Hjælpefonden og de efterladte enker og børn

Komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens efterladte

Først lidt baggrundshistorie til denne artikel
I 30'erne omkom jernbanearbejderne Morten Jakobsen og Hald Olesen på jernbanesporet mellem Vejle og Horsens. De var på vej på arbejde en regnfuld og tåget morgen i november og blev kørt over af et forsinket avistog på vej til Jylland med morgenens aviser fra København.
Maren Jakobsen og Marie Olesen i den lille landsby Løsning (nu Hedensted Kommune) mistede ved ulykken deres mænd og familieforsørgere, Maren Jakobsen blev ladt alene tilbage med 13 børn, hvoraf de 7 ikke var konfirmerede. Marie Olesen havde 7 børn, af dem var 5 ukonfirmerede.

Løsning Station mellem Horsens og Vejle

Da de to jernbanearbejdere ikke var fastansatte, men løsarbejdere, var familierne ikke ret godt stillet erstatningsmæssigt. Da der samtidig var tale om to i lokalsamfundet afholdte og hårdtarbejdende mænd, opstod der stor sympati for familierne rundt i landet. Derfor blev der startet en storstilet landsindsamling af 3 af de københavnske dagblade, hvis aviser havde været på vej til Østjylland med ulykkestoget, det var Dagens Nyheder, Berlingske Tidende og Politiken. Senere fulgte flere aviser, fagforbund, virksomheder, kongeparret, private osv efter. Der blev indsamlet kr. 41.316,58 i alt til de 2 familier, hvoraf alene de 3 aviser stod for indsamling af kr. 36.235. 

Jakobsen- og Olesenfamilierne fik ikke lov til selv at administrere de indkomne pengebeløb, som ville svare til ca. 1,4 mill. kr. i nutidspenge, den opgave fik en nedsat hjælpekomite. Familierne var heller ikke repræsenteret i hjælpekomiteen.
Denne artikel fortæller om, hvordan disse penge blev administreret af hjælpekomiteen og i det hele taget om de økonomiske forhold for en meget fattig familie, der er nødtvunget til at modtage hjælp i 1930'ernes Danmark.
Den fortæller om, hvordan det var at komme under administration efter ulykken, mens den administrerende komite nidkært uddelte de indsamlede midler til familierne over de næste 20 år - nærmest som om det var socialhjælp. 

Artiklen er skrevet ud fra referater og regnskaber i "Protokol for komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens efterladte", samt ud fra korrespondancen fra amtmand Knud Valløe i Vejle til komiteen og endelig ud fra min mor Mary Jakobsens (senere Rishede) og flere af hendes søskendes erindringer. De var nogle af Morten Jakobsens nu 13 faderløse børn.

Hvis du vil læse om selve togulykken, kan du læse denne artikel (link): Togulykke 1935 og om livet i Morten Jakobsens familie efter togulykken kan du læse her (link): Familien i Løsning efter togulykken 1935

Jeg, Gudrun Rishede, Ribe (tv) og min kusine, Ellen Jakobsen, Løsning, studerer "Protokol for komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens efterladte" på lokalarkivet for Gl. Hedensted Kommune i Løsning.  Foto udlånt af Ingrid Trier, Horsens Folkeblad og Vejle Amts Folkeblad fra avisartiklen "Tragisk togulykke blev familietraume" af journalist Ingrid Trier, Horsens Folkeblad .15. dec. 2018.

Komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens Efterladte

I Løsning vakte togulykken også megen medfølelse for de to ramte familier, og nogle af de toneangivende Løsningborgere gik straks i gang med at hjælpe de 2 familier. De arrangerede begravelsen, samlede penge ind til og bestille gravsten samt undersøgte forholdene omkring forsikringer og andre økonomiske forhold. Disse Løsningborgere skulle et par måneder senere blive de samme, som kom til at sidde i Komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens Efterladte, som blev nedsat til at administrere de indsamlede penge. 

Komiteen blev nedsat "foranlediget af sognepræsten, pastor Jeppesen, og i forståelse med de københavnske dagblade og især efter henstilling af avisen "Dagens Nyheder", stod der i hjælpekomiteens protokol. Dagens Nyheders henstilling var væsentlig, for de havde indsamlet det langt største beløb - nemlig kr. 18.253, Berlingske Tidende fulgte bagefter med kr. 13.335 og Politiken med kr. 4647, men også de lokale aviser bidrog med store beløb: Vejle Amts Folkeblad med kr. 1103 og Horsens Folkeblad med kr. 894. Indsamling til børn og enker

I komiteen indsattes som sagt de samme personer, som havde stået for indsamlingen, nemlig lærer Zederkof fra Løsning Skole, lærer Graunkjær fra Løsning Privatskole for De stærke Jyder, mejeribestyrer Ovesen, som også var sognerådsformand i Løsning, fru urmager Bengtson, som var formand for børneværnet i Løsning og endelig sognepræsten i Løsning, pastor Jeppesen. Pastor Jeppesen blev formand og kasserer i hjælpekomiteen.
Familierne blev ikke repræsenteret i komiteen, på trods af at f.eks. Morten Jakobsens ældste søn, Åge Jakobsen, var 20 år og dygtig til at styre en økonomi. Han havde svært ved at acceptere, at han ikke blev respekteret og fik indflydelse på økonomien. Heller ikke Mortens far, Jakob Mortensen Jakobsen, fik noget at skulle have sagt. Han syntes, det var forkert, men han kunne ikke gøre noget ved det. Han kunne nok heller ikke tale med ret stor gennemslagskraft, da han og Christine i lange perioder selv havde haft brug fra nabosognet Øster Snedes hjælpekasse, en ydelse, som var en form for fattighjælp.

Når min mor, Mary Rishede (født Jakobsen) omtalte komiteen, huskede hun bedst pastor Jeppesens kone, lærer Jens Zederkofs kone og urmager Bengtsons kone - men faktisk sad hverken fru Jeppesen eller fru Zederkof i komiteen, mens fru urmager Bengtson sad i både komiteen og børneværnet. Min mor huskede det formodentlig på denne måde, da komiteens udbetalinger af de indsamlede penge blev godt og grundigt rodet sammen med en slags kontrol/værgemål, som komitemedlemmerne, pastor Jeppesen og lærer Zederkof, for en stor del lod deres koner stå for sammen med fru urmager Bengtson.
Min mor havde meget stærke følelser omkring komiteen, som fik en stor indflydelse på hende og resten af familien Jakobsen de næste mange år.
Min mor blev som 16 årig kaldt hjem til et meget stort ansvar for en 16-årig. Hun passede de følgende år sine mindre søskende og sin mor, der var dybt deprimeret efter at have mistet sin mand som 39-årig. Desuden var der lidt husdyr og noget landbrugsjord, der skulle passes. 
Som umyndig, fattig og pige havde min mor mange odds imod sig, hun kunne ikke sætte sig igennem og følte sig hverken hørt eller respekteret, heller ikke da hun et par år senere så sin lillesøster blive mere og mere syg, for til sidst dø, men den historie har jeg fortalt i artiklen Familien i Løsning efter togulykken 1935 (link)

Første møde med amtmand Valløe, Vejle Amt

Det var et stort beløb, denne komite nu fik ansvaret for at fordele mellem de 2 familier. Som sagt kr. 41.316,58 - svarende til ca. 1,4 mill kr. i nutidspenge. Hvad skulle beløbet dække? Og skulle de 2 familier have lige meget? Var det at betragte som socialhjælp eller skulle pengene bruges helt anderledes? Hvor megen kontrol skulle der være? Med sognerådsformand Ovesen og børneværnsformand fru Bengtson havde både kommune og børneværn allerede en repræsentant hver i komiteen, men alligevel måtte komiteen søge hjælp hos amtmand Knud Valløe, som også var uddannet jurist, før den nedsatte sig som "Komite for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens Efterladte". Amtmændene hjalp dengang ofte de små sognekommuner indenfor sociale- og familieretslige sager, ligesom de også reviderede sognekommunernes regnskaber.

Den 10. jan 1936 var pastor Jeppesen og sognerådsformand Ovesen derfor taget til møde med amtmand Valløe på Amtskontoret i Vejle for at søge råd og hjælp. Her enedes de om: "følgende Retningslinier for de indsamlede Midlers fremtidige Administration og Anvendelse maa anses for rimelige og i Overensstemmelse med den stedfundne Indsamlings Forudsætninger: Af kapitalen dannes en Fond, hvis Midler og Indtægter anvendes til Enkernes og de på Tidspunktet for Ulykken uforsørgede Børns Forsørgelse og Uddannelse" .
Fondens r
egnskabet skulle årligt indsendes til og revideres hos amtmanden. Det blev samtidig bestemt, at man først ville udforme Fondens vedtægter og delingsnormen mellem de 2 familier, når enkernes økonomiske forhold var endeligt afklarede.

Ud fra dette møde blev "Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens efterladte" oprettet. Til at nedskrive beslutninger og regnskab blev "Protokol for komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens efterladte" taget i brug.1 

Uenighederne begynder at dukke op i hjælpekomiteen

½ år senere, i juli 1936, prøvede komiteen at blive enige om, hvordan de skulle fordele de indsamlede midler mellem de to familier, foreløbig blev de dog kun enige om, hvad de 20 børn skulle have. Når hele det indsamlede beløb var udbetalt, skulle børnene tilsammen have fået kr. 21.664. Morten Jakobsens børn skulle have 14.664 kr. og Hald Olesens børn 7.000 kr.
Komiteen var foreløbig ikke blevet enige om, hvordan resten af beløbet skulle fordeles.
I november samme år fortrød komitemedlem og sognerådsformand Ovesen åbenbart julibeslutningen, han bad om at få den annulleret, for derefter at indhente amtmandens mening om sagen.

Mødet med amtmanden afholdtes allerede 3 dage senere, og i referatet fra dette møde trådte uenighederne i komiteen tydeligt frem. Pastor Jeppesen, formand og kasserer for udvalget, udtalte, at "ud fra Indsamlingens Forudsætninger var det ufornødent at etablere Kontrol eller Tilsyn med Udvalgets Administration af de indsamlede Midler", andre i udvalget mente dog, at der skulle være et vist tilsyn, samt regnskabsaflæggelse og revision. Amtmanden gjorde klart, at hvis han fremover skulle medvirke, så måtte der oprettes fondsvedtægter, hvor formålet med fonden var formuleret, og hvor der samtidig var fastsat bestemte grænser for udvalgets kompetencer.

Efter mødet udarbejdede amtskontoret et udkast til vedtægter for fonden.
I forslaget til vedtægter stod der nu, at fondens midler "skal anvendes til at lindre enkerne og de uforsørgede børns nød" og "Midlerne anvendes til familiernes almindelge fornødenheder". "Skal der i løbet af året benyttes større beløb end til det nævnte, såsom uddannelse eller andet, skal sådanne beslutninger godkendes af amtmanden".
Men i dette forslag til vedtægter havde amtmanden tilsidesat, at fondens penge var indsamlet med henblik på enkernes og børnenes forsørgelse - samt uddannelse af børnene, hvilket var blevet pointeret flere gange i forløbet, bl.a. hos de aviser, der samlede ind, i lærer Zederkofs tak til deltagerne ved begravelsen og i forhandlingerne hos amtmanden i januar samme år.
I fondens formål var nu alt om uddannelse udeladt - med mindre komiteen ville ulejlige amtmanden hver gang lidt ud over det sædvanlige daglige forbrug kom på tale. I protokollen kan man konstatere at intet - heller ikke fremover - kom til at gå til uddannelse, alt kom til at gå til de daglige udgifter på nær nogle få undtagelser, som jeg vil nævne i et senere afsnit.
Morten og Maren Jakobsens børn havde alle gået i De stærke Jyders privatskole, men dette blev der nu heller ikke længere råd til - børnene blev flyttet over i den almindelige kommuneskole.

Kort tid efter diskuterede komiteen amtmandens udkast til vedtægter for fonden. Udbetalingerne fra de indsamlede midler lignede mere og mere almindelig socialhjælp, og sognerådsformand Ovesen stillede da også på mødet forslag om, at komiteen blev nedlagt, og pengene overdraget til det sociale udvalg i Løsning.

Man enedes om at rette en forespørgsel til de store hovedstadsblade (Nationaltidende, Berlingske Tidende og Politiken) samt til de 2 enker for at høre, hvad de mente om dette forslag. Nationaltidende og Politiken svarede, at de havde givet beslutningsansvaret til komiteen, mens Berlingske Tidende svarede, at de "finder det rigtigst at Midlerne bestyres af en selvstændig Komite, da disse jo ikke skal anvendes efter helt de samme Regler som Social-Undersøttelse." 
Ingen af enkerne havde lyst til at komme under administration af det sociale udvalg. De ønskede begge, at det fortsat var komiteen, der administrerede pengene. Jeg ved ikke, hvad man skal lægge i, at det ikke er Maren Jakobsen selv, der har formuleret sit ønske i erklæringen - det ligner mest af alt pastor Jeppesens håndskrift med Maren Jakobsens underskrift, men på dette tidspunkt er Maren Jakobsen også stadig ramt af en dyb depression, ligesom hun er fysisk syg og afkræftet, hvilket jeg har fortalt om i artiklen Familien i Løsning efter togulykken 1935 (link) 
Der er dog ingen tvivl om, at enkerne har syntes, at det var slemt nok at være underlagt komiteens beslutninger, men at skulle ind under det sociale udvalg i Løsning var direkte ydmygende. 
Maren Jakobsen ønskede ikke at komme under administration af det sociale udvalg
Arkivleder på lokalarkivet for gl. Hedensted Kommune, Svend Erik Mortensen udtalte i Horsens Folkeblad d. 4. jan. 2017 "At miste en forsøger dengang var en katastrofe. Der var ikke megen social hjælp. Eneste mulighed var at ”gå på sognet” med hatten i hånden, men det var en stor skam. Et par år efter ulykken overvejer komiteen at lade administrationen af midlerne overgå til ”Det sociale udvalg”, men det frabeder begge enker sig på det bestemteste."

Først et år senere - sidst i november 1937 - blev der samlet op på avisernes og enkernes tilbagemeldinger omkring, hvem der skulle administrere Hjælpefonden. Komiteen fandt det rigtigst, at dens medlemmer fortsatte med at administrere fonden, men borgmester Ovesen udtrådte af komiteen, og hans underskrift var dermed ikke at se flere gange i protokollen. 
Herefter fortsatte komiteen med at udbetale til enkerne indtil alle penge var udbetalt omkring årsskiftet 1956.

"Familien Jakobsen var nabo til Zederkofs Skole og Knud Zederkof husker, hvordan hans far den første i måneden altid gik hen til Maren Jakobsen med en kuvert med penge". (Citat fra Horsens Folkeblad d. 4. jan. 2017)

Komiteen fik nu omsider (sidst i november 1937) selv formuleret den endelige fordeling af midlerne mellem de 2 familier på det resterende beløb på  37.192 kr. inkl. renter, hvor ikke kun beløbene til børnene var nævnt, men også beløbene til enkerne, som fik et ens beløb på nær 1 øre.
Morten Jakobsens børn og enke fik tildelt: 14.664 kr. + 7.764 kr. 22 øre = 22.428 kr. 22 øre.
Hald Olesens børn og enke fik tildelt 7.000 kr. + 7.764 kr. 21 øre = 14.764 kr. 21 øre.
De 2 enker med familier fik herefter hver deres konto, og når den var brugt, var der ikke mere at udbetale til den enke, der havde brugt sit beløb. 
At beslutningen var trukket ud skyldtes formodentlig også, at amtmand Valløe var afgået ved døden i løbet af året, og den nye amtmand havde ikke vist interesse for sagen endnu - måske gjorde han det heller aldrig? 

Hjælpefondens udbetalinger til enkerne de første 2 år

Lad os nu kigge lidt på, hvordan komiteen valgte at udbetale det indsamlede beløb til enkerne og deres børn.
Regnskabsåret i 1930'erne gik fra april til april, og derfor blev det første årsregnskab nedskrevet i protokollen for Hjælpefonden d. 31. marts 1936, knap 5 måneder efter ulykken. Alle udbetalingerne i disse måneder kan ses på et foto nederst på siden (klik på fotoet, så bliver det større og tydeligere), mens jeg her har prøvet at samle udgifterne lidt:

  • 269,39 kr. til at dække udgifter i forhold til begravelsen. Både regninger for de 2 enker, men også specielle udgifter i forhold til selve begravelsen, som f.eks. 50 kr. til betaling for højtalere, et beløb som statsbanerne vel retteligt skulle have betalt. Den største del af de 269,39 kr. var dog blevet brugt til indkøb af tøj til begravelsen til de 2 familier
  • 157,37 kr. var brugt til sengetøj til Morten Jakobsens enke. Bl.a. var min mor, datteren Mary, blevet nødt til at rive et lagen i stykker, da hun måtte ud af sengen for at købe gravsten (Forklaring til disse punkter, læs: Familien i Løsning efter togulykken 1935)
  • 655 kr. i alt var der blevet udbetalt til hver af enkerne til forbrug. I de første 4 måneder blev der udbetalt 200 kr. om måneden til hver families forbrug, men i den sidste måned, marts 1936 blev der kun udbetalt 155 kr. til hver familie
  • 150 kr. til prioritetsrenterne på Maren Jakobsens hus på Elmevej. Egentlig var der på et møde i dec. 1935 besluttet, at "Morten Jakobsens enke skulle have udbetalt ca. 622 kr. til at betale en gæld, når der forelå fornøden dokumentation for det skyldige beløb". Det ser dog ud til, at hun kun fik udbetalt de 150 kr. af de 622 kr., så hun kunne betale renterne af prioritetsgælden i ejendommen på Elmevej. Beløbet fik hun udbetalt, fordi renterne skulle betales i december, og Morten Jakobsens private ulykkesforsikring kom først til udbetaling i februar, og resten af de 622 kr. blev formodentlig betalt af Ulykkesforsikringen. (NB! Læs mere om Ulykkesforsikringen i artiklen om familien i Løsning efter togulykken 1935)

Fra 1. april 1936 til den 1. april 1938 - 2 år senere - blev der udbetalt 155 kr. pr. familie pr. måned i de første 4 måneder, mens der de efterfølgende 20 måneder kun blev udbetalt 100 kr. til hver familie pr. måned. Dog blev der udbetalt ekstra 50 kr. til hver familie i november 1936 uden forklaring, mens den eneste ekstrabevilling, der omtales, er 100 kr. ekstra i december 1937.
Der blev altså udbetalt et lige stort beløb til hver familie pr. måned, hvilket betød, at der ikke blev taget hensyn til, at der var en uarbejdsdygtig enke og flere munde at mætte i familien Jakobsen, at der var renter på lån og reparationer på huset. I påsken 1937 kom Gudrun Jakobsen hjem fra sin plads på grund af sygdom, og var hjemme de 2 næste år indtil hun døde. Det fik ingen indflydelse på, hvor meget der blev udbetalt. 
Der blev heller ikke blev betalt ekstra til familien Hald Olesens husleje.
Måske blev erstatningen fra Morten Jakobsens private ulykkesforsikring brugt til at supplere de 100 kr. om måneden i familien Jakobsen i disse år, for i protokollen var der i januar 1936 noteret: "Der maa udbetales 200 Kr. pr. Maaned til hver af de to Enker, saa længe de ikke har anden Indkomst at leve af". Fru Hald Olesen tjente lidt ekstra ved at sy for andre, hvilket hun dog næppe har tjent ret meget ekstra ved. 65-års fødselsdag i Løsning

Familiens reaktioner på komiteens arbejde

Det er ikke mærkeligt, at mor (Maren Jakobsens datter Mary) var rasende på komiteen, for lige meget hvor store udgifterne var i de enkelte måneder, blev der alligevel ikke udbetalt mere end de 100 kr. om måneden til hver familie. Mor klagede f.eks. over, at de ikke engang fik ekstra til jul, men måske var det derfor, der i 1937 - som eneste ekstra bevilling - blev udbetalt 100 kr. ekstra til hver familie i december måned. Mor syntes komitemedlemmerne var gerrige og fuldstændig satte familien under administration. F.eks. var hun vant til, at der blev bagt hver fredag, både franskbrød, boller og kage, der skulle nemlig gerne være et stykke kage, når de ældre søskende kom hjem om søndagen. De ældre søskende var begyndt at komme hjem med kærester, så der kunne godt være op til 20 samlet om søndagen. Sådan noget laver man jo ikke lige om - heller ikke selv om komiteen ville have det. Mor bagte stadig boller og enten bedstefarkage eller sandkage, så hver fredag måtte én af de små holde udkig efter fru Jeppesen, så de kunne skynde sig at stille det ene hold brød ind under sengene, hvis hun kom. I præstehjemmet fik de et stykke rugbrød til eftermiddagskaffen, så det kunne de også passende spise i mors familie. Fru Jeppesen havde 2 tjenestepiger, men hvis en af dem var syg, så blev der sendt bud efter mor. Hun fik så en kop kaffe og ½ stykke rugbrød med marmelade for at gøre rent og vaske gulve en hel formiddag. Hun skulle passe deres børn, når de var i byen og hjælpe i haven mm. Det var kun fru Jeppesen, mor var så gal på, ikke pastor J. M. Jeppesen, som hun meget bedre kunne lide, og som ovenfor skrevet, var fru Jeppesen slet ikke med i komiteen, men gift med pastor Jeppesen, der var både formand og kasserer i komiteen. 

Mor syntes også at børneværnets formand, urmagerens kone, fru Ina Bengtson og lærerens kone, fru Kirstine Zederkof, kom og stak næsen i alt. Og lærer Jens M. Zederkof betragtede det som en selvfølge, at mor skulle hjælpe dem med alt muligt uden at få andet end nogle få ører sidst på sommeren. Mor sade: ”Vi plukkede deres bær, de havde en forfærdelig masse, og lavede konserves til dem, så det var færdigt, når de kom hjem fra deres sommerferie. De sagde, at vi endelig bare selv skulle tage af bærrene, men det ville min mor (Maren) ikke have, for hun ville ikke have, at vi skulle have skyld for at have taget noget, der ikke var vores”. 

Komiteens arbejde blev aldrig noget min mor kom til at respektere. Hun var meget selvstændig og godt udlært i at klare en husholdning hjemmefra. Hun syntes, det var frygtelig ubehageligt at skulle gå tiggergang hen til urmagerens kone, når de en måned havde behov for lidt flere penge end normalt. Det var åbenbart formanden for børneværnet, hun skulle gå til og ikke pastor Jeppesen, som var kasserer i komiteen. Mor brød sig ikke om komiteens indblanding. 
Det var et stort ansvar at lægge på skuldrene af en pige, der trods alt kun lige var fyldt 16, da katastrofen skete. Hun var nødt til at blive meget hurtig voksen. Hun skulle både passe jord, husdyr (2-3 køer, 1 gris og høns) og passe sine mindre søskende og sin mor. Der var heldigvis ikke så meget landbrug, der skulle passes, og naboerne Kristen Thygesen og lærer Zederkof viste dem, hvordan de skulle gøre og hjalp dem med at pløje og så det første år. Roerne klarede børnene selv. Efter et stykke tid blev dyrene dog solgt og jorden forpagtet ud.
Komiteen, der jo også repræsenterede børneværnet, blev naturligvis nødt til at holde øje med en familie, hvor så mange mindreårige børn stod uden forsørger og havde en mor, der ikke kunne tage sig sammen til noget som helst. 

Fondens eneste noterede ekstrabevillinger 

Tilbage til komiteens udbetalinger til familierne. I marts 1938 udtrykte fru Hald Olesen ønske om at bygge et beboelseshus. Familien havde indtil da boet til leje. Da komiteen på dette tidspunkt netop var blevet enige om fordelingsnormen mellem de 2 familier, ville en sådan bevilgning betyde for fru Hald Olesen, at hun fremover ikke ville få så store månedlige udbetalinger, hvis de skulle slå til ret længe. Komiteen må alligevel have kunnet se fordelene ved at hun fik sin egen bolig, i hvert fald fik fru Hald Olesen bevilget 3.000 kr. af komiteen til dette formål, som dog skulle tilbagebetales til hjælpefonden, hvis hun på et tidspunkt solgte huset. Familien Hald Olesen fik derefter udbetalt de 3000 kr. i juli, men de slog åbenbart ikke til, for i september 1938 blev der udbetalt 5.000 kr. ekstra til byggeriet.

Fra regnskabsårets start april 1938 blev udbetalingerne nu ændret, så der blev udbetalt lidt mere til Maren Jakobsen end til fru Hald Olesen, som jo har fået mange penge udbetalt til huset. Maren fik i dette regnskabsår udbetalt i alt 1.775 kr. mod 1300 kr. året før. Fru Hald Olesen fik 1.200 kr. + de 8.000 kr. til byggeriet mod ligeledes 1.300 kr. året før.
I oktober samme år blev Maren Jakobsens søn, Børge Jakobsen, konfirmeret, men der blev dog ikke udbetalt mere i anledning af konfirmationen i oktober, end der var blevet udbetalt i april og juni samme år, og konfirmationen blev ikke nævnt i protokollen. Til gengæld blev der i oktober (samme måned) bevilget 200 kr. til Maren Jakobsen til indkøb af udstyr til Olga, som skulle giftes 3 år senere i 1941. Pengene kom først til udbetaling i oktober 1941. Kvitteringen på det købte udstyr kan ses på et billede nederst på siden ligesom komiteens beslutninger omkring dette bryllup og udbetalinger til fru Olesens hus også kan ses nederst på siden.

De eneste 3 ekstrabevillinger, der blev givet og noteret i protokollen herefter, var: 100 kr. til Hald Olesens søn Arthurs konfirmation i 1941, 250 kr. til Maren Jakobsens datter Dagny Jakobsens bryllup i 1944 og 250 kr. til min mor Mary Jakobsens bryllup i 1945.
Af grunde, der ikke er forklaret i protokollen, tilbagebetalte fru Hald Olesen 3.500 kr. til Hjælpefonden i februar 1949. Maren Jakobsen tilbagebetalte 325 kr. til fonden i juni 1943

Husk du kan læse videre om togulykken og om familien Jakobsen efter togulykken i disse to artikler (link): Togulykke 1935 og (link): Familien i Løsning efter togulykken 1935


Kilder

"Protokol for komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens efterladte", på lokalarkivet for Gl. Hedensted Kommune i Løsning
 Korrespondancen fra amtmand Knud Valløe i Vejle til komiteen i 1936. Lokalarkivet for Gl. Hedensted Kommune i Løsning
Politiken 10. nov 1935
Breve fra Nationaltidende, Berlingske Tidende og Politiken. Januar 1937. Samt endnu flere dokumenter på Lokalarkivet for Gl. Hedensted Kommune i Løsning
Horsens Folkeblad og Vejle Amtsavis i tiden efter ulykken.
Ingrid Trier, Horsens Folkeblad. 3. januar 2017. Den dag toget gjorde 20 børn faderløse.
Ingrid Trier, Horsens Folkeblad. 4. januar 2017. Kravlede op på mors knæ og tørrede tårerne bort.

Især min mor, Mary Rishedes erindringer, men også lidt hendes søskendes


© Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net . For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst, I kan finde mine kontaktoplysninger på dette link: hjem

Klik på billederne herunder, så bliver de større og tydeligere

Hjælpefonden bevilgede 200 kr. til udstyr til Olgas bryllup
Bevilget beløb fra hjælpefonden til enkerne efter togulykken
 Sidste udbetaling fra Hjælpefonden til Maren Jakobsen. Dec. 1955
Ekstrabevillinger fra hjælpefonden til de 2 familier