Rimmerslund Privatskole i Hedensted

De stærke Jyders privatskole i Hedensted. 1841-1945

Rimmerslund Privatskole var De stærke Jyders skole i Hedensted1
Denne artikel er en historisk gennemgang af de 104 år skolen eksisterede. Mine kilder kan ses i noterne og nederst på siden. 
Efterlysning: Er der nogen, der har et foto af Rimmerslund Privatskole, jeg må låne til artiklen??? Er der nogen der kan hjælpe mig med en kontakt til Holger Verner Therkelsens efterkommere - eller ved, hvor jeg kan skaffe enkelte af de fotos, han bruger i sin bog: Minder fra De stærke Jyders land. 1993???

Nogle vakte i Hedensted sogn søgte i 1841 skolekommissionen om tilladelse til at tage deres børn ud af skolen og selv sørge for deres undervisning. 
Ansøgningen blev godkendt, og dermed kunne De stærke Jyder oprette en privatskole i Hedensted.

Skolen blev kaldt Rimmerslund Privatskole1, skønt den holdtes hos skiftende lægfolk i sognets vestlige del, nær Øster Snede.
Skolen fik først faste lokaler i 1890, da der opførtes en skolebygning på Rimmerslund Mark mellem Hedensted og Gesager.

Et par år før Rimmerslund Privatskole blev oprettet, havde De stærke Jyder i 1839 oprettet deres første skole. Det var i Glattrup i Rårup sogn. Denne skole var samtidig Danmarks første privatskole.
I løbet af 1840'erne oprettede De stærke Jyder flere privatskoler - alle i området omkring Horsens og Vejle.
De stærke Jyders skoler blev bygget på dette tidspunkt, fordi de i 1839 havde vundet den kamp mod myndighederne, der var begyndt helt tilbage i 1810, og som ofte kaldes ”lærebogsstriden”. Kong Frederik 6. havde langt om længe opgivet at "tale" De stærke Jyder til rette med bøder og fængselsophold, og sagt til dem ”Gå da hjem kære børn og undervis jeres børn efter de bøger, I finder ret" – hvilket først og fremmest vil sige biskop Erik Pontoppidans forklaring til Luthers Katekismus fra 1737 i stedet for den nye biskop Balles Lærebog fra 1791, som myndighederne ellers havde bestemt skulle bruges til konfirmationsforberedelserne i skolerne.3

Rimmerslund Privatskole skulle komme til at undervise De stærke Jyders børn i Hedensted i 104 år. Privatskolen lukkede først i 1945, og derefter var der kun 5 af De stærke Jyders skoler tilbage, nemlig den i Løsning og de 4 i Øster Snede sogn: Gl Sole, Kragelund, Kragelund Fælled og Bøgballe.

1 Rimmerslund kaldes også: Remmerslund og Remmeslund.  Her kan du læse om vækkelsesbevægelsen De stærke Jyder
2 Du kan læse om De Stærke Jyders første skole i Glattrup i min artikel: Johanne Marie Jensdatters omvendelse 

Du kan læse om baggrunden for at De stærke Jyders privatskoler i min artikel på dette link: De stærke Jyder

Familierne bag De stærke Jyders privatskole i Hedensted

4 familier stod bag ansøgningen om privatskolen i Hedensted.
Familiefædrene var husmand og skrædder Knud Hansen, Rimmerslund, boelsmand Peder Laursen Grunnet, Gesager (tilflyttet fra Nørre Bjert i Eltang sogn), boelsmand Knud Jensen1, Gesager og Jens Christensen fra Remmerslund.

I løbet af få år havde endnu 6 familier sluttet sig til kredsen. Familiefædrene i disse familier var: husmand og væver Thomas Jensen, Thorup i Hedensted sogn, husmand Christen Jonassen, Gæsager (tilflyttet fra Jelling), gårdmand Knud Sørensen, Knæsted i Hedensted sogn, og husmand og smed Søren Thøgersen, Rimmerslund By (fra Thyrsted sogn), Jørgen Mikkelsen, gårdmand i Gesager (tilflyttet fra Jelling) og Chr. Jacobsen, Korning.2

1 Læs videre om Knud Jensen og se hans gravskrift på dette link: Gravskrift for Knud Jensen i Gesager
2 Personnavnene stammer fra Frands Ole Overgaard og Anders Pontoppidan Thyssen: De senere jyske Vækkelser. Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede. V Bind. s. 146-147.

Elevtal på Rimmerslund Privatskole

Provsten opgav følgende elevtal på skolen: 41 elever i 1853, 38 elever i 1855 og 1863, 18 elever i 1868 og 25 elever i 1876.
Skolekommissionens indberetning fra 1900-03 oplyste, at lærer Cristian Pedersen i Rimmerslund privatskole nu havde ikke mindre end 61 børn i to klasser (I 1900 var der 64 børn).
Holger Verner Therkelsen gik på skolen fra 1923 til 1931. Han fortlate om elevtallet: "Skolen var opdelt i 2 klasser, kaldet store og lille klasse. I lille klasse var børnene i alderen 6-7 år til 10 år. Eleverne fra 10 til 14 år gik i store klasse. Da jeg gik i skole, havde ingen af klasserne over 15 elever".

Lærerrækken ved Rimmerslund Privatskole i Hedensted sogn

Fra 1841 til 1945 efter Holger Verner Therkelsen: Minder fra De stærke Jyders land. s. 29. Mine tilføjelser i noterne.

1841-1846 Niels Petersen Grunnet1
​1846-1871 E. Mortensen2 
1871-1872 A. T. Sørensen
1872-1877 P. Larsen
1877-1911 Chr. Petersen3
1911-1915 Ella Hansen4 
1915-1920 M. Clausen
1920-1922 L. Olsen
1922-1925 Kirstine Pallesen
1925-1926 Karen Dyrholm
1926-1928 Frk. Svendsen
1928-1932 Magdalene Johansen
1932-1932 Frk. Mølgård (vikar)
1932-1933 Frk. Rishede5
1933-1937 Frk. Bøss 
1937-1941 Frk. Nielsen
1941-1945 Gerda Møller

I de første 60 år af Rimmerslund Privatskoles eksistens var der kun ansat 5 lærere. De var dermed ansat i gennemsnitligt 12 år.
I de sidste 34 år var der ansat hele 12 lærere, hvilket er mindre end 3 år i gennemsnit.

6 af de i alt 18 lærere på Rimmerslund Privatskole vil blive omtalt nærmere. Det er Niels Petersen Grunnet, Claus Mortensen, Chr. Pedersen, Ella Hansen, Kirstine Pallesen og Mette Marie Sørensen Rishede. Disse 5 lærere var tilsammen ansat 72 år, af de 104 år skolen eksisterede. 

1  A Pontoppidan Thyssen skriver 1841-1845
2  Det rigtige navn er Claus Mortensen og 1846 skal nok være1845

3  Selv staver han sit navn Kristian Pedersen, hvilket kan ses i dette gravskrift, som han har skrevet: Gravskrift for barnet Antonette Augusta Nielsdatter
Ella Hansen var den første delvis seminarieuddannede lærer på skolen
Frk. Rishede var døbt Mette Marie Sørensen Rishede. Som en Rishede/Riishede var hun af min slægt. Læs mere om denne slægt på dette link: Rishede

Privatskolelærer Niels Pedersen Grunnet, Rimmerslund Privatskole. 1841-1846

Den første lærer, der blev ansat på Rimmerslund Privatskole var Niels Pedersen Grunnet fra Gæsager. Han blev ansat som lærer pr. 1. nov. 1841.1 Da var han lige blevet konfirmeret.
Niels Pedersen Grunnet var søn af Peder Laursen Grunnet og Johanne Nielsdatter2, og som ovenfor nævnt, var de blandt de 4 første familier, der stod bag oprettelsen af privatskolen. 

Niels Pedersen Grunnet fik trods sin unge alder et fint vidnesbyrd "han udmærkede sig i 4½ år ved flid og dygtighed". Han blev derefter lærer ved privatskolen i Bølling, hvor han bl.a. kom til at undervise sin onkel, Lars Thomsens børn3. I 1855 dannede han sin egen frimenighed Den evangelisk-lutherske Frimenighed, som både hans far Peder Laursen Grunnet og nogle af onklens, Lars Thomsens, børn sluttede sig til.

 Anders Pontoppidan Thyssen og Herluf Hegnsvad: De ældre jyske Vækkelser. IV Bind. Brødremenigheden og De stærke Jyder. Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede. S. 242
Peder Laursen Grunnet og Johanne Nielsdatter beskrives nærmere i artiklen: Kierstine Nielsdatters Brudefærd (link)

3 .Du kan også læse om De stærke Jyders privatskole i Bølling og Lars Thomsen  i artiklen: Kierstine Nielsdatters Brudefærd . Lars Thomsen var samtidig min tipoldefar. Se stamtræ: Anetræ for væver Jens Larsen, Løsning

Privatskolelærer Claus Mortensen, Rimmerslund Privatskole. 1846-1871

Den næste lærer på Rimmerslund Privatskole, Claus Mortensen, blev lærer i 1845 eller begyndelsen af 1846. Kort tid efter han var blevet lærer på Rimmerslund Privatskole, blev han også gift. Langt om længe, kan man sige, for han var 45 år gammel ved brylluppet i Øster Snede kirke, hvor han i begyndelsen af maj 1846 blev gift med Ane Marie Christensdatter. Brudeparret havde begge ved brylluppet adresse hos Claus Mortensens lillebror, gårdmand Jørgen Mortensen, Østergård i Krollerup, hvor også begge brødres forældre, Morten Clausen og Birthe Jacobsdatter1, boede på aftægt. Claus Mortensen blev ved brylluppet omtalt som skolelærer i Gjesager, og da Rimmerslund Privatskole ikke havde faste lokaler de første år, men i stedet afviklede undervisningen hos de forskellige familier bag skolen, blev der sikkert ofte undervist i Gesager, hvor flere af familierne boede.
Det er værd at bemærke de 2 vidner til brylluppet, det var nemlig 2 af de mest markante stærke Jyder på dette tidspunkt. Den ene, Mads Andersen, var en slags leder af De stærke Jyder i Øster Snede sogn. Han var gårdejer i sognet, men var også blevet den første lærer på De stærke Jyders privatskole i Gl. Sole i Øster Snede sogn, da den åbnede i 1942. Den anden, gårdejer Niels Jensen i Kragelund, var én af De stærke Jyder, der var valgt ind i sogneforstanderskabet i Øster Snede sogn. Han havde netop været med til at brænde skolebøger i Øster Snede sogns kommuneskoler i 1845. Skolebøger der - efter De stærke Jyders mening - ikke indeholdt Luthers sande lære, og derfor var skadelige for børnene. Du kan læse om denne besynderlige episode i min artikel: Fattiglemmer i Gl Sole fattighus

Claus Mortensen var - ligesom den første lærer på skolen - i familie med én af familierne bag privatskolen, idet husmand og væver Thomas Jensen i Thorup var gift med Claus Mortensens storesøster, Else Mortensdatter. 

Claus Mortensen, lillebroren Jørgen Mortensen, storesøsteren Else Mortensdatter og yderligere 4 søskende (deriblandt min tipoldefar Jacob Mortensen) var vokset op på gården Charlottenlund i Hornstrup sogn mellem Øster Snede og Vejle. Gården var udskiftet fra Grundet gods, og deres farfar, Claus Sørensen, havde købt den til selveje i 1799. Han havde navngivet den Charlottenlund efter Johanne Marie Charlotte Brockdorff (- gift von Lüttichau) på Grundet Gods. Johanne Marie Charlotte Brockdorff var meget afholdt på Hornstrupegnen. Hun var desuden kendt for at være venligt stemt overfor De stærke Jyder, og havde endda i 1803 ifølge Uldum-Langskov fattigprotokol indbetalt en bøde på 100 rdl., da 4 af de første vakte stærke jyder fik en bøde, fordi det under en barnedåb på Bundgård i Ølholm var endt i tumult og håndgemæng, da de havde stået udenfor Langskov kirke og vidnet for de øvrige kirkegængere og skældt præsten ud med ord som: "Satan taler ud af præstens hals".2 Johanne Marie Charlotte Brockdorff var gift med Hans Helmuth von Lüttichau, og de var begge meget religiøse og tiltrukne af Herrnhuterne i Christiansfeld, hvortil hun da også flyttede sidst i livet, da hendes mand var død. 

Claus Mortensen havde allerede været lærer i en del år, inden han kom til Hedensted. I følge folketællingen 1834 (FT 1834) var han konstitueret skolelærer i Ørum i Sindbjerg sogn, og derefter blev han hjælpelærer i Hornstrup (FT1840), hvor han boede på skolen ved skolelærer og kirkesanger Jens Øllgaard og dennes kone Marie Cathrine Christensen. Skolen i Hornstrup var ikke - som Rimmerslund Privatskole - én af De stærke Jyders skoler.  

Østergård i Krollerup, Øster Snede sogn

Efter brylluppet i Øster Snede i 1846 flyttede Ane Marie og Claus Mortensen til Hedensted sogn. I 1850 boede de i et hus ved privatskolen i Rimmerslund i Hedensted og havde fået to børn Mads Clausen på 2 år og Birthe Clausen på 1 år. (FT 1850)

Biskop Brammer - som i det hele taget var venligt stemt overfor De stærke Jyder - var godt tilfreds med Claus Mortensens undervisning. Han skrev i sin visitatsberetning fra Rimmerslund i 1851:Med de opvaktes private skole, der undervises af en aldrende bonde Claus Mortensen var jeg veltilfreds”. Omtrent det samme noteredes 1861 og 67, da skolen havde hhv. 39 og 20 børn med samme lærer. Skolen omtales dog kun lidt af Brammer og provsten.

Claus Mortensen blev som lærer på skolen helt indtil sin død i 1871 - i mindst 25 år. Han var da 70 år gammel. 

1 Morten Clausen og Birthe Jacobsdatter var mine 3 x tipoldeforældre (slægtslinje: min mor Mary Rishede, min morfar Morten Jakobsen, min oldefar Jakob Mortensen, min tipoldefar Morten Jakobsen, min tiptipoldefar Jacob Mortensen, mine tiptiptipoldeforældre Morten Clausen og Birthe Jacobsdatter) 
Episoden omkring barnedåben på Bundgård i Ølholm er nærmere omtalt i min artikel: Johanne Marie Jensdatters omvendelse

Privatskolelærer Kristian Pedersen, Rimmerslund Privatskole. 1877-1911

Rimmerslund PrivatskoleBiskop Clausen var ikke så positiv overfor skolen, som biskop Brammer havde været. Ved en skolevisitats i 1889 "eksaminerede" han både privatskolens 20 børn og den 48-årige lærer og væver Kr. Petersen. Han noterede: "Standpunktet er helt usselt. Det ny Test(amente), bruges som Læsebog, da Lærebøger ej taales af Beboerne. Læreren uduelig. Kan Ministeriet ej gribe ind til Fremme af disse forsømte Børns bedre Oplysning?" 1

Kristian Pedersen var født i 1841 og havde deltaget i den 2. Slesvigske Krig i 1864, hvorfra han med stolthed bar sin erindringsmedalje - bl.a. når han skulle fotograferes, som det ses på fotoet her på siden. Da han kom hjem fra tjensten i 1865 var han landmand på et husmandssted i i Sebberup i Løsning. 

Kristian Pedersen var lærer på Rimmerslund Privatskole helt fra 1877 til 1911, men åbenbart ikke særlig dygtig til det efter biskoppens mening. Man må dog sige til hans forsvar, at det må have været en stor udfordring at undervise omkring 60 børn ad gangen som eneste lærer i de forskellige fag, når børnene samtidig repræsenterede alle alderstrin fra skolestart til konfirmation.

Trods biskop Brammers voldsomme udmelding i 1889 skete der intet før efter år 1900, og moderniseringer kom der først efter Kristian Pedersens afgang. 

Pastor L.C. Petersen, der blev præst i Hedensted i 1904 og formand for skolekommisionen, fortæller i sin bog "Erindringer fra en præstegerning blandt De stærke Jyder" om en eksamination hos Kristian Petersen bl.a. dette:  

"Der holdtes både forårs- og efterårseksamen i privatskolen ligesom i de andre skoler i sognet. Men det var ikke frit for at være pinligt, ja noget af en lidelse at være til eksamen i privatskolen. Ikke fordi den gamle, alvorlige og brave lærer, C. Pedersen, havde været forsømmelig med sin gerning eller øvede den uden interesse, nej langtfra, thi han gjorde sit bedste og nåede under de givne højst ufuldkomne skoleforhold alt, hvad der med billighed kunne ventes. Men fordi de opnåede resultater var så tarvelige og utilstrækkelige for børnene, at de gik ud af skolen nærmest uvidende om de elementæreste og nødvendigste ting, de havde brug for i livet.
Børnene mødte med glade ansigter og store forventninger, men læreren var ikke fri for at have lidt feber, han havde ikke store tanker om sine præstationer eller om tilstanden i skolen.
Vi begyndte naturligvis med religion, det alt opslugende fag i skolen. Men før eksaminationen synger børnene under lærerens ledsagelse Kingos salme: "Gud Helligånd i Tro os lær," en salme, der brugtes hver morgen og derfor naturligvis også ved eksamen. Der blev ikke sunget ret meget i skolen, og aldrig andet end Kingos salmer. Fædrelandssange var naturligvis bandlyste. Ikke engang en sang som "Jeg elsker de grønne lunde" kunne tåles.  Men Kingo! - hans salmer sang de med alvor og andagt! Og det i et meget langsomt tempo, med en uendelighed af sløjfninger og trimulanter, men med en rørende troskyldighed og betagende ærbødighed, som ikke kunne undlade at gøre et vist dybt til hjertet gående indtryk på tilhørerne. Efter denne salme og nogle få andre toges der fat på eksaminationen. "Må vi høre lidt bibelhistorie? siger jeg som skolekommissionens formand. - "Ja, vi har jo egentlig ikke lært så meget bibelhistorie," svarer læreren, ængstelig ved at føre børnene ind på dette gebet. - Jeg: "Det er lige meget, lad børnene fortælle, hvad de har lyst til og kan, men hvad har De gennemgået med dem?" - Læreren: "Sådan lidt i Det gamle Testamente her og der, men i Det nye Testamente er vi ikke kommet ret langt." - Jeg: "Børnene ved vel noget om julen, og hvorfor det blev jul, lad os høre lidt om det." - Og så hører vi lidt om julen, men kom just ikke i julestemning derved.Pontoppidans Forklaring. Spørgsmål og svar

- "Men nu i Pontoppidan - hvad har børnene haft for dér i det sidste år?"  - Alene den blotte lyd af Pontoppidans navn opliver den gamle privatlærer kendeligt; her har han gennemgået en bunke af de 759 paragraffer med spørgsmål og svar2. Og her er han på den sikre side, for kunsten består ikke i at katekisere eller samtale med børnene, men ganske simpelt kun i at spørge dem med bogens ord og modtage svarene fra dem med bogens ord. Med de flinke - særligt pigerne - går det strygende med svarene, som læreren kontrollerer rigtigheden af med den åbne bog i hånden foran sig.
Med religionsfaget går det meste af eksamen. De andre fag kommer man let over. Læsning med lidt stavning tager ikke lang tid. Et par vers i det nye testamente, der jo er den eneste læsebog der bruges, er snart læste op. 
Skrivning er ualmindelig tilfredsstillende - mange skriver nydeligt, især pigerne. 
Og regning? Dette fag var vi ved at være i forlegenhed med at bedømme. Tabellen, den lille og store, kan de på en prik. Og de er så langt henne i 3. del af en regnebog, de ældste af børnene, så at det formelig imponerer kommissionen. Der var endog drenge, der foreviste os store geometriske udregninger, hvis rigtighed eller ikke-rigtighed ingen af os følte os dygtige nok til at censurere. Der var dygtige "regnemestre", særlig blandt de mest begavede drenge, men de fleste drev det ikke ret vidt, hvad hovedregningsopgaverne noksom beviste. Ja, så var der ikke mere at høre og se for skolekommissionen ved en eksamen i privatskolen.

Skolekommissionens indberetning fra 1900-03 oplyste, at lærer Cristian Pedersen i Rimmerslund privatskole nu havde ikke mindre end 61 børn i to klasser. 

I 1905 erkendte bestyrelsen bag skolekredsen ved Rimmerslund Privatskole overfor pastor L. C. Petersen, "at de på skolen havde en gammel rar, men ikke længere så helt dygtig lærer (Kristian Pedersen), og når han nu om nogle år gik af, så kunne det være, de kunne få en forandring til det bedre, som mange ganske vist var imod, men som også en hel del af dem var begyndt at ønske"3

Om Kristian Pedersen skrev Holger Verner Therkelsen i sine erindringer: Minder fra De stærke Jyders land:
"Kresten Pedersen blev i daglig omtale altid kaldt "skolemester". Han var byens bi-mand. Det var ham, man henvendte sig til, når man så en bisværm, eller når de var problemer med bier, man ikke selv kunne klare. Så kom han og klarede sagen. 
Han blev for øvrigt en meget gammel mand - over 90 år. På hans 90-års fødselsdag gav hans gamle elever ham en cykel. På den kørte han om kap med en skolepige på 13 år, og han kom ind som en flot nr. et."

På dette link har jeg indsat en gravskrift skrevet af Kristian Pedersen i 1882: "Gravskrift for barnet Antonette Augusta Nielsdatter". Gravskriften omhandler den 8-årige Antonette Augusta Nielsdatter, som må have været én af hans elever i lille klasse. Antonette Augusta Nielsdatter var datter af Johanne Larsdatter og Niels Nielsen Smed i Gesager, og dermed halvsøster til Knud Michaelsen, der repræsenterede De stærke Jyder i menighedsrådet under salmebogsvalget i Hedensted (se næste afsnit)

Dansk Præste- og Sognehistorie. X Haderslev Stift. Hefte 13 Hedensted Provsti. Udgivet af A Pontoppidan Thyssen. 1989
De første 5 spørgsmål og svar af Pontoppidans Forklarings 759 spørgsmål og svar kan ses på et foto her på siden - sammen med min "oversættelse". Børnene i De stærke Jyders skoler lærte dem udenad.

Læs videre om bestyrelsen for skolekredsens besøg hos præsten i afsnittet længere nede: Statstilskud til Rimmerslund Privatskole. 1911-12

Pastor L. C. Petersen i Hedensted og forholdet til De stærke Jyder

L. C. Petersen: Erindringer fra en præstegerning blandt De Stærke Jyder. HedenstedDa pastor Ludvig Christian Petersen tiltrådte som præst i Hedensted i 1904, blev han stærkt involveret i sager, der havde stor betydning for De stærke Jyder i området. Det drejede sig især om salmebogsvalget i kirken og privatskolen i Rimmerslund.
Det var i en tid med store omvæltninger og bekymringer for De stærke Jyder. I 1903 var den første menighedsrådslov kommet, og i den var det bl. a bestemt, at det folkevalgte menighedsråd nu fik ret til at afskaffe og indføre nye salmebøger. Men det var et problem for De stærke Jyder i Hedensted, for i det nyvalgte menighedsråd på 4, sad der kun 1 repræsentant fra De stærke Jyder. Denne repræsentant var Knud Michaelsen1, der var barnebarn af én af de 4 oprindelige familier bag Rimmerslund Privatskole, nemlig Knud Jensen og Mette Nielsen i Gjesager2. Selv hvis præsten støttede De stærke Jyder i at beholde Kingos Salmebog uantastet ved gudstjenesterne, ville de komme i mindretal. Der blev dog efter mange diskussioner fundet et kompromis, som alle kunne leve med. Det havde vist sig, at både præsten og de fire menighedsrådsmedlemmer, Knud Michaelsen fra De stærke Jyder og Julius Christensen, Jakob Jakobsen og Jes Jessen fra sognet flertal, alle ønskede og arbejdede på at finde en løsning for alle. 

Præsten vandt ved sin medvirken til en løsning omkring salmebogsvalget respekt fra den største del af De stærke Jyder i Hedensted. De fik det indtryk, at "han var en god Lutheraner". En respekt han fik god brug for i den efterfølgende sag omkring Rimmerslund Privatskole.
Selv om pastor L. C. Petersen på flere områder ikke var enige med de gammelstærke, respekterede hanogså dem og skrev i sine erindringer: "Respekt for De stærke Jyder! De er det værd! At forstå dem er at elske dem!

Knud Michaelsen var døbt Knud Jensen Mikkelsen
 Knud Michaelsens forældre var Mikkel Knudsen og Johanne Larsdatter, som igen var børn af henholdsvis Knud Jensen og Lars Thomsen, hvis familieskab og samarbejde omkring privatskolerne i Rimmerslund og Bølling omtales i artiklen: Kierstine Nielsdatters Brudefærd

Pastor L. C. Petersen og privatskolen i Rimmerslund

Pastor Petersen blev i de følgende år dybt involveret i udviklingen af Rimmerslund Privatskole, idet han var formand for skolekommissionen. Den stedlige skolekommission og ministeriet var de eneste, der stod over forældrenes egne bestemmelser omkring privatskolerne, mens kommuneskolerne også havde det mere grundige provste- og bispetilsyn over sig. 

For ikke at komme under statskontrol, havde De stærke Jyders skoler sat en ære i selv at betale alle udgifter. De havde dermed frit kunnet råde over, hvem der skulle være lærer for deres børn, hvad vedkommende skulle have i løn, hvilke fag, der skulle undervises i og hvilke skolebøger, der skulle bruges. Kontrollen over skolerne havde ikke været ret effektiv. 
Da L. C. Petersen i 1904 blev præst i Hedensted, var der fra et af nabosognene, hvor "de stærke" også havde privatskoler, indgået en klage til kultusminister1 - og senere statsminister - J. C. Christensen over "Undervisningens mådelige og ganske uforsvarlige tilstand i 1 eller 2 af sognets privatskoler". Man havde samtidig bedt ministeriet om at gribe ind.
J. C. Christensen havde tidligere været lærer i Vrønding ved Horsens og kendte derfor en del til De stærke Jyder. Han bad nu alle skolekommissioner ved De stærke Jyders privatskoler i Bjerre-Hatting Herreds Provsti om at redegøre for tilstanden på hver enkelt af disse skoler. Da ministeren have fået svarene tilbage, konkluderede han, at der var god grund til at klage, men han var alligevel betænkelig ved at tvinge skolerne til ændringer, for han forudså, at De stærke Jyder derved ville gøre sig selv til "martyrer". Han bestemte derfor, at skolerne fik henstand til 1910. Ministeren forudså, at De stærke Jyder ikke i længden kunne holde sig udenfor udviklingen, og at de med tiden selv ville indse. at det var nødvendigt med en mere tidssvarende undervisning af deres børn. 
Det skulle vise sig, at ministeren fik ret.

Om forholdene i De stærke Jyders skoler skrev L. C. Petersen bl.a. følgende i sin bog:
"ABC brugtes ikke altid i skolerne, børnene lærte i stedet at stave efter Luthers lille Katekisme. Fadervor stavede man sig møjsommeligt igennem. Læsebøger tåltes ikke, i stedet læste børnene i Det nye Testamente, men vel at mærke efter den ældgamle bibeloversættelse, helst Frederik den 2dens. Således lærte børnene jo nok dansk, men det var gammeldansk, ikke nutidsdansk.
Med skrivning var det imidlertid upåklageligt, og med regning stod det nogenlunde til. 
Der blev slet ikke undervist i geografi og historie. De kunne finde på at sige: 
"Når vore børn kan finde vej på vor egen mark, behøver de ikke mere geografi".  Landkort over Danmark endsige over Europa og de andre verdensdele tåltes ikke; de var ikke blot overflødige, men også verdslige. Og hvad skulle børnene med fædrelandshistorie? Den var ingen nytte til for dem. Og ville de endelig, når de blev konfirmerede, vide besked om sådan verdslige ting som geografi og Danmarkshistorie, så kunne de selv skaffe sig underretning derom på anden måde.
Selvfølgelig var et fag som gymnastik bandlyst fra skolen. Det kunne drengene tidligt nok lære, når de skulle springe soldater. Og for pigerne sømmede det sig ikke at gøre gymnastik. 
Det burde stå godt til med religionsundervisningen, eftersom hovedsagen for undervisningen og næsten alt andet var denne, men her var heller ikke alt, som det skulle være, for der blev lagt hovedvægt på lærebogsundervisning, og den bibelhistorie, de brugte, var en gyselig udansk oversættelse af en kedelig tysk bog. Lærebogen var derimod ubetinget den bedste skolebog, de havde. Det var Pontoppidans Forklaring over Luthers Katekisme af 1737, en lærebog, som sandelig ikke er til at kimse ad. Nu var der ganske vist stor forskel på lærernes duelighed til at undervise efter denne bog, men den metode, der sædvanligvis benyttedes, var just ikke tjenlig til en god religionsundervisning. Det forlangtes af børnene, at de skulle lære den udenad på remse. Og hvor måtte de arme børn slide i deres Pontoppidan for at få lært udenad de 759 læreparagraffer med indviklede spørgsmål og svar."

Videre skrev han:
"Under sådanne primitive og indskrænkede forhold kunne undervisningen umulig blive nogenlunde tilfredsstillende endsige tidssvarende. Med al agtelse for privatskolelærerne, hvoraf der var en del, der, skønt de ingen seminarieuddannelse havde, men hørte til den selvlærte type blandt De stærke Jyder, dog præsterede upåklageligt undervisningsarbejde under de givne, ret umulige forhold. Men det kunne dog ikke være anderledes, end at der måtte blive så store mangler ved dette privatskolevæsen, at det ikke i længden kunne gå upåtalt hen, men at en gennemgribende forbedring måtte blive påtrængende nødvendig".

1 Kultusministeriet var på det tidspunkt Kirke- og undervisningsministeriet

Statstilskud til Rimmerslund Privatskole. 1911-12

Som ovenfor nævnt havde kultusminister J. C. Christensen givet alle "stærke" skoler henstand til 1910, idet han tænkte, at de nok selv ville erkende, at der måtte forandringer til.

Men det tog lang tid, inden "de stærke" kom til den erkendelse. Der var mange betænkeligheder, der måtte overvindes og ryddes til side. Et mindretal betragtede stadig en modernisering af privatskolen som "en skæbnesvanger ulykke, der ville medføre, at de "gamle stærke" ville blive opslugt af "verden" som trossamfund og gå deres undergang i møde". 

Med mindre opbakning fra forældrene blev økonomien omkring De stærke Jyders privatskole i Rimmerslund omkring 1900-tallet mere og mere anstrengt.
I 1905 erkendte bestyrelsen bag skolekredsen ved Rimmerslund Privatskole, at der måtte forandringer til. De besøgte på det tidspunkt pastor Petersen for at snakke med ham om privatskolen. De vidste at præsten hvert år som skolekommissionsformand skulle indsende en beretning til ministeriet om forholdene på skolen, nu bad de ham om "at være så skånsom og overbærende som muligt i indberetningerneSagen var, at de på skolen havde en gammel rar, men ikke længere så helt dygtig lærer (Kristian Pedersen), og når han nu om nogle år gik af, så kunne det være, de kunne få en forandring til det bedre, som mange ganske vist var imod, men som også en hel del af dem var begyndt at ønske".

På den måde gik der nogle år med præstens "skånsomme" indberetninger, hvor samtidig utilfredsheden omkring skolens forhold voksede i skolekredsen. Omkring 1910 hvor ministeriets henstand var ved at være slut, fik præsten igen besøg af skolekredsens bestyrelse, som nu havde ændret mening. Nu bad bestyrelsen i stedet præsten om at indberette, hvor dårligt det stod til med undervisningen, og hvor utidssvarende det hele var på privatskolen, for nu var stemningen på skolen, at man ønskede store moderniseringer, og at disse forandringer ikke kunne ske uden statsunderstøttelse. Dette lovede præsten med glæde at bringe videre.
Men selv om der blev skrevet 1910 og 1911 kom der ikke nye krav fra ministeriet, så i marts 1912, da privatskolelærer Chr. Petersen var stoppet på skolen, fik pastor Petersen audiens hos kirke- og skoleministeren, der nu hed Appel. Her bad han på vegne af De stærke Jyder bag Rimmerslund Privatskole om "statsunderstøttelse til en gennemgribende forbedring af undervisningen i deres privatskole". 

Statstilskud til Rimmerslund Privatskole. De stærke JyderPrivatskolen i Rimmerslund var den første af De stærke Jyders skoler, der søgte om statstilskud, hvilket blev bevilget på betingelse af, at skolen opfyldte kravene fra "Loven om Understøttelse til Privatskoler på Landet".
Nu kunne forældrekredsen bag skolen altså ikke længere egenrådigt bestemme, hvilket bl.a. betød, at der skulle bruges autoriserede lærebøger, at læreren/lærerinden skulle havde de fornødne kvalifikationer, og at skolekommissionen skulle føre fornøden kontrol med undervisningen. Der var i loven ingen krav om nogen bestemt retning i religionsundervisningen, og derfor kunne De stærke Jyders børn på Rimmerslund Privatskole stadig undervises i Pontoppidans Forklaring. 
Skolen blev bevilget 355 kr. for finansåret 1911-12, "af det i Finansloven hensatte beløb til understøttelse til Privatskoler paa Landet". Dermed ser det ud til at skolen fik bevilget statstilskud med et års tilbagevirkende kraft. I 1913 fik skolen 385 kr., og i april 1915 kunne man læse i "Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende"  at "Rimmerslund Privatskole af kulturministeriet var bevilget 420 kr. af det på finansloven opførte beløb til understøttelse af privatskoler på landet" (se foto af artikel). I 1917 var beløbet oppe på 630 kr.

Da først Rimmerslund havde søgt om statstilskud, fulgte de andre privatskoler snart efter. Den første var Kragelund skole i Øster Snede sogn, mens privatskolen i Gammelsole i samme sogn først fulgte efter i 1937 og senest kom skolen i Løsning i 1949. Efter sigende skulle lærer Graunkjær i Løsning have nægtet at undervise mere, da skolen begyndte at få statstilskud.1 

Da statstilskuddet var bevilget i Rimmerslund, var der dog nogle forældre, der var meget utilfredse. De søgte om at få deres børn flyttet til Løsning Privatskole, fordi "der i Rimmerslund Privatskole var indført bøger i modstrid med de bøger, han selv (faderen) havde lært.2
2-3 familier var så meget imod forandringerne, at de solgte deres gårde og flyttede til Øster Snede sogn, hvor deres børn stadig kunne komme i en skole uden statsstøtte, og hvor der stadig kun blev sunget efter Kingos salmebog i kirken. 
Men efterhånden støttede flere og flere forandringerne, på trods af at de ikke kun måtte acceptere statens indblanding, men også måtte spæde endnu mere egenbetaling til skolens økonomi, da statstilskuddet ikke alene rakte til det nye undervisningsmateriale og den højere løn til læreren. 

 Johannes Enggaard Stidsen: Hold fast ved det du har. De stærke jyder, med særligt henblik på deres salme- og sangtradition s. 206
 Forhandlingsprotokol for Løsning Skole. Referat fra generalforsamling 6. okt. 1933. Lokalarkivet for Gammel Hedensted Kommune. Fra: Edith Mandrup Rønn: Undervisning i De stærke Jyders Privatskole.

Privatskolelærer Ella Hansen, Rimmerslund Privatskole. 1911-1915

Med ansættelsen af den delvis seminarieuddannede lærerinde Ella Hansen og den bevilgede statsstøtte, blev undervisningen på privatskolen tilnærmet undervisningen i folkeskolen. Ved Ella Hansens ansættelse var hun kun et par og tyve år gammel og havde kun undervist i et privat hjem uden at have færdiggjort sin lærereksamen.  
Ella Hansen kom ikke selv fra De stærke Jyders kreds, men som L. C. Petersen skrev, så gik hun til opgaven med godt humør og god vilje, og var dygtig til at lære fra sig. "Hun var født lærerinde, med enestående anlæg til at undervise. Som hun kunne fortælle bibelhistorie for børnene! Det blev en hel ny vidunderlig verden for dem, fuld af de mest spændende og interessante begivenheder" "Pontoppidans Forklaring fandt hun også ud af at gøre nogenlunde tilgængelig og nyttig for børnene. Ved hjælp af nye Danmarkskort, Verdenskort og kort over Palæstina "rejste" hun rundt i verden med børnene og gjorde geografi alt andet end kedelig." "Og fortalte hun fædrelandshistorie fra sagntid til og videre til store historiske personligheder i vort land, forstod hun også her at gøre alt så levende og nærværende for børnene, at de blev revet med. - Med læsning havde det jo været kummerligt før. Det var fra gamle dage et af de kildne fag i privatskolerne. Man var jo så bange for at lade børnene læse noget i en dansk læsebog, og derfor havde man jo kun turdet give dem det nye testamente i hånden til læsebog i Dansk, men i en ældgammel dansk oversættelse, hvori sproget var langt fjernet fra nutidsdansk. Men for at opfylde betingelserne for statsunderstøttelse, skulle der nu en dansk læsebog til. Her blev man nødt til at gå frem med stor varsomhed, om der ikke skulle blive for store betænkeligheder ved den nye ordning, hvorfor den lokale kontrollerende myndighed tillod, at man indtil videre benyttede Skat Rørdams udmærkede oversættelse af Luthers store Katekisme. Ikke i spring, men i skridt, måtte man nemlig gå frem, om "de stærke" skulle vinde med og føle sig rolige og tilfredse med reformeringsforsøget. Navnlig ville de sikre sig imod, at der ingen eder fandtes i den læsebog, der blev givet børnene i hænde, da de vidste, at der kunne findes sådanne i de danske læsebøger, der brugtes i kommuneskolerne. 
Danskundervisningen, med dertil hørende sproglære, retskrivning og genfortælling tog en forbløffende vending fra det mådelige til det efter omstændighederne næsten udmærkede. Og i regning gjordes der også gode fremskridt. I løbet af godt et års tid var privatskolen forvandlet til nærmest at kunne stå mål med de normale folkeskoler på landet med toklassedeling."

Uddrag frit efter Holger Verner Therkelsens erindringer fra Rimmerslund Privatskole. 1923-1931

"Den 1. maj 1923 begyndte min skolegang. Jeg skulle, som mine to ældste søstre, gå i Rimmerslund Privatskole. Den lå ca. 1 km. uden form byen, på Rimmerslund Mark, der hvor vejen fra Rimmerslund spalter sig i vejen til Gæsager og Årup - lige i den trekant lå skolen.
skolen så ikke ud af ret meget - et lille rødstenshus med stråtag. Hele herligheden var højst 70-80 km2.
Indgangen var i gavlen fra Årupvej, hvor vi kom ind i en lang gang. Her var der et par knagerækker på væggene til at hænge overtøjet på, og en træsko-reol stod op ad den ene væg. Der var et vindue, der vendte ud imod haven, og så var der i den anden ende en dør ind i brænderummet. Midt for gangen var så indgangen til skolestuen. Det var et rum, vi børn syntes var stort.
Midt i klasseværelset var der 5 skolebænke med plads til 3 børn på hver, og øverst oppe katederet, hvor lærerinden havde sin plads. Der var tre fag tokarmede vinduer ud til begge sider, så rummet, der var malet i lyse og venlige farver, tog sig meget hyggeligt ud. Oppe på den ene side af katederet stod et orgel, som lærerinden spillede på ved morgensangen, og når vi ellers havde sang. På væggen bag katederet hang den store sorte tavle. På den højre side af den hang et stort Danmarkskort, og på venstre side et Europakort og et Verdenskort.
Imellem vinduerne hang indrammede billeder i smukke farver. De berettede om Jesu liv fra fødsel til opstandelse og himmelfart. Lige inden for døren til venstre stod kakkelovnen, og på væggen, på hver side af døren, var ophængt et par reoler. Her opbevaredes skolens rekvisitter.
Skolen lå på en vinkelgrund. Spidsen mod nord var legeplads. Mod syd var der anlagt skolehaver, hvor hver elev havde sin egen lille lod, som hun eller han selv måtte dyrke. I arealets midte var en stor rund græsplæne, som måtte betrædes, og heri var placeret skolens flagstang. Ud til legepladsen, indbygget i huset, var der to wc'er, et til drenge og et til piger. Det var tørklosetter. Andet havde man ikke dengang. Bag huset, på dets bagvæg, var et halvtag af bølgeblik, det var cykelskuret.
Skolen var opdelt i 2 klasser, kaldet store og lille klasse. I lille klasse var børnene i alderen 6-7 år til 10 år. Eleverne fra 10 til 14 år gik i store klasse. Da jeg gik i skole, havde ingen af klasserne over 15 elever.
Skolen begyndte kl. 8 om morgenen og sluttede ca. kl. 15. Dog først kl. 16 de to dage om ugen, hvor der var håndgerning.
Om vinteren gik de små i lille klasse kun i skole 2 dage om ugen. Om sommeren var det omvendt. Det hang sammen med, at de større børn som oftest var ude at tjene på landet i sommerhalvåret, eller måtte hjælpe ekstra meget til derhjemme om sommeren, hvis deres far var landmand. Det tog man hensyn til dengang. 
I en skole med kun 2 klasser er der selvfølgelig stor spredning i mange af fagene. Vore standpunkter var jo vidt forskellige. I klassen var alderen fra 6 til 10 år, men det mærkede vi nu ikke meget til i det daglige. Kun skete det engang imellem, at en af de større elever måtte hjælpe en mindre.
Vi blev i hele min skoletid undervist af lærerinder. Der var kun én ansat, og hun klarede det hele. Det var et strengt job og ikke underligt, at der fandt hyppige udskiftninger sted. I de 8 år, jeg gik i skole, hvad vi 4 lærerinder, så man må sige, de blev hurtigt slidt op.
At skolen var i tilbagegang mærkedes allerede dengang. Tilgangen af elever stagnerede stærkt."

"Selv i min skoletid blev mangt og meget af det gamle holdt i hævd. Hovedvægten i undervisningen blev stadig lagt på religion. Dernæst kom dansk, regning, skrivning, geografi og historie, samt sang, skriftlæsning (gotisk), tegning, danmarkshistorie, botanik og biologi.
Om min skolegang i lille klasse husker jeg, at vi havde ret meget skolearbejde. Vi startede ikke med ret mange fag, men vi lærte grundigt. Hjemmearbejdet i de første år bestod af staveøvelser, den lille tabel, salmevers og et stykke af Luthers Lille Katekismus, og som årene gik, steg kravene til os.
Mine skoleår var ikke helt uden problemer. Vor lille private skole med stråtag blev ofte genstand for drillerier fra Hedensted Kommuneskoles børn, der i daglig tale omtalte vor skole som Stærekassen. Vi elever blev så kaldt stæreunger, og selvfølgelig var der også nogle, der kaldte os gammelstærke, uden at de eller vi egentlig vidste, hvad det betød, og hvad det stod for. Det fik vi først rede på, da vi blev ældre. Kommuneskolens børn mente, at vi var anderledes, så vi blev kanøflet. Ja, det måtte vi drenge ofte mærke på vor egen krop, så det var ikke altid lige spændende at være elev i Stærekassen. Men skolen som sådan var en udemærket skole "

Privatskolelærer Rasmine Kirstine Pallesen, Rimmerslund Privatskole. 1922-1925

- frit efter Holger Verner Therkelsens erindringer om Kirstine Pallesen1

"Da jeg begyndte min skolegang i Rimmerslund Privatskole som 6-årig i 1923, hed skolens lærerinde frk. Kirstine Pallesen. Hun var forholdsvis ny i skolen, da jeg begyndte. Hun var lige kommet hjem fra Kina, hvor hun havde været missionær og skoleleder på en missionsskole. Hun havde tilbragt 14 år derude og var nu som 44-årig vendt hjem af helbredsmæssige grunde. 
Frk. Pallesen var ikke kedelig. Hun var fantastisk til at fortælle, og hun havde oplevet en masse. Hun havde, udover at have berejst store dele af Kina, også været i Amerika og England og talte flere sprog. Hun var elskelig - en rigtig hønemor for os småkræ i den lille klasse. Hun trøstede os, når vi var kede af det, og jeg husker, hvordan hun varmede vores forfrosne hænder om vinteren, når vi kom ind ude fra sneen.
Kommuneskolens børn kaldte frk. Pallesen for Kinamor. Det tog hun vist nærmest som et hædersnavn.
Vores Kinamor var virkelig på mange måder som en mor for os. Varm, hjælpsom og altid deltagende i vores små og store bekymringer. Græd vi, enten fordi vi var faldet og havde slået os, eller vi på anden måde var kommet galt afsted, trøstede og forbandt hun vores smårifter og skrammer. Hun værnede om os, som om vi var hendes egne børn.
Jeg husker, når nogle af os kom op at slås og var faret i hovedet på hinanden - ja, så husker jeg, at hun var enestående til at stifte fred.
Hun gav sig tid til at forhøre sig om årsagen og forklarede os, hvordan vi kunne få det bedre med os selv og andre. Hun lærte os overbærenhed og respekt for hinanden, lærte os, så små vi var, at vi hver især betød noget ganske særligt - at vi var Guds kære børn, som altid var omgivet af hans ufattelige kærlighed og omsorg, og at det forpligtede os. Ingen af os ville ved egen kraft kunne slå os igennem livets besværligheder. Krig og ufred havde aldrig løst nogle problemer, men tværtimod skabt mange flere. Hvis vi derimod bestræbte os på altid at være flinke og hjælpsomme overfor hinanden, ville det udløse varme og venlige følelser både hos os selv og de andre. Livet ville blive rigere og lettere for os alle. Hver dag kunne blive en festdag, hvis vi bare ville gøre lidt til det. "Prøv selv, og I vil se, jeg har ret. Begynd i dag!"
Jeg tror aldrig, vi børn, der gik hos hende, vil glemme hende. Hun såede noget i vore barnesind, som kom til at præge hele vort liv. Hun lærte os om mennesker, dyr og planter, om Guds skaberglæde, som alt omkring os vidner om. Hun åbnede vore øjne og sanser for al den rigdom, der omgav os.
Det krævede stor opfindsomhed fra lærerindens side at få budgettet til at holde; men her kom mange utraditionelle metoder i anvendelse. Jeg husker således fra lille klasse, at vi før juleferien og vor skolejuletræs-fest blev inviteret hjem til frk. Pallesen privat. Her fik vi lov til at bage småkager til julefesten: Pebernødder, brune kager, vaniljekranse og kagemænd m.m. Vi syntes det var spændende og morede os dejligt.

Rasmine Kirstine Pallesen. Diakonisse og missionær. Missionselev i København, lærte engelsk i England og derefter kinesisk. Udsendt af Det Danske Missionsselskab (DMS) som missionær og lærer på danskstartet skole i Kuandian i Kina ved grænsen til Nordkorea 1907-1920. Døde ugift på Vor Frue Kloster i Aarhus i 1964. Kilde: Kaldet til Kina - Danske missionærers liv og oplevelser i Manchuriet 1893-1960 og slægtsnotater.

Privatskolelærer Mette Marie Sørensen Rishede, Rimmerslund Privatskole. 1932-1933

De 2 søstre Elisabeth Serafine Sørensen Riishede og privatskolelærer Mette Marie Sørensen RiishedeMette Marie Sørensen Rishede1 var privatskolelærer på Rimmerslund Privatskole et enkelt år fra 1932 til 1933. 
Hun var født i Solkjær i Øster Snede sogn i 1905, og var derfor 27-28 år, da hun var lærer på skolen. Hun var ikke gift. 

Jeg ved ikke, om hun havde en lærereksamen, men det har hun formodentlig haft, da hun både var lærer før og efter Rimmerslund Privatskole. Jeg er heller ikke klar over, hvordan hun var som underviser.
Efter Rimmerslund fortsatte hun som lærer i Gerding sogn, syd for Ålborg, så selv om hun kom fra en slægt af stærke Jyder og også havde undervist på en skole for De stærke Jyder, så fortsatte hun nu på en skole, der ikke kan have noget at gøre med De stærke Jyder.
Hendes slægt tilhørte De stærke Jyder, men hendes far, Jørgen Sørensen Rishede, blev heller ikke i De stærke Jyder. I 1938 blev han valgt ind i Øster Snede menighedsråd for Indre Mission sammen med én anden, mens De stærke Jyder fik hele 4 repræsentanter og grundtvigianerne 1 repræsentant.2 

Mette Marie Sørensen Rishede var ikke lærer længe i Gerding sogn, inden hun den 10. november 1933 blev gift med den 29-årige ugifte gårdbestyrer på Askildrup Mark i Blenstrup sogn, Aalborg Amt, Magnus Benedikt Hjelm. Han var gårdbestyrer på sin fars gård.
Brylluppet foregik i Øster Snede kirke, og om hende stod der noteret i kirkebogen: "Ugift lærerinde i Gerding sogn, Aalborg Amt, Mette Marie Sørensen Rishede, født den 22de februar 1905 i Solskov, Øster Snede sogn, Vejle Amt, datter af husmand og murer på Øster Snede Mark, Øster Snede sogn, Jørgen Sørensen Rishede og afdøde hustru Johanne Marie Sørensen".
Magnus Benedikt Hjelm blev senere journalist og redaktør for ”Jydsk Pressebureau”, Århus. Jeg ved ikke om Mette Marie fortsatte med at undervise. 
Mette Hjelm Riishede døde i 1963.

Jeg har valgt at nævne Mette Marie Sørensen Rishede - på trods af, at jeg ikke ved noget om hendes tid på Rimmerslund Privatskole, da hendes far, Jørgen Sørensen Rishede, var min farmors bror. 

Rishede/Riishedeslægten stammede fra Klovborg, nordvest for Horsens og sydøst for Nørre Snede, og du kan læse om den på dette link: Rishede
Therkel Hansen: Øster Snede sogn - De stærke Jyders sogn. 1991. s. 55.

Kilder:

L. C. Petersen: Erindringer fra en præstegerning blandt De Stærke Jyder. 1923
Holger Verner Therkelsen: Minder fra De stærke Jyders land. 1993
Hans Borup Jakobsen: De stærke Jyder
Dansk Præste- og Sognehistorie. X Haderslev Stift. Hefte 13 Hedensted Provsti. Udgivet af A Pontoppidan Thyssen. 1989
Frands Ole Overgaard og Anders Pontoppidan Thyssen: De senere jyske Vækkelser: Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede. V Bind.

Marius Hansen: Hornstrup Sogn. 1949
Edith Mandrup Rønn: Undervisning i De stærke Jyders Privatskole. Vejle Amts Årbog. 2000.
Horsens Socialdemokrat, Vejle Amts Folkeblad og Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende - notitser om statstilskud
Folketællinger, kirkebøger, ansøgninger fra Hatting Herred om erindringsmedaljer efter krigen i 1864
Fotoet af privatskolelærer Kristian Pedersen med elever har jeg fået af Marianne Riber


© Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net . For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst, I kan finde mine kontaktoplysninger på dette link: hjem