Nørrebusk

Slægtsminder fra 1800-tallet på Nørrebuske, Bredal Mark, Lysholt, Vejle 
  - og forbindelsen fra den fynske vækkelse til De stærke Jyder

Morten Jakobsen, Løsning

Nørrebusk er den gård min morfar Morten Jakobsens mor Hansine Klausen (20/1 1865 - 27/4 1894) stammede fra. Hun var Jakob Mortensen Jakobsens første kone. Hansine og Jakob boede Toftegårdsvej 25, Solskov Mark i Øster Snede sogn i det hus, der kaldes skorstensfejerhuset. Jakob Mortensen Jakobsen var skorstensfejer og tækkemand.
I slægtsskemaet nederst på siden ses slægtsforholdet. Hvis man trykker på skemaet, bliver det større og tydeligere. Tallene i teksten henviser til, hvor personerne findes i skemaet.

Peder Klausen fra Ulkjær på frierfødder

Engang først i 1800-tallet skulle Peder Klausen Nr. 4 i anelisten nederst  fra Ulkjær i Sindbjerg sogn finde sig en kone med penge. Det skulle han for at kunne arve forældrene Claus Bertelsen3 og Mette Pedersdatters3 gård i Ulkjær, Sindbjerg sogn og samtidig give arveafgift til sine søskende Secilia, Johanne og Maren Clausdatter (måske flere). Dengang var det ikke almindeligt at forgælde gårdene.
Peder Klausen havde haft sorte kopper, og var frygtelig vansiret i ansigtet, og man sagde om ham, at han var grim og ikke kunne få sig en kone med penge.  Alligevel gik han over på gården Nørrebusk (- også kaldet Nørrebuske) for at fri til Karen Mikkelsdatter4.
På kortet nederst på siden ses Nørrebuske på Bredal Mark -nord for Store Lysholt og sydvest for Bredal Vestermark i Vejle Amt. Mellem Haderslevvej og Sysselvej – syd for Stiftsvej. Nørrebuske eksisterede indtil omkring årtusindskiftet.

Karen Mikkelsdatter på Nørrebuske, Bredal Mark, Engum sogn

Nørrebusk

Sidst i 1700-tallet og først i 1800 tallet boede Anders Steensen og Mette Christensdatter på Nørrebuske. De havde ingen børn og tog derfor den lille pige, Karen Mikkelsdatter, til sig, da hun var 2 år. Mette Christensdatter havde båret Karen over dåben i Grejs d. 15. feb.1801. Karen var datter af skrædder og husmand med jord Mikkel Sørensen og Maren Kristensdatter10 i Grejs, og til hendes barnedåb blev der skrevet i kirkebogen:
"Havde Michel Sørensen, Skrædder og hustru Maren Christensdatter af Greis en datter til Daabens Confirmation navn Karen af 1. ægteskab, som blev baaret af Anders Steensens kone Mette Christensdatter, Brunsodde. Gudmoder: Hans Madsens datter Ane i Ulkjær. Faddere: Søren Christensen, Holtum11, Anders Michelsen og Maren Povelsdatter, Grejs". 
Da Karen flyttede over til Anders Steensen og Mette Christensdatter på Nørrebuske, var hun Mikkel og Marens 3. barn. De havde allerede fået Christen i 1796 og Else Cathrine i 1797, og efter Karen fik de endnu 2 børn, nemlig Søren i 1803 og Hans i 1806. Hvorfor de valgte at give Karen væk, vides ikke, men måske var pengene ikke så store i familien, og måske ville de hjælpe den barnløse Mette Christensdatter, som højst sandsynlig var Karens moster. 

Karens plejefar, Anders Steensen, blev meget glad for den lille pige. Når han om morgenen spiste sin øllebrød, levnede han noget i skålen til Karen, kaldte på hende, hvorefter hun straks sprang op til ham og spiste ”æ øllebrød”. Mette sagde så: ”Ka do da ett læ e Båen sow?”  (Kan du da ikke lade barnet sove?)  
      
Man havde dengang ikke noget komfur. I stedet havde man muret en forhøjning, hvori der var et hul med en rist over. Der fyrede man og kogte maden. Skorstenen begyndte ved loftet, den var bred og helt åben. Det kunne både regne, hagle og sne ned igennem den. Der var altid meget aske på forhøjningen, som man kaldte skorstenen, eller længere tilbage i tiden ”arnen”.  Om aftenen lagde man tørv i den varme aske, så gik der ild i den i løbet af natten. Var det ikke lykkedes, måtte man hen til naboen for at låne ild. 
Der på skorstenen satte konen den lille Karen, når hun skulle til Vejle for at sælge smør. Hun låste døren, så Karen ikke kunne gå ud i en af de mange vandgrave. Der kunne Karen så sidde og lege i asken, som børn i vore dage leger i sand.

Karen voksede op. Hun var høj, tynd og mørkhåret og ret som et lys. Hun blev vaccineret i 1810 og konfirmeret i Engum kirke i 1815 med karakteren god. Plejeforældrene døde og Karen var selv blevet ejer af Nørrebuske, da Peder Klausen kom for at fri til hende.

Peder Klausen og Karen Mikkelsdatter - tro og overtro

Karen var meget i vildrede, da Peder kom for at fri. Skulle hun sige ja eller nej? men hun sagde ja. De blev gift d. 28. sept. 1822, da Karen var 22 år. Hun fortalte siden, at hun tænkte ved sig selv: Kan jeg ikke holde ud at se på disse stygge ar, kan jeg da vel blive skilt.
Men ægteskabet blev vist lykkeligt, og der blev født 6 børn: 
Mette Marie, Maren, Klaus Pedersen, Anders Pedersen, Johan Pedersen og Mette Katrine (Trine). 

Peder Klausen (9/5 1790-1855) og Karen Mikkelsdatter (15/2 1801- 7/3 1888) hørte til De stærke Jyder
"I 1842 søgte gårdmand Peder Clausen og husmand Niels Mortensen, Bredal Mark, Engum sogn, Hatting Herred skolekommissionen i Øster Snede om tilladelse til at sende deres børn i den private skole i Gl. Sole. De fik tilladelsen". (kilde: Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede IV Bind. De ældre jyske vækkelser)
Jeg ved ikke, om de benyttede sig af den, men da der kun var 4-5 km til Gl. Sole, kan børnene godt have gået i skole der og alligevel være blevet boende i Bredal. Mærkeligt er det dog, at Niels Mortensen underskrev den 2. adresse om Pontoppidanforklaringen til kongen i 1835 i Bredal, mens han underskrev den 3. i 1839 om ritualændringerne i Øster Snede. I folketællingerne bor han dog på Bredal Mark i både 1834, 1840, 1845 og 1850. (Læs om adresserne længere nede på siden). Peder Klausen underskrev ikke nogen af de 3 adresser i 1834, 1835 og 1839. 

Klaudine Maria  (født Klausen) og Peter Andersen Klaudine var kilde til denne historieOldebarnet Klaudine Maria, hvorfra det meste af disse erindringer stammer, fortalte om Peder Clausen og Karen Mikkelsdatter:
”Oldemor Karen og oldefar Peder Klausen var af de opvakte. Alle deres børn blev ved den sande tro, og næsten alle børnebørn og oldebørn og en del tipoldebørn.  
Oldemor Karen var samtidig meget overtroisk. Når nytårsny (dvs. den første nymåne efter nytårsdag) stod på himlen, gik hun ud i gården med et stykke rugbrød, en salmebog og hendes pung med penge i, lod månen skinne på det, hvorefter hun sagde: Nu kommer jeg ikke til at savne hverken Guds ord, dagligt brød eller penge i dette år. 
Lagde hun madvarer, der var for lange eller for brede fra sig i spisekammeret, gjorde hun et kors-tegn over det, der rakte ud over hylden, for ellers måtte nisserne tage det.
Karen fortalte om nisserne, at de engang havde stue lige nedenunder en dejlig kalvebås i nøssen (kostalden), og når kalvene lod vandet, løb det ned på nissernes bord, hvorefter nisserne gik op og slog kalvene ihjel. Så måtte båsen flyttes."
Peder Klausen og Karen Mikkelsdatters ældste søn, Klaus Pedersen5, arvede Nørrebuske, mens de 2 andre sønner hver fik en gård på Bredal Mark.  

Karen boede endnu i 1880 hos sønnen på Nørrebuske, men de sidste år levede hun hos den ældste datter Mette Marie, der var gift med gårdejer Morten Jensen, Solskov Mark i Øster Snede sogn. Her døde hun i 1888 og blev begravet på Øster Snede kirkegård.

Maren Hansdatter - fra den fynske vækkelse til De stærke Jyder

Klaus Pedersen blev forlovet med en pige fra Fyn, der tjente i Bøgballe i Øster Snede sogn. Hun hed Maren Hansdatter5 (9/3 1824 – 24/4 1875) og var født i Vandkjær (Vandkjærhusene), Sdr. Højrup på Fyn. Hun var datter af selvejergårdmand og ritmester Hans Rasmussen13 og Ane Hansdatter13
Ane Hansdatter blev døbt d. 11. maj 1783 i Nørre Søby på Fyn. Hendes far (Maren Hansdatters morfar), Hans Christensen15, var fæstebonde i Søbye By under herregården Søbysøgaard, der på det tidspunkt ejedes af Axel Rosenkrantz. I fæstebrevet  dateret d. 10. sept. 1781 er det noteret, at han overtog fæstet efter den tidligere fæster Rasmus Jørgensen, der var død året før. Hans Christensen var få måneder tidligere blevet kasseret ved session for at være "utienstdygtig til Hans Kongl. Mayst. Tienneste". Nu blev han så i stedet fæster af en gård i Søbye By og samtidig overtog han den tidligere fæster Rasmus Jørgensens kone, enken Maren Larsdatter15 og sønnen Jørgen Rasmussen. Hans Christensen og Maren Larsdatter blev gift i 1782 efter at have været trolovet siden 12. januar 1781, altså længe inden fæstebrevet var ført i fæsteprotokollen. 

I 1800 - som 45-årig - måtte Hans Christensen afstå fæstet i Søbye igen på grund af "fattigdom og andre uheldige omstændigheder". Dette blev indskrevet i Søbygaards skifteprotokol ved skiftet d. 25. august, ved hvilken lejlighed han selv, konen Maren Larsdatter, stedsønnen Jørgen Rasmussen, døtrene Ane, Maren, Marie og Dorthe Hansdatter var til stede, samt børnenes værger. Ved skiftet fordeltes indbo m.m. mellem børnene og Hans Christensen og Maren Larsdatter, og alle skrev under i protokollen. Der blev i skiftet ikke forklaret nærmere, hvad "de andre uheldige omstændigheder" dækkede over. 
For den 17-årige datter Ane havde aftalen i skifteprotokollen store konsekvenser, hun var nemlig en del af "handlen", da det samtidig blev noteret, at hun skulle giftes med den nye fæster, Christen Hansen fra Vejle. Sådan kom det dog ikke til at gå. Der gik ikke mange dage, inden fæsteaftalen blev trukket tilbage i enighed mellem den gamle og den nye fæster. Var det fordi enten Ane Hansdatter eller Christen Hansen alligevel ikke ville giftes? Det vides ikke, men i hvert fald blev aftalen om ægteskabet samtidig trukket tilbage.
Allerede den 11 september 1800 blev der skrevet en ny fæstekontrakt, denne gang med Jacob Rasmussen Grom, og da han allerede var forlovet, indgik Ane ikke i denne aftale. 
Hans Christensen og Maren Larsdatter fik lov til at blive boende på gården som indsiddere (FT 1801), helt indtil de begge døde i 1833, hvilket højst sandsynligt har været et fattigt og nedværdigende liv. Også Hans' far - altså Marens oldefar - fik i kontrakten tilsagn om at få stillet et værelse til rådighed uden betaling resten af livet hos sønnen og svigerdatteren. Hans' far var tidligere husmand og murer Christen Bendixen16. I FT 1801 var Christen Bendixen 79 år gammel og levede af almisse fra godset, og han var ganske rigtigt registreret med samme bopæl som Hans Christensen og Maren Larsdatter og en endnu hjemmeboende datter.

Ane var som ung kommet ud at tjene på herregården Nordskov, Gestelev Sogn i nærheden af sit barndomshjem, og i 1807 fik hun sit første barn - udenfor ægteskab. Om datteren, Ane Marie Nielsdatter, står der i Nr. Søby Kirkebog 1755-1814: "1807, 20. (eller 26.) Sept. blev Ane Hansdatters liden Datter Ane Maries den 21de skeete Hiemmedaab bekiendtgiort i Søbye Kirke. Fadderne, fra Bramstrup Jacob Rasmussens hustru, Niels Lumbye, Peder Hansen og Jens Madsen, alle af Søbye. Udlagt til barnefader Niels Jacobsen, Bramstrup Mølle." Tilføjet: "Ovennævnte har uden things (?) under Lovens Ed fralagt sig at være Barnefader." 
Det har nok ikke været særlig rart for Ane, at faderen ikke ville vedkende sig faderskabet, og historien melder ikke noget om, hvordan denne uenighed endte, men d. 30. april 1815 blev Ane Hansdatter13 og ungkarl Hans Rasmussen13 "af Rynkebygård" (en herregård i Ringe Sogn) gift. Vielsen foregik "hjemme" efter bevilling af 6/4 1815, hvor der står at "begge have havt Børnekopper bleve med Attester bevidnet".  Forlovere var: Majorerne Seested og Bruun, hvilket nok hænger sammen med, at Hans Rasmussen i en folketællingsliste kaldes "National Rytter" og hele livet bar tilnavnet "Ritmester", hvilket var en rytterfører for ryttersoldaterne, dvs. unge karle på landet, som med kort varsel kunne indkaldes til hæren, og som mødtes ugentlig for at eksercere og holde træningen ved lige. Som sagt var han også selvejergårdmand. Efter brylluppet købte de en gård i Sdr. Højrup. 
 
10 år senere, kun 1½ år efter Marens fødsel, døde hendes far i Korsør på vej hjem fra København d. 30. oktober 1825, 50 år gammel. I kirkebogen for Sdr. Højrup skrev præsten:
"død og jordet i Korsøer på hjemrejse fra København som kvægdriver efter attest fra sognepræsten i Korsør af den 5. november i 1825".
I skifteretsprotokollen for Vindinge herred stod der: 
"År 1825 den 16. november modtog skifteretsforvaltningen en skrivelse fra kammerjunker og byfoged Carstenskjold i Corsøer, hvormed han i henhold til sin skriftlige anmeldelse af 30. f. Md. ang. kvægdriver Hans Rasmussen af Højrup, hans dødsfald samme steds, fremsender udskrift af skifteprotokollen, den afholdte registreringsforretning betræffende, samt en pose med de registrerede klædningsstykker m.v. tillige med regning over udgifterne ved den afdødes begravelse, med begæring om at erholde dem erstattet af boet. Skifteretten, efter at have fremlagt og attesteret de førnævnte 2de skrivelser samt besigtigelse af benævnte poses indhold, hvilket stemte med undtagelse af det i samme nr. 11 registrerede par træsko, som ej forefandtes."
I skifteprotokollen nævnes børnene: Rasmus (f. 1810), Hans (f. 1816), Niels (f. 1818), Kirsten (f. 1821) og Maren (f.1824) men ikke Anes datter, Ane Marie.

Ane Hansdatter giftede sig igen efter Hans Rasmussens død i 1826 med husmand under Rynkebygaard herregård Hans Hansen på Høierup Mark i Sdr. Højrup. Hans Hansen kom derfor til at fungere som stedfar for Maren.

Da Maren Hansdatter blev konfirmeret 22. april i 1838, stod der i anmærkningsrubrikken i kirkebogen: ”Kundskaber: vel oplyst. Forhold: upåklageligt. Hendes Karakteer har jeg ikke til fulde kunnet udgrunde.”  Måske var det faldet præsten for brystet, at Maren var et vakt menneske. Slægtshistorien fortæller, at den lille Maren var blevet vakt, da hun var 10 år gammel, dvs. omkring 1834. 

Hvor man om De Stærke Jyder kan sige, at det var en meget lokal bevægelse, der var koncentreret på Horsens-Vejle kanten og ikke bredte sig meget ud over de sogne, hvor den først havde fået sine tilhængere, var den fynske vækkelsesbevægelse meget mere missionerende. 
Vækkelsen på Fyn begyndte i 1820'erne omkring Kerteminde, hvor der var en lille kreds af pietistisk-herrnhutisk vakte. Herfra bredte vækkelsen sig til det meste af Fyn, Langeland og Ærø.  
Forsamlingsbevægelsen på Fyn havde en stærkt voksende tilslutning mellem 1830 og 1850. Det var en tid, hvor der skete meget inden for både kirke og stat og vigtige spørgsmål nåede i en hel anden grad end tidligere ud til debat i landet – og dermed også i de gudelige forsamlinger. 
Stænderforsamlingerne blev oprettet først i 1830’erne. Amtsråd og sogneforstanderskab gav noget kommunal selvstyre først i 1840’erne. Brydningerne mellem tysk og dansk ender i 3 årskrigen og endelig er der enevældens fald i 1848 og Danmarks Grundlov i 1849. 
Vækkelserne kan ses som del af den uro, der førte til enevældens fald og Grundloven. (Se også under ”De stærke Jyder”)
Midt i alt dette vokser forsamlingsbevægelsen på Fyn, og samtidig med at den vokser, optræder den også mere samlet imod myndighederne. Man enes f.eks. om at underskrive de såkaldte adresser om religiøse emner til stænderforsamlingerne og kongen i 1834, 1835 og 1839. 
Adressen i 1834 drejede sig om sognebåndsløsning, dvs. borgernes frihed til at søge formel tilknytning til en anden præst end deres egen sognepræst, især vedrørende dåb, nadver og konfirmation. 
Adressen i 1835 var en anmodning om, at den pietistiske præst, Erik Pontoppidans forklaring fra 1738 til Luthers lille katekismus skulle være grundlaget for skole- og konfirmandundervisningen. (202 underskrifter på Fyn) 
Adressen i 1839 drejede sig om ritualændringerne i kirken, idet biskop Mynster var blevet bedt om at udarbejde forslag til forandringer i det gældende kirkeritual. Især to ændringer gav protester, det var ændringerne i ritualerne ved dåb og nadver. Ved dåben skulle præsten begynde: ”Daabens hellige Pagt er denne” og derefter fremsige forsagelse og trosbekendelse og derefter spørge: ”Vil du på denne tro være døbt?” Ved nadveren skulle der siges: ”Dette er Jesu Kristi Legeme” i stedet for ”Dette er Jesu sande Legeme”. Specielt ændringerne i dåbsritualet vakte modstand, bådé hos opvakte lægfolk og hos mange gejstlige. Der indkom så mange protester mod ritualændringerne, at de blev opgivet.
Indtil omkring 1840 stod den fynske vækkelsesbevægelse nogenlunde sammen, hvorefter den begyndte at udskille sig i en grundtvigsk og en pietistisk præget retning - ligesom andre steder i landet. En udskillelse, der i 1860'erne endte som henholdsvis Grundtvigianismen og Indre Mission.
Én af de mest aktive fynske lægprædikanter i den fynske vækkelsesbevægelse i 1830'erne var Peter Larsen Skræppenborg. Han kom til at betyde rigtig meget for Maren Hansdatter. 
Peter Larsen Skræppenborg havde som ung giftet sig til gården Skræppenborg i Brylle nær Odense, som han drev med stor dygtighed på trods af landbrugskrise. På gården holdt han flere gudelige forsamlinger, men han rejste også rundt i landet og ledede lægmandsforsamlinger og udgav desuden vækkelseslitteratur. På hans rejser var han ofte i Jylland, specielt på egnen med De stærke Jyder, i det nordlige Vestjylland og på Mors. Han blev ofte arresteret og idømt bøder på grund af dette. 
Ofte forsøgte han at finde samarbejdsmuligheder med andre vækkelsesgrupper, selv om han måske ikke altid var helt enig i deres synspunkter. Han forsøgte også at få "en nøiere Sammensmeltning og Forening" med De Stærke Jyder. I dec. 1834 var 2 Pontoppidan-ansøgninger blevet afvist fra Øster Snede, i 1835 forberedte de en ny. Det erfarede Peter Larsen Skræppenborg på en Jyllandsrejse, og gav sig derefter til sammen med Anders Larsen, at arbejde på en tilsvarende fynsk adresse.  (Se ovenfor). Dette blev måske mere gjort for at hjælpe De stærke Jyder, som var meget overbeviste i deres mening om hvilke bøger, der skulle bruges til konfirmandundervisningen, og gerne holdt deres børn væk fra de præster, der brugte de "forkerte" bøger, også selv om det betød pålagte bøder med deraf følgende gårdkonkurser og fængselsophold. På Fyn var man mere afdæmpede. Man ville helst have sine børn undervist efter Pontoppidans forklaring, men lærere og præster skulle ikke tvinges dertil. Man ville gerne selv opsøge de, der frivilligt ville give denne undervisning - hvis bare kongen vil give tilladelse hertil. 
Peter Larsen Skræppenborg var én af de vækkelsesprædikanter, der havde mest ry af at være åben for nye indtryk, interesseret og diskussionslysten igennem sit virke - ikke kun blandt lægmænd, men også blandt teologer. 
Peter Larsen Skræppenborg betegner i øvrigt sig selv som ophavsmand til betegnelsen De stærke Jyder under et besøg i Bjerre Herred, hvor nogle fra bevægelsen sagde til ham:"Regeringen har Magt over vores liv og vort gods, men ikke over Guds ord. Her skulle vi lide for hvad de vilde bære paa" hvortil Skræppenborg kommenterer: "og dette troer jeg nok var Anledningen til, at jeg kom til at kalde dem de stærke Jyder"

Nørrebusk, Bedal Mark, Engum sognOg nu tilbage til familien. Som sagt skulle den lille Maren Hansdatter være blevet vakt som 10-årig i 1834. 
I Sdr. Højrup var der næsten ingen, der underskrev de to første adresser i 1834 og 1835, men i 1839 var 20 underskrivere. De tre af disse var Maren Hansdatter, hendes halvsøster Ane Marie Nielsdatter og hendes mor, Ane Hansdatter. Ingen af dem havde underskrevet de to første adresser. Marens stedfar, Hans Hansen, var som den eneste i huset på Højrup Mark ikke underskriver på nogen af adresserne. 

Maren flyttede til gården Skræppenborg i Tommerup Sogn den 18. april 1841. Denne gård blev ejet af Ole Peter Holm Larsen (1802-1873) - også kendt som Peter Larsen Skræppenborg (se ovenfor). Samme år, som Maren flyttede til Skræppenborg, flyttede Peter Larsen Skræppenborg til Dons nord for Kolding. 
Maren havde et svageligt helbred, og Peter Larsen Skræppenborg tog sig af hende og skaffede hende et godt hjem hos gårdejer Albert Christensen i Bøgballe, Øster Snede sogn (Folketælling 1845). De var ligesom Maren opvakt i den herrnhutiske retning. Det er her i Bøgballe, Maren bliver forlovet med Klaus Pedersen. (Note: De stærke Jyder var påvirkede af herrnhutismen – det ses også i en del af de åndelige sange, der findes i deres håndskrevne sanghæfter – men det lykkedes aldrig at få etableret en fast tilknytning – og Albert Christensens familie hørte til under De stærke Jyder, se artiklen Marens sang)

Klaus Pedersen og Maren Hansdatter på Nørrebuske

Klaus Pedersen blev født d. 30. april 1828, og som allerede nævnt arvede han Nørrebuske. Han var Peder Klausen og Karen Mikkelsdatters ældste søn. Han blev glad for Maren Hansdatter fra Fyn, som tjente hos Albert Christensen i Bøgballe, Øster Snede sogn. 
Mens Klaus var soldat på Fyn og Maren tjente i Bøgballe, ville hun gerne besøge ham. Hun fik også lov til at gå til Fyn, men ikke selv - der var én med hende. De besøgte soldaten – og sikkert også Marens familie. Da de skulle til Jylland igen, fulgte soldaten og én til gæsterne et stykke på vej, men da de nåede til Lillebælt, var der en frygtelig storm. Dengang var der ikke en rigtig færge, men blot en mand med en båd. Han blev kaldt en færgemand. Nu var vejret blevet så voldsomt, at ingen færgemand ville gå ud. Maren og hendes ledsagerske var meget ulykkelige. De skulle hjem. Omsider fandt de en dreng, der turde sejle dem over, men mangen gang var stormen så voldsom, at de troede, de druknede. De bad da meget til Gud i deres angst, og kom da også godt i land.

Peder Klausen og Karen Marie PedersenKlaus Pedersen deltog i 3-årskrigen og ansøgte derfor om en medalje, som blev bevilliget.
Klaus Pedersen, født 28. april 1828, deltog fra 5. januar 1850 til 8. april 1850 i 1. Artilleri Regiment, 2. Batteri, soldaternummer 70. Han var menig og blev ikke såret, men kom dog på lazaret i Slesvig og København. Blev ikke taget til fange. Hans stilling hjemme var gårdmand og hjemadressen var Klaus Pedersen, Bredal pr. Vejle. Bredal mark, Engum, Hatting herred, Vejle amt.

Efter soldatertiden blev Klaus og Maren gift d. 24. juli 1852 i Engum, Hatting, Vejle.

De fik 6 børn: 
1. Karen Klausen (4/1 1854 – 5/6 1910) ~ Johannes Jørgensen. Gård på Grejs Mark
2. Ane Klausen (31/1 1856 - 15/8 1948) ~ Morten Jørgensen. Væver og husmand i Grejs
3. Peder Klausen (18/3 1858 – 22/11 1919) ~ Karen Marie Pedersen. Overtog slægtsgården Nørrebuske.
    Det er Peder Klausens og Karen Marie Pedersens ældste datter Klaudine Maria Klausen (1/11 1883-23/6 1946), der har genfortalt det meste af disse erindringer. 
4. Ane Marie Klausen (30/4 1860 – 7/4 1940) ~¹ Niels Johan Jørgensen, Grejs Mark ~² Laurs Jørgen Jensen fra Grejs. Landmand i Solskov. 
5. Michaeline. Født 1862. Død 6 år gammel
6. Hansine Klausen (20/1 1865-27/4 1894) ~ Jakob Mortensen Jakobsen. (Min morfar Morten Jakobsens forældre)

3 af pigerne - Ane, Karen og Ane Marie - blev gift med sønner af gårdmand Jørgen Nielsen, kaldet ”doktor”, og Ane Dorthe (Dorthea) Mortensdatter fra gården Pladsbjerg på Grejs Mark. Det var sønnerne Johannes, Morten og Niels Johan.
Jørgen Nielsen og Dorthe Mortensdatter havde 8 børn. Jørgen Nielsen havde været gift 2 gange, men den første kone - Geertrud Marcusdatter, en 12 år ældre enke - blev fundet død i en mergelgrav på deres mark. Jørgen Nielsen arvede derefter Pladsbjerg, en gård med et hartkorn på 3 skpr., 2 fjdr., 2alb. Jørgen Nielsens anden kone, Ane Dorthe Mortensdatter, var 8 år yngre end ham, og hun blev mor til alle børnene - også de 3, der blev gift med døtre fra Nørrebusk.
Efter Jørgen Nielsens død gården udstykket til 3 af børnene. Ane fik 3 tdr. land, Johannes 2½ tdr. land og Niels Johan overtog selve ejendommen med ca.16 tdr. land.
(Ane Dorthe Mortensdatter stammede fra Charlottenlund i Hornstrup og var søster til Jakob Mortensen Jakobsens farfar, der også hed Jakob Mortensen)

Allerede mens børnene var små, blev Maren Hansdatter syg. Hun fik megen smerte i højre arm og skreg og jamrede sig meget i 2 døgn. Da de 2 døgn var forbi, fik hun ro, men da var armen meget hævet og sort. Den visnede langsomt væk. Hånden, som var hende til besvær, blev sat af og lagt i kirkegården 3½ år før hende. Under denne pine havde hun tabt mælet, det var meget strengt, da hun så ikke kunne sige dem, hvad der var i vejen, og hvormed de kunne hjælpe hende. De vågede altid ved hendes seng derefter, og tit var smerterne så voldsomme, at 2 havde nok at gøre med at tage den fråde, der stod om hendes mund. Men når smerterne lindrede, kunne hun nynne en salme, og på den måde love Herren.
Sådan lå Maren syg i 4 år, inden hun døde. Børnene led meget under deres mors lange og hårde sygdom. De største måtte hjælpe at våge, og sorgen over hendes lidelse gjorde dem tungsindige, så de græd mange gange hver dag.

Engang fik man en slem forskrækkelse på gården. Det var i 1864. Man havde et uopsætteligt ærinde til Vejle. Ane skulle gå derind, men folk havde fortalt, at østrigerne var kommet til Vejle. Ved nordvesthjørnet af gården stod et flere meter højt asketræ. Det havde en lodret stamme og en lille krone, der var flad for oven. Træet kendetegnede gården på lang afstand. Da de var bange for at lade Ane gå til Vejle, hvis østrigerne var der, kravlede Klaus op i asketræet for at se ned til Vejle, men dette opdagede en tysk forpost, og straks kom nogle soldater farende hen under træet, råbte og pegede op mod Klaus med bøsserne. Klaus kravlede straks ned. Han prøvede at forklare, hvad han var deroppe efter, men de forstod ikke dansk. Han blev da klar over, at de troede, han spionerede. De skældte ham voldsomt ud, ruskede ham i armen, holdt bajonetterne for brystet af ham, men livet lod de ham beholde.

Engang under Marens sygdom skete der noget spændende for børnene. Deres faster, Trine, tjente hos dem, og en dag kom en nabo med fart på ind over gårdspladsen. Han var helt forpustet. Hans ærinde var at sige til Trine, at hun i en fart måtte blive pyntet, for der kom en bejler. Bejleren skulle også se, hvad hun kunne lave, og så måtte hun til at bage pandekager. Da bejleren så kom, stod hun pænt i søndagstøjet og bagte pandekager. Han fik både en pandekage og et ja.

Maren Hansdatter døde d. 24. april 1875. Klaus Pedersen døde af kræft d. 1. april 1882.  Om Klaus Pedersen skrev Klaudine Maria: "Han havde, som sin hustru, søgt at frygte og elske Gud og forlade sig på ham, og i denne ånd og tanke oplærte de deres børn, og de levede og døde i denne sande tro til Gud og den, han udsendte, Jesus Kristus, og mange af børnebørnene er også blevet ved troen, og om Gud vil, at vi skal kende hinanden i opstandelsen, da bliver vi en stor familie".

Peder Klausen, søn af Klaus Pedersen og Maren Hansdatter

Peder Klausen var eneste søn af Klaus Pedersen og Maren Hansdatter og deres tredje barn. Han blev født d. 18. marts 1858.
Klaus Pedersen havde lovet Peder, Pi’e, som hans mor kaldte ham på sin fynske dialekt, at han, når han kunne følge ham en dag med høleen, måtte han få et lommeur. Da han var 17 år, var han så vidt, og da Klaus næste gang var i Vejle, kom han hjem med klokken, som det kaldtes dengang. Peder var meget glad for uret, og holdt det højt i ære. Han lukkede det aldrig op, og det gik bestemt i mange år. Engang havde han tabt det i dammen, og køerne, der var blevet vandet ved dammen, havde trådt det ned i mudderet. Da det kom frem i lyset 2½ time senere, gik det stadig og havde ikke mærket badet. Uret gik godt til Peder blev en ældre mand.
Da Peder var 18 år, skulle han engang til smed og have sko under hesten. Det var streng vinter, og nede på marken var vejen belagt med is. Hesten faldt, Peder kom under den og fik sit ene ben knust. Hesten gik mærkelig nok ikke hjem men hen til en anden gård. Der tænkte de, at den var løbet ud og ventede, at der ville komme én efter den. Der lå den ulykkelige mand i frost og kulde med et knust ben på is i flere timer. Først hen mod sengetid blev han kørt hjem. Det kostede Peder et år i sengen, og smerter i benet så længe han levede.
4-5 år senere blev Klaus Pedersen syg, og i foråret 1882 gav han sin eneste søn, Peder Klausen, ”Nørrebusk”. 14 dage efter døde han, 1. apr., 54 år gammel og blev lagt til hvile på familiegravstedet på Engom kirkegård d. 8. april. 
Peder Klausen blev gift med Karen Marie Pedersen, og det blev som sagt dem, der kom til at drive Nørrebusk videre, men den 16/3 1894 blev gården solgt til Johan Rasmussen i Grejs, og Nørrebusk var nu ikke længere i familiens eje. 
Peder Klausen med familie flyttede til et lille husmandssted i Grejs. Her døde han 22. nov. 1919.  

Husmandssted på Grejs Østermark

Karen Marie og Peder Klausen på husmandsstedets gårdsplads på Grejs Østermark. Her flyttede de til efter at have solgt Nørrebusk

Karen Klausen, ældste datter af Klaus Pedersen og Maren Hansdatter

Minde over Karen Jørgensen (f. Klausen) og Johannes JørgensenKaren Jørgensen (født Klausen) med børnKaren blev født d. 4. januar 1854. Karen var én af 3 søstre, der blev gift med sønner af gårdmand Jørgen Nielsen og Dorthe Mortensdatter fra gården Pladsbjerg på Grejs Mark. Karen blev gift i 1881 med sønnen Johannes Jørgensen, husmand på Grejs Mark.
Karen døde d. 5. juni 1910. Morten d. 10 jan. 1902.

Ane Klausen, datter af Klaus Pedersen og Maren Hansdatter

Ane Klausen blev født d.31. januar 1856 i Bredalkær. Hun var en dygtig pige og kunne læse, da hun var 4 år. Havde hun været en dreng, ville hun have været præst. Hun gik i privatskole - De stærke Jyders skole i Gammel Sole. Hun har været ude at tjene i Torup ved Hedensted. 
Ane var den anden søster, der blev gift med sønner af gårdmand Jørgen Nielsen og Dorthe Mortensdatter fra gården Pladsbjerg på Grejs Mark. Ane blev gift med sønnen Morten Jørgensen.
Morten blev væver og husmand, og Ane og han startede med et jordløst hus, men snart fik de et husmandssted i Kaglekær på Grejs Søndermark. 
Ane og Morten Jørgensens ejendom lå meget afsides, og da de tilhørte De stærke Jyder, skulle børnene ikke gå i den almindelige kommuneskole. Børnene blev hjemmeundervist af Ane og den ældste søn Klavs, og begyndte så først deres skolegang, når de kom ud at tjene. Både Ane og Morten arbejdede hårdt, dels på gården, hvor køerne blev brugt som trækkraft for markredskaberne, og dels ude. Ane gik bl.a. ud for at hugge brænde, hvor hun fik 10 øre pr. vognlæs. Morten arbejdede på herregården Aggersbøl, og det fortælles, at han om sommeren for 1 kr. om dagen arbejdede fra klokken 4 om morgenen, til det blev mørkt. Morten var streng og forlangte af Ane, at hun skulle gå ud til ham med varm mad til middag. Det var en lang vej at gå, og Ane måtte med uro i sindet gå fra de små børn hjemme. Om vinteren sad Morten hjemme og vævede olmerduge og lærred til bl.a. lagner. 
Ane var fantastisk til at gå. Hun gik ofte til Torup og til Vejle. Da børnene intet legetøj havde, blev den lille Maren sat på gulvet med en kasse aske, det virkede som en sandkasse for hende.
Ane Klausen og Morten Jørgensen, GrejsMorten og Ane fik efterhånden 10 børn, men 2 var dødfødte - endda født det samme år i januar og december. Ingen af børnene kom i skole, og der var ingen privatskole i nærheden, så de kom først i skole, da de kom ud at tjene. Undervisningen fik de af Ane og den ældste søn Klaus, som havde været ude at tjene i en hård plads, og havde fået skæv og dårlig ryg. Klaus døde 22 år gammel af tuberkulose.
To af Ane og Mortens piger blev opkaldt efter Anes afdøde søstre, nemlig Mikaeline (nr. 5 i søskendeflokken) og Hansigne, som blev født i 1890 og var den yngste datter. Hangsine blev hjemme og passede sin mor og far og kom derfor aldrig i skole.
Ane Jørgensen blev 92 år og havde den sorg, at  5 af hendes 8 levendefødte børn døde før hende.  Efter hendes mands død i 1918 flyttede hun hen til datteren Dorthea på Kragelund Fælled, men Dorthea døde i 1926. De sidste 20 år boede hun hos datteren Michaeline, der var blevet enke med 7 børn, og her var hun til stor hjælp. Michaeline havde været gift med Niels Mortensen Jakobsen, en bror til min oldefar Jakob Mortensen Jakobsen. I 1928 lå Niels syg for 7. gang i træk med lungebetændelse, og Ane lovede ham at hjælpe Michaeline, hvis han døde. Den 15. januar 1928 fødte Michaeline tvillingerne Nielsine og Nelly i den ene ende af huset og samme dag døde Niels, 54 år gammel, i den anden ende af huset. Tvillingerne blev døbt ved faderens kiste. Ane måtte nu, 72 år gammel hjælpe datteren, der stod alene med 7 børn. Niels' 6 børn fra første ægteskab med Ane Lene Olesen, var blevet placeret hos forskellige familier efter Ane Lenes død. Efter Niels´ død fortsatte Michaeline med at sy for folk. Desuden vaskede hun for folk og tog ud som kogekone.
Anes største glæde var at læse i bibelen, og selv da hun kom så langt op i årene, at hun ikke kunne arbejde, sad hun og læste, vel nok mest udenad. Guds ord havde været hende en støtte og trøst i det lange liv, hvor hun ikke var blev sparet for sorger.  Ane døde i 1948, 92 år gammel.
Ane huskes af sine efterkommere som "en intelligent kone, en fantstisk fortæller, og en stor børneven. Hun læste meget, særligt i biblen og Danmmarkshistorien."

Ane Marie Klausen, datter af Klaus Pedersen og Maren Hansdatter 

Ane Marie Klausen blev født d. 30. april 1860. Hun var gift 2 gange, Først med Niels Johan Jørgensen, Grejs Mark, han var den 3. af sønnerne af gårdmand Jørgen Nielsen og Dorthe Mortensdatter fra gården Pladsbjerg på Grejs Mark, der blev gift med Klausen søstrene. Niels Johan overtog gården Pladsbjerg fra forældrene og drev den til sin død i 1893. Han blev kun 37 år.
Ane Marie Klausen giftede sig igen året efter med Laurs Jørgen Jensen fra Grejs. Laust Jørgen var landmand i Solskov, og han var bror til Jens Jensen Kusk, lærer på De stærke Jyders privatskole i Glattrup. Jens Jensen Kusk var gift med Mette Marie Sørensdatter, som kom fra min fars familie, så han er nævnt i flere af mine artikler fra Rårup (link). 
Ane Marie og Laust Jørgen Jensen fik datteren Marie. Ca. 1907 solgte de Pladsbjerg og overtog en ejendom i Gl. Sole med ca. 14 tdr. land. Anne Marie Clausen døde d. 7. april 1940, og datteren drev ejendommen videre til 1950, da hun døde. Hun blev aldrig gift.

Michaeline Klausen, datter af Klaus Pedersen og Maren Hansdatter 

Den lille Michaeline blev født d. 20. april 1862 og døde allerede som 6-årig af en ondartet epidemi af skralagensfeber. Hendes farmor Karen Mikkelsdatter var på det tidspunkt endnu rask. Karen holdt mest af sin søn, Johan Pedersen. Hun kaldte ham Vohan. Hver morgen under epidemien ville hun have bud til Johan, om da ingen af hans børn var blevet syge, men de var altid raske. Så en dag udbrød hun: ”A æ redi ergerlig o vor Herr’, te han da ett kan ta’ jen a Vohan’s bøen” (Note: ”Jeg er rigtig ærgerlig på Vor Herre, at han da ikke kan tage et af Johans børn”. Man kan synes, det er et mærkeligt ønske fra en farmor, men for hende var det døde barn frelst og kommet i himlen)

Hansine Klausen, yngste datter af Klaus Pedersen og Maren Hansdatter (- og min oldemor)

Hansine blev født d. 20. jan.1865. Hun blev som regel kaldt Sine. Hun blev konfirmeret i Engum kirke d. 20. april 1879 med karaktererne mg/mg - hvilket de andre søskende i øvrigt også havde fået (mg i kundskab og mg i opførsel). I 1880 boede hun endnu hjemme på Nørrebuske og i 1890 tjente hun hos storesøsteren Ane Marie og Niels Johan Jørgensen i Greis. Kort tid efter - d. 05. november 1891 blev hun gift i Engum Kirke med min oldefar Jakob Mortensen Jakobsen (10. april 1863 – 5. juli 1946). 
Hansine og Jakob lejede et lille hus af Lundgård på Solskov Mark (nu Toftegårdsvej 25). Lundgård dyrkede selv markerne omkring huset, og Hansine og Jakob havde ingen jord, de kunne dyrke - kun lidt have.
Toftegårdsvej 25, Solskov Mark, Øster Snede sognHansine og Jakobs første barn var min morfar, Morten Jakobsen, født 7. august 1892.
Hansine døde i barselsseng med sit andet barn d. 27. april 1894. Barnet som blev opkaldt efter sin afdøde mor, og derfor kom til at hedde Hansine Jakobsen, blev kun 1½ måned gammel.  
Sønnen Morten blev gift med Maren Larsen, men døde i en togulykke i 1935 fra hende og 13 børn. Der kan læses om den ulykker på disse to links: Togulykke 1935 og Familien i Løsning efter togulykken 1935

Så vidt jeg ved, findes der ingen billeder af Hansine, og heller ikke meget erindring, men ved du noget, eller har et billede af hende, eller nogle af de andre familiemedlemmer, vil jeg blive meget glad for en henvendelse. 

Facts om gården Nørrebusk, Bredal Mark, Engum sogn

Matrikel 27a. Gården havde en størrelse af 1 Tdr, 2 Skpr.,1 Fjerdingkar og 2 1/4 Album.  Tallene er fra 29.9.1933.(Landbrugsejendom iflg. skr. 29./9-1933).  Alt i alt skulle det svare til, at gården havde en størrelse på ca. 11.583,5 m2


 © Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net . For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst, I kan finde mine kontaktoplysninger på dette link: hjem


Kilder:

Nedskrevne erindringer ”Slægtsminder fra Arvegården” af Klaudine Maria Andersen (født Klausen). Vejle, marts 1944. Foto af hende og hendes mand i artiklen og deres gravsted herunder
Slægtserindringer af Hans Hansen og Erna Juul – efterkommere af Ane Klausen
Slægtskrønike for Ester Fris Knudsen, nedskrevet af Einer Thygesen (Munkebo) 

Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede. De fynske Vækkelser. Knud Ottosen, Johannes Pedersen og Anders Pontoppidan Thyssen. 1964
Herluf Hegnsvad: Vækkelsernes Frembrud i Danmark IV. De stærke Jyder. S. 241. Peders Clausens tilladelse til at sende sine børn i privat skole i Gl. Sole
Frands Ole Overgaard og Anders Pontoppidan Thyssen: Vækkelsernes Frembrud i Danmark V Bind, s. 80. Peter Larsen Skræppenborg og De stærke Jyder.
Johannes Enggaard Stidsen : Hold fast ved det du har...! 2002
Maren Hansdatters konfirmation. Kirkebogen 1814-1847 i Sdr. Højrup, AO, opslag 99.
Maren Hansdatters flytning til Skræppenborg. Afgangslisten i samme kirkebog 1832-1865, AO, opslag 88
Den store danske encyklopædi om Peter Larsen Skræppenborg
A/S Nordisk Slægtsforskning: En slægt Jørgensen fra Grejs sogn. 1973.
Søbysøgård gods, skifteprotokoller, 1786-1850, 25/8-1800, opslag i Sall Data 134-138/403

Tak for hjælp til Karen-Eva Dalgaard  (Skagen) , Birgit Smedegaard (Lindved), Einer Thygesen for slægtserindringer, fotos mm.
og til Johannes Enggaard Stidsen (Odense) for hjælp til den teologiske del (stærke jyder, den fynske vækkelse og herrnhutismen)

 

 

Nørrebuske 1962. Bredal, Vejle
Nørrebuske på landkort
Klaudine Klausen 1883-1946