Løsning Privatskole - De stærke Jyder

De stærke Jyders privatskole i Løsning

De Stærke Jyders privatskole i Løsning. Skolen startede i 1906 med lærer Grauenkjær​ som underviser. Han er herren med hatten på fotoet. Min mormor Maren Larsen gik på skolen fra hun var 10 år til hun blev 14 år (1906 – 1910). Hun er den høje pige, som står som nr. 9 fra venstre. Fotoet stammer fra et postkort indsat i min moster Dagny Jensens album og nænsomt restaureret af min fætter Kaj Jensen. Fotoet er fra perioden 1906-1910. Jeg er dog blevet nødt til at komprimere både dette og andre fotos på hjemmesiden, for at artiklerne ikke skal tage flere minutter for læserne at få frem på deres computer. 

Af Gudrun Rishede, Ribe. Marts 2022

Den 10. sept. 1906 var en stor dag for De stærke Jyder i Løsning, for da åbnede Løsning Privatskole (friskole) med et elevtal på 44 børn1
Syd for Horsens og nord for Vejle lå Løsning sogn klemt inde mellem Korning, Hedensted og Øster Snede sogne. Disse 3 andre sogne havde allerede længe haft deres egne skoler for De stærke Jyders børn, og Løsning-børnene havde indtil da måttet vandre til disse skoler i nabosognene på skoledage, hvis forældrene ønskede, at deres børn fik deres vigtigste religionsindlæring efter Pontoppidans forklaring til Luthers Lille Katekismus. Netop benyttelsen af Pontoppidans forklaring - eller "Sandhed til Gudfrygtighed: Forklaring over Luthers Lille Katekismus", som den rigtig hed - havde været og var stadig et af de vigtigste krav for oprettelsen af De stærke Jyders skoler. 
Jeg har allerede i flere artikler skrevet om baggrunden for De stærke Jyders privatskoler - eller friskoler - så vil du vide mere om det, kan du med fordel læse bl.a.: Lærebogsstriden i Rårup og Korning. 1810 - 1839 (link), De stærke Jyders privatskoler i Rårup (link) og denne artikel: Rimmerslund Privatskole i Hedensted

Den endelige motivation til at starte en privatskole i Løsning, skyldtes måske, at man året før var begyndt alvorligt at overveje at søge statstilskud på Rimmerslund Privatskole i nabosognet Hedensted, men statstilskud var på dette tidspunkt uforenelig med mange af De stærke Jyders overbevisning. Måske skyldtes det bare, at der var børn nok i området til at fylde endnu en skole op med De stærke Jyders børn.

Min mormor, Maren Johanne Larsen (senere gift Jakobsen), var blandt de første elever på privatskolen, da den startede i 1906. Andet kunne naturligvis ikke tænkes, da hendes slægt havde været at finde blandt De stærke Jyders ivrigste i kampen om at oprette privatskoler.
Marens slægt havde været med til at oprette eller selv undervist på De stærke Jyders skoler i Hedensted (Rimmerslund), Øster Snede (Kragelund og Bøgballe), Sindbjerg (Sindbjerglund) og Egtved (Bølling) sogne2. Maren Nielsdatter, som var Marens mormor, og som hun var opkaldt efter, var endda søster til Anders Nielsen fra Hauge i Langskov sogn, som var den første lærer på De stærke Jyders første skole - nemlig den der lå i Rårup sogn ved Juelsminde3
Måske var det Anders Nielsen, Maren Larsen var inspireret af, da hun som 13-årig - mens hun gik på De stærke Jyders privatskole i Løsning - sad ved sin mormors dødsleje og skrev en lille sang på en lap papir, som du kan se på dette link: Marens sang, for Anders Nielsen blev senere en landskendt sang- og salmedigter. Han udgav Pilgrimsharpen, som i mange år var meget udbredt især i Indre Missionske kredse, indtil Hjemlandstoner overtog dens udbredelse og popularitet.

Da De stærke Jyders Privatskole startede i Løsning i 1906 på Frederiksbergvej 46, var den én af de sidste skoler, De stærke Jyder oprettede. Det var også én af de sidste, de lukkede. Kun Bøgballe Privatskole, der startede i 1911, blev oprettet senere end Løsning Privatskole. Bøgballe Privatskole var også den eneste, der stadig fungerede, da Løsning Privatskole lukkede igen i 1968. Bøgballe Privatskole eksisterer stadig, nu under navnet Bøgballe Friskole, men selv om det er en kristen friskole, som bygger på et kristent livs- og menneskesyn, så kan den næppe længere kaldes en skole for De stærke Jyder.

Før privatskolen i Løsning startede, havde der allerede været nogle forsøg på at drive privatskoler i sognet. Ifølge skolekommissionens indberetninger til Kirke- og Undervisningsministeriet fra 1900 til 1903, blev der i denne periode oprettet 3 privatskoler i Løsning og Stobberup. En forskole i Stubberup (Stobberup) fra 1902 havde 27 børn (beretning fra ministeriet), de andre havde 8-10 børn. Det er dog tvivlsomt, om nogen af de 3 privatskoler i Løsning og Stobberup havde noget med De stærke Jyder at gøre, i hvert fald søgtes der i Jyllands-Posten i 1901 og igen i 1908 en lærerinde med præliminærexamen til Løsning Privatskole, som skulle kunne undervise i 3 sprog, samt musik. Underskrevet J. R. Jensen. Dyrlæge. Denne privatskole kan ikke have haft noget at gøre med De stærke Jyder, hvilket alene kan afgøres ud fra det alsidige udbud af fag. Desuden lukkede én af de 3 skole allerede igen i 1900. 

Her kan du læse om: De stærke Jyder (link)
Læs om skolen i Bølling i Egtved sogn i artiklen Kierstine Nielsdatters Brudefærd (link). Se under afsnittet: "Lars Thomsen og De stærke Jyder i Bølling" 
Læs om skolen i Rårup her: De stærke Jyders privatskoler i Rårup. ​ 
A. Pontoppidan Thyssen: Dansk Præste og Sognehistorie. X Haderslev Stift. Hefte 13 Hedensted Provsti. NB! Jeg er i tvivl om min tolkning af privatskoleantallet i Løsning sogn i Pontoppidan Thyssens bog. Kommer du frem til noget andet, hører jeg gerne fra dig.

Løsning Friskole - De stærke Jyders privatskole

De stærke Jyders privatskole i Løsning. Fotoet er taget i perioden 1906-1910, da min mormor Maren Larsen er på billedet. Hun er den højeste pige, der står i midten på anden bagerste række. Hun har en stor krave på kjolen. Læreren er Grauenkjær og damen til højre er hans kone, Mette. 

Privatskolens start og elevtal gennem årene

Den 20. december 1905 kunne man i Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende læse følgende notits: De stærke Jyder bygger skole. Efter længere Tids Forhandlinger har "de stærke Jyder" i Løsning besluttet at opføre en Privatskole ved Løsning Station. De stærke Jyders børn maa, som bekendt, ikke gaa i de offentlige Skoler, men skal lære Pontoppidans Forklaring o. fl. gamle Bøger. En Mand af deres Midte, Boelsmand Steffen Laursen, Kragelund, har paataget sig foreløbig for et Aar at være Lærer. Han skal i Løn have 300 Kr. og overladt 5 Tdr. Land til eget Brug. Nu har man for 2000 kr. af fabrikant Bech, Løsning købt 5 Tdr. Land, hvorpaa Skolen hurtigst mulig skal opføres"
Steffen Laursen var søn af skoleholder Laurs Steffensen i Krollerup. Steffen blev i 1892 gift med Ane Rasmussen. Parret bosatte sig i Kragelund, hvor han først var skomager og senere husmand. 

Privatskolens bestyrelse blev valgt den 13. december 1905, og kom til at bestå af Mads Nielsen1, Jens Jørgen Sørensen2 og Niels Andersen Lund3. Jeg har fortalt lidt om de 3 bestyrelsesmedlemmer i noterne under dette afsnit.
Den 28. august 1906 holdtes den første generalforsamling som protokolførtes. Der var da 38 medlemmer. Ved generalforsamlingen blev bestyrelsen bemyndiget til at optage et lån.
Skolen startede herefter den 10. sept. 1906.
Privatskolen i Løsning havde det højeste antal elever i 1922, hvor der gik 102 børn på skolen.

1906 - 44 børn
1915 - 59 Børn 
1920 - 96 Børn
1922 - 101 Børn
1925 - 97 Børn
1930 - 98 Børn
1935 - 57 Børn
1940 - 29 Børn
1945 - 35 Børn
1948 - 41 Børn

I protokollen kunne følgende læses et par år efter skolens start: Gaardejer Kristoffer Madsen og Hustru Sidsel Maria Thomasdatter af Løsning skænkede Luthers store Bibel af Aaret 1633, samt 2000 Kr. Løsning d. 26/3 1908.4

Mads Nielsen (1857-1938). Søn af Ane Thomasine Nielsdatter og Niels Nielsen. Hørte til Modvig-slægten. Slægten stammede fra Merring i Korning sogn og blev efterhånden udbredt i Øster Snede og Korning sogne. Flere af dem blev gift ind i Hans Nielsen Smeds slægt. Mads Nielsen selv blev gift med Jensine Nielsen fra Løsning, og de bosatte sig i Løsning Søndermark. Mads Nielsen var væver og senere husmand og boelsmand i Løsning. Jensine og Mads Nielsens børn havde afsluttet deres skolegang, da Løsning Privatskole blev oprettet.
 Jens Jørgen Sørensen blev født i 1870 i Kragelund i Øster Snede sogn. Hans forældre var husmand på Kragelund Mark, Søren Jensen og Hustru Else Kirstine Frandsdatter. Jens Jørgen Sørensen blev i 1896 gift i Tamdrup med Ane Margrethe Pedersdatter Nielsen. I folketællingen i 1901 boede de på et boelssted i Stobberup i Løsning sogn. De var flyttet til Løsning senest 1899, hvor datteren Ane Marie Sørensen blev født. I Løsning fødtes børnene: Marinus 1905, Sørine 1906, Petra Katrine 1909, Agnes Maria 1911. Derefter flyttede familien til Kragelund, hvor disse børn blev født: Emma 1913, Meta Kirstine 1915, Anna Kathrine 1917, Hilda Agnete 1920. I Løsning blev Jens Jørgen Sørensen betegnet som husmand, i Kragelund som gårdmand.
 Niels Andersen Lund (1873 - 1942). Søn af Else Kirstine Nielsen fra Vindelev og Anders Jensen Lund fra Jelling, som havde en gård på Krollerup Mark i Øster Snede sogn. I 1899 blev Niels Andersen Lund gift med Maren Jensdatter Sørensen fra Bøgballe, Øster Snede sogn. Hun var datter af Karen Marie Pedersen (Pedersdatter) og Jens Sørensen, der havde et husmandssted i Bøgballe. (Jens Sørensen var født i Glattrup i Rårup sogn og halvbror til min oldemor Susanne Sørensdatter, som jeg har skrevet om i denne artikel: Niels Hansen og Susanne Sørensdatter). Niels Andersen Lund var tømrer i Bøgballe de første 4 år af ægteskabet med Maren Jensdatter Sørensen, men i 1903 flyttede de til Løsning, hvor han stadig arbejdede som tømrer, men samtidig havde et landbrug. Maren Jensdatter Sørensen var enebarn, og da hun og Niels Andersen Lund flyttede til Løsning, flyttede hendes forældre med og boede her resten af deres liv. Jens Sørensen døde i 1908 og Karen Marie Pedersen i 1921. Efter hendes forældres død flyttede Maren Jensdatter Sørensen og Niels Andersen Lund tilbage til Øster Snede sogn i 1922, hvor de boede i Kragelund og han blev tømrermester med eget tømrerværksted. 
De fik følgende børn: Karen Marie Lund 1902, Jens Kristian Lund 1907, Anders Villiam  Lund 1910, Elmer Rudolf  Lund 1911, Ejner Lund 1916
Kristoffer Madsen, der var født i Øster Snede sogn, var bror til Sophie Marie Madsen, som var min oldefar, væver Jens Larsen i Løsnings, første kone. I folketællingen 1870 boede Christoffer Madsen og Sidsel Marie Thomasdatter i et hus i Løsning, han blev kaldt jordbruger. Christoffer Madsens far, Mads Christoffersen, var blevet enkemand og boede på aftægt og søsteren Sophie Marie Madsen boede også i huset. Hun var 21 år gammel. Året efter blev hun gift med Jens Larsen. I folketællingen 1880  var Christoffer Madsen og Sidsel Marie Thomasdatter henholdsvis 46 og 53 år gamle, nu var de gårdejere i Løsning by, og havde kun en plejesøn boende. I 1901 var de igen blevet husejere og havde en 13-års pige til at tjene hos sig. 

Privatskolen (friskolen) i Løsning. De stærke Jyder

De stærke Jyders privatskole i Løsning. 1917 eller 1918. Læreren til venstre er Rasmus Rasmussen. I følge en oplysning på Mindestuen i Gammelsole var han ansat 2 dage om ugen fra 1. maj 1917 til vistnok 1. maj 1918. Han blev senere lærer ved Bøgballe skole. Læreren til højre er Kristen Pedersen Grauenkjær. Fotoet har jeg affotograferet fra et foto i glas og ramme på væggen på Mindestuen i Gammelsole, jeg har det derfor kun i ret utydelig kvalitet i mit fotoarkiv.

Selve skolen og dens omgivelser

Denne beskrivelse af De stærke Jyders privatskole i Løsning har Jens Christiansen i Brædstrup været så venlig at låne mig. Det er en del af hans "Livshistorier fra Løsning Nørremark" fortalt til barnebarnet Mathias, der lige var begyndt i børnehaveklassen, da erindringerne blev nedskrevet fra 2003 til 2005. 
Jens Christiansen begyndte som 7-årig i april 1943 i 1. klasse hos lærer Peter Christensen i Løsning privatskole. Længst nede i artiklen kan du læse en længere beskrivelse af hans skolegang.

"Skolebygningen var et langt rødt hus med sort tag. I den ene ende boede læreren med sin familie. I den anden ende var så skolestuen. Der var altså kun et klasseværelse, som til gengæld var ret stort. Det strakte sig over hele husets bredde med vinduer både mod øst og vest. Om morgenen, når vi kom, kunne solen skinne ind i den ene side, og når vi skulle hjem, kunne den skinne ind i den anden side.

Vinduerne havde hver 6 ruder. De nederste ruder ud mod vejen var kalket hvide, så vi ikke skulle sidde og kigge ud og glemme skolearbejdet. Så når der skete noget ude på vejen, var vi nødt til at rejse os op for at se det. Det var lidt træls, for læreren var der straks, om vi så lige kunne sætte os ned.

Der var bygget et lille udhus, hvor læreren kunne have sine dyr. Der var også et udhus til toiletter. Det var godt nok, det lå lidt for sig selv, for det var et gammeldags das med spande, og det lugtede fælt. Ud fra toiletbygningen var bygget et lavt skur af træ, hvor vi kunne have vores cykler.

Når man kom til skolen, kom man først ind på en legeplads med grus. Ud til vejen var der sat et stakit for, så vi ikke skulle komme til at løbe ud på vejen, når vi løb og legede. Man havde gravet nogle stolper ned i jorden og slået nogle tykke granrafter oven på dem. Disse granrafter var i tidens løb blevet helt glatte, fordi vi brugte dem som legeredskab. Lagde os på maven på dem og vippede rundt. Hvis man gør det 10.000 gange, bliver træet helt glat.

På østsiden af skolen ud mod vejen var der en fin have med blomster, græsplæne og flagstang. Her måtte vi ikke komme. Mod vest først lidt legeplads, så lærerens store urtehave. Han var nødt til at dyrke sine grøntsager selv for at klare sig. Her gik han tit i frikvartererne.

Som en del af lærerens løn havde han 3-4 tdr. land, så han kunne have et par køer, en gris og nogle høns. Så havde han både mælk, flæsk og æg. Senere lejede han jorden ud til min far (NB! Jens Christiansens far hed Morten Christiansen) og fik på den måde penge at købe for i stedet for.
En dag kunne man se ca. 20 børn gå nede på skolens marker med en spand i hånden. Jeg var én af dem. Læreren havde et år fundet på at lægge kartofler i den største del af sin jord. Måske havde han solgt sine køer, så han ikke behøvede at dyrke korn og roer. Da han skulle have kartoflerne op, fik han den ide at få skolebørnene til at hjælpe sig. Vi syntes, det var en god ide. Det var sjovt at komme ud og samle kartofler op, når vi var så mange. Jeg ved så ikke, hvad forældrene sagde til det. Hvis en lærer gjorde noget lignende i dag, ville der nok blive ballade.
På det tidspunkt havde man opfundet en maskine, der kunne grave kartoflerne op. Den blev trukket af 2 heste. Der var en slags skovl, der gik ind under kartoffelrækken. Bag ved skovlen kørte der nogle små vinger rundt, som kastede jord og kartofler over i en kæmpestor kurv, der trillede ved siden af maskinen. Kurven var nærmest en slags si, hvor jorden blev siet fra kartoflerne, og de trillede ned og lagde sig i en pæn række oven på jorden. Når manden så havde kørt en række op, kløede vi børn på. Vi havde hver et lille stykke af rækken, vi skulle sørge for, og det var spændende, om man nu nåede at blive færdig, til han kom med maskinen igen med den næste række.
Læreren var påfaldende flink den dag. Det forstår man jo godt, når han fik sine kartofler op på så nem en måde. Vi har sikkert også fået både sodavand og kager. Men det kan jeg nu ikke huske noget om. Senere fik han også én af eleverne, Peter Stidsen, til at hjælpe med at sortere kartoflerne. Til det havde man også en slags maskine. Man hældte kartoflerne op i den, drejede på et håndsving, og de små kartofler blev sorteret fra. Det gik anderledes til, når vi samlede kartofler op derhjemme. Det var knap så spændende, ja, faktisk var det noget af mit det værste. Far gravede kartoflerne op med et greb, og mor og børn kravlede bag efter og samlede. De kartofler, der var meget små eller syge skulle i en spand for sig. Dem fik grisene.

Midt i sydgavlen på skolebygningen ud mod legepladsen var indgangsdøren til skolen. Først kom man ind i en smal gang med en masse knage til at hænge overtøj på. Drengene til højre og pigerne til venstre. Det meste af året skulle vi også skifte fodtøj her. Det var kun i den tørreste sommertid, vi fik lov til at gå i det samme fodtøj ude og inde, og vi måtte f.eks. aldrig gå ind med træsko på.

I vores skole skulle vi gå lige ind, når vi kom til skolen. Ved mange skoler måtte man først gå ind, når læreren kom, og timen skulle begynde. Sådan var det endda ved den skole, hvor jeg selv startede som lærer i 1964. Vi måtte også altid selv bestemme, om vi ville være inde eller ude i frikvartererne. På det punkt havde vi altså større frihed end mange andre.

Døren fra gangen ind til skolestuen var rykket helt ud til siden. Når man kom indenfor, havde man et stort kateder til højre, som var højt hævet over gulvet. Her sad læreren mestendels og tronede med god udsigt over klassen. Der var tre rækker skoleborde. Der var ingen stole, men en bænk ved hvert bord, som var tømret fast sammen med bordet, hvis man ikke så godt kunne nå. De stod, som de stod, og efter det havde man bare at indrette sig. Læreren var dejlig fri for skramlen med stole."

Skolens lærere

Steffen Laursen blev ikke den første lærer, som Horsens Avis ellers havde skrevet i december 1905. I stedet blev det Kristen Pedersen Grauenkjær.

Lærer Grauenkjær var ved skolens start den eneste lærer, men med det stærkt stigende elevtal, ansatte man i første omgang en hjælpelærer, som senere blev afløst af den kvindelige lærer, Kathrine Christensen. 

I følge en oplysning på Mindestuen for De stærke Jyder i Gammelsole var lærerne på Løsning privatskole for De stærke Jyder:

  • Kristen Pedersen Grauenkjær fra 10. sept.1906 til november 1936
  • Fhv. Privatlærer i Rimmerslund, Chr. Pedersen. Sommeren 1913. Sommeren 1914 - 1 Dag om ugen
  • Lærer R. Rasmussen Bøgballe 1917 vistnok til 1. Maj 1918 - 2 Dage om ugen
  • Lærerinde Kathrine Christensen (Birthe Kathrine Tygesdatter Christensen) fra ca. 1918 - 1942 
  • Lærer Peter Christensen fra 1942 til 1968

Selv stavede han sit navn Kristian Pedersen, hvilket kan ses i dette gravskrift, som han har skrevet om et barn i Gesager: Gravskrift for barnet Antonette Augusta Nielsdatter

Kristen Jonas Pedersen Grauenkjær. Lærer fra 1906 til november 1936

Kristen Pedersen Grauenkjær, Mette Grauenkjær og Peter GrauenkjærPrivatskolelærer Grauenkjær, som var den første lærer på privatskolen i Løsning, blev født den 15. juli 1879 i Korning. Ved dåben fik han navnet Kristen Jonas Pedersen efter sin morfar. I 1910 fik han desuden familienavnet Grauenkjær tilføjet. Og i den anledning kunne man i Horsens Social-Demokrat læse: "Privatskolelærer Kristen Jonas Pedersen i Løsning har efter Ansøgning faaet Tilladelse til for Fremtiden at føre Familienavnet Grauenkjær, saaledes at hans fulde Navn nu er Kristen Jonas Pedersen Grauenkjær" 

Grauenkjærs forældre hed Christiane Christensen og Peder Nielsen, de havde en gård i Korning. Familien hørte til De stærke Jyder.  
Grauenkjærs far, Peder Nielsen, var født i Korning i 1846, og søn af Ane Cathrine Pedersen fra Korning og Niels Christian Rasmussen fra Merring1
Grauenkjærs mor, Christiane Christensen, var datter af Mette Kirstine Nielsdatter og Christen Jonassen i Gjesager (Gesager), Hedensted sogn. Jonassen-familien var tilflyttet området fra Jellinge sogn, da de havde knyttet sig til De stærke Jyder, og de havde været med i kredsen omkring privatskolen i Rimmerslund i Hedensted sogn.2 
Grauenkjær fik fornavnet Kristen og mellemnavnet Jonas. Som faddere ved dåben var da også 3 repræsentanter fra Jonassen-familien, det var morfaren Christen Jonassen, morbroren Jonas Christensen3 og mosteren Nielsine Kirstine Christensen (gift med Iver Jensen Lund i Gjesager)

Den 14. juni 1900 blev Kristen Jonas Pedersen og Mette Katrine Jensen gift i Korning kirke. 
Mette Katrine var født i Korning den 29. maj 1873 og datter af Jens Dideriksen og Kirstine Jørgensen på Korning Nørregård4.
I folketællingen 1901 boede det nyligt gifte par på gården i Korning hos hans forældre. Der boede kun de 4 på gården. Jeg ved ikke, om de blev boende på gården hos hans forældre, indtil han blev privatskolelærer i sept. 1906.

Lærer Grauenkjær nåede at være privatskolelærer på Løsning privatskole i 30 år, og dermed nåede han både at være lærer for min mormor, Maren Johanne Larsen, min mor, Mary Jakobsen, min far Svend Riishede Hansen og mange andre i familien. 
Grauenkjær var desuden nabo og en god ven af mormor og morfar. Han og morfar, Morten Jakobsen, havde mange gode diskussioner over køkkenbordet. Grauenkjærs kone Mette kom også tit på besøg, hende var alle børnene meget glade for.

I 1931 holdt privatskolen og Grauenkjær 25-års jubilæum. Forældrekredsen mødte talstærkt op for at fejre skolen og læreren. Horsens avis skrev:
"Man samledes til en kop kaffe ved de festligt udsmykkede borde, der var blevet opstillet i den ryddede skolestue. 
Ved bordet blev der holdt forskellige taler, blandt andet af pastor Jeppesen, der sammen med sin hustru var blevet særligt indbudt, og af lærer Grauenkjær, der takkede for den udviste opmærksomhed. Både før og efter talerne blev der sunget en del salmer. I anledning af festen havde lærer Grauenkjær modtaget en hel del telegrammer og gaver både fra forældre og gamle elever som påskønnelse for trofast arbejde
"

Horsens Social-Demokrat havde til jubilæet i 1931 modtaget et læserbrev fra nogle "ældre elever," som bl.a. skrev: "Gennem disse linjer bringer vi vores inderligste og dybfølte tak til lærer Grauenkjær for den undervisning, vi fik, da vi sad på skolebænken, og for den vej, han lærte os at kende og gå.
Med ønsket om, at lærer G. endnu i mange år må få helbred og kræfter til at udføre den ham betroede gerning, vil vi henvise til ordet: "Hold fast ved det, du har, at ingen skal tage din krone", og til tidligere og nuværende elever henvises til St. Paulus' 1. Epistel til Thesal. 5 kap. vers 12 hvor der står: "Men vi beder eder, Brødre, at I kende dem, som arbejde iblandt eder og ere eders forstandere i Herren og påminder eder
"

Da Grauenkjær holdt på Løsning Privatskole i 1936 skyldtes det dårligt elevtal og besparelser, da der kun var 57 børn på skolen. Så vidt jeg har fået fortalt, blev Grauenkjær afskediget, fordi han var den dyreste af de 2 lærere.
Året før - i november 1935 - blev min morfar, Morten Jakobsen, og én af hans arbejdskammerater dræbt ved en togulykke ved udbygningen af jernbanen. Min mors skolesøgende søskende blev derefter flyttet til den kommunale skole, da der ikke længere var råd til at betale skolepenge. Privatskolen mistede derved 5-6 skolesøgende børn alene af min mors søskende. 
I forbindelse med togulykken var det Grauenkjær, der holdt "en smuk tale med trøstende ord til de efterladte", før kisterne blev ført fra kapellet ved Hornsyld Sygehus til Løsning Kirke. Han var også én af initiativtagerne til den landsindsamling, der derefter blev oprettet i aviserne til de 2 efterladte familier, og derefter blev han medlem af "Komiteen for Hjælpefonden for Morten Jakobsens og Hald Olesens efterladte". Komiteens opgave var at varetage og fordele det store beløb, der blev indsamlet i hele landet til de mange børn i de 2 familier, der nu stod uden forsørger.5 Min mor brød sig ikke så meget om Grauenkjær, hvilket kan læses i hendes erindringer fra sin skolegang i Løsning privatskole nederst på siden. Jeg tror dog, at mors mening om Grauenkjær til dels var farvet af hendes erindring om Hjælpefonden, og hvor utilfreds hun var med den måde, komiteen udførte sit arbejde uden at inddrage familien i beslutningerne. Det var nemlig hende, der blev kaldt hjem for at passe sine mindre søskende og sin mor, som fik en voldsom depression efter ulykken. Mor følte at familien blev sat under administration og nedværdiget af hjælpekomiteens måde at varetage deres opgave på. 

Lærer Grauenkjær havde mange opgaver og tillidshverv. Han var medlem af Hjælpekassen, ligsynsmand, medlem af værgerådet, revisor i Vejle amts landkommunale hjælpekasse og formand for Løsning sogns syge- og begravelseskasse. Han havde efter sigende mange talenter, hvilket var heldig for ham, for en lærerløn var ikke særlig høj og specielt ikke for en uuddannet lærer. Gennem årene tjente han lidt ekstra ved forskelligt, specielt efter han var stoppet som lærer. Han var frisør, solgte tobak og havde udlejning af service. På et tidspunkt var han også bedemand og solgte ligkister. Desuden var han husmand og havde et stykke jord, der skulle passes. Men han var også kendt som en meget dygtig behandler af forskellige sygdomme. Han kunne lokalisere det "ømme punkt", og i følge både avisartikler og familieerindringer "gik folk med stive lemmer fra ham med bløde og smidige led". Min moster, Dagny Jensen, fortalte, at de vældig godt kunne lide lærer Grauenkjær, og at de ganske rigtigt blev sendt over til ham, når de havde ondt.  "Han kunne ligesom mærke i fingrene, hvor der var noget galt og lidt massage gjorde godt. Det blev også straks bedre, når de fik en flødekaramel." En anden i familien fortalte "at når de fejlede noget, så skulle de hen til Graunkjær, han læste over dem og satte leddene på plads, hvis noget sad skævt. Han kunne massere, og brugte svinefedt dertil". Det med at læse over dem, var min familie dog ikke enige om, det var ikke noget, alle havde hørt, de sagde i stedet: "Det var noget kan havde i fingrene, og han blev betragtet som ”en klog mand” med hensyn til at dulme smerter og at sætte led på plads". Et talent som åbenbart lå/ligger i hans familie, bl.a. var hans morbror Jonas Christensen kendt som mirakeldoktor i Gjesager (Gesager)6

Ved Grauenkjærs 80-års fødselsdag i 1959 skrev Horsens Social-Demokrat, at han stadig var "i fuld vigør og optaget af dagens virke. Siden han forlod lærergerningen på Løsning privatskole, har han arbejdet med mange forskellige ting - klipning, barbering, serviceudlejning, havearbejde og indimellem har han endog kunnet vikariere som kirkesanger. Alt er blevet passet til punkt og prikke"

Christen Mathiesen på Højgård i Rårup havde en lille notesbog, kaldet "dødebog", heri noterede han dødsfaldene på familie, venner og stærke Jyder han kendte. I dødebogen havde han noteret, at "lærer Grauenkjær døde den 16. jan. 1970, 90 år gammel".   

Nederst i artiklen har 3 af Grauenkjærs elever beskrevet deres skolegang hos ham og lærerinde Kathrine Christensen i 1920-erne og 30-erne. Det er min moster Olga Jakobsen, min mor og min far.

1 Ifølge Korning lokalarkiv havde Ane Cathrine Pedersen og Niels Christian Rasmussen arvet hendes forældres gård i Korning Gl. By, matrikel 16
Christen Jonassen og familie beskrives nærmere i artiklen  Kierstine Nielsdatters Brudefærd samt i flere andre artikler på denne hjemmeside. Brug søgefeltet øverst på siden og søg f.eks. "Jonassen" eller "Jonas"
Jonas Christensen - mirakeldoktoren læs om ham i artiklen Christen Mathiasen, Højgård
Mette Katrines mormor og morfar havde Korning Ågård (Aagaarden) på Korning Nørremark 11, og hed Jørgen Nielsen Grauenkjær og Ane Kirstine Pedersdatter. Ane Kirstine Pedersdatter blev kaldt Kornings oldemor, hun blev - ifølge Korning Lokalarkiv oldemor til rigtig mange i Korning og opland, således også til Mette Katrines og Kristen Grauenkjærs søn Peter
5 Hvis du vil vide mere om komiteen, der fordelte pengene efter togulykken, kan du læse her: Hjælpefonden og de efterladte enker og børn
6 Jeg har skrevet om mirakeldoktoren i Gesager i artiklen Christen Mathiasen, Højgård       

Kathrine Christensen. Lærer fra ca. 1918 - 1942                  

Kathrine Christensen. Løsning Privatskole

Fra venstre Kathrine Christensen 20 år gammel i 1922. Bryllupsfoto af Kathrine Christensen og Johannes Sørensen i 1941. Barnedåbsfoto af Kathrine Christensen (Kathrine Sørensen) med sønnerne Martin Johannes Sørensen og den nyfødte Knud Mejer Sørensen i 1948. Fotos venligst udlånt af Knud Mejer Sørensen, Korsør

Kathrine Christensen, hvis hele navn var: Birthe Kathrine Tygesdatter Christensen1, blev født på Løsning Nørremark i oktober 1901. Hendes forældre var husmand Thyge Meier Christensen fra Haurum i Hornborg sogn og hustru Johanne Marie (Mortensen) Jensen fra Torup i Hedensted sogn. De havde et landbrug på 30 tdr. land i Løsning, som datteren Karen og svigersønnen Ejner Nielsen senere overtog og drev i ca. 25 år. 
Kathrine Christensen var nummer 6 i en stor søskendeflok, og én af hendes søskende var den 1½ år ældre bror Christen Thygesen Christensen.2

Samme dag, som hun blev født, blev hun døbt i hjemmet af præsten. Det var ikke usædvanligt, at De stærke Jyders børn blev døbt kort tid efter dåben, da det blev betragtet som en nødvendighed at være døbt for at kunne blive frelst. Guds nåde kunne man kun opnå gennem dåben. En måned efter hjemmedåben blev hun fremstillet i kirken.  

Kathrine Christensen var kun omkring 17 år, da hun omkring 1918 blev ansat som lærer på privatskolen i Løsning. I første omgang for at aflaste lærer Grauenkjær, men de sidste 5 - 6 år af sin ansættelsestid, var hun den eneste lærer på skolen. Hun var lærer på privatskolen i næsten 25 år, og jeg har kun hørt om elever, der var meget glade for hende. 

Lærer Kathrine Christensen med elever

Elever på Løsning Privatskole og lærer Kathrine Christensen. Årstal og personer ubekendt, kan du hjælpe? Foto udlånt af Knud Mejer Sørensen og Martin Johannes Sørensen

Dengang betragtede man endnu kvindelige lærere som "mindre værd" end mandlige lærere. Kvinderne var som regel de første, der måtte gå, når der var fyringer, ligesom man heller ikke mente, de kunne / skulle undervise de ældste elever, eller arbejde efter de var blevet gift.
På nogle af disse områder var Kathrine Christensens ansættelse ikke helt almindelig. Det var hende - og ikke Grauenkjær - der fortsatte, da der skulle skæres ned til 1 i lærerstaben. Hun var også i nogle år den eneste lærer på skolen, hvorfor hun vel også har måttet undervise de større børn.
Da hun endelig blev gift på sin 40-års fødselsdag i oktober 1941, stoppede hun med sin lærergerning.

Efter at have tilsluttet sig den Evangelisk Lutherske frikirke i Løsning3 blev Kathrine Christensen gift med Johannes Sørensen, der var væver og landmand i Løsning. Han blev gerne kaldt Johannes væver. Han var født i 1895 i Løsning, og var søn af husmand og væver Mads Sørensen i Stobberup og hustru Ane Kristensen Andersen. Brylluppet var et dobbeltbryllup, hvor Kathrine Christensens søster Meta Christensen samtidig blev gift med Johannes Marinus Nielsen. Det var borgmesteren i Horsens, der viede dem, men sognefoged Jens Peter Jensen i Løsning, der udstedte vielsesattesten. Så vidt jeg har hørt - men ikke fået bekræftet - trådte søsteren (- og manden?) senere ud af frikirken igen. 

Skolefoto fra privatskolen

Elever på Løsning Privatskole og lærer Kathrine Christensen. I baggrunden ses lidt af privatskolen. Årstal og personer ubekendt. Formodentlig er der nogen fra min egen familie med. Kan du hjælpe? Foto udlånt af Knud Mejer Sørensen og Martin Johannes Sørensen

Kathrine Christensen, som nu hed Birthe Kathrine Tygesdatter Sørensen, nåede at få præcis 10 år sammen med Johannes væver. Sammen fik de 2 sønner, Martin Johannes Sørensen i 1942 og Knud Mejer Sørensen i 1948. Sønnerne fik ikke lov at beholde deres mor ret længe, for hun døde allerede som 50-årig få dage efter sin fødselsdag i oktober 1951. I Løsning sogns kirkebog var hun da omtalt som "husmoder i Stobberup", som er en del af Løsning sogn. Præsten ved begravelsen var Paul Michael fra den evangelisk-lutherske frikirke i Løsning.
Kathrine Sørensen havde fået brystkræft sidst i 1940'erne, hvorfor hendes søster Tinne (Martine Christensen) flyttede ind for at passe hende og de to drenge, Martin Johannes og Knud Mejer. Tinne blev boende - også efter Kathrines død, derfor blev hun en slags mor for drengene. Der har været god brug for hjælp i familien for Johannes væver var hård ramt af leddegigt og meget lidt mobil. Han døde i 1970. 
Martine Christensen var 6 år yngre end Kathrine, hun blev aldrig selv gift, oghun blev begravet på samme gravsted på Løsning kirkegård som Johannes og Kathrine. På Kathrine og Johannes' gravsten kunne følgende læses: "Dit ord er min trøstestav."

NB! Har du artikler, eleverindringer eller andet fra skolegangen hos Kathrine Christensen, hører jeg meget gerne fra dig, da jeg desværre ikke selv har kunnet finde sådanne.

1. Birthe Kathrine Tygesdatter Christensen blev døbt Tygesdatter ikke Thygesdatter, men hendes far Thyge Meier Christensen var døbt Thyge
Christen Thygesen Christensen omtales bl.a. i Jens Christiansens erindringer nederst på siden og vil blive omtalt i en artikel om min farmor og farfar, Søren Kristian Hansen og Birgitte Marie Sørensen Rishede, da han overtog deres ejendom i Løsning Søndermark efter en konkurs i 1920'erne
Selv om Den evangelisk Luthersk Frikirke blev stiftet af den første lærer ved Rimmerslund Privatskole i Hedensted, N. P. Grunnet, var det ikke mange af De stærke Jyder, der forlod folkekirken for at gå over i Den Evangelisk Luthersk Frikirke. Kirken er omtalt videre i artiklen Kierstine Nielsdatters Brudefærd 

Peter Christensen. Lærer fra 1942 til 1968

Privatskolelærer Peter ChristensenPrivatskolelærer Peter Christensen - som egentlig var døbt Jens Peter Christensen - blev født på Kragelund Fælled i Øster Snede sogn i september 1901. Hans forældre var Dorthea Johanne Hansen fra Kragelund og Søren Christensen fra Bøgballe. De stammede begge fra velkendte slægter i De stærke Jyder, for Dorthea Johanne Hansen var efterkommer af den "stærke" smed i Korning, Hans Nielsen Smedog faderen, Søren Christensen, var søn af Christen Steffensen og Mette Kirstine Jacobsdatter, og han hørte dermed til den store Steffensen-slægt fra Tofthøj i Gadbjerg sogn.2

Peter Christensens far, Søren Christensen, var lærer på privatskolen for De stærke Jyder på Kragelund Fælled fra 1891 (eller 1895) til 1921 (eller 1920). Privatskolen blev bygget på Søren Christensens jord og lige ved siden af hans husmandssted på Skovvej 40. Skolen blev bygget, fordi elevtallet på Kragelund privatskole på dette tidspunkt var vokset temmelig meget. Da Søren Christensen stoppede som privatskolelærer søgte skolen om statstilskud og fik derefter en seminarieuddannet lærer3.

Peter Christensen fortalte selv i en avisartikel i Vejle Amts Folkeblad i 1980, at han allerede, da han var 17 år gammel, ønskede at blive lærer. Men hans far, Søren Christensen, som selv var - uuddannet - privatskolelærer, rystede på hovedet og sagde, at det kunne der ikke blive penge til. I stedet startede han ved landbruget, men begyndte desuden at gå husflidslæreren på Bøgballe privatskole til hånde. Han blev meget interesseret i husflid og tog flere forskellige kurser. I 1921, mens han stadig var tjenestekarl, var han med til at starte en forening for husflid, der i de første år havde til huse på loftet hos købmand Mads Nielsen i Bøgballe i Øster Snede sogn, men senere byggede medlemmerne af husflidsforeningen deres eget hus. Huset havde de selv betalt og bygget. Peter Christensen havde omkring 40 elever på husflidsskolen og underviste også nogle år husflidselever i Hedensted.

Peter Christensen blev i 1925 gift med Klara Emilie Lund fra Løsning. Hun var datter af Ane Kathinka Jensen og Jens Andersen Lund. Der var 5 børn i deres ægteskab. Da Klara Emilie Lund døde i 1946, giftede han sig i 1952 med Ellen Kristine Nielsen fra Vindelev. Der var ingen børn i dette ægteskab. 

Ellen og Peter Christensen.1953

Ellen og Peter Christensen. Foto fra privat fest i 1953. Foto udlånt af Knud Mejer Sørensen og Martin Johannes Sørensen

Peter Christensen var i flere år husmand i Rimmerslund ved Hedensted, men han havde dog stadig et ønske om at bliver skolelærer, og da han blev opfordret til at overtage stillingen på Løsning privatskole, tog han en lærereksamen ved Elbæk Lærerskole, som uddannede lærere til friskoler i et 2-årigt uddannelsesforløb. 

Om sin undervisning fortalte Peter Christensen i 1967:4 " Nu, da der kun er to privatskoler tilbage (i Bøgballe og i Løsning) kan jeg ikke lade være med at lade tankerne glide tilbage til den tid, jeg selv gik i skole og blev undervist efter de samme bøger, som jeg selv underviser efter i dag. - Det er bøger, jeg er tryg ved at benytte, da de for mig stemmer overens med Bibelen, og det er af stor vigtighed; for hvor modtagelige er små børn ikke overfor de påvirkninger, som de modtager ved at lytte til de voksne. - Thi den undervisning, de modtager i børneårene, vil sætte sig fast og være med til at præge dem senere i livet. - Og netop derfor har man et særligt stort ansvar overfor børnene, når det gælder ens kristendomsundervisning."
Samme sted skrev han: "Kingos Salmebog er nu i alle kirker blevet afløst af den danske salmebog, og for De stærke Jyders vedkommende var det med stort vemod. - Der var mange der følte, at der gik noget i stykker dengang. - Men i privatskolen bliver den brugt endnu sideløbende med Pontoppidans forklaring, Luthers katekismus og Brorsons salmebog."

Skolen lukkede da Peter Christensen stoppede som lærer i 1968. På det tidspunkt blev Pontoppidans katekismusforklaring stadig brugt i Løsning privatskole.5 
Der havde været en større tilbagegang i elevtallet, og det kan man måske godt forstå, når man læser, hvor lidt udskiftning, der havde været i børnenes undervisning og undervisningsmaterialer i de over 100 år, der var gået, siden De stærke Jyder oprettede deres første skole i Rårup. 

Da skolen i Løsning lukkede, købte P. Christensen selv skolen på Frederiksbergvej 46 og indrettede den til beboelse, men der blev samtidig plads til undervisning i husflid i sidebygningen. Der blev undervist i bogbinding, peddigrør og småhusflid.

Ligesom Grauenkjær, havde Peter Christensen også flere tillidsjob, han var i flere år formand for Løsning sogns sygekasse, og blev også formand for Centralforeningen af Sygekasser i Vejle amt. Desuden var han i 20 år medlem af Løsning menighedsråd. 
I 30 år var han formand for Vejle Amts Husflidskreds, og i en årrække næstformand i Dansk Husflidsselskab. I Vejle Amts Husflidskreds blev han afløst som formand af sin søn Sv. E. Christensen, der var skoleinspektør på Grejsdal Skole. Sv. E. Christensen blev senere også formand for Dansk Husflidsselskab.
Som næsten 80-årig holdt Peter Christensen 60-års jubilæum som husflidslærer. 

Der er ingen tvivl om, at Peter Christensen var en dygtig husflidslærer og var kendt som sådan. Hvad én af eleverne sagde om hans undervisning og sin skoletid, har jeg et eksempel på nederst på siden, hvor Jens Christiansen fortæller om sin skolegang.

Peter Christensen døde i 1901. På den nu fjernede gravsten stod: 

Privatskolelærer
Peter Christensen 
* 21. september 1901 til 12. april 1984
Ellen Christensen 
* 3. marts 1913 til 15. maj 1987
AT LEVE GUD NÆR ER MIN LYKKE

Hans første kone, Klara Emilie Lund, havde fået sin grav og egen gravsten på samme gravsted. Stenen var skænket af skolekredsen og havde inskriptionen "Han er min klippe og genløser"

1 Dorthea Johanne Hansens mor var Maren Sørensdatter, som igen var storesøster til min oldemor i Glattrup, Rårup sogn, Susanne Sørensdatter. Susanne Sørensdatter kan du læse om her: Niels Hansen og Susanne Sørensdatter (link) og her kan du læse om Hans Nielsen Smed (link). Hendes far var Hans Jensen Smed i Kragelund. 
2 Steffensen slægten fra Tofthøj i Gadbjerg sogn er omtalt flere steder på denne hjemmeside. Du kan bl.a. finde dem ved at søge Tofthøj, Steffensdatter eller Steffensen i søgefeltet øverst på hjemmesiden

Therkel Hansen: Øster Snede sogn - De stærke Jyders sogn
 Haderslev Stiftsbog 1967. Peter Christensen: Noget om "De stærke Jyder"
Georg S. Geil: Løsning og Korning Kirker og deres lutherske Præsterække. Vejle Amts Aarbog 1967

Statstilskud til privatskolen

Grauenkjær havde været meget imod at skolen søgte statstilskud, og hvor Rimmerslund Privatskole i nabosognet Hedensted fik bevilget statstilskud som den første af De stærke Jyders skoler - bortset fra Sindbjerglund, som allerede lukkede året efter - i finansåret 1911-12, "af det i Finansloven hensatte beløb til understøttelse til Privatskoler paa Landet", så skulle der gå mange år inden Løsning privatskole fik det.1  Min mor, Mary Rishede, fortalte, at i 1930'erne – ca. 1932 - kunne de få statstilskud, hvis de udvidede med geografi og historie, men det ville Grauenkjær ikke være med til. Men Grauenkjær var åbenbart ikke den eneste, der var imod statstilskuddet, for der gik endnu mange år fra han stoppede som privatskolelærer i 1936, til skolen søgte om statstilskud i 19492 

På Rimmerslund privatskole havde alle forældre heller ikke været tilfredse med det søgte og bevilgede statstilskud. Nogle af dem søgte om at få deres børn flyttet til Løsning Privatskole, fordi "der i Rimmerslund Privatskole var indført bøger i modstrid med de bøger, han selv (faderen) havde lært."3 2-3 andre familier var så utilfredse, at de solgte deres gårde og flyttede til Øster Snede sogn, hvor deres børn stadig kunne komme i en skole uden statsstøtte, og hvor der stadig kun blev sunget efter Kingos salmebog i kirken. 

Da man endelig søgte om statstilskud i Løsning i 1949, fik man på generalforsamlingen ført til protokols, at "Bestyrelsen skal overvaage, at Religionen skal vedblive at være Hovedfag med Undervisning i Pontoppidans Forklaring, Luthers lille Katekismus, Kingos og Brorsons Salmebog og det nye Testamente og Luthers store Katekismus."4

De stærke Jyder var efter loven berettiget til statstilskud til driften, og statstilskud eller ikke statstilskud blev da også ét af de største diskussionspunkter på skolerne. Mens kvaliteten af undervisning, undervisningsmaterialer og bygninger steg på de offentlige skoler, gik det den modsatte vej for De stærke Jyder. Skolerne havde brug for et kvalitetsløft for at fastholde elevtallet, men forældrene frygtede, at med statstilskuddet fulgte krav om bl.a. en seminarieuddannet lærer, som både var dyrere, men ikke mindst ved at have været væk fra egnen kunne have fået "fremmede idéer" om fag, undervisningsmaterialer mm.  Langt hen ad vejen foretrak De stærke Jyder én af deres egne og betragtede statsstøtten "som den lige vej til den falske lære"

Men efterhånden støttede flere og flere forandringerne, på trods af at de ikke kun måtte acceptere statens indblanding, men også måtte spæde endnu mere egenbetaling til skolens økonomi, da statstilskuddet ikke alene rakte til det nye undervisningsmateriale og den højere løn til læreren. 

Om statstilskuddet til Løsning privatskole skrev privatskolelærer Peter Christensen i 1967 i Haderslev Stiftsbog: " Disse privatskoler blev udelukkende oprettet og opretholdt (også økonomisk) af forældrene til de skolesøgende børn, og selvom vi mistede en del af vor selvstændighed, da vi i 1950 blev bevilget statstilskud og på samme tid måtte indføre geografi- og historieundervisningen, så tror jeg personligt ikke, at der gik noget i stykker. - Vi beholdt jo den frihed, at vi fortsat måtte benytte de lære- og salmebøger, som vi hidtil havde brugt." 

Læs om Rimmerslund Privatskole i Hedensted på dette link: Rimmerslund Privatskole 
Johannes Enggaard Stidsen citerer i bogen Hold fast ved det du har. De stærke jyder, med særligt henblik på deres salme- og sangtradition s. 206, Therkel Johansen fra Pebringsgården i Korning for at sige om lærer Grauenkjær: "En meget dygtig lærer, med flere tillidshverv - i allerhøjeste grad en af dem, der holdt på traditionerne - nægtede at fortsætte som lærer, da skolen blev bevilget statstilskud". NB! Da skolen begyndte at få statstilskud, var Graunkjær stoppet for flere år siden
Forhandlingsprotokol for Løsning Skole. Referat fra generalforsamling 6. okt. 1933. Lokalarkivet for Gammel Hedensted Kommune. Fra: Edith Mandrup Rønn: Undervisning i De stærke Jyders Privatskole
Forhandlingsprotokol for Løsning Skole. Referat fra 11.7.1949. Lokalarkivet for Gammel Hedensted Kommune. Fra: Edith Mandrup Rønn: Undervisning i De stærke Jyders Privatskole

Løsning privatskole for De stærke Jyder. 1924

Løsning privatskole for De stærke Jyder. 1924. I en avisartikel fra Vejle Amts Folkeblad​ 1980 nævntes nogle af eleverne ved navn: en pige, der skulle stå som nr. 3 fra venstre hed Marie Sørensen og var 9 år gammel. Senere viceborgmester i Hedensted kommune Peder Pedersen fra Bøgballe står som nr. 4 fra højre i bagerste række, og nr. 10 fra højre i andenbagerste række af drenge er senere kirkebetjent Ane Johansen, Løsning
Fotoet er fra min morbror Aage Jakobsens album, men tilhører nu mig. Jeg kan desværre ikke genkende nogen fra min egen familie på fotoet, men nr. 3 fra venstre i bagerste række kunne godt ligne min farbror Niels Hansen. De 2 lærere på billedet til venstre er Kathrine Christensen og Grauenkjær.  

Pastor Georg S. Geil som tilsynsførende ved privatskolen i Løsning

Fra 1960 til 1966 var senere biskop over Viborg Stift, Georg Seeberg Geil, sognepræst i Løsning-Korning pastorat. Han skrev i sin erindringsbog "Grønt var min Farmors Græs. Erindringsbilleder": 

"Gennem seks somre oplevede jeg den årlige eksamen i De stærke Jyders friskole i Løsning. 
Hver gang var mønsteret det samme.
Men hver gang var højtiden ny.
Jeg var sognets præst, og nød den tillid fra skolens side at være bedt om at være den officielle tilsynsførende.

Årets eksamen foregik først med de ældste elever, siden med de yngste.
Bøgerne var stort set stadig de bøger, slægterne havde lært at holde fast ved, dengang rationalismen omkring år 1800 ville give kirken og skolen nye bøger.
Morgenbønnen var Martin Luthers, og salmerne blev hentet ud af Kingos Salmebog og Brorsons Troens Rare Klenodie. En af læsebøgerne var Martin Luthers Store Katekismus (med "krøllede bogstaver"), mens troens lærebog var den pietistiske Erik Pontoppidans forklaring fra 1700-tallet med dens 759 spørgsmål og svar; efter gammel skik skulle kun de tungeste af eleverne skånes for en del af spørgsmålene.
Den første af mine seks somre var hovedlæsebogen Christian den Sjettes Ny Testamente - også den bog havde gotisk skrift. 

Hvert år var højtiden ny.
Ikke stiv eller tør højtid, der - midt mellem alle gamle, svære ord - var præget af noget varmt og noget skært.

I skolen var de tider længst forbi, da man afviste tanken om landkort med den bemærkning, at til Himlen er Bibelen vejviser nok, og at her på jorden kan vi spørge os for!
Og forholdet til Indre Mission - det var med tiden blevet familiært. De dage var omme, da man sagde: "Vi vil hellere se vore børn på Frederikslyst kro end i missionshuset; for det, der ligner det rigtige, er det farligste af alt!
".

Løsning Privatskole nedlægges i 1968

Løsning Privatskole blev nedlagt i 1968. Da Bøgballe Privatskole i Øster Snede sogn stadig fungerede, fik denne skole overdraget ca. 25.000 kr. samt en del Bøger og Inventar. Der blev 60.000 kr. til overs, som blev indsat på en 12 mdr. konto, som i 1978 var blevet ca. fordoblet. Derfor blev der givet 40.000 kr. til KFS (Kristeligt Forbund for Studerende), som de skulle trykke Luthers store Katekismer for, desuden blev der givet 10.000 kr. til kirke i Bangladesh. Resten af beløbet besluttedes at skulle henstå til år 1980 og "så eventuelt betales til handicappede børn, eller hvis der oprettes kristne friskoler ud fra det vi kalder Luther grundlag."

Tidligere elevers erindringer fra De stærke Jyders Privatskole i Løsning

Olga Kærsvang

Olga Kærsvang. Billedet har jeg taget på plejehjemmet Lindegården i Herning i 2004

Olga Kærsvang (født Jakobsen) 
(født 1. feb.1918 i Løsning - død 29. maj 2005 i Herning).
Olga levede en stor del af sit voksne liv i Canada, og dette er et uddrag fra hendes erindringer, som hun nedskrev, mens hun endnu boede i Canada.
Efter hendes mand, Villy Kærsvangs død, vendte hun tilbage til Danmark, og boede de sidste år af sit liv dels i Tjørring ved Herning og dels på plejehjem i Herning. Billedet er fra 2004, hvor Olga boede på plejehjem i Herning).

Olga Kærsvang fortalte om sin skolegang i Løsning privatskole:
Vi voksede op på et sted med 15 tønder land1. Min far og mor plantede en stor plantage rundt omkring ejendommen, og de holdt det meget smuk og ren. Vi børn anede ikke vi var fattige – og hvor hårdt det kneb min far, at skaffe så mange føden2. Vi fik jo al den skummetmælk, kartofler og grød. Til hverdag fik vi persillesovs uden kød. Om søndagen sveskegrød og kalvesteg. Alle naboerne var af de stærke jyder, og vi havde vores egen private skole og lærer. Det var altså Lærer Grauenkjær, som kom som ung fra en stor gård i Korning, sammen med hans høje kone Mette, som alle forgudede – hun var simpelthen sød.

Graunkjær var først min mors skolelærer fra hun var 10 år til hun var 14, hun blev så gift som 18-årig med min far, som var ovre fra Solskov. De var meget strengt religiøst opdraget, og det lærte de os børn, blot var vi ikke glade, når vi om søndagen skulle sidde inde i 2 timer og læse og høre Luthers prædiken, som min far læste. Han var en meget dygtig oplæser heldigvis. Men for os børn var det en stor glæde, hvis bare vi fik vores dukke at sidde med i hånden, vi måtte jo ikke sige et ord, imens denne søndagsprædiken lød i hjemmet. Ellers var søndagene festlige i vores hjem, da min far altid sang og holdt sjov med os. Alle de stærke jyder holdt sammen og hjalp hinanden. Var en syg – så skiftedes de til at holde vagt. Vi var jo ude på landet og kendte kun landlivet sammen.
Bøgerne, vi lærte i skolen, var strenge at lære, og vi skulle kunne stave og skrive – inden vi kom i skole, da vi kun kunne gå to hele dagen om ugen der i skolestuen. Vi var dengang omkring 100 børn, og flere familier havde 12 og 13 børn, så det var børnerige familier dengang. Min mor var ikke alene om en stor børneflok. Der skulle betales skolepenge, som enhver havde jord til, og de skulle alle være med til at dyrke skolelærerens jord, det foregik under store festligheder med spisning. Hos Mette Grauenkjæer var gildemad og det bedste hvidtøl og sodavand at drikke. Der skulle så være plovgilde og høstgilde – og så var der fødselsdagene, der foregik med gave fra hele skolen - og så skulle vi den 15. juni ud i haven for at fejre dagen, så gik flaget til vejrs for vores højt elskede skolelærers fødselsdag. Han var lille men bestemt, blot med et lunt smil i baggrunden. Altid hans forskellige piber og hans gode cigarer, han forstod kunsten på tobak.
 
Vi børn skulle nok kunne vore lektier, når han var i klassen. Aldrig i de 8 år, min tvillingebror Olaf og jeg gik i skole – sad jeg efter, eller fik klø for noget. Min mor var sikker på inden vi gik til skolen, at vi kunne vores lektier udenad. Pontoppidans forklaring, som jeg stadig har her i Canada, begyndte sådan på forsiden: kære barn vil du ikke gerne være lykkelig på jorden og salig i himmelen? Svaret var: Ja, men hvordan skal jeg blive det? Vil du da gå den vej, som fører til himmelen? Svaret: Hvordan skal jeg kunne finde den? Sådan fortsatte den strenge bog for et 8 års barn. Bibelhistorien derimod elskede jeg. Denne kunne forstås med de kønne fortællinger. Men mange gange græd jeg over at skulle lære den strenge lutherske lærdom, og mange prygl fik jeg, før jeg kunne huske at sige det udenad – så derfor var jeg så forskellig fra Villy3 i mange år – før jeg rigtig forstod og turde at leve. 

Barndomsgården lå på Søndermarken i Løsning
2 Der var 13 børn i familien
Olga Jakobsen, husassistent af Syv sogn, Københavns amt blev den 2. nov. 1941 gift i Sankt Jørgensbjerg sogn, Sømme, Roskilde med foderelev Børge Villy Hansen Kærsvang fra Syv sogn, Københavns amt 

Mary og Svend Rishede, Aulum

Mary og Svend Rishede, fotoet er fra deres guldbryllup i oktober 1995. Billedet har jeg taget i deres hjem på Parkvej i Aulum.
Her fortæller først Mary Rishede og derefter Svend Rishede om deres skolegang i Løsning Privatskole. 

Mary Rishede (født Jakobsen) 
(født 15. aug. 1919 i Løsning - død 30. marts. 2010 i Aulum).

Da Mary Rishedes far blev dræbt ved en togulykke, og hendes mor derefter fik en depression, tog Mary sig af sine yngre søskende og mor1. Det ansporede hende til at tage en uddannelse som sygeplejerske på Herning Sygehus under 2. verdenskrig, hvorefter hun blev gift med Svend Rishede. De var først bestyrerpar på KFUM's fritidshjem i Undløse, derefter bestyrerpar på Højgård, Rårup Hvilehjem, derefter bestyrerpar på De gamles Hjem i Østbirk og til sidst bestyrerpar på De gamles hjem i Aulum, som i de sidste af deres arbejdsår blev omdannet til plejehjem. 

Mary Rishede fortalte om sin skolegang i Løsning Privatskole for De stærke Jyder:

Vi kom i de stærke jyders privatskole i Løsning på grund af religionsundervisningen, og fordi mor (Maren Jakobsen) og far (Morten Jakobsen) hørte til De stærke Jyder. Skolen lå ikke ret langt væk og lærer Grauenkjær blev betragtet som en af naboerne, som mor og far værdsatte meget. 
Jeg gik i skole 6 timer 2 dage om ugen - ca. 12 timer om ugen - i alt i 7 år. Her var der kristendomslære efter Luthers lære, Kingos salmebog og Pontoppidans forklaring. Om formiddagen sang vi salmer og havde et par timers religionsundervisning. Vi lærte salmer, katekismus, Pontoppidans forklaringer og kirkehistorie udenad.
Om eftermiddagen var der regning, tabel, skrivning og sådan noget.
Om vinteren mødte vi kl. 9., havde så en times middagspause, hvorefter vi fortsatte til 3 – halv fire. Det kom ikke så nøje.
Skolen var blevet bygget, da min mor var barn, for hun havde nået at gå i den samme skole i 3 år fra hun var 11 år gammel. 
Udover lærer Grauenkjær var læreren Kathrine Thyge ansat. Hun var meget afholdt af eleverne.
 
Jeg klarede mig godt i Løsning Privatskole. Jeg var dygtig til alle fag, og da vi kom til den 3. bog i matematik, var jeg bedre end læreren, og jeg blev sat til at hjælpe de andre. Men nogle af mine søskende var ikke så dygtige til at lære, f.eks. Gudrun, der var et par år yngre end mig. Så måtte mor Maren hjælpe. Mor var selv dygtig, hun kunne f.eks. salmebogen og Pontoppidans forklaringer udenad. Regning og skrivning kunne hun også hjælpe med.
Lærer Grauenkjær kunne synge og skrive, men var ikke særlig god til at regne. Jeg synes, vi lærte alt for lidt. Det var alt for kristeligt, og læreren var mest optaget af sine lange formiddagsprædikener, som eleverne ikke forstod ret meget af. Så selvfølgelig havde vi svært ved at sidde stille. Især var der nogle af drengene, der var nogle slemme ballademagere. Som regel opdagede læreren det ikke engang, når de var urolige i klassen, men nogle gange blev drengene straffet med en lussing eller blev slået med et langt cigarrør. Drengene kunne finde på at stå på hovedet i timen og overmale væggene på toilettet.
Grauenkjær var ikke den store pædagog, og havde f.eks. ikke nogen forståelse for, at der var nogle, der havde svært ved at tilegne sig stoffet.
Læreren kunne ikke klare sig økonomisk ved kun at undervise alene og han havde en lille ejendom med 2-3 køer og nogle tønder land. Konen hed Mette. Jeg kunne godt lide Mette, men brød mig ikke om Grauenkjær. Jeg kunne dog godt lide at gå i skole, for der var jo mange kammerater.
Nej, så havde far (Morten Jakobsen) en anden mere spændende måde at fortælle på, han sad ofte en søndag eftermiddag og fortalte. Det kunne være religiøse historier, om et folks religion - han gik meget op i hvilken religion folk havde, og hvad de fik ud af det, han kunne også fortælle om en høj i sognet, stjernerne eller andet, han syntes var interessant. 

1 Læs om togulykken og årene efter i denne artikel: Familien i Løsning efter togulykken 1935
 

Pastor Jeppesen med konfirmationshold

Pastor Jeppesen og konfirmationsholdet i Løsning kirke 1929. Svend Rishede Hansen er den højeste dreng i bagerste række. (Der er tegnet en ring om ansigtet). 

Svend Rishede Hansen - navnet ændret til Svend Rishede
(
født 13. aug. 1915 i Kragelund Øster Snede sogn - død 5. juli 2002 i Aulum) 

Efter først at have arbejdet i landbruget tog Svend Rishede under 2. verdenskrig en diakonuddannelse på diakonhøjskolen i Aarhus.  Efter brylluppet med Mary Jakobsen var de først bestyrerpar på KFUM's fritidshjem i Undløse, derefter bestyrerpar på Højgård, Rårup Hvilehjem, derefter bestyrerpar på De gamles Hjem i Østbirk og til sidst bestyrerpar på De gamles hjem i Aulum, som i de sidste af deres arbejdsår blev omdannet til plejehjem. 

Svend Rishede fortalte fra sin skolegang i Løsning privatskole:

Jeg gik i skole i de stærke jyders privatskole i Løsning. Sådan havde det jo været i generationer, og der var ingen, der tænkte på, at det kunne være anderledes. Jeg gik 2 dage om ugen i 7 år. Om sommeren havde vi 7 timer om dagen og om vinteren 6½. Vi gik to årgange sammen i klassen, og jeg gik bl.a. sammen med Marys søster Dagny (Jakobsen) og bror Åge (Jakobsen). Der var 30-35 elever i klassen. 
En stor del af undervisningen i skolen var religion, det var "skrækreligion". Vi havde 2-3 timers religion om dagen, det var faktisk hele formiddagen, der gik med det. Om eftermiddagen havde vi så lidt regning, skrivning, geografi og sådan noget.
Vi havde en fast timeplan, men hvis lærer Grauenkjær var ved at fortælle noget om religion, så blev han bare ved. Han gik helt i ekstase og stod og græd oppe ved pulten, over al den prædiken han kunne holde. Imens smed børnene med papirkugler og skrev breve til hinanden og alt sådan noget. Det opdagede han slet ikke. Men synge og skrive kunne han.
Jeg kunne allerede læse, inden jeg kom i skole. Det havde min mor lært mig, det var almindeligt dengang.
Skrivning, var det eneste, jeg var god til i skolen. Jeg kunne nøjes med at skrive 4 linjer, så havde jeg fri resten af timen og kunne sidde og kigge. Det har jeg gjort mange gange.
I regning havde vi Kristian Hansens regnebog. Der var 3 bind man skulle igennem, men de fleste nåede kun 2 - det gjorde jeg også. Hovedregning var jeg bedre til.
De første år gik det faktisk helt godt i skolen, da sad jeg oppe foran, men efterhånden sløjede jeg lidt af. Jeg brød mig ikke om at gå i skole. Hvis der blev lavet noget, var det altid mig, der fik skylden. Det var nu vist nok også mig, der havde den. Jeg kunne godt finde på at sidde og lave uro bag lærerens ryg og få de andre til at grine. Det resulterede nu og da i et par på hovedet, for hænderne sad ret løst på lærerne. Nogle gange blev det også til en eftersidningstime.
Det var ikke fordi jeg var ondskabsfuld, jeg kunne bare ikke lade være med at lave numre. Jeg var f.eks. også god til at hoppe og springe - sådan nogen der stod ret op og ned i skolegården, dem kunne jeg bare springe over.
Jeg var også blevet lidt af en slagsbroder, men det var nu sket ved et "uheld". På skolevejen kom jeg forbi sådan en dum dreng, der truede med at tæske mig. Det endte med, at jeg blev provokeret så længe, at jeg sagde, at nu kunne de bare komme an alle sammen, for nu var jeg ligeglad. Og det endte jo altså med, at jeg lå øverst. Derefter var der ingen, der turde røre mig længere. 
Jeg blev i min barndom dels drillet med, at jeg havde rødt hår og fregner – og dels med at ”når der var 2 tosser i familien, så måtte de andre jo også være tossede”. 
Jeg måtte også hjælpe min bror Niels nogle gange, selv om Niels var 3 år ældre end jeg. Niels kunne ikke klare sig i slåskampe, han kom altid til at grine. 
Ellers havde jeg det godt med kammeraterne i skolen.

Jens Christiansen

(Født på Løsning Nørremark i 1936, bor nu i 2022 i Brædstrup. Forældre: Boelsmand Morten Christiansen og hustru Ane Hansen)

Som ovenfor - i afsnittet om skolen og dens omgivelser - stammer Jens Christiansens erindringer fra De stærke Jyders privatskole i Løsning fra hans "Livshistorier fra Løsning Nørremark". Erindringerne skrev han til barnebarnet Mathias i årene 2003 til 2005, hvor Mathias lige var begyndt i børnehaveklassen. Jens Christiansen selv begyndte som 7-årig i april 1943 i 1. klasse hos lærer Peter Christensen i Løsning privatskole. 

Jens Christiansen fortæller: 

Jeg havde ventet meget på at komme i skole, og endelig i starten af april 1943, da jeg var 7 år, var jeg på vej i skole for første gang. Dengang begyndte skoleåret i april, hvor det nu begynder i august. Det var af hensyn til bønderne. De fleste unge mennesker skulle ud og arbejde hos bønderne, når de var færdige med skolen. Det har nok været en tirsdag, for i de første 3 år gik vi i skole tirsdag, torsdag og lørdag, og i de sidste 4 år mandag, onsdag og fredag. Vi gik altså i skole hver anden dag. Det var lige til at holde ud, når man vidste, at efter en skoledag kom der en fridag. Til gengæld havde vi mange lektier for. I virkeligheden havde jeg kun gået i skole i tre og et halvt år, da jeg var 14.

Skoledagens længde var nogenlunde den samme som i dag, fra 8-14. I visse sommermåneder i den store klasse var det fra 7-13. Så kunne vi komme hjem og hjælpe til en time før. Der var faktisk kun to klasser i skolen, 1. klasse, hvor man gik i tre år, og 2. klasse, hvor man gik i fire. Tit var vi over 30 børn i klassen.

I starten gik vi i skole. Cykler havde vi ikke fået endnu. Det var under krigen et stort problem med cykler. Vi havde tre kilometer til skole, hvilket var en frisk gåtur, men det hjalp godt, at det kun var hver anden dag.

Hver morgen begyndte med, at vi stående sang en salme, mens læreren vandrede fra den ene side af skolestuen til den anden. Han holdt godt øje med, om vi sang med. Det skulle vi nemlig, måske ikke lige med det samme, vi kom i skole, men ellers. Undskyldningen med ikke at kunne synge gjaldt ikke. Vi kunne bare synge med det næb, vi havde. Jeg husker en morgen, Peter Stidsen ikke sang med, og efter sangen gik læreren hen til ham og spurgte med bøs stemme: ”Hvorfor sang du ikke med!?” Peter kunne så fortælle, at han havde været ved læge med dårlig hals, og lægen havde sagt, at han skulle skåne stemmen. Det måtte læreren selvfølgelig bøje sig for.

Efter sangen stod læreren ved katederet og bad en morgenbøn, som var den samme hver dag. Vi stod imens med foldede hænder. Efter bønnen måtte vi sætte os ned. Vi havde altid religion i første time. Det gik mest ud på, at vi blev hørt i den lektie, vi havde for. Den, der blev hørt, skulle rejse sig op. Vi havde fast salmevers for, to, tre eller fire alt efter, hvor lange de var. Så havde vi et stykke for fra Luthers lille katekismus. Den bog handlede om de 10 bud, fadervor, trosbekendelsen, dåb og nadver samt Luthers forklaringer til. Det skulle vi alt sammen lære udenad. Det var svært.

Pontoppidan

Pontoppidans Forklaring. Sandhed til Gudfrygtighed udi en enfoldig og efter Mulighed kort, dog tilstrækkelig Forklaring over Sal. Doct. Mort. Luthers liden Katekismus, indeholdende alt det, som den, der vil blive salig, har behov at vide og gøre.

Det var de første år, vi lærte Luthers lille katekismus. Senere fik vi en anden bog, som hed ”forklaring”. Den handlede sådan set om det samme som Luthers katekismus, men i udvidet form. Den var bygget op om spørgsmål og svar. Når vi blev hørt i den, stillede læreren spørgsmålene, og vi skulle så kunne svarene. Det første spørgsmål lød: "Kære barn, vil du gerne være lykkelig på jorden og salig i himlen?" Svar: "Ja, dersom jeg kan blive det". Spørgsmål 2: "Vil du da gå den vej, som fører dig til dette mål?" Svar: "Ja, dersom jeg kan finde den". Sådan fortsatte det med 759 spørgsmål og svar, og svarene kunne godt somme tider være på en halv side. Så lange svar havde vi respekt for. En del af spørgsmålene var der stjerne ved, og dem kunne man gå let hen over, hvis man havde svært ved at lære udenad, og læreren tog heller ikke så tungt på, om vi kunne dem perfekt.

Endelig havde vi en bibelhistoriebog med fortællinger fra det gamle og nye testamente. Den skulle vi ikke lære udenad, så den arbejdede vi mere med i fællesskab i klassen, og vi skulle bare læse historierne igennem en enkelt gang.

Som du kan se, var der nok at tage fat på, men vi skal lige huske på, at vi kun gik i skole hver anden dag og havde altså en hel dag til at lære lektier i. Så lektielæsningen behøvede ikke at være aftenarbejde, hvad det dog tit blev alligevel.  

Efter religionstimen var der frikvarter, og læreren gik ind i privaten. Ham så vi sjældent i frikvartererne. Vi kunne da larme så meget, at han kom stormende ind og skældte ud, men det var sjældent. For det meste passede vi dejligt os selv.

Vi måtte også selv bestemme, hvor vi ville være, om vi ville være inde eller ude. Sådan var det ikke alle steder. Mange steder var det en selvfølge, at børnene skulle ud i frikvarteret.
Og hvad gik så vores frikvarter med? Tit sad vi bare fredeligt på skolebordene og snakkede om løst og fast, men slagsmål var heller ikke ualmindelige. Så kunne det gå voldsom til. Vi tog livtag, vel mest for sjov, men indimellem var det mere alvorligt. Jeg husker tydeligt, engang jeg lå nederst med Peter Stidsen ovenpå. Han havde sine knæ på mine overarme og stank fælt af fedtemadder. Det værste var, at han trykkede mig lige under ørerne med tommelfingrene. Det gjorde rasende ondt. Joh, jeg var tit med, når der var slagsmål, tiere end mine søstre brød sig om. Når vi var rigtig hidsige, kunne vi ryge ind i regulære nævekampe, hvor der faldt drøje hug. Vi havde jo ikke boksehandsker på.
Sjældent kom vi alvorligt til skade. Peter Therkelsens Herluf fik dog engang en træsko i hovedet af Peter Stidsen, så måtte han ligge til sengs i lang tid med hjernerystelse. På den tid fik Peter Stidsens søster sukkersyge, og der gik rygter om, at Herlufs mor mente, det var Guds straf til familien Stidsen, fordi deres dreng havde givet Herluf hjernerystelse.
Nu var Peter ikke nogen ond dreng. Så det var et spørgsmål, om det med træskoen ikke nærmere var et uheld.

Når vejret var godt, legede vi tit alle sammen i skolegården. Vi kunne lege ”fange”. Der var mål i begge ender af legepladsen, som vi afmærkede med en streg i sandet. I midten var der en ”fanger”. Når vi så løb fra det ene mål til det andet, skulle ”fangeren” fange os og give os tre slag i ryggen og et på hovedet. Efter den behandling var man også selv ”fanger”. Det gjaldt altså om at få fanget alle, og den, der var tilbage alene ufanget, var vinder. Nu kunne man ikke bare stå og lure i målet, for hvis ingen løb, havde ”fangeren” ret til at gå ind og fange i målet. Læreren kunne finde på enkelte gange at komme ud og være med i den leg. Det var så stor en begivenhed, at det står klart i min erindring.
Læreren startede med at være ”fanger”, og han var ikke let at løbe fra. Og sjovt, det var det. Men den slags glæder strøede de voksne ikke om sig med dengang.

Eller vi legede kædetagfat. En starter med at være ”fanger”. Den første, han rører, er fanget og skal tage ham i hånden, og de løber sammen. Den næste, der bliver fanget, skal tage de to i hånden, og sådan fortsætter man, til der er en lang kæde. Der var to måder at lege den leg på, den lette og den svære. Den lette måtte alle i kæden fange, den svære var det kun ”fangeren”, der måtte fange. Den, der blev fanget sidst, var også vinderen. Det var en meget sjov leg. Var man yderst i kæden, fik man en vanvittig fart på, når kæden pludselig skulle vende. Tit gik kæden i stykker, men man måtte ikke fange igen, før kæden var hel.
Boldspil havde vi ikke så meget af. Langs den ene del af skolegården lå gartner Hovlinds store urtemark, og langs den anden del lå lærerens urtehave. Det var strengt forbudt for os at komme de steder. Og bolde er jo svære at holde styr på. 
Hvem vil skyde efter en stålkugle?eller glaskugle. Det var almindelige spørgsmål i min skoletid. Vi spillede med marmorkugler, glas- og stålkugler både i skolen og i hjemmet. Det var simpelthen en dille. Marmorkugler var ikke lavet af marmor, men af ler. Hvorfor de hed marmorkugler, ved jeg ikke.
Ham med stålkuglen stillede sig op i den ene ende af skolestuen. De, der havde lyst til at skyde efter den, stillede sig op i den anden ende. Hvis man ramte stålkuglen, fik man den. Hvis ikke, fik stålkugleejeren marmorkuglen. Det var surt for ham, hvis den første, der skød, ramte, men det var vilkårene, og det var jo også det, der gjorde det spændende.
Det lykkedes sommetider nogen at redde sig en stålkugle ude på værkstederne ved skærvefabrikken, hvor man reparerede tipvognstogene. Det var især, hvis de kendte nogen, der arbejdede derude, de kunne være så heldige. Dem var vi andre ret misundelige på, kan jeg huske. Stålkuglerne stammede fra de kuglelejer, der var i togene. Stålkuglerne var eftertragtede, og man kunne sagtens få nogen til at skyde efter dem, selv om de var lidt slidte.

Det mest almindelige var dog, at vi kun spillede om marmorkuglerne. Det gik ud på at trille kuglerne hen mod en væg. Den, der kom nærmest, vandt hele puljen. Vi spillede også to og to mod hinanden. Vi sad på gulvet med fødderne mod hinanden. Den ene lagde to kugler op ved siden af hinanden. Den anden skulle så forsøge at ramme dem. Ramte han, fik han de to kugler + den, han havde skudt med. Ramte han ikke, var kuglen tabt. Man skiftedes til at skyde.

Udendørs spillede vi hul. Vi havde et pænt lille hul i sandet. Det kom så an på at ramme hul. Man kunne f.eks. skyde 5 kugler hver. De, der røg ved siden af, blev liggende. Den, der fik flest i hul, havde ret til at forsøge at trille dem i hul, der var røget ved siden af. Man havde kun et forsøg med hver kugle. Lykkedes det, kunne man fortsætte, ellers var det den næstes tur. Nogle gange spillede vi helt vildt. F.eks. 10 kugler, som skulle kastes på en gang. Så skal jeg love for, der var tab eller gevinst.

Mange havde en stor tøjpose, der kunne snøres til foroven, til at have kuglerne i. Min lillesøster Jytte gik altid og rugede over sin store pose med masser af kugler i. Jeg havde indtryk af, at hun kun spillede, når hun var nogenlunde sikker på at vinde. Jeg tog flere chancer, og derfor manglede jeg tit spillemateriale. Der blev lånt, handlet og snydt. Skænderier hørte til dagens orden. Læreren var somme tider irriteret, når han kom ind til time, og det flød med marmorkugler over det hele. Så kunne han finde på at sparke dem rundt i hele lokalet, så de havde svært ved at finde deres rette ejermand.

Jeg husker en dag, far kom hjem med en stor pose marmorkugler, større og flottere, end vi nogensinde, havde set. Vi var vilde. De blev straks fordelt ligeligt mellem børnene, og så begyndte vi at spille. Inden længe tilhørte de flotte kugler nogle få. Der kom sure miner, og far foreslog, at vi bare kunne dele dem ud igen og starte forfra. Vi syntes ikke, det var et godt forslag. Vi havde en mistanke om, at far ikke havde forstået en pind af, hvad det hele gik ud på. 

Nu skal vi tilbage til skolen og timerne. I anden time havde vi skriftlig dansk. En af de allerførste dage af min skolegang kunne jeg ikke finde min griffel, og hvad var så mere nærliggende end at tro, at min storesøster havde taget den. Nu havde jeg sagtt det ret højt, for Erna sad ovre i den anden side af den store skolestue. Alle klassens 25 elever og læreren kiggede på mig. Jeg blev klar over, at sådan gør man altså ikke. Man sidder ikke og taler højt i timen, medmindre læreren spørger en om noget, eller man selv skal spørge læreren. Nu var alle selvfølgelig forberedt på, at de nye 1. klasser kunne opføre sig mærkværdigt i starten, så det tog man som ekstra kolorit på tilværelsen, så længe det varede. Vi fandt hurtigt ud af, hvad man kunne og ikke kunne.

Læreren havde skrevet nogle bogstaver på den store tavle øverst, og vi sad nu med vores lille tavle og skulle i gang med at skrive. Den lille tavle var et stykke sort skifer, der var sat en træramme omkring. Skifer er noget man visse steder kan grave op af jorden. På tavlen skrev vi med en griffel, et skriveredskab, man kun skrev på tavler med. Griflen var noget tyndere end en blyant. Til gengæld kunne hele griflen skrive, ikke bare som i en blyant det sorte. På den øverste del af griflen, der hvor man skulle holde, var der limet et stykke fint papir i farvede mønstre omkring. Det skulle man så pille af, efterhånden som griflen blev brugt. Fordelen ved tavle og griffel var genbrugsvenligheden. Når man havde skrevet en side fuld, kunne man bare viske det hele ud med en fugtig klud og starte forfra igen, Til enhver ordentlig skoletaske i 1. klasse hørte derfor en lille flaske med vand og en lille klud. Det gjaldt nu vist også 2. klasse.

Vi fandt en lineal i tasken og startede med at lave nogle linjer på tavlen. Hvor blev de altså skæve de første. Men hvor var det let lige at fjerne dem og lave nogle nye. Så forsøgte vi at skrive de bogstaver, læreren havde skrevet på tavlen. Når tavlen var fuld, op og vise læreren det, ned og viske ud og starte forfra og gøre det bedre næste gang.

Når jeg ser de fine hæfter med farver og tegninger, som du lærer at skrive bogstaver i, kan jeg godt blive lidt misundelig og tænke: havde det bare være sådan, da jeg gik i skole. Du kan tage det med hjem og vise dine forældre det, og det er nu rart, især hvis man har lavet noget godt. Vi kunne sådan set også godt tage tavlen med hjem med det sidste, vi havde lavet. Men jeg tror nu ikke, vi fik lov til det, da tavlerne let kunne gå i stykker, hvis de fik et hårdt slag. Skoletasker fik heller ikke dengang nogen særlig god behandling. Men det kunne være svært, hvis man syntes, man havde lavet noget særligt fint, og så man bare lige skulle viske det ud uden i det mindste at vise det til sine forældre.

Alt imens vi i 1. klasse sad og skrev bogstaver, skete der så meget andet i skolestuen, for 2. og 3. klasserne var der jo også, og de lavede ikke det samme som os. Måske skrev de diktat på papir. Læreren sagde en sætning, som de så skulle skrive ned. Diktaterne var tit interessante historier, som det var sjovt at lytte til. På den måde kunne man let sidde og falde i staver, som man sagde, holde griflen i ro og bare sidde og lytte og lade tankerne flyve. Det er nok nogle af de bedste øjeblikke, jeg har haft i skolen, hvor man bare sad og lyttede til de store. Det var fordelen ved at være flere årgange i samme klasse. Det kunne selvfølgelig også nogle gange være irriterende, hvis man gerne ville koncentrere sig om det, man selv lavede.

Ret længe ad gangen fik man nu ikke lov til at sidde og svømme hen. Selvom læreren havde meget at se til, var han der: ”Jens, kom nu i gang!” Som du kan forstå, var der lyspunkter, selvom det i et og alt var primitive forhold. Glæden ved at få en ny griffel i hånden var nok mindst lige så stor dengang, som den glæde du i dag føler ved at få en ny blyant i hånden.

Det varede jo ikke længe, før jeg selv var i sving med at skrive diktater. Først små og lette, men efterhånden blev de længere og sværere. De første skrev vi vel på tavle, men så med blyant og papir. Til sidst skrev vi med pen og blæk.

I midten på skolebordet var der boret et hul, hvor et lille glas, blækhuset, lige passede ned i. Her dyppede vi så pennen, efterhånden som vi skrev.  At skrive med blæk ansporede til grundighed. Skrev vi forkert, kunne vi ikke lave om på det. Der var ikke andet at gøre end at strege det forkerte over og komme videre. Klumrede man, tabte man let en lille dråbe blæk. Det pyntede ikke med blækklatter. Vi havde trækpapiret klar til at opsuge det overflødige blæk. Når blækhuset var ved at være tomt, gik vi bare op med det til læreren. Så tog han den store blækflaske og hældte lidt i. Måske skulle vores lille blækhus lige tømmes for marmorkugler og andet skidt først.

Diktaterne var små, dejlige historier samlet fra forskellige danske digteres værker. De handlede om alle mulige ting fra den verden, der omgav os. På den måde fik vi kendskab til mange ting.
”- Sådan gik man jo som 12 års knægt på havnen og kunne aldrig blive træt af at lugte tjære og drømme om langfart”. Det er et citat fra en diktat, der handlede om livet på en havn. Eller: ”- Et par gange om dagen kører vandvognen gennem gaderne og vander de ophedede brosten, men det varer kun et øjeblik, snart er gaden tør igen.” Her er vi i storbyen en varm sommerdag. Interessant for en dreng fra landet. Et kig ind i en verden, som var helt fremmed for en. At køre og vande brosten, hvor mærkeligt! Vi vandede da aldrig stenene på vores gårdsplads, uanset hvor varmt det var. Der var diktater om fiksstjerner, årstiderne, skovens træer og alt muligt. Plus al den næring det gav til fantasien.

Vi skrev også genfortællinger. Det var små tekster, som lignede diktaterne. Når vi skulle skrive genfortælling, skulle vi læse historien igennem et par gange, lukke bogen og prøve, om vi kunne skrive historien. 

Diktater og genfortællinger var det eneste, vi så til danske digteres værker. Dog lige bortset fra salmedigterne. Det var især Kingo og Brorson, vi beskæftigede os med. Vi havde to salmebøger, Kingos salmebog og Brorsons salmebog. Det meste af året var det Kingos, men især ved juletid tog vi fat på Brorsons dejlige julesalmer. ”Den yndigste rose er funden”, ”Her kommer Jesus dine små” m.fl. Vi holdt meget af at synge Brorsons: ”Op al den ting som Gud har gjort” med det dejlige vers: ”Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde! De mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.” Et bedre billede på forskellen mellem Guds og menneskers magt kunne vi ikke få. Eller hvem holdt ikke af at synge med på Kingos friske morgensalme: ”Vågn op og slå på dine strenge”?

Danmarks største salmedigter, Grundtvig, hørte vi ikke noget om. Heller ikke Ingemann. Vi sang altså aldrig ”I østen stiger solen op” i skolen. De to salmedigtere fik vi til gengæld kendskab til, hvis vi kom i kirken.

Vi var på vej i ”jumben”, far og mindst 3 børn, Erna, Lilli og jeg. Vi skulle til den årlige eksamen i vores skole, som blev afholdt en dag i marts, da vores skoleår sluttede den 1. april. Hvorfor far kørte os, husker jeg ikke, men året har nok været 1947. Da havde vi haft en meget hård vinter, og ved tøbrud var føret blevet så dårligt, så man dårligt kunne bevæge sig uden for en dør uden at grise sig til med pløre. Mor havde sørget for, at nu, vi skulle til eksamen, var vi pæne og rene. For at sikre sig, at vi også var det, når vi sad i skolestuen, har far og mor ment, det var bedst, vi blev kørt.

Snart sad vi i skolestuen, stadig pæne og rene, nu far havde kørt for os. Han havde læsset os af ved skolegården og var straks kørt hjem igen. Der var en spændt og nervøs stemning. Læreren viste sig i døren for at se, om vi var på plads. Han virkede mere venlig end han plejede. Det var nok, fordi han nu rigtig skulle have skovlen under os. ”Nu kommer de snart,” sagde han. ”Kan I nu rejse jer pænt op, når de kommer ind!” Så gik han, men lidt efter blev døren åbnet igen, og ind kom skolekommissionen med formanden, fru Stange, i spidsen og præsten bagefter og alle de andre fine damer og herrer. Der var vel 7-8 stykker i alt. De satte sig rundt i skolestuen på de stole, læreren havde sat ind til dem. Præsten, gamle pastor Jeppesen, satte sig lige ved kakkelovnen ikke langt fra, hvor jeg sad. Om lidt skulle jeg stå op og læse, mens han og alle de andre fine kiggede på mig. Det var forfærdeligt.

Efterhånden som vi kom i gang, opløstes heldigvis noget af spændingen. Men det kildrede noget i maven, da læreren stod sammen med formanden, fru Strange, oppe ved katederet og snakkede frem og tilbage om, hvad vi havde været igennem i bibelhistorien, og hvad hun kunne tænke sig at høre noget om. Måske har det også kildret lidt i lærerens mave, for han var på en måde også til eksamen. Det var heller ikke rart for ham, hvis vi ikke kunne noget. Da vi kom til regnetimen, og jeg havde regnet et par stykker, besluttede jeg at tage tyren ved hornene og gik hen og viste den bryske præst, hvad jeg havde lavet. Han var venligheden selv og gjorde sig morsom over, at jeg havde glemt at skrive cm efter et facit. ”Er det gulerødder, du arbejder med, eller hva’?

Eksamen var faktisk startet en måned tidligere, da læreren en dag pludselig sagde, at nu skulle vi skrive eksamensdiktat, som skulle sendes om for at blive rettet af formanden for skolekommissionen. Vi fik ikke lov til at forberede os, men det var jo en af de diktater, vi havde skrevet, så vi burde kunne klare det. Han skilte et stilehæfte ad og gav os en side hver. Vi skulle starte med at skrive vores navn foroven. Vi var meget spændt på at få diktaterne tilbage for at se, hvor mange fejl, vi havde haft og hvilken karakter, vi havde fået.

På eksamensdagen fik vi penge med til slik. Så på hjemvejen fik vi far til at gøre holdt ved købmanden, så vi kunne komme ind og forsyne os. Det var hårdt tiltrængt efter den hårde dag i skolestuen.

Ka’ I nu skynde jer og gå ind og skrive. Jeg kommer lige om lidt!”
Det var læreren, der kom med den besked, mens vi løb og legede i skolegården. Hvad læreren skulle, ved jeg ikke, men der kunne let komme et eller andet, der forstyrrede ham. I mange år var han kasserer i sygekassen. I min barndom var det sådan, at man betalte penge til sygekassen, så man kunne komme gratis til læge. En slags sygeforsikring. I vore dage har staten overtaget sygekassen funktioner, så vi nu betaler over skatterne.

Vi skulle altså gå ind og skrive. Det gjorde vi så. Det vil sige, jeg gjorde ikke. Jeg gik godt nok ind og satte mig på min plads, men jeg begyndte ikke at skrive. ”Skal du ikke i gang med at skrive, Jens?” var der straks en af kammeraterne, der ville vide. Nej, det skulle jeg ikke, forklarede jeg. Jeg ville i hvert fald ikke skrive et eneste ord, før læreren kom ind. Når han ikke passede sit arbejde, ville jeg heller ikke. ”Du tør ikke lade være!” Jo, jeg skulle vise dem, at jeg turde. Men det var også dumt at provokere kammeraterne, for det kan let give bagslag. Min argumentation var ikke god. Læreren kunne have sine grunde til at være forsinket, og det kunne jeg ikke bruge som undskyldning for ikke selv at komme i gang.

Peter Stidsens lillesøster, Hanne, var blevet godt gal i hovedet over mine provokationer og havde besluttet, at det skulle jeg virkelig ikke slippe godt fra, hvis hun kunne gøre noget til det.

Langt om længe kom læreren ind i skolestuen, og jeg belavede mig på at gå i gang med at skrive. Det første, der skete, var at Hanne højt og tydeligt sagde: ”Jens er ikke begyndt at skrive endnu!” En sådan melding kunne læreren naturligvis ikke sidde overhørig, nu han havde sagt, vi skulle gå ind og skrive. Så han gik lige hen til mig og spurgte: ”Og hvorfor er du så ikke begyndt at skrive, Jens?” I stedet for at sige undskyld og skynde mig at komme i gang, sagde jeg næsvist: ”Næh, for du var jo ikke kommet ind!” Det var jo sådan set rigtig nok, at det var min begrundelse, men det var et frækt svar. Det var at svare igen, og det var absolut ikke klogt i min skoletid!
Læreren blev fuldstændig splitterrasende.

Hanne godtede sig. Nu kunne jeg få som fortjent. Men måske hun alligevel fortrød, hun havde sladret, da hun så, hvordan læreren tog på vej. Hun havde jo heller ikke kunnet forudse, at jeg ville være så fræk. Læreren tordnede og han skældte. For op til katederet, satte sig, for op igen og rundt i skolestuen, mens skældsordene haglede ned over mig. Hvilke ord, han brugte, husker jeg ikke, men det var forfærdeligt. Til sidst for han hen til min plads, strakte sin højre arm ud i fuld længde, parat til et ordentligt sving med mit hoved som mål. Jeg troede, jeg skulle have min første knaldende lussing. ”Om jeg i den grad ville love bod og bedring, - ellers!!” Jeg var parat til at love hvad som helst for at undgå at få hovedet totalsmadret af Peter lærers store, brede håndflade.
Så var det slut. Jeg tror alle i skolestuen var rystede. Der var ikke en lyd resten af timen. Man hørte kun pennens skratten mod papiret. Jeg var så rystet, at jeg næsten ikke kunne holde ved penneskaftet. Var jeg virkelig så slem? For mig var det ikke slut. Jeg følte i lang tid, at læreren havde et horn i siden på mig. Om det var virkeligheden ved jeg ikke. Men jeg blev i hvert fald bestyrket i den tro, da jeg engang beklagede mig til ham, da hans søn, Erik, i længere tid havde generet mig. F.eks. hvis Erik manglede noget, viskelæder, blyant, lineal, eller hvad, det kunne være, så gik han bare ned til mig og tog af mit, hvad han manglede. Da jeg klagede til læreren, sagde han bare: ”Det har du nok selv været ude om!” Om han så alligevel har snakket med sin søn om det, ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske, om det hjalp.
Jeg spekulerer på, hvad mine søstre har tænkt. Om de har fortalt om det hjemme. Det har de nok ikke. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at begivenheden fik et ubehageligt efterspil. Dengang var det ikke ualmindeligt, at fik man et par lussinger i skolen, så fik man et par ekstra derhjemme for det samme.

Jeg fik vist kun fortalt om de to første timer. I tredje time havde vi skrivning. Det var nok de kedeligste timer, vi overhovedet havde i skolen, for dér sad vi bare og skrev og skrev, og vi havde slet ikke noget ud af, at der var flere årgange i klassen, for alle skrev. De eneste afbrydelser, der var, var når én eller anden eller én selv skulle op til læreren og vise, hvad man havde lavet. Og alle var jo så artige, så det var sjældent, nogen begyndte at snakke højt. Hvis det skete, skulle læreren snart være der. Så den slags gav ikke nogen underholdning.

I 1. klasse startede vi skrivningen på vores lille tavle. Læreren skrev nogle bogstaver på den store tavle, som vi så skulle skrive efter. Ikke noget med at begynde med at efterligne trykte bogstaver. Nej, nej, de bogstaver, vi skrev, var dem, vi skulle skrive resten af vores skoletid. Det var skråskrift. Formskrift var noget, der først kom langt senere. Bogstavet f var svært, syntes jeg. Der skulle være noget både over og under linjen. Linjer ja, det var det første, vi skulle have lavet på vores lille tavle. Den første gang linjer, jeg fik lavet, kunne jeg godt se, var det rene hø og hakkelse, så om igen, tavlen ren og en ny gang linier. En linje med a, en linje med b, osv. Hele tavlen fuld. Op og vise læreren det. Bare han nu sagde, det var godt. Tit var der jo noget, der skulle være bedre. Så ned og viske det hele ud og skrive en hel tavle fuld igen. Det værste var, at man hver gang skulle have lavet en ny gang linier.

Sådan gik det de første år. Men så kom den store dag, hvor vi fik udleveret et skrivehæfte og skulle til at skrive med blyant. Det var dejligt. Så var man fri for selv at lave linjer. Her var det også skrevet for, så man kunne se i hæftet, hvad man skulle skrive, og der var vist, hvordan man skulle få den rigtige hældning på bogstaverne. Efterhånden blev det til hele ord og til sidst sætninger. Når vi kom op i den store klasse, altså efter tredje årgang, skulle vi skrive med blæk. Det var svært, for nu kunne man ikke længere viske ud, hvis man lavede noget bras. I de sidste skrivehæfter, vi havde, skrev vi små sjove eller oplysende historier, som vi enten kunne more os over eller blive klogere af. F.eks. denne: Geden er et pattedyr, men gedden er en fisk. – Geden er et pattedyr, men gedden er en fisk. – Når man havde skrevet det masser af gange, glemte man ikke forskellen på en ged og en gedde.

I fjerde time inden frokost havde vi læsning. Én læste op, stående, og resten af klassen skulle så følge med i bogen. Vi skiftedes til at læse, og normalt læste vi i rækkefølge, så man kunne regne ud, når man selv stod for tur, og hvis der var længe til, kunne man godt sidde og døse lidt og ikke følge så godt med. Det skulle man nu være forsigtig med, for pludselig helt uventet kunne læreren sige: ”Jens, vil du læse videre!” Så fik man en brat opvågning, og det var pinligt, hvis man ikke vidste, hvor vi var. Vi brugte Det nye Testamente som læsebog. Nu ved jeg ikke, hvor meget du kender til den bog, men det er bl.a. den bog præsten læser op af i kirken. Det er også fra den bog, mange af de historier, du hører i kristendomstimerne, er taget.

Vi læste alt, Jesu lignelser, helbredelser, apostlenes gerninger, Paulus’ breve. Mange spændende historier. Især syntes jeg, det var spændende at læse om Paulus’ rejser. Det var utroligt, hvad han oplevede, den mand. Når vi så i brevene læste de indviklede teologiske udredninger, Paulus havde om forholdet mellem jødedom og kristendom, så forstod vi ikke ret meget. Han har nok tænkt, at det ville vi forstå senere. Nu kunne vi foreløbig lære at sige ordene. Noget lignende tænker jeg, når jeg indimellem skriver noget, du nok ikke helt forstår, før du bliver lidt ældre.

Læreren satte sig i den magelige katederstol, bredte sin avis ud på katederet og gik i gang mad at læse, mens han bakkede på sin pibe og sendte bølgende røgskyer op under loftet. Regnetimen var i gang efter frokost, og når læreren ikke var blevet færdig med sin avis og sin pibe tobak inde i privaten, ja, så var det, han tog det med ind i skolestuen. Den slags skulle lærere lige prøve på i vore dage. Så ville der blive ballade. Men dengang var der ingen, der tog notits af det.
Og du undrer dig måske over, hvordan vores lærer kunne få tid til det, når du tænker på, hvor travlt jeres lærer har, når I har matematik. Vi var endda 3-4 årgange i klassen, som hver for sig lavede noget forskelligt. Men det hang jo sammen med, at vi regnede utroligt mange opgaver af samme slags, så vi vidste stort set, hvad vi skulle lave. Havde vi endelig problemer, kunne vi godt gå op og forstyrre ham, men hvem havde lyst til at stå dér og blive indhyllet i tobakståger, og mange af os var nok også tilbageholdende med at forstyrre læreren i hans avislæsning.

Men ikke Peter Stidsen. ”Nå, Søgaard, hwa så!” Hvad skulle det nu til for at kalde Peter ved efternavn!? Han hed ganske vist Peter Søgaard Stidsen. Men det lød næsten som, som læreren klappede ham på skulderen og sagde til ham, at han var vel nok en kammerat. Peter, det var jo ham, jeg fik tæsk af en gang imellem. Det var irriterende, at han i den grad var i kridthuset hos læreren. Det havde han bestemt ikke fortjent. Men det var måske, fordi han hjalp læreren med at sortere kartofler, eller måske hang det sammen med, at hans far var snefoged. Måske tænker du, at jeg nok bare var misundelig, og det var jo da lige det, jeg var. Og som din morbror Thomas siger: misundelse er en slem ting. Men hvor var det da træls, når læreren gjorde sådan en forskel.

Efter et kvarters tid var læreren færdig med sin avis og sin pibe, og så var der hovedregning. Hver årgang for sig. Det var forstyrrende at sidde og høre på de andre, og det kneb at koncentrere sig om sine egne opgaver. Og når de andre blev hørt i tabel. Hvorfor havde han nu ikke lært den, ”torsken”. Nu skulle man sidde og høre på alt det brok fra læreren. Arme stakkel, det gik ud over. I begyndelsen af 1. klasse, hvor vi bare sad og skrev tal på den lille tavle, var det nu rart nok med lidt underholdning, men da skulle man jo heller ikke have noget færdigt hjemme, hvis man ikke blev færdig i skolen. Læreren havde skrevet tallene fra 1-9 og 0 på den store tavle, og så skulle vi bare skrive tal på den lille tavle, om og om igen. Det blev vi nu snart trætte af, og vi så kun frem til den dag, læreren syntes, at vores tal var gode nok, og vi kunne få udleveret en regnebog, så vi kunne komme i gang med rigtig regning. Det var der noget ved.

 Der var ca. en snes opgaver til hver time. Blev vi ikke færdige i skolen, skulle vi gøre det færdig hjemme. Og blev vi færdige før tiden, var der ekstraopgaver bag i regnebogen. Jeg var nu ikke mere end almindelig god til regning, så jeg blev ikke færdig med alle ekstraopgaver. Men vi havde genier i klassen, som læreren havde problemer med at finde opgaver nok til. Der var bl.a. en, der hed Egon Rasmussen. Han var helt ustyrlig. Han blev senere revisor i Århus, hvad ikke forundrede nogen.

Vores lærer gik meget op i, at vi fik lært den lille gangetabel. Tit tog han fat med alle årgange og sprang rundt i tabellerne. Peter: 7 gange 9! Jens: 6 gange 4! Herluf: 3 gange 5! Hilda: 8 gange 5! Så fór han rundt i klassen med sin pegepind! Det var ret sjovt. Nok mindre sjovt for dem, der næsten aldrig kunne svare på noget. Man kan sige, at ved det, at vi regnede et utal af den samme slags opgaver, blev vi ret skrappe til det, vi så lærte, men til gengæld lærte vi ikke så mange forskellige ting, som du lærer i dag. Du ville nok synes, at vore regnebøger var ret kedelige. Det var de også. Når vi blev lidt større, var der en serie, der hed forholdsregning. Opgaver, hvor vi også skulle læse en tekst. 87 kg. koster 3 kr., hvor mange kg. fås for 1 kr.? 7 mand kan i 7 timer grave en grøft på 30 m. Hvor længe er én mand om det? Den slags opgaver kunne jeg godt li’.

Vi havde den store fordel, at vi altid fik udleveret facitliste. Så kunne vi straks se, om vi havde regnet en opgave rigtig og evt. få rettet med det samme. Vi havde godt nok den mulighed at skrive af efter facitlisten. Det var selvfølgelig forbudt, og jeg husker det heller ikke som noget problem. Der var jo ikke noget ved at regne, hvis man snød. Ligesom der heller ikke er noget ved leg og spil, hvis man ikke følger reglerne. Stakkels børn, der ikke får udleveret facitliste, og stakkels lærere, der så skal sidde og rette alle opgaverne.

Nu har jeg ikke så meget mere at fortælle dig om min skolegang. Husk på, jeg gik jo kun i skole hver anden dag. Men jeg mangler lige sidste time, hvor det ikke lå helt fast, hvad vi skulle lave. Nogle gange havde vi geografi. Da hændte det, at nogen af os, der ikke var så vilde med lektielæsning, i frikvarteret før timen sad og ”tæskede” i det afrikanske navnestof. SAMBESI, ORANJE, KILMANJARO. Mange mærkelige navne, som vi tit ikke for godt vidste, hvordan skulle udtales, og som en spasmager som Peter Lindveds Thorkild kunne få en masse sjov ud af. Bjerget KILMANJARO kunne let blive til ”kilde en mand, der hed Jaro”.

Når så timen begyndte, havde latteren lagt sig, og det var slut med spydighederne. Der var ingen, der turde lave sjov med læreren. Undervisningen foregik på den måde, at læreren spurgte ud i klassen, og så svarede vi i kor, så godt som vi nu kunne. Der var altid nogen, der kunne det, især pigerne. Vi andre sad så og mimede med, for læreren skulle da endelig ikke tro, vi ingenting vidste. Jeg havde nu ikke den bedste fornemmelse i kroppen efter sådan en time. Læreren kunne jo også have spurgt os én ad gangen, som han gjorde, når vi havde salmevers, men han har nok ikke ment, at geografi var så vigtigt. 

Læreren kunne også komme ind i sidste time og rask hive en lille sort kasse op af katederet. Kassen indeholdt en masse små kort, ca. dobbelt så store som spillekort. Vi fik udleveret et kort hver. På kortene var der mange forskellige opgaver. Der kunne været et billede af en mus, som vi så skulle tegne og lave en historie om. Det var sådan set meget sjovt til en forandring. Lige før jul kunne læreren også finde på at læse en julehistorie i sidste time. Det var nu det allerbedste, som jeg godt kunne ønske, han havde gjort lidt tiere.

Inden vi skulle hjem, sang vi altid et salmevers. Og da kunne vi godt få lov at bestemme, hvad det skulle være. Sidste vers af 91, femtende vers af 300, osv. Vi havde vores favoritter, hvor det vigtigste var, at det var kort, for nu ville vi altså hjem. Når vi fik lov at bestemme lidt her sidst på dagen, var det nok, fordi læreren var ved at være træt. Først på dagen bestemte han altid det hele.

Når vi havde sunget, stillede vi pænt op på række ved vores borde. Det eneste tidspunkt, hvor vi stillede på række. Der var vi heldige. På visse andre skoler skulle eleverne stille på række udenfor efter hvert frikvarter. Vi gik så ud, stille og roligt. Læreren stod ved døren og gav hånd til alle. Hvis det var sjasket føre, især når der var sne, blev vi lukket ud i den lille forgang i hold, så vi i fred og ro kunne få overtøj og støvler på. Det var rart, så vi undgik at få sjasket strømper og vanter til og undgik at blive væltet omkuld i alt for meget kaos. Hvis vi skulle ud i frostvejr, var det nu rart, hvis tøjet var tørt.

Lige før jul kunne vi finde på, at nu ville vi altså have pyntet skolestuen op. Det var ikke noget, læreren opfordrede os til. Det var nærmest noget, han affandt sig med, når vi nu så gerne ville. Vi hæftede med tegnestifter små grangrene omkring den store tavle. Et år fandt vi på, at der skulle lægges en stribe mos hen ad katederet, som der så skulle sættes lys i. Men hvor skulle vi få mos fra. Jo, en af Kristen Thygesens børn vidste, at hjemme på deres tag var der masser af mos. Vi gik nogen stykker hen til dem. De boede nær skolen. Vi fik fat i en rive og begyndte at rive mos ned af deres stråtag. Kristen Thygesen syntes nu ikke, det var lige så god en ide, som vi syntes, så han kom ud og lavede en masse vrøvl. Vi rev jo hans tag i stykker. Men vi fik da lov at tage det med, vi havde revet ned. Læreren var nu heller ikke glad for alt det mos på sit kateder - bagefter. Mosset havde efterladt sig nogle grimme skjolder. Men pyt, trods alle vanskeligheder nød vi at pynte op og sad og frydede os de sidste dage inden jul over vores fine skolestue. Nogen havde klippet stjerner og hjerter og hængt op i vinduerne, og andre tog lys med til at sætte fast i mosset.

Men det var lidt mærkeligt, at det nærmest var noget vi børn skulle presse igennem for at få det gjort. Det tog lidt af fornøjelsen. 

SLØJD - HÅNDGERNING - GYMNASTIK - SKOLEKØKKEN - BILLEDKUNST - MUSIK - BIOLOGI - FYSIK / KEMI - ENGELSK - TYSK - MATEMATIK (bogstavregning). Alle disse fag havde vi ikke i min skoletid. Nu var vi ikke helt så uvidende, som man skulle tro, for ved det, at vi boede på en gård, lærte vi mange ting om dyr, om planter, om værktøj osv. 

Vi oplevede noget, som ingen i dag oplever magen til: En skoleudflugt til Tirsbæk i hestevogne. Det startede med, at læreren vist nok helt på egen hånd bestemte sig for at arrangere en udflugt. Der skulle så en meddelelse ud til forældrene. Nu var der jo ingen kopimaskine dengang, så læreren kunne ikke bare skrive en seddel, kopiere den og give os en seddel med hjem. Han skrev i stedet på den store tavle: Onsdag den 10. juni er der skoleudflugt for alle skolens elever og deres forældre til Tirsbæk med afgang fra skolen kl. 12. Man bedes meddele skolen, hvem der har ekstra pladser og hvem, der mangler kørelejlighed, senest den 5. juni. Med venlig hilsen fra skolen. Vi skulle skrive meddelelsen ned bag i vores regnehæfte og så vise det til forældrene, når vi kom hjem. Og vi måtte ikke glemme det. Det var der nu heller ingen fare for, når det var så stor en begivenhed

Nu blev der noget for vores forældre at tænke over. Far skulle have vogn og heste klar, og mor skulle sikre, at alle børn, der skulle med, havde tøj og sko i orden. Vi have på det tidspunkt en flot vogn, en charabanc. Det var en vogn med gummihjul (fast gummi), affjedring, et sæde foran og to bagerst, der havde ryggen ud til siden. Der var god plads til alle. Jeg husker ikke, om vi gav kørelejlighed til andre. Far skulle have vognen vasket, have børstet sæderne af og smurt hjulene. Hestenes seletøj skulle gås efter, smøres og pudses. Far satte en ære i, at alt var i orden og så pænt ud. Normalt brugte man reb til tømme, men vi havde til pænt brug en vævet tømme. Tømmen, ved du vel, er de snore, man styrer hestene med. Og så skulle der ny snert i pisken, så den ordentlig kunne knalde. Snerten er de yderste 30 cm. af pisken. Den kunne skiftes ud, for den blev efterhånden slidt. 

Vi børn glædede os helt vildt til den store dag, og forventningens glæde var ikke den mindste. Så endelig kom dagen med dejligt solskinsvejr, og vi rullede med højt humør ud af gårdspladsen mod skolen. 6-7 børn var vi. Tit var det sådan, at mor blev hjemme med de mindste. Sådan var det nok også denne gang. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hun var med. Da vi kom op til skolen, skulle vi vente, til alle var klar. Læreren havde fået én til at køre i en stor fladvogn med luftgummihjul. Der var så sat bænke langs siderne på den, surret godt fast med reb. Her skulle alle de byfolk sidde, som ikke havde fået anden kørelejlighed, sammen med læreren. Arme byfolk. Oh, vi misundte dem ikke, som vi nu sad i charabancen og følte os som grever og baroner.

Hele rækker af køretøjer satte sig i bevægelse. Vi har vel været 10-15 stykker, mest jumber. Et festligt syn, da vi rullede ud af byen. Over Hedensted til Assendrup, hvorfra det mest gik ned ad bakke til Vejle Fjord, hvor Tirsbæk lå. Et udflugtssted, hvor man kunne bade. Der var ishus og en skovpavillon, hvor man kunne købe kaffe. Ud i vandet var der bygget en træbro, hvor de turistbåde, der sejlede på Vejle Fjord, lagde til. Med dem kunne man komme til andre udflugtssteder ved fjorden. Munkebjerg, Ulbækhus, Fakkegrav. Mange byfolk fra Vejle benyttede sig af disse både til at komme ud langs den smukke fjord.

Straks, vi ankom, blev vi børn sluppet løs. Far spændte hestene fra, bandt dem til et træ og lod dem græsse. Han sørgede også for, at de fik vand. Vi havde nu et par festlige timer. Vi måtte dog ikke bade. Jeg var meget optaget af, når turistbådene lagde til. Og ishuset var vigtigt. Til sidst samledes vi i pavillonen. De voksne fik kaffe, og børnene en sodavand. Læreren holdt en lille tale og opfordrede til slut til, at vi fulgtes pænt ad hjem. Det var der nu nogen, der ikke tog hensyn til, men strøg af sted hjemad for sig selv. Det kunne man ikke, mente far, når nu læreren havde bedt os om at følges ad. I mit stille sind havde jeg håbet, far ville gøre det samme, så hestene rigtigt kunne få lov at strække ud. Men det blev der ikke noget af. 

Knud Mejer Sørensen, Korsør:

Jeg gik i privatskolen hos Peter Christensen i 4 år fra 1954 til 1958.
Vi terpede bl.a salmevers, som skulle læres udenad. Vi blev også brugt til forskellige aktiviteter, rive gårdsplads, plukke æbler, etc.
Som jeg oplevede ham, havde han nemt ved at give lussinger, og jeg fik hovedparten følte jeg......
Så begyndte jeg i 5. klasse i Løsning Folke- og Realskole i 1958. 


Tak for hjælpen til:

​De stærke Jyders Mindestue, Gammelsole
Jens Christiansen, Brædstrup
Knud Mejer Sørensen, Korsør
Martin Johannes Sørensen, Herning
Mary og Svend Rishede, Aulum. Posthumt
Olga Kærsvang, Canada / Tjørring. Posthumt
Dagny Jensen, Holstebro. Posthumt
Kaj Jensen, Kgs. Lyngby
Ellen Jakobsen, Løsning
Therkel Johansen, Korning
Henning Dalsgaard Knudsen, Eriknauer
Niels Therkel Jørgensen, Vodskov
Hans-Ole Mørk, Aabenraa

Kilder:

  • A. Pontoppidan Thyssen: Dansk Præste og Sognehistorie. X Haderslev Stift. Hefte 13 Hedensted Provsti
  • Edith Mandrup Rønn: Undervisningen i De stærke Jyders privatskole
  • Herluf Hegnsvad: Hans Nielsen Smed og hans slægt. Et bidrag til "De stærke Jyder"s historie:  F2: Maren Sørensdatter 1842-1916 s. 174-184, E: Jens Sørensen, Niels Andersen Lund mm s. 161-164
  • Haderslev Stiftsbog 1967. Peter Christensen: Noget om "De stærke Jyder"
  • Jens Christiansen, Brædstrup: "Livshistorier fra Løsning Nørremark" Fortalt til barnebarnet Mathias. Nedskrevet fra 2003 til 2005
  • Georg S. Geil: Grønt var min Farmors Græs. Erindringsbilleder. 1984
  • Johannes Enggaard Stidsen: Hold fast ved det du har. De stærke jyder, med særligt henblik på deres salme- og sangtradition
  • Georg S. Geil: Løsning og Korning Kirker og deres lutherske Præsterække. Vejle Amts Aarbog 1967
  • Optegnelser om Løsning Privatskole. 3 A4-ark, håndskrevet, udateret. Optegnelserne er tilsyneladende udskrifter fra protokollen for Løsning Privatskole. De omtaler den første generalforsamling i 1906, skolens lærere, elevtal gennem årene, og økonomiske forhold ved skolens nedlæggelse i 1968. (Findes på De stærke Jyders mindestue i Gammelsole) 
  • En slægt Christensen fra Ø. Snede sogn. Om Christen Jensen (Lindved), født 1824 og hans 2 hustruer deres forældre og efterkommere. Nordisk Slægtsforskning. 1973
  • Kendt mand i Løsning - 60 gode år med husflid. Fra: Vejle Amts Folkeblad 11.oktober 1980.
  • De stærke Jyder har kun én skole tilbage. Vejle Amts Folkeblad. 16.august 1968
  • Avisartikler fra Horsens Avis, Horsens Social-Demokrat, Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad og Jyllands-Posten

© Gudrun Rishede. 2022.Husk venligst kun at kopiere citater til andre hjemmesider - ikke lange afsnit eller billeder uden aftale. Jeg vil dog blive glad for omtale af og en henvisning til denne artikel - meget gerne med et link til rishede.net 
Du må gerne downloade og udskrive til eget brug, undervisning og arkiver. Skal du bruge artiklen i større sammenhænge, eller har du tilføjelser eller rettelser, bedes du venligst henvende dig til mig. Du kan finde mine kontaktoplysninger på dette link: hjem