Lærebogsstriden i Rårup og Korning. 1810 - 1839

Af: Gudrun Rishede, Ribe. September 2021

De stærke Jyder oprettede Danmarks første "friskoler", men da det var flere år før der overhovedet fandtes friskoler eller nogen friskolelov i Danmark, kaldtes skolerne som regel privatskoler. Andre benævnelser forekom dog også, f.eks. kaldte folketælleren i Rårup sogn ved Juelsminde i 1840 De stærke Jyders nyoprettede skole for en "hjælpeskole".

Det nye og enestående ved De stærke Jyders skoler var, at der ikke blev undervist efter statskirkens lovbefalede lærebøger, men derimod efter forældrenes kristne overbevisning og ønskede lærebøger.
Dette var helt nyt og ikke tidligere kendt i Danmark, og det er kampen for at opnå denne ret, som jeg har beskrevet i denne artikel.

Hvis du ikke ved, hvem De stærke Jyder var, kan du læse her: De stærke Jyder (link)

Den første skole oprettede De stærke Jyder i Rårup sogn i 1839, da de langt om længe - efter flere års kamp og store afsavn - opnåede den enevældige konges tilladelse. 
For at forstå baggrunden for oprettelsen af De stærke Jyders privatskoler, må du kende denne strid om lærebøger, som også kaldes: Lærebogskampen, katekismestriden eller lærebogsstriden. 

Hvad var lærebogsstriden?

Baggrunden for lærebogsstriden var myndighedernes indførsel af en ny lærebog til konfirmationsundervisningen i almueskolen i 1794. Nu skulle biskop Balles "Lærebog i den evangelisk christelige Religion til brug for alle skoler i Danmark" erstatte biskop Pontoppidans "Sandhed til Gudfrygtighed" fra 1737 i skolerne og til konfirmationsundervisningen.
I folkemunde kaldtes biskop Pontoppidans lærebog for "Pontoppidans forklaring" og Biskop Balles lærebog for "Balles lærebog".

Pontoppidans Forklaring. Sandhed til Gudfrygtighed. Af biskop Erik Pontoppidan. Brugt til konfirmationsforberedelse i almueskolen fra 1737 til 1794. Bogen på fotoet fra 1878 har tilhørt Mariane Rishede, Klovborg. Læs om hende og hendes mand Christen Mathiasen fra Rårup her: Christen Mathiasen, Højgård. Foto: Gudrun Rishede

Både Pontoppidans Forklaring og Balles lærebog var opbygget med spørgsmål og svar til forståelse af "Luthers Lille Katekismus". Ved brugen af begge lærebøger, forventedes det, at børnene lærte svarene nærmest udenad og kunne huske dem til deres konfirmationsoverhøring.
Det var altså børnenes oplæring i den kristne tro før konfirmationen, der hermed var i spil.

Problemet for de vakte1 var, at Balles lærebog var rationalistisk i sin tankegang – ligesom statskirken var blevet det sidst i 1700-tallet - og den form for Lutherdom kunne ikke forenes med De stærke Jyders tro, som nærmest kunne kaldes luthersk-pietistisk. 
For De stærke Jyder var det altafgørende, at deres børn ikke blev oplært i ”falsk lærdom”. Børnene skulle lære, at frelsen opnåede de kun gennem en inderlig personlig tro og Guds nåde, og den lærdom fik børnene gennem Luthers Katekismus og Pontoppidans luthersk-pietistiske lærebog. Derfor kom Pontoppidans forklaring til at stå i centrum af diskussionen gennem hele lærebogsstriden. 
Så overbeviste var De stærke Jyder i vigtigheden af at bruge Pontoppidans forklaring fremfor Balles lærebog, at de var villige til at modstå bøder, udpantninger, tvangsauktioner og fængsel for at opnå deres vilje hos kongen og myndighederne. 

Men Balles lærebog var blevet gjort obligatorisk i almueskolen. Det var ikke tilladt selv at bestemme, hvilke bøger børnene skulle undervises efter, hverken for lærere eller forældre. Det kan lyde mærkeligt, at det ikke længere var tilladt at benytte Pontoppidans forklaring, hvis man foretrak den, den havde jo ellers været brugt i almueskolen fra 1737 til 1794, og dermed indført i undervisningen allerede året efter at Christian VI havde indført obligatorisk konfirmation i 1736.

Da den nye skolelov i 1814 så ovenikøbet indførte skolepligt for almuens børn, blev skruen strammet en ekstra gang. Nu var børnene både tvunget til at møde op fysisk i skolen og til at lære svarene til spørgsmålene i biskop Balles lærebog mere eller mindre udenad, ellers kunne de ikke blive konfirmeret. Hjemmeundervisning var udelukket, mødte børnene ikke op i skolen, vankede der bøder til forældrene. I skolerne overhørte sognepræsten jævnligt børnenes fremgang, ligesom biskoppen nu og da foretog visitatser til skolerne - alt sammen for at vurdere om lærerens arbejde med børnenes religionsindlæring var tilfredsstillende.

Det var heller ikke en mulighed at lade være med at blive konfirmeret, da konfirmationen havde været lovpligtigt siden 1736. Var de unge ikke konfirmeret inden de fyldte 19 år, risikerede de at komme i fængsel. De blev simpelthen ikke betragtet som voksne og fik dermed heller ikke den skudsmålsbog, som var nødvendig at medbringe i arbejdslivet f.eks. ved jobskifte og flytning til et andet sogn.
Afslutningen på skolegangen i almueskolen var konfirmationen, hvor præsten eksaminerede. Der blev ikke eksamineret i andre fag end kristendom.

De vakte kaldte sig selv "de opvakte" i begyndelsen, senere fandt vækkelsesprædikanten Peder Larsen Skræppenborg - efter eget udsagn - på udtrykket "De stærke Jyder". Det var ikke kun De stærke Jyder, der var imod Balles lærebog, det var der flere andre både præster og vækkelsesbevægelser, der var. 

Hvor og hvem startede lærebogsstriden?

Så vidt vides, var det Mathias Nielsen, gårdmand på Ikjærgaard i Rårup, der startede lærebogsstriden i 1810.
Man havde ellers betragtet Peder Laursen fra gården Fredensbjerg på Nøttrup mark som lederen af De stærke Jyder i Rårup, men da lærebogsstriden begyndte i Rårup i 1810, var det ikke med ham i spidsen, men med Mathias Nielsen Bundgaard på Ikjærgaard. 

Mathias Nielsen Bundgaard stammede fra gården Bundgaard i Ølholm, Langskov sogn, hvor vækkelsesprædikanten Peder Frandsen Rytter (Per Rytter) havde tjent i 1790’erne.
I 1802 giftede Mathias Nielsen sig med den unge enke på Ikjærgård i Rårup. Hun havde 4 måneder tidligere mistet sin mand, Knud Jensen, så da hun fødte deres barn 3 måneder efter hans død, havde drengen - som sædvanen bød - fået den afdøde fars fornavn og var blevet døbt Knud Knudsen. 
Året efter fik Ane Thomasdatter og Mathias Nielsen Bundgaard deres første barn, Ane Kirstine, og endnu 3 døtre fødtes før 1810, da Mathias Nielsen begyndte kampen om at få tilladelse til at få børnene konfirmeret efter de lærebøger, som han fandt rigtige.
Mathias Nielsen kunne ikke ”for sin samvittigheds skyld forsvare at lade sine børn oplære efter Balles lærebog, da den ikke stemte med Luthersk lære”.  Og som han skrev til kongen i 1812: "Og at vor gamle Lærdom maa blive ved magt og forundes os at beholde Pontoppidans forklaring til vore børn at lære, og at Lutteeri skrifter Johan arint (Johan Arndt) Speners (Philipp Jacob Spener) og Frankes (August Hermann Francke) og saadanne deslige gamle gudfrygt(ig)e mænds skrifter og Guds gode reene lærdom maa Høyagtes og æres."1

I 1811 havde kampen om lærebøgerne bredt sig til Korning. Her blev bysmeden, Hans Nielsen Smed (link), endnu en vigtig person i lærebogsstriden.

Lærebogsstriden varede i næsten 30 år. Dog var der nogenlunde ro omkring sagen fra ca. 1820 til ca. 1830, hvilket først og fremmest skyldtes den forstående sognepræst i Rårups omgåelse af skoleloven. Denne sognepræst var konsistorialraad, provst Bechmann, som står omtalt længere nede i artiklen.
Da kampen blussede voldsomt op igen fra 1831 til 1839 var det med udgangspunkt i Øster Snede.

I 1839 vandt De stærke Jyder endelig lærebogsstriden mod myndighederne. Langt om længe kunne de oprette deres egne skoler, hvor der undervistes efter Pontoppidans Forklaring.
Den første skole blev oprettet i Rårup med Anders Nielsen fra Langskov sogn som den første lærer.  

1 Niels Thomsen: De stærke Jyder og Haugianerne. Breve fra en vækkelse. S. 117

Mathias Nielsens brev til N.F.S. Grundtvig med de vigtigste forskelle på Pontoppidans Forklaring og Balles Lærebog

I 1812 og 1814 skrev Mathias Nielsen 2 lange breve til kong Frederik 6.1, hvori han med stor teologisk indsigt opsatte Luthers sande lære mod de nye bøger og samtidens rationalistiske præster.
Samtidig med det andet brev til kongen i 1814 sendte han et brev til N.F.S. Grundtvig og bønfaldt denne om  at lægge et godt ord ind hos kongen for De stærke Jyders ønske om at bruge Pontoppidans forklaring. Han forklarede i brevet, at de hverken fandt lydhørhed eller hjælp blandt deres egne kirkelige overhoveder.

Mathias Nielsen opstillede i brevet til Grundtvig 5 punkter, hvor Pontoppidans forklaring adskilte sig fra Balles lærebog2.
Jeg har her lavet en mindre omskrivning til lidt mere forståeligt dansk:

  1. Balles lærebog undlader at omtale Djævelen, som om Djævelen ikke findes og ikke vil gøre os skade. 
    - Luthers lære advarer derimod mod Djævlens fristelser
  2. Balles lærebog siger at det almindelige fordærv blandt mennesker skyldes, at de ikke bruger deres fornuft 
    - Pontoppidans forklaring siger, at menneskets forstand blev formørket og blind ved syndefaldet, og derfor kan forstanden ikke bruges til sund eftertanke, før Gud har oplyst den
  3. Balles lærebog siger at Helligånden virker med os til forbedring
    - Pontoppidans forklaring siger, at det er Helligånden alene der gør det uden vores medvirken
  4. Balles lærebog påstår, at vi ved dyd og fremgang i dyd og Gudsfrygt kan opnå den salighed, som Jesus fremskaffede os
    - Men i Luthers lærdom fremhæves det, at vores salighed skyldes nåden alene
  5. Balles lærebog vil have, at vi skal tragte efter at erhverve os ære blandt vores medmennesker gennem retskaffenhed og flid i vores lovlige kald
    - Luthers lære siger, at de, som tragter efter ære hos menneskene, har fået deres løn3
Selv om Grundtvig var imod den rationalistiske fortolkning af kristendommen, så havde han ikke meget sympati til overs for vækkelsesbevægelserne, og det er tvivlsomt om han nogensinde gik videre med Mathias Nielsens brev. 
 
1 Niels Thomsen: De stærke Jyder og Haugianerne. Breve fra en vækkelse. S. 116-122 
2  Alle tre breve er at finde i Det kgl. Biblioteks Grundtvigs arkiv fasc. 422. og kan læses i Niels Thomsens bog s. 112 til 122
3  Forstås på den måde, at søger du at opnå ære hos menneskene, så får du vel den ære, du tragter efter af menneskene, men så har du også allerede fået din løn og har ingen i vente
Rårup kirke
Rårup kirke. Foto Gudrun Rishede. 2005
Hvorfor støttede Grundtvig ikke vækkelsesbevægelserne?

Det kan undre, at Grundtvig ikke støttede vækkelsesbevægelserne og formodentlig aldrig gik videre med Mathias Nielsens brev, han havde nemlig på dette tidspunkt selv markeret sig med lignende synspunkter imod rationalismen. I 1810 havde han udgivet en prædiken med titlen "Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?"1  

Prædikenen havde vakt megen opstandelse og blev betragtet som et angreb på både hele den rationalistiske præstestand og på kongen. Hele sagen var da også endt hos kongen, som derefter havde irettesat Grundtvig, men havde tilladt ham at fortsætte som præst. Alligevel blev Grundtvig ikke ”tilgivet” i præstestanden, og havde i årene efter prædikenen svært ved at få arbejde. I følge visitatsbøgerne fra biskop over Sjællands stift fra 1834 til 1854, J.P. Mynster, var 3/4 af Sjællands præster rationalister helt op til midt i 1800-tallet.2
Først i 1822 lykkedes det endelig Grundtvig at få et godt præsteembede i København, hvor det var muligt at finde og få støtte fra andre præster, der tænkte som han. 

Selv om Grundtvig gik hårdt imod de "åndsforladte" rationalistiske præster, så var det nok mest et synspunkt, han frembragte indenfor sin egen stand. Det var ikke meningen at lægfolk skulle blande sig i de lærdes diskussion, og det var ikke sket tidligere i historien. 
Vækkelsesbevægelserne udsprang af og var en del af "folket", det var simpelthen en anden stand end præsterne, og nu vovede de at kritisere en højere og "finere" stand end dem selv. Alene vækkelsesbevægelsernes tilstedeværelse og store modstand mod den største del af præsterne i kirken kunne betragtes som en oprør mod det bestående2. Den franske revolution var stadig i frisk erindring, og rundt omkring i Europa havde der været uro og revolter. Det var ikke mærkeligt, om de højere stænder var urolige for, hvad der kunne ske, når almuen begyndte at røre på sig.

En anden forklaring på Grundtvigs manglende hjælp til vækkelsesbevægelserne kunne være, at han rent faktisk var i familie med Balle. Nikolai Frederik Severin Grundtvig havde endda fået fornavnet Nikolai efter Balle, hvis hele navn var Nikolai Edinger Balle. De to næste navne havde han fået efter Balles kone, hvis pigenavn var Frederikke Severine Grundtvig. Der var altså stor familietilknytning til Balles familie.
Måske har Grundtvig også frygtet alternativet til Balles lærebog, som kunne have været endnu mere rationalistisk, for Balle blev i samtiden regnet for en konservativ mand, der ikke gik ind for den mest yderligtgående rationalisme. Balles lærebog var grundlæggende luthersk, selv om han på flere områder imødekom rationalisterne. Den sammenhæng kan Grundtvig have set, og derfor ikke været interesseret i at angribe Balle, for alternativet til Balles lærebog ville formodentlig have være en meget mere rationalistisk lærebog3.  

1 Nikolaj Christensen: Grundtvig gjorde op med fornuftsdyrkelsen. Kristelig Dagblad. 2010
2 Anders Pontoppidan Thysen: Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. Århundrede. Indledning. s viii. 1960
3 Genfortalt efter mail fra kirkehistoriker Kurt E. Larsen

Splittelse blandt de vakte - men enighed om Pontoppidans Forklaring
Det var ikke kun i statskirken, der var teologiske uenigheder, det var der også i vækkelsesbevægelserne. I Rårup regnede man med, at der allerede fra 1809 var 3 grupperinger blandt de stærke Jyder: Peder Laursen gruppen, en Hans Nielsen Hauge gruppe (norsk vækkelsesprædikant) og Ikjærgruppen med Mathias Nielsen og Johanne Marie Jensdatter. 
På trods af splittelsen kunne de dog enes om, at Balles lærebog ikke kunne eller måtte erstatte Pontoppidans Forklaring. 
Som sagt støttede de alle op omkring lærebogsstriden1 – også selv om der allerede tidligt havde vist sig direkte uenigheder2.
 
Ikjergård og De stærke Jyder. Maskinskrevet artikel af Therkel Hansen, Øster Snede. Ligger på Mindestuen for De stærke Jyder i Gammel Sole
Der fortælles om disse uenigheder i artiklen Johanne Marie Jensdatters omvendelse 
Bøder, udpantninger og tugthus
I dette afsnit vil jeg kigge på de 2 sogne, hvor lærebogsstriden gav størst uro. 
I Korning gik situationen nærmest i hårdknude. Hverken de vakte eller præsten ønskede at give sig det mindste og i sidste ende måtte situationen løses ovenfra. 
I Rårup gik det også voldsomt for sig, men her blev der gjort et lidt større forsøg på at løse situationen.
I andre sogne var der en lidt større vilje fra begge parter til at få tingene til at glide, så situationen ikke blev så tilspidset. 
 
Korning
Ikjærgruppen i Rårup - med Mathias Nielsen og Johanne Marie Jensdatter i spidsen - tog tidligt i lærebogsstriden kontakt til Hans Nielsen Smed i Korning, så da denne skulle have konfirmeret sin ældste søn, nægtede han at lade ham konfirmere efter Balles lærebog. Peder Hansen, som sønnen hed, var begyndt at gå til konfirmationsforberedelse i 1811 hos pastor Kjer, som var sognepræst i Løsning-Korning fra 1801 til 1819, men efter kort tid blev han holdt hjemme, fordi han ikke måtte lære Balles lærebog. På det tidspunkt var Peder knap 17 år gammel. Hans Nielsen begrundede fraværet med "at Balles lærebog ikke var skrevet af en genfødt lærer eller fremsatte lærdomme, således som de erindredes i Pontoppidans Forklaring, der var grundet på Luthers, Herslefs og flere genfødte læreres lærdomme, der indeholdt grunde til salighed, nemlig: genfødelse."  
Jeg går ud fra, at han her mener genfødsel ikke alene ved dåben, men genfødsel ved troen og dermed omvendelsen til et kristent liv.

Smeden var ikke den eneste vakte i Korning, der lagde sig ud med præsten, bl.a. havde Jens Iversens kone, Karen Hansdatter, i kirken generet nogle af de andre kvindelige kirkegængere ved at forsøge at belære dem om deres salighed. Til én havde hun sagt, "at hun ingen gode havde af at gå til skriftemål, for hun fik ikke sine synder forladt." På det tidspunkt havde pastor Kjer fået nok, han indberettede til øvrigheden, og en retssag blev startet. Denne retssag var starten på flere års år forhør, retssager og kommissionsmøder, der helt frem til 1819 medførte omsiggribende bøder, udpantninger og fjernelse af børn.

Ved dette første forhør på Bjerre tingsted d. 9. dec. 1811 var de anklagede:

  • Hans Nielsen Smed, Korning
  • Karen Hansdatter, Korning. Dette er den eneste gang Karen Hansdatter anklages i lærebogsstriden. I det videre forløb hører vi kun om hendes mand, Jens Iversen.

Det var ikke Karens Hansdatters udtalelser, der fik størst betydning i retssagen, det gjorde situationen omkring Peders udeblivelse fra konfirmationsundervisningen, og den skriftlig begrundelse for fraværet, som pastor Kjer havde udbedt sig fra Hans Nielsen Smed, og som præsten nu fremlagde i retten. Den lød: "Guds behag er, at jeg i Jesu navn afsiger biskop Balles lærebog som unyttig og ufrugtbar for mine børn i saligheds grund. Hans Smed, Korning."1  
Der kom ingen løsning i retten, og situationen var temmelig fastlåst. De vakte nægtede stadig, at lade deres børn blive undervist efter Balles lærebog, og pastor Kjer og læreren tillod ikke, at børnene mødte op med Luthers katekismus og Pontoppidans forklaring. Derfor begyndte de vakte at holde deres børn hjemme og selv undervise dem. Udover Hans Nielsen Smed og Jens Iversen, drejede det sig i Korning også om Therkel Pedersen og hans kone, Marie Kathrine Kristensdattersamt Morten Johansen i Ølsted. 

Myndighedernes næste forsøg på at løse den fastlåste situation var et kommissionsmøde (- ikke retsmøde) i Horsens i maj 1812 med deltagelse af provst Brøchner fra Rårup, sognepræst Rosendahl fra Hatting og sognepræst J. Kjer Løsning/Korning.

Indkaldt var: 

  • Hans Nielsen Smed, Korning
  • Karen Hansdatter, Korning
  • Johanne Marie Jensdatter, Rårup
  • Mathias Nielsen, Rårup
  • Niels Thomassen, Rårup.

Ved dette møde underskrev Johanne Marie Jensdatter en erklæring om, at hun fremover ville overholde loven og i øvrigt være en lydig undersåt. De øvrige 4 var ikke til at rokke.

Nu prøvede myndighederne i stedet at ramme de ulydige på pengepungen. Ved kancelliskrivelse af 17. okt. 1812 blev det bestemt, at der skulle opkræves bøder hos de vakte. Hver dag et barn udeblev fra skolen, skulle der betales 4 sk. Holdt man en gudelig forsamling i sit hus, måtte man bøde med 10 rd., og deltog man i forsamlingen, måtte man af med 5 rd.
I forvejen var det i følge Konventikel-plakaten fra 1741 ikke tilladt at holde gudelige forsamlinger uden at have indhentet præstens tilladelse og helst også deltagelse, men loven var på dette tidspunkt ikke særlig ofte anvendt, da den var gammel og svær at forstå. 

Lige lidt hjalp det. De vakte gav ikke sådan op, de fortsatte både med at holde børnene hjemme og med at holde gudelige forsamlinger, og i Korning Fattigprotokol for 1813 kunne man læse: "Erlagt af nogle i Korning, som er udpantet efter Cancellie-resolution: 408 rdl. 64 sk."

Korning kirke

Korning kirke. Foto Gudrun Rishede. 2018

I november 1812 blev der trods forbuddet holdt flere gudelige forsamlinger hos Hans Nielsen Smed. Pastor Kjer indberettede dette til myndighederne, og samtidig anmeldte han, at Hans Nielsen Smeds fire børn Peder, Niels, Mikkel og Johannes og Jens Iversens 9-årige søn, Hans, blev hjemme fra skolen.
Hans Nielsen Smeds ældste barn, datteren Maren Hansdatter, var allerede konfirmeret inden lærerbogsstriden begyndte, 

Søndag den 22. november blev der igen holdt forsamling hos smeden, men da var præsten selv med til mødet, hvorfor det efter loven om gudelige forsamlinger var tilladt. Ved mødet blev der læst et stykke af den tyske teolog Philipp Jacob Spener, som kaldtes pietismens fader,3 hvilket meget vel kan have provokeret sognepræsten. Samme dag var der katekisation4 i kirken, og her var både Hans Nielsens 4 børn og Jens Iversens søn mødt op sammen med deres forældre. Men da præsten nægtede at overhøre dem efter Pontoppidans forklaring, blev der uro i kirken. Pastor Kjer løste problemet ved at vise de 2 forældrepar ud af kirken, hvorefter forældrene tog børnene med sig ud. 

Pastor Kjers indberetning blev fulgt af et forhør ved Bjerre-Hatting herredsret d. 23. nov. 1812. Resultatet af dette blev, at kancelliet i en ny retssag i juni 1813 valgte at samle de forskellige anklager til én fælles anklage, som indeholdt følgende 2 punkter:

  • De vaktes modstand mod Balles lærebog 
  • De vaktes vægring mod at lade børnene søge skole og lade dem konfirmere uden Pontoppidans forklaring

Denne retssag fik først sin endelige afslutning i højesteret den 28. 7. 1817. De sigtede i denne lange retssag var nu:

  • Fra Korning: Hans Nielsen Smed, Jens Iversen, Therkel Pedersen og hustru Marie Kathrine Kristensdatter. Jens Iversens kone Karen Hansdatter blev også tiltalt i denne omgang, men sigtelsen blev senere frafaldet
  • Fra Ølsted: Morten Johansen
  • Fra Rårup: Mathias Nielsen. Niels Thomassen var også tiltalt, men sigtelsen mod ham blev frafaldet

Samtidig med at bøderegnen fortsatte, bad kancelliet i juli 1813 biskoppen og amtmanden sørge for, at Peder blev konfirmeret ud fra de gældende regler. Men Hans Nielsen Smed havde ikke ændret mening, han reagerede på følgende vis: "Jeg nægter ikke at lade min søn gå til konfirmation med Lutheri lærdomme som Lutheri katekismus eller Pontoppidans forklaring, men den nye lærebog kan jeg ikke med frelst samvittighed antage." Svaret blev fremlagt i retten sammen med amtmandens skrivelse, hvorefter kancelliet faktisk godkendte, at Peder blev konfirmeret efter Luthers katekismus og Pontoppidans forklaring "i betragtning af omstændighederne og især med hensyn til den pågældenes alder". Dette skete dog ikke uden endnu et forsøg fra pastor Kjers side på at slippe udenom brugen af Pontoppidans forklaring. Med assistance fra Peders lærer, Joh. Vilmerding, insisterede han på, at Peder i skolen kun havde haft Balles lærebog, og ikke var blevet undervist i Pontoppidans forklaring. Peder blev konfirmeret, men hverken efter Pontoppidans forklaring eller Balles lærebog. Efter biskoppens indstilling og en ny kancelliskrivelse af 24. dec. 181 blev han konfirmeret i 1814 efter Luthers katekismus alene. Peder var da 19½ år gammel. Peders lillebror, Niels, blev konfirmeret ved samme lejlighed, han var da 17½ år gammel.

Det ser ud til, at myndighederne var mere indstillet på at løse den fastlåste situation end præsten, de tog sikkert også hensyn til, at pastor Kjer ofte var temmelig konfliktsøgende, som biskop Birch i Aarhus skrev til provst Basse i Hammel i 1827: "Pastor Kiær finder som bekjendt ofte Vanskeligheder, hvor andre ikke finder dem".5

I Korning blev pastor Kjer ved med at være på nakken af De stærke Jyder. Helt fra 1811, da skolestriden startede i Korning og til hans afskedigelse fra Løsning-Korning sogne i 1819, nægtede han de vakte nadveren. At blive nægtet at komme til alters var endnu en hård straf for De stærke Jyder, for hvem modtagelsen af sakramenterne var af største betydning, og én af de største grunde til at de fleste forblev kirketro, da det lovmæssigt blev muligt at træde ud af folkekirken og danne egne kirkeretninger.

Under den verserende sag mod Karen Hansdatter i 1811, havde pastor Kjer i januar 1812 indberettet til biskop Bich, at han havde nægtet Karen Hansdatter nadveren. På det tidspunkt havde biskoppen svaret ham, at kun hvis hun erkendte sine fejl og tilbagekaldte sine udtalelser, var hun værdig til at komme til Herrens bord. Med biskoppens svar havde pastor Kjer åbenbart lavet kollektiv straf for alle de vakte i Korning og nægtet dem alle nadveren i flere år. J. Chr. Lindberg skrev i Dannebroge 1841 " I 7 Aar blev de nægtet Nadveren," hvilket ikke helt passer med årstallene fra 1811 til 1819. Biskop Birch mente i 1819 - efter Kjers afrejse - at det alene var Kjers ansvar, og at der ikke var noget til hinder for, at den nye præst i Løsning-Korning tog de vakte til alters.

Inden jeg fortæller om resultatet af den længe verserende sag mod de stærke Jyder i lærebogsstriden i domsafsigelse i højesteretsdom af 28. juli 1817, vil jeg fortælle om lærebogsstridens forløb i Rårup.

Herluf Hegnsvad: Hans Nielsen Smed og hans slægt. Et bidrag til De stærke Jyders historie s. 34
2  Therkel Pedersen og Marie Kathrine Kristensdatter (også kaldet ”Pavinden”) boede på dette tidspunkt i Korning, men blev senere ejere af Ikjærgaard i Rårup. Efter overleveringerne fik de den fra Mathias Nielsen Bundgaard på en ikke særlig fin måde 
Den Store Danske. Lex.dk - I følge Kurt E. Larsen tilhørte Spener dog pietismens absolut mest lutherske fløj
4 Katekisation er en overhøring af børnene. Sådanne foretog præsten jævnligt og ikke kun ved konfirmationen for at følge børnenes fremskridt og lærerens undervisning
5 Biskoppens kopibog 15/271. Note i Vækkelsernes frembrud IV s 197

Rårup
Og nu det andet sogn, hvor lærebogsstriden gav størst uro. Det var Rårup sogn, her havde de vakte allerede i foråret 1810 taget deres børn ud af skolen, men uenighederne mellem De stærke Jyder og myndighederne gik længere tilbage end det.

Provst Brøchners gravsted i RårupI 1796 var provst Brøchner blevet sognepræst i Rårup, hvilket han var frem til sin død i 1818. Han var - som de fleste præster - præget af oplysningstiden, og derfor foretrak han naturligt nok ikke kun Balles lærebog fremfor Pontoppidans forklaring, men også den Evangelisk Kristelig Salmebog (fra 1798) fremfor Kingos salmebog. 
Omkring århundredskiftet havde han prøvet at indføre den nye Evangelisk-kristelige salmebog i kirken. Det lykkedes dog ikke for ham, for flertallet af menigheden ønskede fortsat at bruge Kingos Salmebog. I modsætning til brugen af Pontoppidans forklaring i stedet for Balles lærebog i konfirmationsforberedelserne, havde de enkelte menigheder selv mulighed for at have indflydelse på, hvilken salmebog de ønskede brugt i kirken.
Gårdmanden Peter Laursen (Fredensbjerg) havde i 1800 skriftligt skældt præsten ud for hans ”lære og levned”, hvilket efter en retssag havde resulteret i en større bøde til Peter Laursen i 1803. 

I nabosognet Nebsager forsøgte man også at indføre den Evangelisk Kristelig Salmebog. Det havde ført til en ”sangerkrig” i kirken under en gudstjeneste i 1802. Det er den første kendte sangerkrig blandt De stærke Jyder, men flere andre skulle følge i andre sogne i årene fremover. 
I Nebsager havde den 26-årige rokkedrejer Jens Andersen sammen med den 23-årige Claus Pedersen sunget i Kingos salmebog samtidig med at præsten forsøgte at få den øvrige menighed til at synge efter Evangelisk Kristelig Salmebog. 
Selv fortalte Jens Andersen fra denne sangerkrig: ”A kun rov å Claus kund syng, men så kom der syv læs dævl og syv læs degne, men vi sang lige rask; da Claus gik op til alteret, sang a jen, og da a gik til alters, sang Claus; men vi stod os,” hvilket ca. betyder: " Jeg kunne råbe og Claus kunne synge, men så kom der syv læs djævle og syv læs degne, men vi sang lige beslutsomt; da Claus gik op til alteret, sang jeg alene, og da jeg gik til alters, sang Claus; men vi klarede os (godt)”. De, der sang efter Kingos salmebog, havde den fordel, at Kingos salmer gerne var de længste.
Rokkedrejer Jens Andersen, kom oprindeligt fra Nøttrup i Rårup sogn og hørte til Peter Laursen (Fredensbjergs) kreds i Rårup. Han blev i 1801 dømt for at kalde kapellanen i Nebsager, Chr. Michael Rottbøll Friis, for ”uomvendt og uden Guds Ånd.” Rokkedrejeren – der på dette tidspunkt tjente i Hornsyld - flyttede senere tilbage til Rårup, hvor han oprindelig kom fra, og der fik han en vigtig rolle omkring starten af De stærke Jyders første skole i 1839. 

Som sagt var det Mathias Nielsen på Ikjærgård i Rårup, der startede De stærke Jyders lærebogsstrid. Han var kommet til Rårup fra Ølholm i 1802, og havde i Rårup giftet sig til Ikjærgård. Han var dermed først kommet til Rårup efter uenighederne om salmebøgerne i Rårup og Nebsager.
Mathias Nielsen var så ihærdig og vedvarende i sin kamp omkring lærebøgerne, at han var den eneste fra Rårup, der i sidste ende fik en dom ved højesteretten i 1817. Inden da var han blevet mulkteret (fået bøder) for godt 18 rbd. fra efteråret 1815 til februar 1816, fordi de ældste børn var blevet holdt hjemme fra skole, da de ikke måtte bruge Pontoppidans forklaring. Derefter holdt han fire børn hjemme fra skole i 74 dage. I 1817 var han i alt idømt skolemulkter for 52 rbd. 5 mk. 5½ sk. for børnenes skoleforsømmelser.

Ind imellem de 2 breve Mathias Nielsen sendte til kongen i 1812 og 1814, sendte Peder Laursen kredsen i Rårup i sept. 1813 også en ansøgning afsted til kongen om tilladelse til at bruge Pontoppidans Forklaring. Denne ansøgning var underskrevet af Peder Lausen - Fredensbjerg (ham selv), Jens Andersen - Skovlund (Skævlund ved Ikjær), Niels Jørgensen - Lundgård, Jens Madsen - Kragborg, Peder Pedersen fra Nøttrup og Rasmus Sørensen - Brunsvang.
De samme underskrivere sendte en skrivelse afsted igen i juni 1814, hvor de minder kongen om den indsendte ansøgning.
Da der stadig ikke kom noget svar, sendte Peder Laursen selv en ansøgning afsted i dec. 1814. Denne gang indeholdt den en varm anbefaling fra herredsfoged Brorson og provst Brøchner, men anbefalingen gjaldt åbenbart kun Peder Laursen, som selv havde undervist alle sine børn hjemme. Provst Brøchner havde fået stor respekt for Peder Laursens teologiske viden, under retssagen mod ham omkring 10 år tidligere. Ansøgningen blev bevilget, og provsten havde Peder Laursens børn til overhøring i januar 1815, hvor han forvissede sig om, at de var godt og tilstrækkeligt undervist. Peder Laursen fik konfirmeret sine 3 ældste børn af provst Brøchner den 1. oktober 1815. Da var Laurs næsten 18 år gammel, Jens var 16½ og Birthe Marie var 14. Ved Birthe Marie er der i kirkebogen skrevet: "Pontoppidans Forklaring, Cathechismus, god Bibelkundskab, en del gudelige Psalmer. Flittig - anstændig".
Også Johanne Marie Jensdatter og Søren Olesen fik deres ældste søn, Knud, konfirmeret af Brøchner i 1816 - uden Balles lærebog. Brøchner havde noteret i kirkebogen: "Forsømt af den fanatiske Moders Egensidighed, kuns lært Katechismus "Kort Begreb i Lærebog og Vers". Formodentlig fordi Johanne Marie Jensdatter ved kommissionsmødet i Horsens i 1812 havde lovet at rette ind, og Brøchner - trods Johanne Maries tidligere sværmerier - havde en del respekt for familien. Familien undgik udpantninger. 

I 1818 døde provst Peter Hansen Brøchner, og året efter blev konsistorialraad Hans Gram Bechmann ny sognepræst i Rårup. 
Bechmann blev nu den, der reddede De stærke Jyder ud af den fastlåste situation, så børnene kunne blive konfirmeret, og dermed formelt blive udskrevet af skolen og regnet som voksne, men derom senere.

Højesteretsdom af 28. juli 1817 - tugthus, udpantninger og tvangsfjernelser

For deltagelse i lærebogsstriden blev følgende dømt ved højesteretsdom af 28. juli 1817:

  • Hans Nielsen Smed i Korning blev dømt til 1 års tvangsarbejde i Viborg Tugthus. Medvirkende til den lange dom var både Peders alt for sene konfirmation, men ikke mindst at Hans Nielsen en søndag på kirkegården havde overfuset præsten og spyttet efter ham.
  • De 3 andre fra Korning, Jens Iversen, Therkel Pedersen og Marie Kathrine Kristensdatter blev dømt fængsel på vand og brød i 3 gange 5 dage.
  • Morten Johansen fra Ølsted mark og Mathias Nielsen fra Rårup blev idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød. 

Selv med højesteretsdommen i 1817 sluttede sagen ikke, for de vakte ville stadig ikke bruge Balles lærebog, og derfor faldt der stadig bøder. 
Den 20. september 1817 udgik der en resolution fra kancelliet, hvori skoledirektionen blev befalet at mulktere de børn, der ikke søgte skolen ”samt at betyde dem, at børnene ikke under noget som helst påskud ville blive antagne til konfirmation med Pontoppidans forklaring eller uden at have læst den anordnede lærebog (Balles lærebog) i religion”.

Brev fra Hans Nielsen Smed, Viborg Tugthus til Mathias Nielsen i Rårup
Brev fra Hans Nielsen Smed i Viborg Tugthus til Mathias Nielsen i Rårup i 1818. Mindestuen for De stærke Jyder. Foto: Gudrun Rishede. 2020

Efter Hans Nielsen Smed havde afsonet sin straf i Viborg, rejste han og Therkel Pedersen i 1818 til København med en ansøgning til kongen om at få børnene undervist efter Pontoppidans forklaring. Samtidig bad de om at slippe for de mange bøder, som de blev pålagt. Ansøgningen havde 9 underskrifter, hvoraf de 3 var fra Rårup sogn. Det var Mathias Nielsen, Søren Olesen og Jens Nielsen. De andre var udover Hans Nielsen Smed og Therkel Pedersen også Jens Pedersen og Jens Iversen fra Korning sogn, samt Jens Mortensen fra Uldum sogn og Jens Petersen (Jens Peitersen) fra Lundum sogn. 

Hans Nielsen Smed og Therkel Pedersen opnåede audiens hos kong Frederik 6, men var derefter blevet henvist til en samtale med hofpræst Liebenberg. De fik dog et nedslående svar på deres ansøgning, for i december 1818 indløb der et nej fra kancelliet. Tilmed havde De stærke Jyders ansøgning åbenbart provokeret kongen så meget, at han allerede i november havde sendt følgende fuldmagt til Vejle amts skoledirektion: 

Kongelig resolution, 4 november 1818.
Vi bemyndige Vejle amts skoledirektion til at fratage Hans Nielsen Smed, Jens Pedersen og Jens Iversen i Korning sogn, Vejle amt, deres skolepligtige børn og foranstalte disse underviste i overensstemmelse med lovgivningen. Børnene blive imidlertid at forsørge af amtsfattigkassen, for så vidt forældrene måske ikke formå at opfylde denne pligt. Frederik R

Kongen og kancelliet havde efterhånden gjort det udtrykkeligt klart, at det ikke var acceptabelt for nogen som helst at bruge Pontoppidans forklaring i stedet for Balles lærebog i konfirmationsforberedelserne, og at man ikke ustraffet trodsede den enevældige konge og kirkens magt. De lokale myndigheder blev nu pålagt at tvangsfjerne de børn, der blev holdt hjemme fra undervisningen, og hvis forældrene ikke kunne betale for de nye familieplejer, måtte amtsfattigkassen betale. 
Det var store udgifter, kongen pålagde amtets fattigkasse. Det var svært – hvis ikke umuligt – at udrede så mange penge, og hvor mange børn kunne det ikke ende med at komme til at omfatte?
Hjælpen kom nu fra en hel anden kant, nemlig fra den nyansatte præst i Rårup.

Konsistorialraad Hans Gram Bechmann, sognepræst i Rårup, trodser kong Frederik 6.’s resolution

Hans Gram Bechmann, sognepræst i RårupDa konsistorialraad Hans Gram Bechmann blev sognepræst i Rårup i 1819, var der stadig flere af de vaktes børn, der ikke var blevet konfirmeret. Det gjaldt både i Peder Laursens kreds og i Mathias Nielsen Bundgaard og Johanne Marie Jensdatters kreds. 
Mathias Nielsen Bundgaard havde endda måttet afsone fængselsstraf af samme grund, og i Korning havde familierne med kongens resolution udsigt til at få tvangsfjernet deres børn. 

Var alt dette gået hen over hovedet på konsistorialraad Hans Gram Bechmann, eller var han bare en mand, der søgte løsninger i stedet for konfrontationer?
Da han tiltrådte som sognepræst i Rårup, begyndte han i hvert fald at modtage De stærke Jyders ukonfirmerede børn til konfirmationsundervisning. Og det var ikke kun børnene fra Rårup sogn, men også børnene fra Korning, som i mellemtiden var flyttet ind hos trosfæller i Rårup, hvor de både tjente og forberedte sig på deres konfirmation. 
I et brev til den i 1819 nyudnævnte præst Frederik Vilhelm Grüner i Løsning og Korning sogne og dernæst til Biskop Birch og amtsprovst Blicher, bedyrede Bechmann i marts 1820 sin uvidenhed og uskyld. 
Han skrev bl.a., at han - indtil Grüner havde gjort ham opmærksom på det - havde været aldeles uvidende om kancelliresolution af 20 september 1817, ellers ville han naturligvis straks have indberettet sit forehavende til myndighederne1. Men han havde i øvrigt ikke handlet imod resolutionen, for alle konfirmanderne – ”60 i tallet, hvoraf 15 er af de såkaldte helliges børn” - fik den samme undervisning i kristendom, og det var efter de obligatoriske bøger og især efter Balles lærebog. Dog havde han nogle gange sidst i undervisningen taget Pontoppidans forklaring frem for at ”gøre den hele forsamling opmærksom på, hvorledes Balles lærebog langt tydeligere og lettere fremsætter sandhederne, hvis hovedbegreb i enhver sætning udmærkes med større bogstaver og få ord, der lettere fattes og beholdes, end efter Pontoppidan, der fremsætter sandhederne med mange ord og vidtløftige forestillinger, som ej kunne af ungdommen således samles i korthed, derfor såre vanskelig ret fattes og beholdes.” Selv mente han på den måde at have fået de helliges børn til at ”fatte lyst til Balles lærebog, børnene var jo både sindige og lærevillige” 

Efter brevvekslingen mellem Bechmann og de kirkelige myndigheder fik han i april 1820 tilladelse til at konfirmere 5 børn fra Korning. Tilladelsen blev givet uden at kancelliet nævnte et ord om lærebøger. Det kan naturligvis have været en fejl, men det var nok nærmere en måde at tie dilemmaet ihjel og dermed få afsluttet sagen og børnene konfirmeret.

Derefter blev de 5 børn konfirmeret ved en ekstraordinær konfirmation i Rårup den 4. juni 1820. Måske skulle man nærmere kalde dem unge mennesker, for de var fra 15 til 17 år gamle. De 5 fra Korning var: Therkel Pedersens stedsøn Søren Sørensen, Jens Iversens søn Hans og Jens Pedersens datter Appelone og Hans Nielsen Smeds sønner: Mikkel og Johannes.
På det tidspunkt tjente Mikkel hos rokkedrejer Jens Andersen på Ikjær Mark i Rårup, og Johannes boede hos sin halvsøster, Maren Hansdatter, som var blevet gift med Søren Olesen i Glattrup i Rårup, efter han havde mistet sin første kone, den tidlige omtalte Johanne Marie Jensdatter. 
Da de 5 fra Korning blev konfirmeret, var følgende 8 af De stærke Jyders børn fra Rårup allerede blevet konfirmeret ved den ordinære konfirmation: Mathias Nielsens stedsøn Knud, der var næsten 18 år og 2 døtre på 16 og 14 år, Peder Laursens datter, Kirsten, 17½ år, + 1 (datter?) mere på 14, Søren Olesens og Johanne Marie Jensdatters søn Tønne, Niels Jørgensens datter i St. Lundgård og Jens Olesens datter i Gramrode.
Ikke helt efter reglerne var også Morten Johansens 20-årige søn Kristian fra Ølsted og skrædder Jens Petersens 19-årige datter Marie Kathrine fra Lundum blevet konfirmeret. Kristian tjente hos Mathias Nielsen, og Marie Kathrine tjente samtidig hos rokkedrejer Jens Andersen, som nu boede på Glattrup Mark.

Fra 1820 og helt frem til 1836 konfirmerede Bechmann børn fra de vakte kredse med Pontoppidans forklaring i Rårup kirke – og uden særlig tilladelse fra kancelliet. Der blev overhovedet ikke fra officiel side spurgt til lovligheden i dette. 
Det var nok heller ikke noget, der blev snakket særligt højt om udenfor De stærke Jyders kreds, for ikke at vække opmærksomhed hos kongen og kancelliet. De lokale myndigheder prøvede vel også at se gennem fingre med det, da det sparede fattigkassen for store udgifter til tvangsfjernelser.

Det kan også tænkes, at det forløb så uproblematisk i forhold til myndighederne i flere år, fordi myndighederne især var bekendt med og havde tillid til den rationalistiske side af konsistorialraad H. G. Bechmann.
Bechmann var nemlig en sammensat person, som åbenbart kunne rumme sympatien for De stærke Jyder og lovprise Kingos passionssalmer i store ord2, samtidig med at han var kendt som den rationalistiske præst, der i årene før han kom til Rårup, havde udgivet 5 små hæfter med titlen: "Overhøring efter Lærebogen, udi Hvirring og Hornborg Kirker. Læsebog i den evang.-christ. Religion for den modnere Alder". Første hæfte udkom i 1813 og sidste hæfte i 1818, som var året før han kom til Rårup. Der var her naturligvis tale om Balles lærebog og ikke Pontoppidans. Han kunne også - i hvert fald nogle år før han kom til Rårup - prædike på bedste rationalistiske vis, endda så tydeligt rationalistisk, at en bøn af Bechmann senere i historieskrivningen er blevet brugt som eksempel på "et karakteristisk udtryk for den rationalistiske opfattelse."3

Bønnen citeres således: "Han priser Guds skabervælde og ophøjede almagt, hans majestæt og storhed. Gud takkes af sine fornuftige skabninger, der i Jesu velgørende lære har fundet lys for forstanden, en rettesnor for viljen, en trøst for hjertet og de attråværdigste mål for al fornuftig attrå og bestræbelse. I denne salige tid er der gjort så mange gavnlige erfaringer, så mange heldige opfindelser og frembragt så mange nyttige indretninger. Måtte Gud hjælpe, så de kan benyttes værdigt og formeres. Thi det var ilde, om man ikke benyttede disse dages fortrin til at forfremmes i duelighed og almennyttig gavnlighed. Måtte alle, høje som lave, blive forstandige mennesker, gode borgere og oprigtige kristne, der værdsætter dyd, pligt og ægte kristendom."

Udover 40 vakte børn fra Rårup sogn, konfirmerede Bechmann 35 børn fra andre sogne fra 1820 til 1836. De var fra Korning (6), Øster Snede (10), Lundum (7), Ølsted (2), Hedensted (3), Grejs (2), Langskov (4) og Kollerup (1). Beregningen har Herluf Hegnsvad lavet ud fra kendskab til de vaktes kredse og ikke ud fra præstens notater, og den kan selvfølgelig indeholde fejltællinger4

På trods af den kongelige resolution af 4. november 1818, hvor kongen havde påbudt, at der blev undervist efter de lovgivne bøger, havde Bechmann i Rårup altså alligevel været villig til at tage børnene fra andre sogne til konfirmation i Rårup. Bechmann var allerede fra sin tidligere stilling som sognepræst i Hvirring kendt som en præst med en vis respekt og sympati for De stærke Jyder. På den anden side ville han ikke kunne beholde sin stilling, hvis han åbent indrømmede, at han direkte underviste efter Pontoppidans forklaring. Ifølge overleveringerne fortalte flere af dem, der havde gået til konfirmationsundervisning hos ham, at de var blevet undervist efter Pontoppidans forklaring.

Herredsfoged With skrev senere (Dannebroge 1841) at ”Bechmann lod børnene sidde med Balles lærebog foran sig, men underviste og eksaminerede dem efter Pontoppidans forklaring”. 
Efter Hegnsvads mening var det nærmere provst M. Plesner i Glud, der havde ret med denne erklæring til biskop Jens Paludan-Müller i Aarhus: ”Men det er jo at formode, at disse Børn ikke med Strænghed ere tilholdte at lære Balles Lærebog udenad, da Forældrene ellers neppe vilde have tilladt dem at tage Deel i Undervisningen, og at Conc. Bechmann, tilfreds med at finde hos dem en god Christendomskundskab hentet fra Pontoppidan, har ladet det være nok at forklare og indprænte dem Sætninger af Balles Lærebog, uden at forlange Bogens Memoreing (lære udenad). Heri har han efter min Formening ikke stødt an imod nogen Lov”.

Mens Bechmann i stilhed konfirmerede de vaktes børn, var der åbenbart så megen ro omkring lærebogsstriden, at det for nogle af De stærke Jyder blev magtpåligende at finde sammen og skrive en kontrakt, hvor de lovede hinanden, at de ville blive ved med at holde fast ved "Guds rene Ord og Luthers lærdom" og fordømme den falske lærdom, som de kaldte rationalismen. Kort sagt, de havde ikke opgivet deres endelige mål. Derfor mødtes de på Ikjærgård den 13. juni 1824 for at underskrive en forbundskontrakt. Det var vakte fra Ikjær-Korning og Øster Snede - der mødtes og underskrev kontrakten. Det var samtidig de mest standhaftige og bogstavtro af de vakte - og det var denne gruppe, der i sidste ende fik tildelt navnet De stærke Jyder. 
Du kan læse og se billeder af hele det originale forbundsdokument med alle gruppens underskrifter på dette link: Forbundsdokumentet af 13. juni 1824

Sidst i november 1835 vendte problemet om konfirmationerne tilbage. På det tidspunkt var det blevet for tydeligt for kongen og kancelliet, hvad der foregik i Rårup, og derefter fik Bechmann et direkte forbud mod at benytte Pontoppidans forklaring til børnenes konfirmation.
Allerede året efter døde Bechmann, han havde da været sognepræst i Rårup fra 1819 til sidst på året i 1836, og indtil 1835 havde han været den væsentligste grund til, at lærebogsstriden var neddysset fra 1820 og først blussede op igen 10 år senere. Han havde i stilhed konfirmeret De stærke Jyders børn fra de sogne, hvor der havde været størst problemer med at løse konflikterne mellem dem og sognepræsterne.

Da lærebogsstriden blussede op igen i 1830-erne var det med udgangspunkt i Øster Snede sogn, men de vigtigste personer bag den genopblussede strid, havde allerede været med til at underskrive Forbundsdokumentet i 1824.
Da der i 1830-erne blev indsendt Pontoppidanadresser (skriftlige henvendelser) til kongen med ønsket om at bruge Pontoppidans forklaring i stedet for Balles lærebog i undervisningen, var det dog ikke kun De stærke Jyder, der sendte et større antal protester afsted, også andre vakte var med, bl.a. den fynske vækkelse.
I 1839 gav kongen sig, og De stærke Jyder fik tilladelse til at oprette deres egne skoler og bruge Pontoppidans Forklaring med undervisning efter Pontoppidans forklaring.  
Den første skole De stærke Jyder oprettede var i Rårup i 1839, og det var som sagt Anders Nielsen fra Hauge i Langskov sogn, der blev den første lærer på skolen.

Måske insisterede Bechmann på at han var uvidende om resolutionen fra 1817, fordi han ikke selv havde været i præsteembede fra 1811, til han søgte embedet i Rårup i 1819. I de mellemliggende år havde han levet som proprietær på hovedgården Rask, som han havde giftet sig til i sit andet ægteskab med Charlotte Nicoline Qvottrup. At han igen søgte et præstekald og fik det i 1819 i Rårup, skyldtes måske den store landbrugskrise, som nok også var grunden til, at Charlotte Nicoline Qvottrup i 1819 fik tilladelse til at udstykke 45 parceller af hovedgården.  
Samtidig med sin afsked som præst i Hvirring havde han ansøgt og fået titlen af konsistorialraad, en udnævnelse, der især tildeltes præster, der havde gjort sig fortjent til den. 

Hvirring ligger lidt nord for Korning og Uldum-Langskov
2 Historien "En Drøm" fra ca. 1811 var i følge Jens Kristian Ersbøll en lang lovprisning af Kingos passionssalmer
Claus Bjørn i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 10. Fra reaktion til grundlov. 1800-1850. s. 156-157. Her nævnes, at bønnen blev fremsat ved en gudstjeneste i Rårup kirke nytårsdag 1801 og senere udgivet i Theologisk Maanedsskrift. I 1801 var H. G. Bechmann dog sognepræst i Hvirring-Hornborg sogne, Nim herred
S. 214 i Vækkelsernes Frembrud IV 


Denne artikel er skrevet i 2021 af Gudrun Rishede. 
Hans Nielsen Smed var min tiptiptipoldefar og hans første kone Mette Pedersdatter min tiptiptipoldemor. Deres ældste barn, datteren Maren Hansdatter, var min tiptipoldemor. Hun blev gift med Søren Olesen som var min tiptipoldefar. Han havde tidligere været gift med Johanne Marie Jensdatter. Du kan se mit slægtstræ her: Hans Nielsen Smed. Svend Rishede var min far, han er nr. 1 på listen.


Kilder:
  •  Anders Pontoppidan Thyssen og Herluf Hegnsvad: Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. årh. IV bind De ældre jyske Vækkelser. Brødremenigheden og De stærke Jyder. (Forkortet i noterne i artiklen til ”Vækkelsernes frembrud IV”). 1967
  • Frands Ole Overgaard og A. Pontoppidan Thyssen: Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. årh. V bind, De senere jyske Vækkelser. (Forkortet i noterne i artiklen til ”Vækkelsernes frembrud V”). 1970
  • Niels Thomsen: De stærke Jyder og Haugianerne. 1960
  • Herluf Hegnsvad: Hans Nielsen Smed og hans slægt. Et bidrag til De stærke Jyders historie. 1956
  • L. Koch: Oplysninger om den pietistiske opvækkelse i Jylland i begyndelsen af dette århundrede. Kirkehistoriske Samlinger. Treide række udgivet af Selskabet af Danmarks kirkehistorie ved Holger Fr. Rørdam. Andet bind, 1852.
  • A. Pontoppidan Thyssen: Dansk præste- og sognehistorie: X Haderslev stift.  Hæfte 13 Hedensted Provsti. 1989
  • Bjerre Herreds Bogen 1 (et afsnit om De stærke Jyder i Rårup skrevet af Hegnsvad). 1963
  • Claus Bjørn: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 10. Fra reaktion til grundlov. 1800-1850. 2003
Tak for hjælp til:
  • Kurt E. Larsen, Aarhus
  • Jens Kristian Ersbøll - efterkommer af Hans Gram Bechmann - som har været så venlig at komme med tilføjelser til min viden om Hans Gram Bechmann og også har lånt mig et foto af ham. Billedet stammer fra tiden før Rårup, formodentlig fra hans tid som huslærer på Mattrup gods hos justitsråd Thyge Jesper de Thygeson, hvor han fra 1781-1790 underviste enebarnet Niels Emanuel de Thygeson
  • Endvidere tak til Claus Kjær, Kbh. S. Ligesom Hans Nielsen Smed var min 3 x tipoldefar var præsten i Løsning-Korning, Jakob Kjer, hans 3 x tipoldefar - og vi har nu i al venskabelighed begravet stridsøksen i de 2 slægter :-)

© Gudrun Rishede, september 2021. Husk venligst kun at kopiere citater til andre hjemmesider - ikke lange afsnit eller billeder. Jeg vil dog blive glad for omtale af og en henvisning til denne artikel - meget gerne med et link til rishede.net 
Du må gerne downloade og udskrive til eget brug, undervisning og arkiver. Skal du bruge artiklen i større sammenhænge, eller har du tilføjelser eller rettelser, bedes du venligst henvende dig til mig. Du kan finde mine kontaktoplysninger på dette link: hjem