden så dejligt for dem begge to. Blev Birgitte for træt faldt hun i søvn i Magnus’ arme og så kom han lige så rolig ned med hende.
Elsebeth tog pænt mod Gitte og ville straks dele både æbler og alting med hende
” 

Elsebeth var selvfølgelig også lidt jaloux på lillesøsteren, der nu pludselig tog en del af mors opmærksomhed. Gitte har fortalt, at Elsebeth og legekammeraten Gunnar godt kunne finde på at drille, og fik hende til at lave mærkelige ting, mens de selv stod og morede sig. 
En gang fandt Elsebeth på at ”vaske hår” på Gitte, dvs. hun smurte håret ind i sand. Mor blev rasende, Elsebeth fik en endefuld og blev sendt i seng. Men moster Ester smuttede ind til hende med lidt aftensmad. 

Jeg, Gudrun, blev født på mors fødselsdag

Jeg kom til verden med fynd og klem på min mors fødselsdag d. 15. August 1951 på Hornsyld sygehus kl. 9 om morgenen. Sygehuspersonalet havde givet mor amerikansk olie for at sætte veerne i gang, derefter var de gået til formiddagskaffe. Den amerikanske olie satte ikke kun veerne i gang, men også maven, og mor var ved at tabe mig i wc ’et, så måske var det et held, at jeg havde bestemt mig for at komme ud med benene først. Mor følte det, som om hun ringede og ringede efter personalet, men at det varede længe, inden der kom nogen. De havde ikke regnet med, at fødslen ville gå så hurtig. 
Barnedåb i Rårup ved JuelsmindeFødslen var slem for mor, og det varede længe, inden hun blev rask igen.
Jeg blev døbt af sognepræst og provst Anker Moos i Rårup Kirke.
Jeg var Svend og Mary Riishede Hansens 3. datter. Jeg skulle selvfølgelig have været en dreng, hvilket min moster Ester ikke undlod at fortælle mig gang på gang. Far ønskede sig meget en dreng – men på den anden side set, så havde Elsebeth et rigtig godt argument, da hun sagde: Det gør ikke noget, for nu er vi 3 piger ligesom kongens (Kong Fredrik og Dronning Ingrid). Og ja, vi var fars 3 prinsesser. Der var dog ikke meget prinsesseagtig over Gitte, da præsten skulle døbe mig, for hendes kommentar var: ”Hjemme ved os bruger vi da altid pot’målet” Elsebeth, Gitte og Gudrun på gårdspladsen, Højgård i Rårup
Da Sanne (Susanne) senere blev født i Østbirk, havde far opgivet at få en dreng. Sanne blev en rigtig lille prinsesse med den flotteste prinsessekrølle.
Jeg fik navnet Gudrun efter min mors 2 år yngre søster, der døde 17 år gammel på rigshospitalet efter en hjerneoperation på grund af en hjernesvulst. Mor havde været meget knyttet til sin søster Gudrun.

Mit første leveår foregik stille og roligt. Mor skrev i mit album, at jeg sov godt og spiste godt og i det hele taget var let at passe. 
Selv kan jeg ikke huske noget fra Rårup, da jeg kun var 1 år, da vi flyttede derfra.

Beboerne på Rårup Hvilehjem – som oplevet af 6-årige Elsbeth

Trods Elsebeth kun var 6 år, da vi rejste fra Rårup, kunne hun alligevel huske en hel del.  Her er hendes erindringer om beboerne: 

Oline boede i en lys og dejlig stor stue ud mod haven i vest, stuen var lidt større end de andres. Hun var en høj dame med en flettet pisk, der var sat op i en høj knold. Det var en utraditionel frisure. Oline var altid nydelig klædt og meget pertentlig. Hun havde et traditionelt møblement, med et spisebord i midten af mahogni med hvid broderet lysedug, og sølvskål med glasindsats og en plyssofa med armlæn i begge ender og en fin sort fløjlspude, der var håndmalet i et flot syrenmønster. 

Eigil Riishede og Lone (Abelone Nielsine Sørine Frederiksen) Lone (Abelone Nielsine Sørine Frederiksen) boede i en lidt mørk hjørnestue mod øst - over mod Kristen Mathiasens længe. Lone havde været hushjælp hos farmors bror og svigerinde, Ole og Bertha Riishede, der også boede i Rårup. 
Lone hæklede flotte kraver til Gitte og Elsebeth i kærlighedsknuder, og strikkede plisserede kraver på helt tynde pinde. Hun strikkede også små flotte uldne grønne kjoler med indviklede mønstre til dem.
Da Lone som sagt var hushjælp hos Ole og Bertha Riishede, har jeg tilføjet lidt flere oplysninger om hende. De er fortalt af min fars fætter Eigil Riishede18
Mens Lone arbejdede hos Bertha og Ole, boede hun i Rårup Forskoles lejlighed. Bertha var forskolelærer på skolen og nok Rårups eneste udearbejdende kone, derfor blev Lone næsten som en mor for Eigil og hans 2 yngre brødre, Jørgen og Sune. 
Tidligere i sit liv havde Lone arbejdet hos flere andre familier i området, bl.a. hos sognepræst i Rårup og senere biskop i Århus, Skat Hoffmeyer og senere ved graveren ved Rårup Kirke, Peter Christensen19.  
Lone havde ikke et særligt godt helbred, og hun havde ofte brug for lægehjælp. Som 65-årig var hun i 1945 flyttet på Rårup Hvilehjem. Lone boede derfor allerede på hvilehjemmet, da mor og far blev bestyrere.

Bolette boede i det sydvestlige hjørne.  Hun sagde ikke så meget og gik altid i kittel. Hun var ikke så god til at holde orden

Hedvig blev over 90, hun var en hvidhåret, sød gammel dame.

Anton Murer (Anton Pedersen) 20 blev 101 år.  Han var en rank og frisk mand, som gik en lang tur hver dag med stokken i den ene hånd og ofte med Elsebeth i den anden. 
Han var også en meget præcis mand – præcis med at komme op om morgenen kl. 5.30, med at havregrøden skulle være der til tiden og med at komme ud på sin gåtur. 
Anton var så gammel, at han også havde boet på Højgaard, da der var fattiggård. 

Da Anton Murer var én af de få i Danmark, der blev over 100 år i 1950erne, har jeg valgt at medtage et helt afsnit om ham, som kan læses her: Anton Murer Pedersen

Mine forældre blev ansat som bestyrerpar på det nybyggede De gamles Hjem i Østbirk i 1952, derfor rejste vores famile rejste fra Rårup.
Beboerne på hvilehjemmet var ved vores fraflytning: 
Bolette, Laura, Oline, gammel Sine, ny Sine, Dagmar, Magnus, Agnethe, Lone, Anton, Anders og Stine.
Af billederne i min mors scrapbog fra indflytningen på det nye alderdomshjem på Kirkedalsvej, er det derfor kun Julie, der ikke boede på Højgaard, da mine forældre var bestyrere der.

Mariane og Christen Mathiasen Christensen samt karlene på Højgaard

Som sagt blev Højgaard drevet som både alderdomshjem og almindeligt landbrug. Landbruget blev drevet af min fars moster og onkel Mariane og Christen Mathiasen Christensen. De har fået en artikel for sig selv på dette link: Christen Mathiasen, Højgård

På vej væk fra Rårup

Mor og far blev aldrig tilfredse med forholdene på hjemmet, hverken for beboerne på hvilehjemmet eller for sig selv. Sognerådet åbnede helst ikke for pengepungen og lyttede ikke til deres argumenter, derfor følte far og mor sig dårligt behandlet. I det hele taget var det ikke let at blive accepteret i Rårup. 
Engang havde Rårup været en af de stærke jyders højborge, og noget af den ”tunge religion” prægede stadig området. For mor og far, der havde været væk fra familien og arbejdet på Sjælland, var det som at lægge en dyne over dem, og de begyndte at spekulere på at søge væk igen. De var dog nok blevet, hvis der var blevet bygget et nyt hjem, men da der ikke skete noget på dette område, begyndte de at søge andre stillinger. 
Det var meget vanskeligt at finde arbejde indenfor sygeplejen, men de regnede med at tiden i Rårup, måske kunne give dem et fortrin i en ansøgning et andet sted.
De søgte et sted i Sønderjylland og i Østbirk, og de blev taget i betragtning begge steder trods mange ansøgere. Det var over al forventning. Det var begge steder nye hjem, som skulle tages i brug i løbet af sommeren 1952. Far og mor sagde ja til stillingen i Østbirk ved Horsens. Der havde været 70 ansøgninger til stillingen.
Et par aftner før de rejste, kom sognerådet ud for at sige farvel og takkede dem for den tid, de havde været bestyrere på hjemmet . Far og mor holdt afskedsfest med beboerne, som havde samlet penge ind til at give dem 2 lampetter. Sognerådsformand Christen Olesens anbefaling kan ses som Højgård Bilag 2
Niels og Nina Hansen, Rårup - Tante Nina og farbror Niels kom og hjalp med at flytte. Nina havde været en god trøster mange gange i tiden i Rårup, og der havde været mange hyggelige aftner med hende og Niels. Det var svært at sige farvel til de ældre på hjemmet i Rårup, men bortset fra det drog de et lettelsens suk, da de tog derfra. Mor skrev i sin scrapbog: ”De 4½ år var for mig, som jeg var spæret inde, jeg kan ikke rigtig sige hvorfor?
Rårup AlderdomshjemGanske kort tid efter at far og mor var rejst fra Rårup, blev det besluttet, at der skulle bygges et nyt alderdomshjem på Kirkedalsvej, og en årelang strid i Rårup var hermed afgjort. Hjemmet blev herefter bygget på 1½ år, men ved indvielsen fortalte arkitekt Ehlers, at han faktisk havde fået overdraget at udarbejde tegninger 6 år tidligere, men da der så var gået 2½ år inden byggetilladelsen var kommet, var der sket så meget, at tegningerne måtte laves om. 

Arkitekt Ehlers tegnede også De gamles Hjem i Østbirk, og de to hjem var også næsten identiske. Rårups hjem havde plads til 28 ældre og kostede 365.000 kr. 
18. august 1952 skrev Horsens Folkeblad: Som bestyrerinde på Rårup Alderdomshjem har sognerådet enstemmigt fra 1. september at regne antaget sygeplejerske Fru Gerda Hansen, Hornsyld Sygehus. 
Rårup Hvilehjem på Højgaard lukkede i 1953, da beboerne flyttede ind på det nye hjem.  
I avisartiklen ”Et sogn i fest for sit nye alderdomshjem” står der bl.a.:
En årelang strid for eller imod det betimelige i, at der blev bygget et sådant hjem, var endt og resultatet var et smukt og fuldtud moderne hjem med plads til 28 ældre mennesker og en tiltalende bolig for et bestyrerpar foruden de fornødne værelser til husassistenterne.”
Mor og far glædede sig med beboerne, at de endelig fik det nye hjem, som de havde længtes så meget efter. Gerda Hansen og hendes mand Karl Hansen blev også bestyrerpar på det nye hjem.

Kilder til mine artikler om Rårup kan ses på denne side: Kilder til Rårup. Her kan du se en oversigt over de andre artikler fra Rårup

© Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net . For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst 


1 Familienavnet Riishede Hansen blev i 1960’erne ændret til Rishede, da præsten havde skrevet Rishede med et i i kirkebogen, da min farmor Birgitte Marie Sørensen Rishede blev døbt. Mine forældre fik at vide, at hvis de ville beholde Riishede med to i’er, skulle de kontakte alle Riisheder med 2 ii’er. Det opgav de – derfor ændrede mine forældre og vi 4 døtre navn fra Riishede Hansen til RishedeVores familie findes i Hans Nielsen Smeds slægtsbog under F7BIII 
  Nina Kathrine Hansen – født Nina Kathrine Olesen M2BId. 1915 – 1998 og Niels Hansen 1912 - 1999. F7BI – fars ældste bror.
 Christen Mathiasen Christensen 1888 – 1977. M6 E
4  Desværre er det endnu ikke lykkedes for mig at finde Christen M. Christensens præcise aftale med kommunen

5 Mariane Christensen var født i Klovborg og døbt Mariane Sofie Katrine Sørensen Rishede.  1887-1959.
6 Næsten alle fra mor og fars slægt boede i Horsens – Vejle området. I Rårup boede der mange fra fars familie. 
7  Skatteligning for Svend Riishede Hansen for årene 1949-52. Arkiv Juelsminde Rådhus fremskaffet af Janni Würtz Maise, Glud, Rårup, Skjold og Hjarnø Lokalarkiv. Se: Højgaard. Rårup Hvilehjem
 bilag 1
8 Mors søster Erna Jakobsen - senere gift Erna Greve 
Herluf Hegnsvad skrev i 1956 slægtsbogen Hans Nielsen Smed og hans slægt. Et bidrag til ”De stærke Jyder’s historie. Min slægt findes under F7. 
10 Susanne Sørensdatter 1856 – 1937. F7
11 Se slægtstavlen på billedet nederst på siden. Husk at trykke på billedet for at gøre det større
12 Mette Marie Sørensdatter (1853-1927) F6

13 Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. Årh. V bind. De senere jyske vækkelser. S. 129. I bogen Anton Justesen og PE Jeppesen: Brand, bomber og De Nordre Torper, som udkommer fra Glud Museum i foråret 2018 vil der være et kapitel om De stærke Jyders skoler i Rårup   
14  Anders Nielsen - Pilgrimsharpens fader. Af pastor Svend Erik Langdahl, Båstrup.  PDF
15 Christen Olesen M2BVII
16 Ester Jakobsen – senere gift Ester Jensen. Gift med Magnus Jensen, Vester Ørum
17 Deelhøj - Kend din landsby. Rårup. Glud Museum
18 Eigil Riishede, Hornsyld, er søn af Ole Riishede og Oles første kone, Maren
19 Peter Christensen – hørte til slægten fra Mosegård. H3D
20 Anton Pedersen blev født d. 23. oktober 1852 i Aastrup Kær og døde d. 15. november 1953 på Højgaard i Åstrup

 

Hans Nielsen Smed. Anetræ Rårup
Rårup Hvilehjem. Indretning efter hukommelse