Maren Madsdatter 1752-1829

Maren Madsdatter 1752-1829, F
View Ascendants      View Descendants

  • Birth Date: 1752-03-25
  • Birth Place: Fuglris, Grædstrup Sogn, Skanderborg Amt
  • Death Date: 1829-02-26
  • Death Place: Rishedegaard, Gribstrup, Klovborg Sogn, Skanderborg Amt


Maren Madsdatter (1752-1829) født i Fuglris, Græstup sogn. Døbt d. 30. marts (Skærtorsdag) 1752. Faddere ved dåben var jørgen Rasmussen og Mickel Nielsen i Tyrsting, Jørgen Hansen i Fuglris, Ellen Temsdatter i Nedergaård og Else Abrahamsdatter i Riishede, Jens Nielsens fæstemø.
Marens forældre var Mads Rasmussen og Maren Nielsdatter.

1. ægteskab: Maren Madsdatter ~ Rasmus Pedersen
Maren giftede sig ind i Rishedegaard i Klovborg, da hun giftede sig med sin fasters søn Rasmus Pedersen (1731 – 1790) allerede 5 måneder efter hans første kone Kirsten Fredriksdatters død i marts 1780. Maren Madsdatter og Rasmus Pedersen blev gift den 14. august 1780 i Klovborg kirke og forlovere ved vielsen var Rasmus Nielsen og Søren Jensen, begge af Tranholm.
Maren blev plejemor for mindst 2 børn: Sidsel Marie og Peder, og fik selv mindst 3 børn med Rasmus:

  1. Kirsten Rasmusdatter f. 1781
  2. Maren Rasmusdatter f. ca. 1784
  3. Sidsel Rasmusdatter (1787- 1877) ~ Christen Jensen Høeg
    1. Rasmus Christensen Høeg ~ 1860 med enkekonen Ane Kirstine Madsdatter i Højgård i Rønshoved. Der blev sagt om dette, at "høgen havde taget den fedeste høne i  Rønshoved"1.     

2. ægteskab: Maren Madsdatter ~ Peder Nielsen (tiptipoldeforældre)
Da Rasmus Pedersen dernæst selv døde i 1790 giftede Maren Madsdatter sig igen d. 13. august 1790 i Klovborg Kirke med Peder Nielsen (ca 1760 - 1795).  Fæstet af Rishedegaard blev ført videre fra Rasmus Pedersen til Peder Nielsen.

Selv om Peder Nielsen var meget yngre end Maren, døde han allerede 3. august 1795. I skiftet ses det, at de havde nået at få 2 små børn: 

  1. Rasmus Pedersen "Hedegaard" (1792-1871)
  2. Anne f. ca 1793

3. ægteskab: Maren Madsdatter ~ Henrich Olesen
Maren Madsdatter giftede sig for 3. gang d. 3. marts 1796 i Klovborg med den 14 år yngre Henrich Olesen fra Velling. Han var i 1788 taget til soldat (National Rytter) og var i tjeneste i 8 år til 1796, hvor han giftede sig med Maren og overtog fæstet af Rishedegaard. Henrich Olsen døde d. 14/8 1828 på Rishedegård i følge begravelsestalen ” siddende på en stol udi kålgården”, hvor der også blev sagt,  "at han var en flittig mand, der ombyggede den forfaldne gård" og ”tillige har han dyrket sin jord med flid og stræbsomhed, så den gav en god afgrøde til sig og sine”.  
Maren og Henrich fik ingen børn, bortset fra en dødfødt dreng.  Heinrich døde en måned efter at hans stedsøn, tipoldefar Rasmus Pedersen "Hedegaard", havde overtaget fæstet af gården. Han købte det senere til selveje.

Ved folketællingen i 1801 var der 4 hjemmeboende børn: Kirsten, Sidsel, Rasmus og Anne og en karl Laurs Olesen. Han var måske en bror til Henrich.

Maren Madsdatter døde ½ år efter sin mand d. 26/2 1829 og blev begravet på Klovborg Kirkegård d. 5. marts. Da havde hun overlevet 3 mænd.


Kilder:

  1. Slægtsbog for efterkommere efter Ane Kirstine Madsdatter og ægtefæller Mads Madsen og Rasmus Christensen (Høgh), Højgård i Rønslunde, Ejstrup Sogn. Anearkivet Fredericia. 1982
  2. 1828 Personalie Sal Henrik Olesens Død i Rishede. Begravelsestale for Henrich Olsen 
  3. Maren Madsdatter fødsel. Kirkebog fødte 1740-1758, Grædstrup, Tyrsting, Skanderborg,opslag 88
  4. Maren Madsdatter død og begravelse. Kirkebog døde 1814-1838. Klovborg, Vrads, Skanderborg: "Død 26. Februar. Begravet 5. marts. 77 år. Enke efter Henrich Olesen. Aftægtsmand i Riishede"
  5. Rasmus Pedersen død. 25. maj 1790 Kirkebog 1759-1813. Døde Klovborg, Vrads, Skanderborg
Dansk