Rishede

Søren Rasmussen - stamfader til slægten Rishede og Riishede 

Stamfaderen til slægten med navnene Rishede og Riishede hed Søren Rasmussen - i Klovborg også kaldet Søren Post. Han blev født i 1852 på slægtsgården Rishedegaard1 i det lille område Rishede1 i Gribstrup i Klovborg sogn mellem Horsens og Nr. Snede.
Klovborg hører nu til Ikast-Brande Kommune.

Rishedegaard og slægtens historie betød hele livet meget for Søren Rasmussen. Derfor døbte han og hans kone Elisabeth Serafine alle deres børn med navnet Rishede - nogle af dem tog senere navneforandring til Riishede med 2 i'er.

Søren Rasmussen Riishede i Klovborg

Søren Rasmussen - fotograferet ved sit stuebord i Storegade 36 i Klovborg. Efter at alle hans børn var døbt Rishede, tilkøbte han selv familienavnet Riishede d. 2. marts 1918 (- eller var det mon Rishede med ét i)

Da Søren blev født, ejede hans forældre slægtsgården Rishedegaard i Gribstrup ved Klovborg mellem Horsens og Nr. Snede. Gården var på det tidspunkt en veldrevet gård. 
Søren Rasmussens far, Rasmus Pedersen "Hedegaard", var gift 2 gange. I det første ægteskab var der 4 børn, i det andet var der 9 børn.
Det blev det ældste barn af andet ægteskab og hendes mand, der arvede Rishedegaard. Hun hed Mette Kirstine Rasmussen, han hed Peter Christian Henriksen og var fra Halle.

Det gik ikke så godt for Mette Kirstine og Peter Christian. I 1891 gik de konkurs, gården kom på tvangsauktion, og derefter gik den ud af slægtens eje. Det var ikke kun en stor ulykke for Søren Rasmussens søster og svoger, men også for Søren selv. Han manglede kun 1000 daler for at kunne overtage gården. 

Denne artikel vil først og fremmest handle om Søren Rasmussen og min oldemor Elisabeth Serafine Scheuer (- døbt Schjøer2) og om livet i hjemmet på Rishede Mark og senere i Storegade i Klovborg.
Artiklen bygger først og fremmest på erindringer fortalt af børn, børnebørn og oldebørn. En stor del af disse erindringer er nedskrevet i Elna Ulvbjergs bog: Skaddegord, II Halvbind. 1960. Eget forlag. S. 1001-1042. Andre brugte kilder, kan du se efter hvert afsnit og nederst på siden.

Jeg har skrevet en anden artikel, som handler om hver enkelt af Elisabeth Serafines og Søren Rasmussens 11 børn. Den kan du læse på dette link: Hvem hed først Rishede og Riishede?

Elisabeth Serafine og Søren Rasmussen var min oldeforældre, min farmor Birgitte Sørensen Rishedes forældre.
Selv hedder jeg Gudrun Rishede, og hvis du har rettelser/tilføjelser eller kommentarer, kan du finde min kontaktadresse her: Hjem

Udover at alle Elisabeth Serafines og Søren Rasmussens børn blev døbt Sørensen Rishede, købte Søren Rasmussen selv - den 2. marts 1918 - familienavnet Rishede (- eller Riishede, det ved jeg faktisk ikke endnu).
På det tidspunkt var gården ikke længere i slægtens eje. Heller ikke den lille ejendom på Rishede Mark, som Søren Rasmussen havde fået til sit bryllup i 1876, var længere i familiens eje, for i 1903 var familien flyttet til Klovborg by, hvor Elisabeth Serafine døde i 1909.
Du kan læse mere om Rishedegaards historie og dens ejere i denne artikel: Rishedegaard (link)

I historiske kilder staves gården nogle gange Rishedegaard og andre gange Riishedegaard. Det samme gælder for området, der både staves Rishede og Riishede
Hun er døbt Elisabeth Serafine Schjøer, men det er en fejl. Forklaringen kan du læse i min artikel: Elisabeth Serafine Scheuer. Vissenbjerg og Thyregod

Familiebesøg hos Søren Post i Klovborg

Familiebesøg i Klovborg. Bagerst fra venstre: Søren Rasmussen Riishede, Christen Mathiasen Christensen, Mariane Rishede Christensen, Sine Rishede Terkelsen og Terkel Terkelsen, Forrest: Olav Riishede (Marius' søn) og Anna Mathilde Christensen (senere Klogborg - Marianes datter)

Rasmus Pedersen Hedegaard (1792-1871) og Benedicte Johanne Jensdatter (1819-1892), Rishedegaard

Søren Rasmussens far, Rasmus Pedersen "Hedegaard", var selv født på Rishedegaard, og Sørens mor, Benedicte Johanne Jensdatter1,  var født i Hjortsvang i Linnerup Sogn, Skanderborg amt. Hendes slægt kan føres tilbage til 1500-tallet og tæller adskillige præster, købmænd, borgmestre, rådmænd, toldere, slotsskrivere - ja endda en oldfrue for Christian d. 4. på Koldinghus under slottets plyndring på grund af kongens katastrofale deltagelse i 30-årskrigen. Hun døde senere af pest.2   

Rishedegård og Hedegårdshøj i Rishede, Klovborg

Sørens fars tilnavn "Hedegaard" skyldtes, at der overfor slægtsgården Rishedegaard på Tranholmvej 5 lå en bakke med en højde på 108 m. Denne bakke hedder egentlig Storhøj, men de lokale kaldte den Hedegårdshøj. 

Rasmus Pedersen Hedegaard havde tidligere været gift med Mette Kirstine Sørensdatter (1795 -1841), med hvem han havde de fire børn: Heinrich Rasmussen, Søren Peder Rasmussen, Ole Rasmussen og Marie Cathrine Rasmusdatter. 
Sønnen af første ægteskab, Søren Peder Rasmussen, købte i 1906 efternavnet Hedegaard - som jo altså på dette tidspunkt allerede var blevet brugt som tilnavn for familien. 

Da Mette Kirstine døde giftede Rasmus Pedersen Hedegaard sig senere samme år med hendes bror Jens Sørensens og Dorthea Sofie Wogelius' datter, Benedicte Johanne Jensdatter. Hun blev min tipoldemor - og Sørens mor.
Rasmus Pedersen "Hedegaard" og Benedicte Johanne Jensdatter fik sammen 9 børn: Mette Kirstine Rasmussen, Jensine Sophie Rasmussen, Jens Ole Rasmussen, Mariane Rasmussen, Søren Rasmussen (oldefar), Maren Rasmussen, Niels Rasmussen, Jens Møller Rasmussen og Dorthea Sophie Rasmussen. 

Rasmus Pedersen Hedegaard og Bennedicte Johanne Jensdatter blev boende på aftægt på Rishedegaard, da datteren Mette Kirstine Rasmussen og hendes mand Peder Christian Henriksen fra Halle i Grædstrup Sogn, Skanderborg Amt overtog Rishedegaard.

Min tipoldemor Benedicte Johanne Jensdatter var født i Hjortsvang i Linnerup Sogn, Skanderborg amt. Hun var datter af husmand Jens Sørensen og Dorthea Sofie Vogelius (eller Wogelius). Jens Sørensen fra Tirsvad havde været avlskarl i Skade præstegård, hvor Dorthea Sofie Vogelius' bror, Jens Møller Vogelius, var præst. 
Da Dorthea Sofie Vogelius' og Jens Møller Vogelius' far, Michael Vogelius, var død , flyttede deres mor Hedvig Benedicte Spandet hen til sønnen i Skade præstegård, og her i præstegården havde Jens Sørensen og Dorthea Sofie Vogelius mødt hinanden.
Hedvig Benedicte Spandet døde i Skade præstegård d. 13. feb. 1834, 81 år gammel. Samme år blev Jens Møller Vogelius præst i Hundslund

Det er for omfattende at fortælle om Benedicte Johanne Jensdatters aner her. Jeg håber i andre artikler at vende tilbage til præsteslægterne Vogelius, Steenstrup, Spandet, Buch, Sørensen m.fl., borgmestre og rådmænd i Sæby, Kolding og Haderslev, skrivere på Koldinghus, Bistrup i Hjørring og Brorson - skriver og godsforvalter for rigshofmester, Joachim Gersdorff (han var én af de 2 danske fredsforhandlere i 1658 under den ulykkelige Roskildefredsslutning), apoteker Reimich - bygherre til Borchs Gård i Kolding - et af Danmarks finest bevarede borgerhuse fra renæssancen, en orgelbygger fra Viborg, osv. 
Om Søren Rasmussen Riishede - eller Rishede (1852 - 1938)

Søren Rasmussen blev født den 12. feb. 1852. Han blev døbt i hjemmet dagen efter fødslen og fremstillet i kirken den 15. maj. Forældrene var gårdmand Rasmus Pedersen og hustru Benedicte Johanne Jensen i Riishede. Faddere ved dåben var Husmand Søren Jensens kone af Hjortsvang (Hun hed Dorthea Sofie Wogelius og var Sørens mormor), Pige Line Nielsen, Gårdm. Niels Sørensen fra Nygaard (Gribstrup Mark), Søren Christian Larsen, gårdmand på Mattrup Ladegaard samt gårdmand Niels Hansen, Skade. 

Søren fortalte selv, at han fik en god opdragelse under en god og gudfrygtig mor. Om sin barndom fortalte han desuden, at der måtte arbejdes hårdt, og det kom til at præge ham resten af livet. 
Søren blev tilsyneladende hjemmeundervist af sin mor, Benedicte Johanne Jensen, som stammede fra præstefamilie. Hans far kunne formodentlig slet ikke læse og skrive, i hvert fald havde han som forlover ved datteren Marie Katrines bryllup med Peter Jensen i Tranholm, skrevet sit navn i kirkebogen med "ført hånd", hvilket tyder på, at han ikke selv kunne skrive.
Søren havde gode evner og var dygtig i almindelige skolekundskaber. Han havde også en flot og sikker håndskrift - selv da han var over 80 år gammel. Mange, der ikke kunne klare sig med det, de havde lært i skolen, kom til Søren for at få hjælp.

Til hans barndomserindringer hørte prøjsernes fremrykning op igennem Jylland i 1864.

Søren Rasmussen blev konfirmeret den 8. april 1866 og blev efter sin konfirmation boende på Rishedegaard. Hans søster og svoger, Mette Kirstine Rasmussen og Peder Christian Henriksen, havde nu overtaget gården, og hos dem tjente han fra 1. nov. 1866 til 1. nov. 1870. Peder Christian Henriksen skrev i Sørens skudsmålsbog, at "Søren Rasmussen havde tjent ham fra..til...og i den tid opført sig flittig og tro"
Selv om Mette Kirstine Rasmussen og Peder Christian Henriksen havde overtaget gården, boede hans forældre, Rasmus Pedersen og Benedicte Johanne Jensen og flere af hans søskende der stadig. 

I folketællingen 1870 havde Peder Christian Henriksen og Mette Kirstine Rasmussen 2 børn: Henrik Rasmus Peder Christian Henriksen på 4 og Rasmus Peder Christian Henriksen på 2. (Så var både faderen og morfaderen tilgodeset i begge drenges navne). Hendes forældre boede på aftægt på gården og 3 af Mette Kirstines yngre søskende var ansat som tjenestefolk, det var Søren Rasmussen på 18, Niels Rasmussen på 12 og Mariane Rasmussen på 20. Rasmus Pedersen og Bennedicte Johanne Jensdatter tog sig stadig af de 2 børn Jens Møller på 9 (han blev betegnet som idiot i kirkebogen ved sin død) og Dorthea Sophie på 4.

Søren Rasmussen aftjente sin værnepligt ved den historiske 12. infanteri-bataljon i Fredericia, hvilket han fortalte om med stolthed. Specielt om da de marcherede til København og om lejren i Hald. 
Efter at han havde taget sin afsked som landpost var han en gang med på en tur til Viborg og Hald, og her beså han med megen interesse omgivelserne, hvor han havde været som ung. 
Jeg er ikke klar over, hvornår han aftjente sin værnepligt, da der ingen "huller" er i hans skudsmålsbog.

12. Batt.'s Soldaterforening fotograferet på Fredericia vold med fane. Soldater i uniformer, såvel som gamle veteraner i civil samt børn fra kvartererne i den indre by. I forreste række sidder oldefar Søren Rasmussen Riishede (farmors far) i sin postuniform med kasketten i skødet. I anden række sidder min oldefar (farfars far), Niels Hansen (link), skråt til højre bag manden med bowlerhat. Kilde: Lokalhistorisk Arkiv, Fredericia

Fra november 1870 til november 1872 tjente Søren på godset Mattrup, som på det tidspunkt ejedes af Mary Lucinde Westenholz, enke efter Regnar Westenholz. Forvalteren hyrede ham for 44 kr. det første år, og for 48 kr. det andet. Også der var der tilfredshed med ham, stod der i skudsmålsbogen.
Fra november 1872 til november 1874 arbejdede han igen for Peder Christian Henriksen på Rishedegaard. Det var også igen til hans tilfredshed.
Derefter fik Søren åbenbart lyst til at komme lidt væk fra sognet, for fra november 1875 til den 30. juni 1877 meldte han flytning til Nørre Snede sogn nogle få kilometer væk fra hjemmet. Der står ikke i skudsmålsbogen, hvad han lavede i Nørre Snede sogn, men han har selv fortalt, at han i sin ungdom havde arbejdet på Engebjerggaard i Nortvig by, og det ligger netop i Nørre Snede Sogn. 
Her i Nortvig mødte Søren Rasmussen sin kommende kone, Elisabeth Serafine Scheuer

Elisabeth Serafine Schjoer (Scheuer) (1856-1909)

Der har i slægten været megen usikkerhed om, hvor Elisabeth Serafines familie stammede fra. Det har været almindelig at omtale hendes slægt som stammende fra kartoffeltyskerne. Det har jeg dog ikke fundet noget tegn på. I stedet stammer de fra Risagergaard i Vester sogn ved Thyregod og fra Vissenbjerg sogn på Fyn.

Da det er for omfattende at skrive om i denne artikel, har jeg valgt at skrive en artikel alene om hendes liv fra hendes fødsel i Thyregod til hendes bryllup med Søren Rasmussen, som også foregik i Thyregod. I artiklen har jeg desuden fortalt om, hvorfor hun ved en fejl blev døbt Schjoer, om hendes forældre Birgitte Marie Jensdatter og far Jørgen Johansen Scheuer - og om hendes søskende. Læs artiklen på dette link: Elisabeth Serafine Scheuer. Vissenbjerg og Thyregod
Vil du kende Elisabeth Serafine Scheuers slægt endnu længere tilbage, kan du se hendes anetræ på dette link: Anetræ for Elisabeth Serafine Scheuer, hvor du også kan læse om hendes slægt helt tilbage til først i 1700-tallet

Søren Rasmussen Riishede og Elisabeth Serafine Schjøer på Rishede Mark

Søren Rasmussen og Elisabeth Serafine blev viet i Thyregod kirke juleaftensdag 1876. På det tidspunkt tjente begge i Nørre Snede sogn. Søren i Nortvig by - formodentlig på Engebjerggaard. Elisabeth Serafine hos Karen Marie Jensen, Ingeborg. Jeg mener Engebjerggaard og Ingeborg kan være samme sted, men er ikke 100% sikker.

Ved giftermålet fik de tildelt knap en snes tdr. land jord fra Rishedegaard på Rishede Mark. Jordstykket lå sydvest for Rishedegaard på Tranholmvej 4. (Rishedegaard lå Tranholmvej 5). Her byggede de en mindre ejendom. 

Tranholmvej 4, Klovborg. RishedeArbejdet lavede de selv. Bygningen var lavet af bindingsværk udfyldt med ubrændte lersten og bestod af en forstue, stue, sovekammer og køkken i hvis forlængelse, der var lo og lade.
De ubrændte sten var dårligt materiale og måtte ofte repareres, da pudset faldt af.

I forstue og køkken var gulvet af runde kampesten, i køkkenet var der åbent ildsted. Stue og sovekammer havde bræddegulv, som var hvidskuret og bestrøet med fint hvidt sand. 

Ejendommens jord var mager og udpint, så det var småt med avlen. Af dyr havde de kun 1-2 køer og et par stude.
For at klare sig, måtte Søren derfor gå ud som daglejer - daglønnen var om sommeren 1 kr. og om vinteren 50 øre – undertiden på egen kost. Ejendommen måtte så passes om morgenen og om aftenen, hvilket naturligvis også førte til en del forsømmelser. En arbejdsdag kunne ofte om sommeren gå fra 3.30 eller endnu før til sent om aftenen.

En tid gik han til Klovborg og fyrede for bageren kl. 2 om natten. En tid fyrede han også i Klovborg kirke kl. 2 om natten for at få kirken varm til gudstjenestetid. Han var desuden ringer ved kirken og savede og kløvede brænde for bagermesteren.
På trods af det meget arbejde, fik han alligevel tid til at bygge et temmelig langt stendige som markskel mellem Rishedegaard og ejendommen. Dette dige er nu forsvundet. 
De boede på Rishede Mark indtil 1903.

Ejendommen er nu væk, men ved den i 2007 forfaldne bygning på stedet stod der bl.a. et udhus med årstallet 1903, så det blev sikkert bygget af den næste ejer.

Livet på Rishede Mark og Søren Post

Hjemmet var meget fattigt, og det var svært at skaffe føde og klæder til de efterhånden 11 børn. Ofte bestod måltidet bare af et fad kartofler, som hver især pillede, eftersom de spistes. Til kartoflerne var der kun lidt salt. Eller der spistes tørt brød med et stykke ost, men uden fedt eller smør. En af sønnerne hørte en nat begge sine forældre græde over, at der hverken var penge eller mad til børnene. En gang blev en gammel ko slagtet og nedsaltet, den levede man højt på i lange tider. Til jul blev der bagt lidt franskbrød, og med det fik de et rent festmåltid. 
Familien var for stolt til at låne eller bede nogen om hjælp. En aften stod forældrene i døren mellem stuen og sovekammeret og talte om den hårde tilværelse, en af deres sønner hørte dem afslutte samtalen med at sige: "Vort blivende hjem er ikke her, det er oventil.

Sønnen Ole Riishede har fortalt, at hans far en vintermorgen gik over til provsten på Skade præstegård1 for at tærske med plejl. Han var tung i sindet og havde tårer i øjnene, for han vidste, at der ikke var brød til mere end den samme dag derhjemme, han sukkede til Gud om hjælp, og denne kom på en måde, han ikke havde tænkt. Op ad dagen kom provsten, kiggede ind ad døren og sagde: ”Hør Søren, vil De ikke have en skæppe rug med hjem til brød.” Søren takkede, nu var en tung byrde taget fra ham, og der var atter brød til de mange munde, der skulle mættes.
Søren havde en fast vilje, han ville ikke tigge, og kredit var et ukendt begreb for ham. 

Elisabeth Serafine Schjøer og Søren Rasmussen Riishede i Klovborg

I 1893 blev Søren landpostbud. Han gik som regel på Skaderuten. På den rute lå Klovborg Kirke, som han passerede på sin vej til og fra arbejde. Det kunne passe med tiderne for morgen- og aftenringning. Skade præstegård lå ved siden af kirken, det var der, hvor hans mor Benedicte Johanne Jensdatters forældre i sin tid mødte hinanden hos Benedicte Johannes morbror, sognepræst Jens Møller Vogelius2. Hans eget hjem gik han også med post til.
Når Søren havde gået sin postrunde, sorterede han posten til udbringning næste dag og tog derefter posttasken med hjem. På den måde havde han kvit og frit Kristelig Dagblad og andet læsestof, som han så kunne læse, før det skulle bringes ud næste dag.

Landpostbudene fik mørkeblå uniform i 1893, det år Søren blev ansat, men uniformen var af dårligere kvalitet end bypostbudenes røde, og desuden var de meget lidt iøjnefaldende. Landpostbudene blev først tjenestemænd i 1919 - 30 år efter bypostbudene. De ønskede da også at bære rød uniform, men først fra 1979 var hele omdelingspersonalet rødklædt.
Postbuduniformen før 1893 havde haft et militært præg med sin høje, opretstående krave og de to rader knapper med kongens navnetræk. Den høje krave blev allerede i 1889 afløst af en lav, men stadig opretstående krave, så det nu blev muligt at dreje hovedet

Elna Ulvbjerg fortæller i sin bog Skaddegord om en oplevelse hun og 3 andre skolebørn havde en dag med et voldsomt uvejr. De havde i timevis vandret frem og tilbage ved et vandløb, de skulle over, fordi vejen var oversvømmet. De havde ikke turdet passere på grund af den voldsomme strøm, der var opstået i uvejret. I mørkningen kom Søren forbi for at ringe solen ned, og han hjalp dem med at komme over. Han bar dem gennem vandet én for én på ryggen og på bare ben. Han fortalte senere, at det kun lige var muligt for ham at stå fast i strømmen over vejen. I hjemmene havde man naturligvis ikke kunnet forstå, hvor børnene blev af, og var ved at ængstes efter dem.

Søren fik i begyndelsen 300 kr. om året som landpostbud. Han syntes allerede da, at han var en holden mand, og inden den yngste søn Ole kom ud at tjene knap 10 år gammel, var lønnen steget til det dobbelte. Søren følte sig som en holden mand, og nu blev der flere penge til rådighed i familien. Der blev råd til et stykke franskbrød hver søndag. Der kom gardiner og blomster i vinduet og købt lidt brugte møbler, bl.a. en chaiselong og en hængelampe. 
Min egen farmor Birgitte arvede senere et stort spejl og chatol, der kom til at hænge i farmors og farfars entre. Det har været en ret speciel investering på det tidspunkt, og den siger noget om min oldemors sirlighed - og om min farmors, for når jeg ser hende for mig i dag, ser jeg hende gerne sidde foran et spejl og nette sig, når hun kom på besøg i mit barndomshjem på De gamles Hjem i Østbirk.

I 1882 blev der oprettet en daglig diligencekørsel med befordring og post mellem Horsens og Nørre Snede, og indtil 1913 kom posten derfor med en lukket gul postvogn med heste og et posthorn. Det kunne høres viden om, når posten kom til byen. Postvognen var samtidig den eneste officielle befordring der fandtes, men det passede sjældent ret godt for passagererne, da den kørte fra Horsens til Nørre Snede om morgenen og den anden vej om aftenen. Først omkring århundredskiftet begyndte der at komme enkelte cykler i de forskellige hjem. 

Ole Riishede, Søren og Elisabeth Serafines søn, fortalte, at hans far nogle gange kunne gå til Horsens for at komme til postmøde, 25 km. hver vej. Det blev som regel holdt på en søndag. 

Provsten må være Johannes John Aschlund Ammundsen – Han var i Klovborg fra 1904 til 1914. Klovborg Kirke hed før Skade Kirke og her lå præstegården også.
Se forklaring i note 1 i afsnittet Rasmus Pedersen Hedegaard (1792-1871) og Benedicte Johanne Jensdatter (1819-1892), Rishedegaard

Familiens tilknytning til De stærke Jyder

I Vrads Herred synes der kun at have været vækkelse i Klovborg sogn, hvor der i 1830'erne og 1840'erne var enkelte vakte, der stod i forbindelse med ligesindede i Gadbjerg og Øster Snede sogne. Endnu i 1854 var der kun et par opvakte familier, der som de eneste erklærede sig utilfredse med Evangelisk-kristelig salmebog. I annekssognene Tyrsting og Grædstrup vandt de ingen tilslutning1

Søren Rasmussen Riishede og Elisabeth Serafine Scheuer var en af de få familier i Klovborg, der knyttede sig til De stærke Jyder. Derfor hørte andagt og læsning i De stærke Jyders bøger med til livet i hjemmet hos dem. 
Det må have været en stor omvæltning for den meget livlige og danseglade Elisabeth Serafine at komme i forbindelse med De stærke Jyder og senere Indre Mission. 

Jeg ved ikke præcist hvornår eller hvordan denne omvendelse skete i vores slægt, men jeg er ret overbevist om, at det skete omkring 1845-1850, og at det har noget at gøre med at Ane Mette Steffensdatter fra Steffensen-slægten på Tofthøjgård i Tofthøj i Gadbjerg sogn blev gift ind i familien. Slægten Steffensen var en meget markant slægt indenfor De stærke Jyder og Ane Mette Steffensdatter blev en slags åndelig fører for De stærke Jyder i Klovborg 2.
Ane Mette Steffensdatter (Stephensen) - eller Ane Mett', som hun kaldtes, blev gift ind i slægten fra Rishedegaard, da hun blev gift med Sørens ældste halvbror, Henrik Rasmussen.

Ane Mette Steffensdatters forældre hed Mariane Jensdatter og Steffen Jensen. Steffen Jensen var knyttet til vækkelsen i Uldum-Langskov ved slægtsbånd3, for hans faster, Kirsten Stephansdatter, var gift med gårdmand Kristen Andersen Sælland i Ølholm. De var begge tilhængere af vækkelsesprædikanten Peter Frandsen Rytter og med i retssagen i Ølholm i 1799-18024 (Som jeg har fortalt om i artiklen: Johanne Marie Jensdatters omvendelse). 

I Steffensen-familien blev der fortalt en lidt anden historie om deres vækkelse, for Marie Terkeline Laursen, der var datter af Ane Mette Steffensdatters bror, Laurs Steffensen, nedskrev dele af slægtens historie. Hun havde denne forklaring fra begyndelsen af 1840'erne: "Dengang Laurs gik hjemme som Karl i Søndergaarden, og der var flere af hans voksne Søstre hjemme, fandt den yngste af dem, Mette Marie, en Dag en gammel Bog oppe på Loftet. Den handlede om Genfødslen, og hun læste meget i den. Hun blev efterhånden urolig for sin og de andres Tilstand og læste mere i den, og en Dag sagde hun til sine Søskende: "Hvis det er sandt, det der står i Bogen, så går vi allesammen til Helvede"
De andre læste nu også meget i Bogen, og de begyndte at længes efter at tale med gudfrygtige mennesker om dette. I byen boede en gammel Kone, kaldet Pråsekonen. Hun havde været gift med Ole Prås, og denne Kone var Søster til Mads Væver i Kragelund i Øster Snede sogn, hvilken Mads var en opvakt og troende Mand. Pråsekonen havde også nogle gudelige Bøger. De unge mennesker begyndte nu at gå om til hende og læse i hendes Bøger, og omsider søgte de hen til Mads Væver i Kragelund, hvor de også lærte andre troende Mennesker at kende, såsom Jens Knudsen og Mads Kristensen på Kragelund Mark.
De blev allesammen omvendt, og Jens Steffensen (endnu en bror), som dengang var gift med Katrine Marie i Uhre, var så vred over, at hans Søskende var blevet hellige, at når han var oppe ved Smeden med sine heste, ville han ikke se hjem. Men hans Tid kom også, og endvidere blev de gamle Forældre Steffen og Mariane omvendt"5

Både Mariane Jensdatter og Steffen Jensen og 6 af deres børn flyttede - som så mange andre af De stærke Jyder - til Øster Snede sogn midt i 1800-tallet. Kun datteren Ane Steffensdatter blev i Gadbjerg sogn.
Datteren Ane Mette Steffensdatter flyttede som sagt til Klovborg.

Mariane Jensdatter og Steffen Jensen boede på deres gamle dage hos sønnen Laurs Steffensen på Elmbækgård, Vandmøllevej 81 i Krollerup i Øster Snede sogn. En anden af deres sønner, Jens Steffensen boede nabo dertil. De 2 brødre var gift med to døtre til privatskolelærer Mads Christensen fra De stærke Jyders privatskole i Kragelund. Steffensen familien fik mange efterkommere i Øster Snede sogn. Therkel Hansen fra De stærke Jyders Mindestue i Gl. Sole, og hvis mormor var ovenfor omtalte Mette Marie Stephandatter, talte engang Mariane Jensdatters og Steffen Jensens efterkommere i Øster Snede sogn til ca. 500, en fjerdedel af sognets indbyggere.

Da Ane Mette Steffensdatter flyttede til Klovborg, var det ikke for at blive gift med Sørens halvbror, Henrik Rasmussen, for hun var nemlig lige før flytningen blevet gift med sin første mand, Peder Sørensen. Peder Sørensen havde lært smedefaget, og desuden ved brylluppet købt en gård i Klovborg, og det var dertil de flyttede efter deres bryllup i 1841. Som det fortælles nedenfor, var han langt fra religiøs. 
I Folketællingen i 1845 boede Ane Mette Steffensdatter og Peder Sørensen på en gård i Gribstrup, Klovborg sogn. Hendes yngre bror Jens Peter Steffensen var én af to tjenestefolk på gården.

Gården havde et lignende navn, som gården hun var født på. Gården i Tofthøj hed Tofthøjgård og gården i Klovborg hed Gl. Toftegaard.  
Ane Mette Steffensdatters første mand, Peder Sørensen, tilhørte bestemt ikke De stærke Jyder, Marie Terkeline Laursen fortalte om ham:
"Peder Sørensen kaldtes også Peder Stærk (Pe' Stærk) på grund af sin usædvanlige styrke. Det fortælles, at han kunne bære en tønde korn op på loftet i sine tænder. Der var en mand, der hed Anders, der gik og pralede af sin styrke. Han opsøgte Peder Stærk og ville tage livtag med ham. Peder Stærk gik ude på sin mark i Klovborg og pløjede den dag, da Anders kom, og han var netop i færd med at spænde hesten fra. Anders vidste ikke, hvem han var, men spurgte, om han ikke ville sige, hvor Peder Stærk boede. Peder Stærk tog da ploven i den ene hånd, løftede den og pegede med den på sin gård, hvorefter han sagde. "Der bor han vist". Anders luskede stille af. 
Peder stærk var i øvrigt et ugudeligt menneske, der aldrig ville høre et Guds ord eller noget om Gud. Dengang, da Ane Mette var ved at blive urolig for sin sjæls frelse, truede han hende med en knytnæve, hun kunne bare prøve på at blive hellig. Da han lå på sit sidste dødsleje og skulle dø, var han ligeså hård og forhærdet."
7

Men Anne Mette var lige som sine søskende blevet grebet af vækkelsen, og om hende blev der nu en lille flok af Stærke Jyder i Klovborg sogn. Da Peder Sørensen døde i 1847, giftede Ane Mette Steffensdatter sig derefter igen i oktober 1848 med den knap 20-årig Henrik Rasmussen - også stavet Henrich Rasmussen. På den måde blev Ane Mette Steffensdatter gift ind i slægten fra Rishedegaard, for Henrik Rasmussen var oldefar Søren Rasmussens ældste halvbror, søn af Rasmus Pedersen Hedegaards første ægteskab med Mette Kirstine Sørensdatter. Når Anne Mette giftede sig med den unge Henrik Rasmussen, var det vel et udtryk for, at der har været en slags åndeligt slægtskab?
Ane Mette Steffensen og Henrik Rasmussens søn Peder Henriksen blev i øvrigt i 1897 ejer af Elmbækgård i Krollerup efter Laurs Steffensen. Samme år solgte han sin egen gård, Østergård i Gribstrup i Klovborg sogn - måske skulle han på "genopdragelse" i Øster Snede sogn, for året før var han - på trods af at han var gift med Ane Jensdatter - blevet udlagt som Barnefader til ugifte Kristiane Dorthea Jensen Jakobsens barn, Steffen Julius Jakobsen på Florits Mark8. Da Henrik Rasmussen også døde på Horsens Sygehus i 1897, flyttede enken, Ane Mette Steffensen som den syvende i søskendeflokken fra Tofthøjgård til Øster Snede, og der blev Henrik Rasmussen da også begravet, for selv om familien egentlig var på vej til Klovborg med liget af ham, så kom man på vejen til at tale om, at det jo egentlig var mere hensigtsmæssig at begrave ham i Øster Snede, hvis de nu alligevel skulle til sognet. Da de kom til Åsted bro satte de derfor i stedet kursen mod Krollerup, og han blev derefter begravet i Øster Snede9

1 De senere jyske vækkelser. Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede. V Bind. Frands Ole Overgaard og Anders Pontoppidan Thyssen s. 185
2  Elna Ulvbjerg: Skaddegord s. 1023. 
De senere jyske vækkelser. Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede. V Bind. Frands Ole Overgaard og Anders Pontoppidan Thyssen s. 170
De ældre jyske vækkelser. Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede. IV Bind. Anders Pontoppidan Thyssen og Herluf Hegnsvad s. 247.
Slægten fra Tofthøjgaard (En slægt af De stærke Jyder) om Steffen Jensen, født i 1792, og hustru deres forfædre og efterkommere. Nordisk Slægtsforskning 1969       
Therkel Hansen: Øster Snede sogn - De stærke Jyders sogn s. 309 og Herluf Hegnsvad: Hans Nielsen Smed og hans slægt. Et bidrag til ”De stærke Jyder”s historie s. 130
Slægten fra Tofthøjgaard (En slægt af De stærke Jyder) om Steffen Jensen, født i 1792, og hustru deres forfædre og efterkommere. Nordisk Slægtsforskning 1969 
Oplysning fra kirkebogen, der er yderligere bekræftet af bemærkninger i Therkel Hansen Jørgensen, Korning: Lommebog for landmænd.
Lommebogen har jeg lånt kopi af fra Niels Therkel Jørgensen, Vodskov
Therkel Hansen, Øster Snede. Brev til Eigil Riishede, Hornsyld omkring Rishedegaard og Steffensen-slægten

Børnene kommer ud at tjene og i De stærke Jyders privatskoler

Som andre Stærke Jyder var Søren ikke tilfreds med undervisningen i den almindelige folkeskole. Derfor lærte han selv børnene læsning, skrivning og regning og gav dem den første undervisning i Pontoppidans forklaring, udvalgte bibelske historier af Johan Hübner og Kingos salmebog. Søren måtte så møde med sine børn til overhøring i skolen. 
En gang var der blevet klaget over, at de hjemmeunderviste børn havde lært mindre end de børn, der gik i skole. Men provsten, der var til stede ved overhøringen, udtalte bagefter, at de hjemmeunderviste var lige så godt undervist som de andre børn.

Elna Ulvbjerg skiver i sin bog Skaddegord:
Gennem den gamle familie fra Riishedegård havde sognet sine væsentligste repræsentanter for ”De stærke Jyder” som islæt i det religiøse liv. Endnu i min barndom husker jeg, at børnene fra enkelte familier herfra helst ikke måtte deltage i skolens undervisningsfag ud over hovedfagene, hvorfor der i reglen af forældrene sørgedes for, at børnene, når de blev større, blev anbragte hos familie eller bekendte omkring Øster Snede og Solskov, hvor de ”Stærke Jyder” havde deres egne privatskoler, og kirken også endnu brugte Kingos salmebog, ligesom skolen Pontoppidans lærebog. En enkelt familie med kun et barn lod det helt undervise hjemme med kun skolekommissionen som kontrol ved en slags eksamen i hjemmet. Vi har jo undervisningspligt, ikke skolepligt, her i landet.” 
” For det religiøse liv i sognet som helhed spillede de ”stærke jyder” ingen rolle. De førte et stille liv og gik nærmest op i og sluttede sig til Indre mission
”.

Elisabeth Serafine Scheuer

Fattigdommen i hjemmet gjorde at børnene, især drengene, måtte tidligt ud at tjene, ofte før de fyldte 10 år. Det var ikke ligegyldigt, hvor de kom hen. Det skulle selvfølgelig være i hjem, hvor familien tilhørte De stærke Jyder, og hvor børnene kunne komme i én af De stærke Jyders egne privatskoler. Derfor måtte de helt til Korning-Løsning og Øster Snede sogne. 

Når børnene skulle ud at tjene, foregik det på den måde, at Søren tog sin stok i sin ene hånd og en søn/datter i den anden, og så vandrede de af sted fra hjemmet i Rishede Mark til det sogn, hvor barnet skulle tjene og gå i skole. Når barnet var afleveret, gik Søren vejen tilbage alene.
På vej til sådan en plads i Korning med en af drengene, blev drengen træt af vandringen, og da de blev indhentet af en vogn, spurgte Søren, om han ville tage drengen op at køre. Men manden sagde nej, slog med pisken og kørte videre. De to måtte så traske videre, drengen med et greb i sin fars stok, så han på den måde var på slæb. 
Den slags oplevelser prægede Søren. Han var en stolt mand, der så en ære i at klare sig selv, men han havde også i sig en del bitterhed overfor dem, der havde mere.
En anden gang hørte en af sønnerne sin madmor sige til en anden gårdmandskone, at hun havde én af fattigsørens drenge til at tjene og passe deres kreaturer. Det var slemt for drengen at høre på.
Det var selvfølgelig svært for børnene, at de skulle så langt væk at tjene, da de kun sjældent kunne få fri og desuden havde langt hjem. På et tidspunkt måtte ældste bror hente yngste bror i sin plads, hvor han ikke havde det godt. Broren fik ham anbragt i en anden plads.

Livet i Storegade i Klovborg

Storegade 36, KlovborgI 1903 flyttede familien til Storegade i Klovborg.

Søren havde købt en rødstenslade ved et hus. For laden gav han 800 kr. og omforandringen til beboelse kostede 400 kr.  Sønnen Jørgen var på det tidspunkt blevet murer, og han lavede murerarbejdet, mens hans fætter Johannes Henriksen lavede snedkerarbejdet. Han havde en tømrerforretning i Øster Snede.

Sønnen Ole fortalte, at de holdt meget af det nye hjem. Det var så hyggeligt med en lille blomsterhave foran og et stort landevejstræ ved indgangen.
Elisabeth Serafine havde en enestående evne til at skabe hygge og gæstfrihed i deres hjem, en evne som hendes døtre videreførte efter hende.

I Klovborg havde Søren ikke langt til arbejde, for i mange år var der postopsamlingssted hos bageren i Klovborg, som lå lige i nærheden af deres hus. Og på den anden side af hovedvejen, skråt overfor, lå ”Lones hus”. Der boede Lone, datter af Jens Malund fra St. Malund. Hun blev senere husbestyrerinde for Søren efter Elisabeths død. 

Der fortælles om Elisabeth Serafine, at efter hun kom til Klovborg by, ville hun gerne i missionshuset til møde og samvær med indre missions venner og samfundet der. Dette forstod Søren vist ikke, i hvert fald lærte han aldrig at sætte pris på dette. Han passede sin kirkegang, læste meget i sin bibel, salmebog, Kristelig Dagblad og en prædikenbog. I en høj alder, da han var meget syg, bad han barnebarnet Viggo, der besøgte ham, om at bede for sig.
Den 6. december 1909 døde Elisabeth Serafine, efter flere års sygdom og svaghed. Hun havde lidt meget, og var bl.a. blevet opereret på Rigshospitalet i København. Elisabeth Serafine døde kun 54 år gammel. Det fortælles, at hun på sin dødsdag udbrød: ”Nu kommer Jesus snart for at hente mig”. Søren levede omtrent 30 år længere.

I årene efter Elisabeth Serafines død havde Søren forskellige husbestyrerinder.  Lene huskes bedst af familien, måske fordi hun er med på fotoet herunder eller måske fordi hun var der længst. Hun boede i et hus overfor Søren, men også datteren Birgitte var der en periode omkring 1911, datteren Sine i 1916, Elly Andersen fra Løgumkloster i 1921 og i 1925 var det en Rasmine Rasmussen fra Vindinge i Aarhus amt, og i 1930 var det en Magdalene Jensen fra Klovborg.

I 1918, samme år som Søren købte navnet Riishede (eller Rishede), holdt han 25-års jubilæum hos postvæsenet. Ved den lejlighed fik han et jubilæumsdiplom og et sølvskjold på rødt fløjl til at fæstne på et ærme. Sølvskjoldet havde øverst påskriften "Det Kgl. Danske Postvæsen" og nederst "Troe og agtsom". Diplomet kom op at hænge på vægen i stuen. 
Selv om Søren købte navnet Riishede blev han i Klovborg stadig kaldt Søren Rasmussen eller Søren Post.
"Hæderstegn for Landpostbude for lang og tro Tjeneste" blev indstiftet i år 1900. Hæderstegnet blev tildelt landpostbude for 25 års tro tjeneste og man skulle være uplettet for at modtage denne hædersbevisning. Havde der været den mindste uregelmæssighed i tjenesten i løbet af alle årene - som f.eks. sjuskeri eller beruselse, så fik man det ikke, heller ikke hvis lokalbefolkningen sendte en bønskrift. Hæderstegnet blev afskaffet igen i juni 1919, men kunne stadig bæres af dem, der havde modtaget det.

Stuen i Klovborg

På dette billede sidder Søren Rasmussen og læser i Kristelig Dagblad. Han holdt vist aldrig selv avisen, men som landpostbud, hentede han - når han var færdig med sin rute - næste dags post på posthuset og tog den med hjem, så han var klar til uddelingen næste dag. På det tidspunkt havde postvognen afleveret Kristelig Dagblad, og på den måde havde Søren altid gratis avis.
For den anden bordende sidder Lene, som var husbestyrerinde for ham i mange år. Hun havde en lejlighed på den anden side af gaden. Derefter datteren Sine, min farmor Birgitte og min farfar Søren Hansen. Både Lene, Sine og Birgitte er travlt beskæftigede med strikketøjet, mens Søren Hansen får sig en cigar og en hvil.
Dette foto er ældre end det øverste foto på siden, hvor Søren Rasmussen læser i en bog. På det øverste foto har han fået en loftslampe, det har han ikke på dette.  På væggen hænger der flere familiefotos. De afdøde har fået deres egen ramme. Der er et stort af Elisabeth Serafine - over hovedet på farmor. Over hovedet på farfar hænger et mindre foto af datteren Benedicte. Desuden hænger der i midten øverst hans diplom fra postvæsnet, og på hver side af det store religiøse motiver - dels Jesus med korset og dels Johannes, der døber Jesus. Desuden hænger der et ur og et par platter. Det store billede øverst til højre forestiller de sammensvorne, der forlader Finnerup Lade efter mordet på Erik Klipping 1286, men det ses bedst på fotoet øverst på siden.

I ca. 28 år passede Søren omhyggeligt sin landpostgerning, indtil han blev pensioneret. 

Hvert år den 12. feb. samledes familien til spisning i Klovborg til Sørens fødselsdag. Der blev serveret suppe og steg. Så fik børnene gerne penge med hjem.
Undertiden morede han sig med at lege postbud, når børneflokken samledes, så gav han dem hver især et brev med en større eller mindre pengeseddel.

Eigil Riishede (søn af Ole) fortæller: ” I huset i Klovborg havde bedstefar et værksted med snedkerværktøj og høvlbænk. Her var han daglig, indtil han var 85 år. Han savede bøgeblokke og høvlede og sleb håndtag til leer, og disse håndtag blev leveret til den lokale karetmager for ca. 25 øre pr. stk. Endvidere fik hver af hans børnebørn, der blev kaldt op efter bedstemor, en barnestol, men en farbror og tante, som ikke ville have nogen af deres piger til at hedde Elisabeth Serafine, fik ikke nogen stol. De yngste børnebørn var drenge, og vi fik hver en stol."
Som barn havde Eigil selv taget bussen til Klovborg, og Søren gav han ham penge til billetten hjem. Han manglede ikke penge som gammel, og på et tidspunkt havde han sendt bud efter en gammel dame, der var alene med et landbrug, og som havde haft et tab og foræret hende 300 kr. På den måde havde han hjerte for dem, der ikke havde nok. Det havde han selv prøvet en stordel af sit liv.
Selv om han ikke manglede penge på sine gamle dage var hans eneste luksus, at han ansatte Lene som husbestyrerinde. Hun var en ældre dame, der boede på den anden side af gaden.

Edvard Riishede (søn af Viggo, der er søn af Rasmus) fortæller om sin oldefar Søren, at han lavede tobaksborde til sine sønner. Rasmus fik dog ikke noget, det skyldtes, at Søren var fornærmet over, at Rasmus’ første søn Søren Viggo ikke brugte navnet Søren, men kun Viggo. Dette var åbenbart en stor fornærmelse mod Søren.

Søren Rasmussen blev boende i det lille hus i Klovborg til sin død. Den 10. sept. 1938 døde han stille og roligt. Han blev båret til graven af 6 sønner. Han levede som sagt omtrent 30 år efter sin hustrus død, og var blevet boende i sit hjem til sin død. Han blev meget døv og også lidt indesluttet på sine gamle dage, og livede mest op, når han talte om gamle dage.
Han og Elisabeth Serafine blev begravet på Klovborg Kirkegård. På stenen stod der "Fra kolleger".

De første Rishede og Riishede søskende

Rishede og Riishede søskende samlet til søskendetræf på Gammel Sole Mejeri hos Jensine Oline (Sørensen Rishede) og Therkel Therkelsen, mejeribestyrer i Gammel Sole, Øster Snede sogn. 

Læs også disse artikler om Rishede og Riishede familien:

Kilder:
1. Elna Ulvbjerg: Skaddegord, II Halvbind. 1960. Eget forlag. S. 1001-1042
2. Optegnelser om slægten Riishede indtil - og i forbindelse med slægtsgården Rishedegaard i Klovborg. Samlet omkring 1971 af Viggo Riishede. Trykt i 1972
3. Arne Morell Nielsens: Post og Teles uniformer
4. Skudsmålsbøger på Søren Rasmussen og Elisabeth Serafine Scheuer
5. Slægten fra Tofthøjgaard (En slægt af "stærke" jyde
r): om Steffen Jensen, og hustru, deres forfædre og efterkommere. 1972
6. Herluf Hegnsvad: Hans Nielsen Smed og hans slægt. Et bidrag til ”De stærke Jyder”s historie
7. Therkel Hansen: Øster Snede sogn - De stærke Jyders sogn
8. Ejnar Bjerre Jørgensen: Vester Sogns Gårdhistorie. Risager
9. Ejnar Bjerre Jørgensen:  Thyregod Sogns Gårdhistorie. Thyregodlund 

10. Erindringer fra hjemmet i Klovborg fortalt af børn, børnebørn og oldebørn
11. Therkel Hansen, Øster Snede. Brev til Eigil Riishede, Hornsyld og til mig, Gudrun Rishede, omkring Rishedegaard og Steffensen-slægten


© Gudrun Rishede. Tekst og fotos må ikke kopieres til andre hjemmesider - men man er velkommen til at linke til denne side eller www.rishede.net . For al anden anvendelse, rettelser og tilføjelser: kontakt mig venligst, I kan finde mine kontaktoplysninger på dette link: hjem